Jehova havde gjort mod denne overlegne og hovmodige pralhans. Men ingen af israelitterne tilbad eller ærede dette blodplettede relikvie. — 1 Sam. 21:9.

At sådanne „souvenirs“ ikke skulle ophøjes, ses af det, der skete med den kobberslange, som Moses stillede op. Den opbevaredes i mange år som et symbol på Jehovas frelsende magt, men da nationen vendte sig bort fra Gud og begyndte at vise dette relikvie hengivenhed og ære, fik den gode kong Josias, med Guds fulde billigelse, det ødelagt. Dette er et tilfælde, som direkte behandler spørgsmålet om tilbedelsen af relikvier, og det fordømmer udtrykkeligt, uomstødeligt og ubestrideligt denne form for afgudsdyrkelse. — 4 Mos. 21:8, 9; 2 Kong. 18:4-6.

Endvidere erklærer Guds lov i 4 Mos. 19:11-13 tydeligt de døde for at være urene, ikke „hellige“. Jakobs og Josefs ben blev, i nøje overensstemmelse med deres ønsker i den retning, begravet i det forjættede land og ikke i Ægypten. Læg mærke til, at disse ben ikke blev hængt op i tabernaklet eller anvendt til udsmykning af Salomos tempel, ej heller bevaret i et skrin i det håb, at de ville kurere deres sygdomme, som valfartede til dem. Nej, deres ben blev begravet i jorden. (1 Mos. 50:5-13, 25, 26; 2 Mos. 13:19; Jos. 24:32; Ap. G. 7:15, 16) Hvor ville Djævelen gerne have haft fat i Moses’ ben! Men Gud Herren tog sig af den sag og begravede dem på et sted, ingen kendte, at ikke hans udvalgte folk skulle snuble og falde for den hedenske skik at tilbede Moses’ rester. (5 Mos. 34:5, 6; Jud. 9) I tilfældet med Jesu menneskelige legeme fjernede Herren det ligeledes på en sådan måde, at relikviesamlerne aldrig fik fingre i det. — Matt. 28:5, 6; Mark. 16:6; Luk. 24:1-3.

Der findes ikke skygge af bevis for, at liget af den første kristne martyr, Stefanus, eller martyren Jakobs ben blev delt ud af de første kristne eller sendt på tourné som relikvier. Tværtimod viser Skriften tydeligt, at Stefanus blev begravet i jorden. (Ap. G. 8:2) Disse bibelske kendsgerninger giver derfor ingen trøst eller hjælp til dem, der lærer, at ben af „helgener“ og martyrer bør æres og tilbedes, og derfor tyer hierarkiet til traditioner og hedenske skikke efter støtte.

Relikvietilbedelsens hedenske oprindelse

Foruden det, Guds hellige ord, Bibelen, siger om spørgsmålet, er der andre gode grunde til, at sande kristne ikke bør ære eller tilbede religiøse relikvier. Denne skik og brug hidrører ikke fra Kristus og hans apostle eller fra Guds udvalgte folk Israel. Den er tydeligt nok en hedensk opfindelse og derfor simpelthen af Djævelen, hvad Catholic Encyclopedia også indrømmer. Den siger, at tilbedelsen af relikvier er „et primitivt instinkt“, som er knyttet til mange andre religionssystemer foruden det katolske. Den fortæller endvidere, hvordan de gamle grækere overtroisk tilbad deres heltes ben og aske, hvordan perserne behandlede Zoroasters levninger „med den dybeste ærbødighed“, og hvordan „relikvietilbedelsen blandt alle buddhistiske sekter er en uomtvistelig kendsgerning“.

Andre autoriteter har vist, at de gamle ægyptere, assyrere og babyloniere ligeledes tilbad relikvier af deres herrer og fyrster. „I de hedenske lande har den samme tilbedelse floreret i århundreder, før der fremstod kristne helgener eller martyrer i verden. . . . Fra de tidligste tider har det buddhistiske system været bygget på relikvier, som har udvirket mirakler, der i hvert fald er lige så godt bevist som dem, der er udvirket ved relikvier af St. Stefanus og „de tyve martyrer“ [omtalt af Augastinus].“ (Alexander Hislop, The Two Babylons, side 177, 178) I Kandy, Ceylon, rummer et 400 år gammelt tempel en genstand, der siges at være Buddhas tand, „æret af mange millioner mennesker“. (Ceylon Daily News, 1. april 1950) Den britiske udenrigsminister Ernest Bevin blev den 1. januar 1950 ført til dette relikvie i det håb, at det mirakuløst kunne helbrede hans sygdomme. — New York Times, 16. januar 1950.

Den hedenske tanke at tillægge ben, kranier, tænder og hud magisk kraft er så meget ældre end kristendommen, at den ovennævnte katolske autoritet foretrækker at kalde den „et primitivt instinkt“. I virkeligheden er det ikke andet end fetischisme, hvorom Encyclopedia Americana (udgave 1942, bind 11, side 158) siger: „Det er den laveste af de primitive tilbedelsesformer, der eksisterer blandt de uciviliserede stammer, og den florerer især blandt negrene i Afrika, men også blandt de indfødte i både Amerika, Polynesien, Australien og Sibirien.“ Dengang de katolske portugisiske sømænd sejlede ned langs Afrikas vestkyst, kunne de kun se ringe forskel på de indfødtes tilbedelse af „hellige“ ben, kranier og amuletter og deres egen tilbedelse af religiøse relikvier og amuletter, som de kaldte feitiços, hvorfra vi har navnet fetisch.

M’Clintock & Strongs Cyclopædia (bind 8, side 1028) giver en god opsummering af hele spørgsmålet, idet den siger: „Der er ingen tvivl cm, at tilbedelsen af relikvier er en absurditet, uden bibelsk garanti, i direkte modstrid med den første kirkes gudsdyrkelse og uforenelig med sund fornuft.“

Er erfaringen den bedste læremester?

„ERFARING er den bedste læremester,“ påstår et af nutidens populære mundheld. Da sådanne mundheld jævnlig gentages og er almindelig anerkendte, bliver de ofte troet uden først at være underkastet en omhyggelig prøve eller undersøgelse. Alle ved, at erfaring er en læremester, og derfor tillader de fleste mennesker uanfægtet det lille, men vigtige ord „bedste“ at smutte med ind. Det skulle man imidlertid ikke, for det gør mundheldet til usandhed.

Når Hebræerne 5:8 siger om Jesus, at han, „skønt han var søn, lærte . . . lydighed af det, han led“, fastslår det ikke dermed erfaring som den bedste læremester. Jesus var aldrig ulydig; han led ikke for at lære at vende sig fra ulydighed til lydighed. Han begyndte sin tjeneste i lydighed under prøver, og hans lydighed blev kun yderligere styrket ved de ustraffelighedsprøver, han senere blev stillet på. Denne ubesmittede mand nedlod sig aldrig til at synde for at lære syndens syndighed at kende. — Matt. 4:1-11; Hebr. 7:26.

Man har citeret Hebræerne 2:17, 18 som bevis for, at Jesus som menneske erfarede kødets skrøbeligheder, for at han fuldt ud kunne forstå dem og vise barmhjertighed mod syndige mennesker: „Derfor måtte han i eet og alt blive sine brødre lig, for at han i sin tjeneste for Gud kunne blive en barmhjertig og trofast ypperstepræst til at sone folkets synder. Thi som den, der selv er blevet fristet og har lidt, kan han komme dem til hjælp, som fristes.“ Den prøve, som Jesus blev udsat for, angik imidlertid ikke kødelige skrøbeligheder, for han var fuldkommen i kødet og syndfri. Hans kamp var ikke en kamp med nedarvet synd i sit legeme. Den prøve, han gennemgik og med held bestod, var en ustraffelighedsprøve, en prøve på, om han i kødet kunne udholde de angreb, som Satan og hans repræsentanter rettede mod ham i den hensigt at få ham til at vende sig bort fra Gud. Han forstår de vanskeligheder, der er forbundet med en prøve, og kan hjælpe sine efterfølgere i deres lignende prøver. Alene den kendsgerning, at han sejrede i kødet, er i sig selv et opmuntrende eksempel, der hjælper hans efterfølgere til at gå prøven i møde.

Det kan imidlertid ikke siges, at en sådan prøve må erfares for at kunne forstås. Hvis det forholdt sig således, ville Jesus på dette punkt være klogere end Jehova Gud, for Gud erfarede den ikke. Alligevel forstår Gud sine skabninger af kød og blod bedre, end de forstår sig selv: „Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer Jehova sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ (Sl. 103:13, 14) Jehova forstod dette stridsspørgsmål om ustraffelighed så godt, at han ved selve dets begyndelse, da Satan udfordrede ham, med bestemthed kunne sige, at nogle mennesker ville være i stand til at bestå prøven. Ikke alene Jehova Gud, men også Kristus forstod menneskets muligheder for at kunne gøre dette, for havde han ikke været med til at skabe mennesket af støvet? (Kol. 1:16) Havde han ikke set, hvorledes Job og andre med held havde bestået deres ustraffelighedsprøve? Denne vise åndelige skabning behøvede ikke at lære gennem erfaring, hvad dette spørgsmål angår. Men at han blev kød og selv udholdt prøven, er det største eksempel på ustraffelighed ind for Gud, og det er et forbillede for hans efterfølgere.

Hvor erfaring intet godt lærte

Det er et guddommeligt princip, at „den, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, som ydmyger sig, skal ophøjes“. (Matt. 23:12) Men Satan måtte lære dette gennem erfaring, idet han søgte at rejse sin trone over Guds stjerner, kun for at møde sit endeligt i et ydmygende fald. (Es. 14:12-15) Øjensynlig har han intet lært af sit fald fra himmelen efter 1914, for han fortsætter stadig, ja, udvider endog til sin endelige undergang sin krig mod Jehovas teokratiske organisation. — Åb. 12:9, 13, 17; 20:1-3, 10.

Efter sit indledende oprør forførte han ved snedig list det første menneskepar til at søge at ophøje sig selv som guder, men det resultat, de erfarede, var et fald i synd og død, og heri tog de hele menneskeslægten med sig. Dog var der ingen af de bitre erfaringer, som de på grund af deres ulydighed måtte gennemgå i tiden efter deres forvisning fra Edens have, der lærte dem nødvendigheden af at angre og indrømme deres fejlgreb.

I den degeneration, der fulgte, lærte menneskene ikke af deres beskæmmende fejltrin, lærte ikke af erfaringens hårde knubs, men måtte døje flere og flere af de slag, der følger i hovmodets og selvophøjelsens kølvand. Til dette tyvende århundrede har deres egne og andres erfaringer ikke lært dem at undgå hovmodets snarer; tværtimod forøges antallet af genstridige og indbildske mennesker i disse sidste dage. (2 Tim. 3:1, 4) Ja, nogle få udæskende personer efterligner endog Satans dårskab og ophøjer sig selv over Jehova, idet de påstår, at de daglig beordrer Gud ned fra hans himmelske trone til jorden for at blive ofret på et religiøst alter af dem!

Mennesker, der er op i årene, er, deres mange erfaringer til trods, ikke nødvendigvis de klogeste. Den unge og forholdsvis uerfarne Elihu ventede forgæves på at høre visdom fra Jobs tre „venner“, og til sidst sagde han i sin harme rent ud til dem: „Ung af dage er jeg, og I er gamle mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele jer min viden; jeg tænkte: Lad alderen tale og årenes mængde kundgøre visdom! Dog, ånden, den er i mennesket, og den Almægtiges ånde giver dem indsigt; de gamle er ikke altid de kloge, oldinge ved ej altid, hvad ret er.“ (Job 32:6-9) Hvad enten Elihu mente, at „årenes mængde“ kunne kundgøre visdom, fordi de indebar muligheden for at skaffe sig erfaring, eller fordi de gav tid til meget studium, fremgår ikke af beretningen. Hvad der vises, er, at Elihu bedre end nogen af disse forstod, hvad der var det egentlige, idet han jo siger: „Dog, ånden, den er i mennesket, og den Almægtiges ånde giver dem indsigt.“ Han indså, at hverken erfaring eller års studium kunne give sand visdom, medmindre man havde Jehovas ånd.

Kong Salomo fik visdom, fordi han bad Jehova Gud om „et lydhørt hjerte, så han kan dømme dit folk“. (1 Kong. 3:9) Men Salomo søgte også at udvide sin visdom med erfaring: „Jeg sagde ved mig selv: Vel, jeg vil prøve med glæde; så nyd da det gode! Men se, også det var tomhed. Om latteren sagde jeg: Dårskab! og om glæden: Hvad gavner den? Jeg kom på den tanke at kvæge mit legeme med vin, medens mit hjerte dog rådede med visdom, og at slå mig på dårskab, indtil jeg så, hvad der båder menneskene børn at gøre under himmelen, det dagetal, de lever.“ (Præd. 2:1-3) Det er imidlertid hverken nødvendigt eller klogt at prøve at erfare alle ting for at kunne afgøre deres betydning. Og det er i sandhed topmålet af dårskab at give sig hen i synd for at erfare den på første hånd.

Salomo har måske lært mange nyttige ting gennem erfaring, men det var også gennem erfaring, han lærte, at ægteskab med hedenske kvinder førte til dæmondyrkelse og bort fra den sande tilbedelse af Jehova og hans gunst. Opnåelsen af denne erfaringens kundskab berøvede ham muligheden for livet i en ny verden. Hvor meget bedre ville det ikke have været for ham, om han i stedet for at få denne lærestreg gennem erfaring havde taget imod den fra Guds skrevne ord: „Du må ikke besvogre dig med dem, du må hverken give een af deres sønner din datter eller tage een af deres døtre til din søn; thi så vil de få din søn til at falde fra Jehova, så han dyrker andre guder, og Jehovas vrede vil blusse op imod jer, og han vil udrydde dig i hast.“ — 5 Mos. 7:3, 4; 1 Kong. 11:1-11.

Kundskab om ting, man endnu ikke ser

Jehova Gud sagde til Noa: „Om syv dage vil jeg lade det regne på jorden i fyrretyve dage og fyrretyve nætter og udslette alle væsener, som jeg har gjort, fra jordens flade.“ (1 Mos. 7:4) Noa forkyndte dette budskab, men spotterne hånede hans advarsel om en verdensomfattende vandflod. Hvad nu, hvis nogen i dag fortalte, at det ville regne opad? Man ville tro, vedkommende var sindssyg.