Det kongelige præsteskab

„Salig og hellig er den, som har del i den første opstandelse! dem har den anden død ingen magt over, men de skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ — Åb. 20:6.

1. Hvem udgør det kongelige præsteskab, og hvilke goder medfører dets oprettelse og funktion?

MEDLEMMERNE af det kongelige præsteskab er Jehovas udøvende tjenere i alle anliggender vedrørende hans universelle organisation, og en af de store tjenester, der betros dem, er at regere sammen med Kristus Jesus i tusinde år. Dette herredømme skal udøves fra himmelen over jordens indbyggere, der da vil leve under Guds rige. Det er dette kongelige præsteskabs oprettelse og virksomhed, der tænder håbet hos alle de retsindige blandt nationerne og giver dem tillid til, at Jehova er deres Gud, og at de vil opnå forligelse med ham. Det kongelige præsteskab består af Kristus Jesus, den store ypperstepræst, og hans 144.000 underpræster. Det bliver et evigt præsteskab „på Melkizedeks vis“. (Hebr. 5:6) Lykkelige og hellige er de, som er medlemmer af dette præsteskab, for de har del i den „første opstandelse“, og dem „har den anden død ingen magt over“. Under dette kongerige af præster skal fred, lykke og liv blive de mennesker til del, som opnår den velsignelse at blive undersåtter under Jehovas nye verdens præstekonge.

2. Hvilket sindelag bør de have, som har kundskab om det kongelige præsteskab?

² Skriftstedet i Åbenbaringen 20:6 viser, at der skal være to skarer: de, som hersker, og de, der herskes over. Uden hensyn til hvilken skare du har håb om at komme til at høre til, må du bestandig opfylde kravet om lydighed og trofasthed mod sandheden. De fremtidige medlemmer af det kongelige præsteskab må bevare deres indre syn klart og deres håb brændende og i eet og alt gøre Guds vilje. De, som har håb om at opnå evigt liv på jorden i den teokratiske nye verden, er ivrige efter at lære noget om de krav, der stilles, og den trofasthed, der udvises af det kongelige præsteskab, der skal regere i de tusinde år, ligesom de også selv ønsker at lære trofasthed. Det er de salvede en glæde at lære om Jehovas hensigt, som går ud på at velsigne millioner af mennesker og skænke dem livet. Det er ligeledes en glæde for dem, som ser frem til at skulle leve på jorden, at få større kendskab til det kongelige præsteskab, hvis undersåtter de skal være.

3. Hvornår erklærede Jehova for første gang at det var hans beslutning at have et kongeligt præsteskab, og i hvilken forstand var det et teokrati?

³ Jehovas beslutning om at have et kongerige af præster kom til udtryk over for hans forbilledlige folk ved Sinajs bjerg. Moses blev inspireret til at sige til dem: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ (2 Mos. 19:5, 6) Israel skulle være et helligt rige under Jehova, et sandt teokrati, et kongefolk, der levede efter den Højestes regler og forskrifter. Ordet „kongerige“, som det bruges i dette vers, rummer betydningen kongeværdighed, fyrstehus og overhøjhed. Det vil sige, at Jehova bestemte, at der skulle være en kongelig præsteslægt, et fyrstehus af præster, der hver især skulle have de egenskaber og kvalifikationer, der kendetegner konger og præster.

4. Hvad gjorde Israel i virkeligheden, dengang de bad om at få en konge? Hvordan behandlede de Jehovas kongesøn?

⁴ Israels folk blev utilfredse og bad Gideon, deres dommer, om at herske over dem som konge. Gideon svarede: „Hverken jeg eller min søn vil herske over jer; Jehova skal herske over jer!“ (Dom. 8:23) På Samuels tid sagde Israels ældste til Samuel: „Sæt . . . en konge over os til at dømme os, ligesom alle de andre folk har det! Men det vakte Samuels mishag, . . . Da sagde Jehova til Samuel . . . det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.“ (1 Sam. 8:5-7) Israel var Jehovas forbilledlige rige, men de var troløse og ulydige. Senere hen, dengang Jehova sendte dem sin søn, Kristus Jesus, Rigets arving, vragede de ham, Zions hjørnesten. Det forbilledlige Israels hus havde tabt Jehovas hensigt af syne og byggede på trods af Guds vilje. Jesus sagde til dem: „Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Fra Herren [Jehova, NW] er dette kommet, underfuldt er det for vore øjne. Derfor siger jeg jer, at Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, der bærer dets frugter.“ — Matt. 21:42, 43.

Godt budskab til nationerne

5. Hvordan forklarede Peter og Paulus, hvad der var hensigten med, at Jehova lod det gode budskab gå ud til hedningefolkene?

⁵ Jehova forkastede Israels folk og tog Riget fra dem, og derved åbnedes døren for de retsindige blandt hedningefolkene, og de fik den store forret at blive medlemmer af præstefolket. Blandt de uomskårne hedninger var Kornelius den første, der fik denne forret, og Peter sagde, da han kom til hans hus: „I ved, at det er utilbørligt for en jøde at omgås eller besøge nogen, som hører til et fremmed folk, men mig har Gud vist, at jeg ikke skulle kalde noget menneske vanhelligt eller urent. . . . Nu forstår jeg i sandhed, at der hos Gud ikke er personsanseelse; men i hvert folk er den, som frygter ham og øver retfærdighed, kærkommen for ham.“ (Ap. G. 10:28-35) Paulus fik bemyndigelse til at gå til hedningefolkene, for Jesus sagde om ham: „Denne mand er mit redskab, som jeg har udvalgt mig til at bære mit navn frem både for hedninger og konger og Israels børn.“ Og til jøderne sagde Paulus og Barnabas: „Det var nødvendigt, at Guds ord først skulle tales til jer; men siden I forkaster det og ikke agter jer selv værdige til det evige liv, se, så vender vi os nu til hedningerne. Thi således har Herren [Jehova, NW] befalet os: Jeg har sat dig til hedningers lys, at du skal blive til frelse indtil jordens ende.“ — Ap. G. 9:15; 13:46, 47.

6. Hvordan begyndte Jehova at indfri sine løfter til Abraham?

⁶ Med særlig eftertryk på udtrykket hedninger skrev Paulus: „Der står skrevet: Derfor vil jeg prise [offentligt anerkende, NW] dig [Jehova] blandt hedninger og lovsynge dit navn. Og et andet sted står der: Fryd jer, I hedninger, med hans folk, og pris ham, alle folk.“ Til kolossenserne sagde Paulus: „Uden at lade jer rokke fra det håb, der skænkes i det evangelium, I har hørt, og som er prædiket for enhver skabning under himmelen, det, som jeg Paulus er blevet tjener for.“ (Rom. 15:9-11; Kol. 1:23) „Da Skriften forudså, at det er af tro, Gud ville retfærdiggøre hedningerne, forkyndte den forud Abraham det evangelium: I dig skal alle folkeslagene velsignes.“ Og atter: „For at den velsignelse, som blev givet Abraham, måtte blive hedningerne til del i Kristus Jesus.“ (Gal. 3:8, 9, 11) Jehova brugte den fremtidige præstekonge Paulus til at udvirke opfyldelsen af sin storslåede hensigt: at lade budskabet forkynde for andre end det bogstavelige Israel, nemlig for hedningenationerne.

7. Hvad fører det til, at man tager imod det gode budskab? Nævn nogle af velsignelserne derved.

⁷ Disse kaldede opnår samhørighed med Kristus, den kongelige præst. Paulus skrev: „Forhen var I, der var født som hedninger og blev kaldt uomskårne . . . uden forbindelse med Kristus, udelukkede fra borgerret i Israel og fremmede for forjættelsens pagter, uden håb og uden Gud i verden. Nu derimod, da I er i [samhørighed med, NW] Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, kommet nær på grund af Kristi blod.“ Og atter siger han: „Thi alle er I een i Kristus Jesus. Men når I hører Kristus til, da er I jo Abrahams afkom, arvinger i kraft af forjættelse.“ (Ef. 2:11-13; Gal. 3:28, 29) At det gode budskab forkyndes for hedningefolkene betyder, at de kan komme i harmoni med Jehova Gud og blive velsignet med den forvisning, hans løfter giver. I denne sag yder Guds store ypperstepræst, Kristus Jesus, sand tjeneste, for han fører ikke alene retsindige fra hedningefolkene nær til Gud, men bringer Gud nær til dem. Dette hidfører ren og hellig samhørighed. Det gode budskab blev frigivet til alle folkeslagene, men det er ikke alle iblandt dem, der tager imod det. På dem, som tager imod budskabet, opfylder Jehova sit løfte om at velsigne „alle jordens folk“ gennem Abraham og hans sæd. Det gode budskab bliver stadig forkyndt. Ja, nu bliver det forkyndt i langt videre udstrækning end nogen sinde før. På nærværende tidspunkt kalder det gode budskab en anden skare ud af folkeslagene, men arbejdet udføres stadig af det kongelige præsteskab.

Det åndelige præsteskab af konger

8. Forklar, hvordan Jehovas beslutning om at have et kongeligt præsteskab slår urokket, skønt det bogstavelige Israel svigtede.

⁸ Jehovas hensigt, at oprette et kongeligt præsteskab, er blevet gennemført, skønt det bogstavelige Israel svigtede. Paulus skriver: „Det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter; ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom, . . . som han også siger hos Hoseas: Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde mit folk, . . . [de skal] kaldes den levende Guds børn.“ „Gud har ikke forskudt sit folk, som han forud kendte. . . . Det, Israel søger, har det ikke opnået, men de udvalgte har opnået det; de øvrige derimod blev forhærdede.“ (Rom. 9:6, 7, 25, 26; 11:2, 7) Forkastelsen af jøderne blev til rigdom for andre, thi skønt nogle af dem, der blev udvalgt til det sande kongelige præsteskab, var jøder af fødsel, så er dog de fleste udtaget fra de andre folkeslag. På denne måde står Jehovas oprindelige beslutning urokket: at skabe sig et kongerige af præster. Om dem skrev Paulus: „Vi ved, at alle ting [alt Guds værk, NW] samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede. Thi dem, han forud kendte [anerkendte, NW], dem har han også forudbestemt til at blive hans søns billede lige, så han kan være den førstefødte blandt mange brødre. . . . og dem, han har kaldet, dem har han også retfærdiggjort [erklæret retfærdige, NW]; og dem, han har retfærdiggjort, dem har han også herliggjort.“ „Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.“ — Rom. 8:28-30, 17.

9. Hvordan identificerer Peter det kongelige præsteskab?

⁹ Apostelen Peter skriver til dem, som er „udvalgte ifølge Gud Faders forudviden“, og siger: „Lovet være Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i himlene til jer, som i Guds kraft bliver bevaret ved tro til en frelse, der er beredt til at åbenbares i den sidste tid.“ Videre siger Peter til dem: „Kom til ham [Kristus], den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud. Thi det hedder et sted i Skriften: Se, jeg lægger i Zion en hovedhjørnesten, udvalgt og kostelig, og den, som tror på ham, skal ingenlunde blive til skamme [blive skuffet, NW].“ (1 Pet. 1:3-5; 2:4-6) Det åndelige hus er kongehuset, for det er bygget på den sande grundvold, Jehovas salvede konge, Kongesønnen, Guds arving. Apostelen gør her klart, at Guds kongerige af præster, hans kongelige præsteskab, er Kristus Jesus og hans legemes lemmer, et himmelsk præsteskab.

10. Vis ud fra Skriften, hvordan nogle får håb om at blive af det kongelige præsteskab i himmelen.

¹⁰ Et så vidunderligt håb overstiger langt den menneskelige fatteevne og kan derfor kun være inspireret af Jehova og realiseres i kraft af hans hellige ånd. Det er Skaberens ånd, der indvirker på sindet og levendegør det himmelske håb hos de udvalgte. Det er grunden til, at der siges om dem, som har dette håb: „Jer har han [Gud] levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder.“ „Når I altså er opvakt sammen med Kristus, så søg det, om er oventil, hvor Kristus er, siddende ved Guds højre hånd“, og „på grund af det håb, som ligger rede til jer i himlene“. De, som ejer dette håb, er et åndeligt tempel i Kristus: „I ham sammenføjes hele bygningen og vokser til et helligt tempel i Herren [Jehova, NW] . . . opbygget til en Guds bolig i ånden.“ Det kongelige præsteskab er det hellige, himmelske tempel. — Ef. 2:1; Kol. 3:1; 1:5; Ef. 2:21, 22.

11. Hvorfor bør hele Jehovas folk være taknemmeligt over Rigets fulde oprettelse? Hvilken stilling skal præsteskabet indtage i universet?

¹¹ Alle de, som hører til denne skare, og som endnu befinder sig på jorden, er sammen med de hundredtusinder af Herrens andre får dybt taknemmelige for denne vidunderlige foranstaltning, Gud har udvirket, dette himmerige. Det er åndelig talt en bolig for Jehova, noget, den Højeste ikke før har ejet. Selv om det ligger uden for vor forestillingsverden, er det dog sandt. Det er det hellige, himmelske tempel. Kongeriget af præster udgør templet, og det vil være højt hævet over alt andet i universet, for der er skrevet om Kristus, at Gud satte ham „højt over alle magter og myndigheder og kræfter og herskere og hvert navn, der nævnes kan, ikke blot i denne verden, men også i den kommende; ja, alt lagde han under hans fødder, og ham gav han som hoved over alle ting i kirken [menigheden, NW], der er hans legeme“. Derfor kalder Bibelen ham „den, der hersker over jordens konger“. Apostelen Johannes omtaler ham som den, der „elsker os og har løst os af vore synder med sit blod og har gjort os til konger [et kongerige, NW] og præster for sin Gud og Fader“. Læg især mærke til udtrykket „kongerige“, et kongerige af præster. Værdigheden som konge og præst er den højeste, noget menneske kan opnå, og det viser klart, hvilken ophøjet stilling Guds sønner skal indtage. — Ef. 1:21-23; Åb. 1:5, 6.

12. Hvordan kan vi vide, at Jehovas pris vil blive sunget i himmelen og på jorden? Gør det os lykkelige? Hvorfor?

¹² De fremtidige medlemmer af det kongelige præsteskab ser med brændende længsel frem til, at Guds bygning i himlene skal stå færdig, og de selv udgøre en del deraf. Denne bygning bliver Jehovas evige helligdom, templet, hvor hans navn skal prises for evigt og altid af en hellig skare på 144.000 præster, der under Jesu Kristi ledelse lovsynger Jehova. Hele himmelen vil genlyde af deres glade og taknemmelige sang, og alle jordens beboere skal lære den at kende, den skønneste melodi i universet, thi alle vil i sangen blive ledet af den ypperste sanger i det himmelske Zion, Herren Jesus, den kongelige præst. Det bliver i sandhed et jubelkor, der i selve Jehovas herlige helligdom tilbeder ham i helligt skrud, i hellighedens skære skønhed. På hin lykkelige dag vil alt indtage sin rette plads, for det teokratiske styre skal sætte sit præg på alt og alle. Hele skaberværket vil tale om den Helliges, den Højestes, Jehova Guds herlighed og majestæt. Dagen er nu ganske nær, da alt vanhelligt skal fejes bort, da enhver form for uretfærdighed skal ophøre, og da intet ondt skal være til! På hin skønne dag skal fred, tryghed og lykke blive alle levende til del. „Værdig er du, vor Herre og Gud, til at få æren og prisen og magten; thi du har skabt alle ting, og de blev til og blev skabt, fordi det var din vilje.“ — Åb. 4:11.

13. a) Hvad mente salmisten med, at han ønskede at finde „Jakobs Vældige en bolig“? b) Hvorledes får dette profetiske billede sin opfyldelse, og hvad er Jehovas folks inderste ønske?

¹³ Det kongelige præsteskabs medlemmer ønsker at se disse mirakuløse ting ske, og derfor arbejder de flittigt og ihærdigt med dette for øje. De vil ikke stille sig tilfreds, ikke hvile, før alt, hvad der lever, priser Jehova, før „enhver skabning i himmelen og på jorden og under jorden og på havet, ja alt, hvad i dem er, [siger]: Ham, som sidder på tronen, og Lammet være lov og pris og ære og magt i evighedernes evigheder“. (Åb. 5:13) Fortidens konge i Zion, David, der var et billede på den store kongelige præst, nærede de samme ønsker, og de blev nedskrevet til gavn for os. Hans ønske og længsel var at se Guds ark, symbolet på Jehovas nærværelse, sikkert placeret i helligdommen. Lyt til hans ord: „Jeg træder ej ind i mit hus’ telt, jeg stiger ej op på mit leje, under ikke mine øjne søvn, ikke mine øjenlåg hvile, før jeg har fundet Jehova et sted, Jakobs Vældige en bolig!“ (Sl. 132:3-5) Et hvilested for Jehova! Hvilken vidunderlig, opløftende og inspirerende tanke. Jehovas ånd føder disse tanker i skabningers sind og hjerte. Salmisten fortsætter: „Jehova, bryd op til dit hvilested, du og din vældes ark! Dine præster være klædte i retfærd, . . . Thi Jehova har udvalgt Zion, ønsket sig det til bolig: Her er for evigt mit hvilested.“ (Sl. 132:8, 9, 13, 14) Zion er kongebyen, universets „hovedstad“, hvor Kongen Kristus Jesus og de 144.000 „levende stene“ har deres regeringssæde. Denne stad er Jehovas udvalgte, evige og elskede bolig. Årtusinder har det taget at forberede og bygge hans bolig eller tempel. Gennem det kongelige præsteskab vil han meddele sig til alle sine skabninger. Han gør Zions kongelige præsteskab til en frelsesinstitution, for han iklæder dens præster frelse. Hele deres fremtoning ånder frelse og redning. De medlemmer, der endnu befinder sig på jorden, forkynder frelse for tusinder og atter tusinder. „Da drager redningsmænd [frelsere, AS] fra Zions bjerg op for at holde dom over Esaus bjerge. Og så skal Riget være Jehovas.“ — Obad. 21.

De krav og det ansvar, der påhviler det kongelige præsteskab

14. Hvilket hovedkrav stiller Jehova til sit folk? Bør vi tjene bare for belønningens skyld? Begrund dit svar.

¹⁴ Det første krav er og bliver lydighed. Da det kongelige præsteskab første gang blev omtalt for israelitterne ved Sinajs bjerg, sagde Jehova: „Hvis I nu vil lyde min røst og holde min pagt, så skal I være min ejendom blandt alle folkene, thi mig hører hele jorden til, og I skal blive mig et kongerige af præster og et helligt folk!“ (2 Mos. 19:5, 6) Jehova sagde til Israels første ypperstepræst, Aron: „Du skal ingen arvelod have i deres land, og der skal ikke tilfalde dig nogen lod iblandt dem; jeg selv er din arvelod og del blandt israelitterne.“ (4 Mos. 18:20) Medlemmerne af det trofaste, kongelige præsteskab må ikke tjene bare for at opnå den himmelske belønning, selv om deres hu står til denne belønning. De vil kun opnå den storslåede belønning, hvis de tjener Jehova i absolut lydighed og gør ham til deres arvelod.

15. Hvilke legemsfejl gjorde en mand uegnet til at være af det forbilledlige præsteskab? Hindrer fysiske mangler nogen i at blive af det modbilledlige præsteskab? Hvis ikke, hvilke fejl afskærer en da fra at blive det?

¹⁵ Hos det forbilledlige præsteskab genspejlede præstens hele fremtræden renhed og udelt hengivenhed for Jehova. Loven var meget nøjeregnende med præsternes legemlige tilstand og livsførelse. Fysiske skavanker som blindhed, halten, flad næse, brud på ben eller arm, dværgvækst, pletter i øjnene o.s.v. gjorde en mand uegnet til præstetjeneste. (3 Mos. 21:16-24) Det siges, at der var eet hundrede og tyve legemsfejl, der diskvalificerede en præst. Hvis der stilledes så strenge krav til det forbilledlige præsteskab, hvad kræves der så ikke af det modbilledlige? Ganske vist hindrer legemsfejl ikke nogen i at blive medlem af det himmelske præsteskab, men andre fejl gør det, for intet urent vil nogen sinde få indpas i himmelen. „Kristus elskede kirken . . . idet han rensede den i vandbadet ved ordet, og for at han således kunne fremstille kirken for sit åsyn som herlig, uden plet eller rynke eller andet sådant, nej, den skulle være hellig og dadelfri.“ „Ingen utugtig eller uren eller havesyg — det er det samme som en afgudsdyrker! — har lod og del i Kristi og Guds rige.“ „Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren.“ — Ef. 5:25-27; 5:5; Hebr. 12:14.

16. Hvordan kan Jehovas folk forblive i en ren og lutret tilstand?

¹⁶ Det er en forfærdelig og frygtindgydende tanke for den salvede blot at overveje muligheden af at blive diskvalificeret som medlem af det kongelige præsteskab. Fremtidige medlemmer bør derfor i alvor og oprigtighed og under bøn lægge sig Jehovas krav på sinde. Alle må de forblive i en renset og lutret tilstand i kraft af Kristi Jesu dyrebare blod og hans retfærdighed, der kommer dem til gode. Ved vor himmelske Faders ufortjente godhed må de, som har det kongelige præsteskab som deres mål, altid huske dette: „Da vi nu, brødre, ved Jesu blod har frimodighed til at gå ind i helligdommen, idet han har indviet os en ny og levende vej gennem forhænget, det vil sige hans jordiske legeme, og da vi har en stor præst over Guds hus, så lad os træde frem med et oprigtigt hjerte, i troens fulde vished, bestænkede på hjerterne og derved rensede fra en ond samvittighed, og tvættede på legemet med rent vand.“ (Hebr. 10:19-22) Den store præstekonge, Kristus Jesus, er vor beskytter.

17. Forklar Paulus’ ord i Hebræerne 5:1, og vis, hvorfor de gælder Kristus Jesus.

¹⁷ Vi skal nu anføre nogle af hovedkravene: Paulus skriver: „Thi enhver ypperstepræst, som udtages blandt mennesker, indsættes, til gavn for mennesker, i sin tjeneste for Gud, til at frembære både ublodige og blodige ofre for synder.“ (Hebr. 5:1) Denne skildring viser, at præsteskabet får overdraget en guddommelig opgave, nemlig at tjene på Guds vegne til gavn for faldne mennesker, og dette er selve summen af præsteskabets funktion. Der siges også: „Thi enhver ypperstepræst indsættes til at frembære både ublodige og blodige ofre; derfor måtte også han nødvendigvis have noget at frembære.“ „Men Kristus kom som ypperstepræst for de goder, der nu er blevet virkelighed; og gennem det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige, som ikke hører denne skabte verden til, gik han, ikke med blod af bukke eller kalve, men med sit eget blod een gang for alle ind i helligdommen og vandt en evig forløsning.“ „Kristus gik . . . ind i selve himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os.“ (Hebr. 8:3; 9:11, 12; 9:24; 10:12) Det offer, han bragte, var hans eget liv, som han af egen fri vilje gav afkald på, og det var værdien af sit fuldkomne menneskeliv, han frembar for sin himmelske Fader. Han gjorde det alt sammen til Jehovas pris, og for at vi kunne opnå Guds gunst.

18. Hvordan vogter præstens læber på kundskab?

¹⁸ De, som hører til det kongelige præsteskab, må være Guds lovs lærere og vogtere. „Thi præstens læber vogter på kundskab, og vejledning søger man af hans mund; thi han er hærskarers Jehovas sendebud.“ „For at I kan vejlede israelitterne i alle de love, Jehova har kundgjort dem ved Moses.“ (Mal. 2:7; 3 Mos. 10:11; 5 Mos. 33:10; 17:9-11) Disse indsatte lærere måtte undervise i Teokratiets ånd, for der hvilede et tungt ansvar på deres skuldre, og Gud krævede dem til regnskab. De håndhævede Jehovas lov, og således var han den egentlige dommer i Israel. Trofaste præster underviste i Loven og holdt Jehovas folk til de rette stier. De vogtede virkelig „fårene“.

19. Vis, hvordan det påhvilede præsteskabet at undervise Guds hellige folk i Loven.

¹⁹ Hos Guds hellige folk påhvilede det ypperstepræsten at undervise i Loven i overensstemmelse med det teokratiske princip, da hele statsmagten jo var samlet i Jehovas hånd. Selv når menigheden handler, sker det i Jehovas navn. Han er lovgiveren. „Thi Jehova er vor dommer, Jehova er vor hersker [lovgiver, AS], Jehova er vor konge, han bringer os frelse.“ (Es. 33:22) Ligesom lovgivningsmagten udøvedes gennem Moses, og kun den fundamentale lov var gyldig, således er Kristus Jesus, profeten, der er større end Moses, i Teokratiets videre udvikling den, som håndhæver Jehovas lov. „Ham skal I høre på i alt, hvad han taler til jer; men det skal ske, at hver sjæl, som ikke hører på den profet, skal udryddes af folket.“ (Ap. G. 3:22, 23) Også i dag er kravet: glad og villig lydighed.

20. Nævn nogle af præstekongens egenskaber. Hvorfor gør vi vel i at mærke os dem?