Hvad siger Bibelen?

Kom Elias og Enok i himmelen?

FØR man kan besvare dette spørgsmål må man tage visse bibelske kendsgerninger i betragtning, blandt andet følgende: Ved sin åbenbarelse på jorden for nitten hundrede år siden kastede Guds søn „lys over liv og uforgængelighed ved den gode nyhed“. (2 Tim. 1:10) Gennem ham gav Gud mange mennesker „en ny fødsel til et levende håb . . . til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv . . . bevaret i himlene“. (1 Pet. 1:3, 4) Jesus Kristus var selv den første der blev oprejst til livets fylde, den første der blev oprejst til himmelen. — Åb. 1:5.

Jesus var således en „forløber“ for dem der får liv i himmelen. Den inspirerede kristne skribent sagde om det himmelske håb: „Dette håb har vi som et sjælens anker, både sikkert og fast, og det går ind inden for forhænget [ind i templets Allerhelligste, der var et billede på Guds eget himmelske opholdssted], hvor en forløber er gået ind for vor skyld, Jesus, som er blevet ypperstepræst på Melkizedeks måde for evigt.“ (Hebr. 6:19, 20) Samme skribent viser at forhænget ind til det Allerhelligste i tabernaklet i ørkenen var et billede på Jesu kød. (Hebr. 10:20; jævnfør Anden Mosebog 26:1, 31, 33.) Så længe Jesus befandt sig i kødet kunne han ikke fare til himmelen, for „kød og blod kan ikke arve Guds rige“. (1 Kor. 15:50) I kraft af at han gav afkald på sit kød, som han ofrede „til liv for verden“, og blev gjort levende „i ånden“, åbnedes vejen for dem der siden blev indbudt til himlenes rige. — Joh. 6:51; 1 Pet. 3:18.

Ydermere siges Jesu opstandelse at være „en garanti“ for at Gud vil oprejse andre. (Apg. 17:31; 24:15) Det kunne man ikke sige hvis Gud havde oprejst retfærdige mennesker til liv i himmelen i de forudgående århundreder.

Men hvordan skal vi så forstå Bibelens beretning om profeten Elias? Den lyder: „Medens de [Elias og Elisa] nu gik og talte sammen, se, da kom en ildvogn og ildheste og skilte dem ad, og Elias for op til Himmelen i stormvejret.“ (2 Kong. 2:11) For Elias virkelig op til de himle hvor Gud er? Eller døde han?

Vi har nogle udtalelser af Guds største profet, Jesus Kristus, der opholdt sig i himlene hos sin Fader i — ingen ved hvor mange — århundreder før han kom til jorden. Han sagde: „Endvidere er ingen steget op til himmelen undtagen han som steg ned fra himmelen, Menneskesønnen.“ (Joh. 3:13) Om Johannes Døber sagde Jesus: „Blandt dem der er født af kvinder er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber; men en af de mindre i himlenes rige er større end han.“ (Matt. 11:11) Følgelig kunne Elias, som ikke var større end Johannes, ikke være i himmelen.

Men hvilke „himle“ var det så Elias blev ført til i stormvejret? Det var de bogstavelige himle, atmosfæren, „hvælvingen“, der også kaldes „himmel“ i Første Mosebog 1:6-8. Et stormvejr kan kun forekomme i denne atmosfæriske hvælving og ikke i de åndelige himle hvor Jehova er til stede. Elias blev løftet op af stormen så Elisa ikke mere kunne se ham.

Bibelen siger ikke at Elias døde ved den lejlighed. Tværtimod ved vi at han stadig levede og virkede som profet mindst fem år derefter, øjensynlig i Judas område. Bibelen fortæller: „Da kom der et brev fra profeten Elias til [Joram, Judas konge].“ I dette brev forudsagde Elias at Joram skulle blive syg og dø takket være sin onde, afguderiske færd. (2 Krøn. 21:12-15) Et yderligere bevis for at Elias ikke døde da han for op til „Himmelen“ er den kendsgerning at hans tjener og efterfølger Elisa ikke bagefter holdt sørgetid over sin herre, som det var skik. — Jævnfør Anden Samuelsbog 19:1; Første Krønikebog 7:22; Anden Krønikebog 35:24.

Hvad så med Enok, den syvende i rækken fra Adam? Om ham siger Bibelen: „Enok vandrede med Gud, og han var ikke mere, thi Gud tog ham.“ (1 Mos. 5:24) Som Jehovas profet forudsagde Enok at Gud ville komme med sine titusinder af engle for at eksekvere dommen over de ugudelige. (Jud. 14, 15) Højst sandsynligt blev Enok forfulgt fordi han profeterede. Gud gav imidlertid ikke sine modstandere lov til at dræbe Enok. Nej, Gud „tog ham“, hvilket åbenbart vil sige at han lod Enok dø i en langt yngre alder end sine samtidige. Det ser ud til at Jehova, som i tilfældet med Moses, skaffede Enoks legeme af vejen, for „han var ingen steder at finde“. — Hebr. 11:5; 5 Mos. 34:5, 6; Jud. 9.

I betragtning af Jesu tydelige udtalelse i Johannes 3:13 blev Enok altså ikke taget til den himmel hvor Gud bor. Han døde, som apostelen Paulus fastslår, idet han efter at have nævnt Enok og flere andre af fortidens trofaste vidner for Gud, siger: „I tro døde alle disse, skønt de ikke havde erfaret opfyldelsen af løfterne, men de så dem opfyldt langt borte og hilste dem velkommen og bekendte offentligt at de var fremmede og midlertidige indbyggere i landet.“ (Hebr. 11:13) Disse mennesker vidste at deres belønning først ventede dem langt ude i fremtiden. Fortidens profeter vidste at deres messiasprofetier ikke gjaldt dem selv men ville blive opfyldt siden hen. Det er derfor apostelen Peter siger til dem der vandrer i Jesu Kristi, den himmelske forløbers, fodspor: „Med hensyn til denne frelse [der blev lovet Kristi medarvinger og som er forbundet med et himmelsk håb] har profeterne [deriblandt Enok og Elias] flittigt gransket og ransaget, de som profeterede om den ufortjente godhed der var bestemt for jer. De blev ved med at undersøge hvilken bestemt tid eller hvilken slags tid ånden i dem angav om Kristus, når den forud vidnede om de lidelser der var bestemt for Kristus og om de herligheder der skulle følge efter disse. Det blev åbenbaret dem at det ikke var sig selv men jer de tjente med de ting der nu er blevet meddelt jer gennem dem som har forkyndt jer den gode nyhed.“ — 1 Pet. 1:10-12.

Da Peter talte til de jøder som var forsamlet på Pinsedagen, kort efter Jesu opstandelse, sagde han om den trofaste kong David, „en mand efter [Jehovas] hjerte“: „David steg . . . ikke op til himlene, men han siger selv: ’Jehova sagde til min Herre: „Sid ved min højre hånd til jeg lægger dine fjender som en skammel for dine fødder.“’“ (Apg. 13:22; 2:34, 35) I lighed med David ligger Elias og Enok samt mange andre i graven og venter til Herren Jesus Kristus lægger fjenderne under sine fødder, det vil sige, udsletter dem. (Apg. 2:29) Den herliggjorte Kristus, indsat på tronen, vil da oprejse disse trofaste mænd fra døden og gøre dem til „fyrster på hele jorden“. (Sl. 45:16, NW; Åb. 20:11-13) Disse pålidelige mænd vil i enigt samarbejde med den himmelske konge håndhæve ret og retfærdighed på jorden.