Hvordan man undgår at falde fra i dag

1. Hvordan kan anklager for at fordreje og forfalske kendsgerninger undgås, og hvilke spørgsmål stilles her?

SKAL VI UNDGÅ at falde fra, må vi undgå de frafaldne, og skal vi undgå dem, må vi kunne identificere dem. Men lad dem hellere identificere sig selv. Så vil ingen kunne anklage os for, at vi — i vore udtalelser om kristenhedens ortodokse religioners åndelige tilstand nærer fordom eller fordrejer og forfalsker kendsgerninger. Lad disse systemers religiøse ledere selv udtale sig herom, lad dem taksere disse institutioners åndelige værdi. Lad dommen fældes på det grundlag, Jesus anviste: „Efter dine egne ord vil jeg dømme dig, du onde tjener!“ Lad den regel, Jesus gav, gælde: „Ud fra dine ord skal du frikendes, og ud fra dine ord skal du fordømmes.“ Vil de ord, der kommer fra deres egen mund, godtgøre, at de er et sidestykke til det trofaste mindretal i Israel, eller vil de fordømme dem, fordi de er en parallel til det frafaldne flertal i denne forbilledlige nation? Hvilken rolle spiller kristenhedens ortodokse religioner i den moderne opfyldelse af de profetiske dramaer, som det gamle Israel opførte? — Luk. 19:22; Matt. 12:37.

2, 3. Hvilke mangler finder to præster ved kristenhedens åndelige føde? Har sådanne tilstande eksisteret før?

² Tilbyder de nærende åndelig føde? Dr. Pettingill har sagt: „Den religionslære, der nu serveres, er en forbandelse og ikke en velsignelse. Det meste af det er falsk religion, der ignorerer Kristi lære.“^a Biskop Pardue klagede: „Den ondartede sygdom, som vore ortodokse amerikanske trossamfund lider under, stammer fra den vantroens ætsende syre, der har svækket vor overbevisning i en sådan grad, at vor religion næsten udelukkende består af gamle skikke og overleveringer. På den ene side er den nedbrydende højere bibelkritik blevet så udbredt, at mange af os moderne præster næppe ved, hvad vi tror. På den anden side er vi blevet så ivrige dyrkere af det rent forstandsmæssige, at vi ikke længere tør tro på overnaturlige kræfter.“^b

³ De religiøse ledere på Esajas’ tid kritiseredes stærkt for at spæde Jehovas sandhed, symboliseret ved vin, op med vand; de holdt sig nær til Gud med deres mund og ærede ham med deres læber, men „deres hjerter er fjernt fra mig; eftersom deres religion er en farce, kun en overlevering, der er lært på remse“. På Paulus’ tid var der dem, der forfalskede Guds ord og hævede dyrkelsen af det forstandsmæssige til skyerne, og derfor mindede han dem om Jehovas advarsel: „Jeg vil lægge vismændenes visdom øde, og jeg vil feje de intellektuelles klogskab til side.“ (NW) Og Paulus spurgte: „Gjorde ikke Gud verdens visdom til dårskab?“ Ikke desto mindre spæder præster i dag Guds ord op med denne verdslige visdom og er så imponerede af denne verdens intellektuelle og så bange for dem, at de ikke tør træde i skranken for Bibelen og de overnaturlige kræfter, den omtaler. Hvor er det sandt, at „frygt for mennesker leder i snare, men den, der stoler på HERREN, er bjærget“. — Es. 29:13, Mo; 2 Kor. 4:2; 1 Kor. 1:19, 20; Ordsp. 29:25; Es. 1:22.

4. Hvad indrømmer en præst, og hvordan kan den tilstand, han omtaler, være opstået?

⁴ Efter femogtredive års præstetjeneste ved én kirke sagde en kendt præst: „Det går tilbage for min kirke, og der er ingen af mine folk, der vil gøre noget ved det. Ved De, hvad der er i vejen med min kirke? Menigheden kan lide mig, men de elsker ikke Gud.“^c Det er en indirekte indrømmelse af, at hvis præsten udstråler det sande lys fra Jehova, vil han indgyde kærlighed til Gud, og det vil ikke gå tilbage for kirken, men hvis det er menneskers visdom, der stilles til skue, vil resultatet blive beundring for og ophøjelse af skabninger. Jesus sagde advarende til farisæerne, der ophøjede sig selv: „Det, som sættes højt blandt mennesker, er en vederstyggelighed for Gud.“ Og Paulus advarede om dem, som „ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor skaberen“. — Luk. 16:15; Rom. 1:25.

5. Hvordan er den traditionsbundne, ortodokse præsteuddannelse i dag blevet en fiasko, og hvilken parallel hertil eksisterede på Jesu tid?

⁵ Hvorfor undlader så mange af vor tids præster at tilbyde en nærende åndelig føde, som kan indgyde kærlighed til Jehova? En artikel i The Christian Century lagde skylden på præsternes uddannelse: „Hvordan kan det være, at en mand, der begynder på et teologisk seminarium med en varm eller endog brændende overbevisning, ofte forlader det efter endt eksamen en kende mere afkølet, måske ganske kold? Ved nogle af de større og mere intellektuelle seminarier er der et chokerende antal (mere end en fjerdedel har jeg fået at vide), der aldrig søger et kald. Er alle disse virkelig luget ud som uegnede, rystet af, fordi de ikke kunne opfylde de intellektuelle krav? Eller kan en stor del af dem tages som et vidnesbyrd om, at seminariet er en åndelig fiasko? . . . Det bekymrer mig, hvad seminarierne egentlig har gjort ved dem.“^d Mange mennesker siger, at Jehovas vidner burde gennemgå en teologisk uddannelse for at være kvalificerede som præster eller forkyndere. Men hvorfor skulle de søge en teologisk skole for blot at få deres brændende iver for Jehova slukket? Endog lunkenhed er nok til, at Kristus ikke ønsker en i sin tjeneste: „Jeg kender dine gerninger du er hverken kold eller varm. Gid du var kold eller varm! Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, har jeg i sinde at udspy dig af min mund.“ Hverken Kristus eller hans apostle eller disciple søgte den tids traditionsbundne religiøse skoler, og alligevel havde de strålende fremgang i deres tjeneste; de skriftkloge og farisæerne og saddukæerne studerede der, men som forkyndere kom de sørgeligt til kort. — Åb. 3:15, 16.

6. Hvad indrømmer man med hensyn til åndelig sygdom og frafald fra sand kristendom?

⁶ Præster i vor tid indrømmer deres fiasko; de tilstår åbent, at deres religioner er afveget fra sand kristendom. Dr. Robert J. McCracken erklærede, at kristne „må se den kendsgerning i øjnene, at en meget stor del af verdens 680.000.000 kristne ikke er meget mere end kristne af navn, i visse tilfælde uvidende om, hvad kristendom betyder, og i endnu flere tilfælde ganske apatiske og ligegyldige; de beskæftiger sig kun med religion til husbehov.“^e Den udbredte åndelige svækkelse fik All-Scotland Crusade’s komité for bøn til at skrive på de bønnekort, de i stort antal udsender: „Lad os bede om, at kirken først må angre og omvende sig. At det må gå op for os som kristne, i hvor høj grad vi har stillet Gud i et falsk lys, at vi har vendt mennesker bort fra hans veje og har berøvet vore børn den glædens arv, der kunne have været deres. At vi må komme til at indse, hvor langt under Guds løfters niveau vi har været tilfredse med at leve. At vi må vende os bort fra vort hidtidige slappe og glædesløse liv, hvor vi aldrig kom til Gud i bøn, og skamme os over det fattige og kraftløse budskab, vi alt for ofte har prædiket.“^f

7. Hvordan har ortodokse religioner sat Guds ord ud af kraft på Jesu tid og i vor tid?

⁷ På Jesu tid var folkets åndelige sundhed og styrke blevet undergravet af en mangelfuld åndelig ernæring. Den filosofi og de overleveringer, der var blevet serveret for dem, gav ingen styrke; de satte Guds ord ud af kraft, således som Jesus sagde: „Således har I gjort Guds ord ugyldigt for jeres overleverings skyld. I hyklere, træffende profeterede Esajas om jer, da han sagde: Dette folk ærer mig med læberne, dog er deres hjerter langt fra mig. Det er forgæves, de bliver ved med at ære mig, fordi de som lærdomme lærer menneskebud.“ Paulus advarede: „Pas på: måske vil der være en eller anden, der vil tage jer som bytte ved filosofi og tomt bedrag, der støtter sig på menneskers overlevering og på verdens elementære ting og ikke på Kristus.“ (Matt. 15:6-9; Kol. 2:8, NW) Nogle af de hedenske lærdomme og overleveringer og videnskabelige filosofier, man lærte dengang, læres i dag, og med samme resultat, nemlig at Bibelen kommer i vanry. Det baptistiske Watchman-Examiner har sagt: „Den kristne kirke har ofte forholdt mennesker Guds åbenbaring ved i stedet at give dem udviklingslære, en sløvet samvittighed og en svækket og intetsigende bibel. Det er den kristne kirke, der har glemt Gud og . . . fostret en hærskare af bibelforkastere.“^g

8. Hvad viser, at den religiøse vækkelse, der nu finder sted, ingen værdi har?

⁸ Men hvad med den religiøse vækkelse, der finder sted nogle steder nu? En af de ledende inden for den presbyterianske kirke i Amerika fejede den til side med følgende ord: „Den såkaldte vækkelse, der for øjeblikket går hen over Amerika, er ikke ægte og ikke varig. De fleste mennesker synes at have brug for Gud på samme måde, som man har brug for en varmedunk om natten — for at hjælpe en over et midlertidigt ubehag.“ Han tilføjede: „Statistikkens talrækker åbenbarer en nation, der bliver mere og mere kristen. Avisspalterne åbenbarer en nation, der bliver mere og mere hedensk.“^h Jesu ord er lige så rammende nu, som da han udtalte dem: „Således bærer hvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ bærer slette frugter. Altså: af deres frugter skal I kende dem.“ Jesus rådede dem, der overvejede at blive kristne, til at beregne omkostningerne, men i dag går tendensen i retning af at beregne fortjenesten. Hvad kan den gøre for mig? Vil den give mig fred i sind og sjæl og succes i forretningslivet? Der kræves mere end psykologisk sans og en gejstlig klædedragt for at være en ordets tjener. Sande kristne har ikke så travlt med at forberede folk til dette liv, at de ikke har tid til at forberede dem til det næste, til det virkelige liv i Jehovas nye verden. — Matt. 7:17, 20; 1 Tim. 6:17-19.

Tilbagefald til verdslighed

9, 10. På hvilken måde har verden overvundet religiøse ledere før og nu?

⁹ På grund af en dårlig åndelig ernæring er kristenhedens religioner åndeligt syge, og fordi de er åndeligt syge, kan de ikke holde stand over for verden. De glider tilbage til verdslighed, til et intimt forhold til verden og til trældom under den. De kan ikke modstå dens indflydelse. Ligesom jøderne før Kristus afveg fra den sande tilbedelse, og lod sig indvikle i et forhold til de hedenske nationer, og ligesom jøderne på Kristi tid forkastede ham og råbte: „Vi har ingen anden konge end kejseren“, har vor tids ortodokse religioner gjort sig til nære venner af denne verden. De religiøse ledere indrømmer det selv.

¹⁰ Jesus sagde, at han havde overvundet verden, men flertallet af dem, der i dag påstår, at de følger ham, har ladet sig overvinde, af den. The Christian Century siger det således: „Det er en almindelig udbredt opfattelse, at religion først og sidst er noget, man hygger sig ved og slår sig til ro med. Det tyvende århundredes kristendom har mistet sin strenghed. For de fleste af os rummer den ikke noget kors, ingen afholdenhed, ingen undertrykkelse af kødet til fordel for ånden. Folk føler ikke, når de ser på kirken og dens program, at kristendommen er en tro for helte, eller at det at antage den betyder „at leve farligt“. . . . Men det var den opfattelse, de kristne havde i det første århundrede. Det betød noget dengang at være kristen, og det kostede noget. Ingen fra år 30 til år 313 opfattede kristendommen som en let og behagelig religion. Den var en tro for helte.“ⁱ Hvordan kan nogen, der har ladet sig overvinde af verden, være af Gud? „Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ Men eftersom troen kommer af, at man hører Bibelens sandheder, kan de åndeligt syge, som undlader at ernære sig af dem, ikke have en altbesejrende tro. — 1 Joh. 5:4; Rom. 10:14, 17; Hebr. 11:1.

11. Hvordan har en præst beskrevet den ortodokse religions frygt for verden, og hvilken fejlagtig opfattelse af Kristus gik han imod?

¹¹ Dr. McCracken havde lagt mærke til den frygtagtighed, der prægede dem, der kørte i de ortodokse religioners behagelige hjulspor, havde lagt mærke til deres omhu for aldrig at komme til at gå imod vinden: „Hvis blot kirken var mindre bundet af skik og brug, mindre lænket til traditioner, mindre bange for fornyelse! Det ville være vidunderligt, hvis vi kunne komme op af det gamle spor, sige farvel til flovhederne, bryde med nogle af de mosgroede traditioner, ja, og gøre noget uventet, chokere nogle mennesker i stedet for at tale godt for dem, erstatte, fløjten med basunen. . . . I dag passer vi omhyggeligt på ikke at tage et standpunkt, før vi har set, i hvilken retning vinden blæser.“^j Med endnu større ligefremhed sagde denne præst: „Der er ikke megen slagkraft i religionen i vor tid. Den kan knap nok fornærme nogen. Som regel er den alt for frygtsom til at gøre sin indflydelse gældende uden for dens eget område. I de fleste offentlige spørgsmål søger den ivrigt at være staten og hele verden tilpas. . . . Det er grunden til, at al slags uretfærdighed, undertrykkelse og umoralitet kan trives lige for øjnene af den. De fleste mennesker forestiller sig Mesteren som en ydmyg og stille sjæl, der gik omkring og henåndede milde velsignelser. . . . Tværtimod gik han omkring og udtalte de mest fornærmende, og hårde ord, man kan tænke sig, til alle slags mennesker i alle samfundslag — sine slægtninge, disciplene, de skriftkloge og farisæerne, til folk med hævdvundne rettigheder som for eksempel vekselererne i templet.“^k

12. Hvilke skriftsteder viser, at verdslighed er utroskab?

¹² Jesus erklærede: „Mit rige er ikke af denne verden.“ Disciplen Jakob sagde, at dersom man ønsker en ren og ubesmittet gudsdyrkelse, er det bydende nødvendigt at „bevare sig selv uplettet af verden“, og han fordømte ligeud de kristne, som stod i et ulovligt forhold til den: „I ægteskabsbrydersker, ved I ikke, at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig derfor til Guds fjende.“ (NW) Hvordan det? Fordi „hele verden er i den Ondes vold“, og er man en del af verden, er man i Satans vold. — Joh. 18:36; Jak. 1:27; 4:4; 1 Joh. 5:19.

13. Hvilken advarsel mod materialisme indeholder Bibelen? Har præsteskabet givet agt på denne advarsel?

¹³ Kristne advares imod at lade sig friste af den verdslige materialismes glimmer: „Elsk ikke verden, ej heller det, der er i verden! Hvis nogen elsker verden, så er Faderens kærlighed ikke i ham. Thi alt det, der er i verden, kødets lyst og øjnenes lyst og pral med jordisk gods, er ikke af Faderen, men af verden. Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ Men det er ikke alene de såkaldt kristne masser, der er bukket under for verdens glimmer; det gælder også mange religiøse ledere. Harold C. Case, der er præsident ved Boston University, sagde disse advarende ord til præster: „Budgettet kan tiltrække sig større opmærksomhed end Bibelen, og kappestriden om en plads i solen kan lægge større beslag på ens interesse end samarbejdet og fuldførelsen af Guds riges tilstande på jorden. . . . Det hænder, at præster taber deres mål af syne ved at nære for stor interesse for lønninger, stillinger og avancementsmuligheder.“^l — 1 Joh. 2:15-17.

14. Finder denne materialisme hos gejstligheden sit sidestykke i Israels historie?

¹⁴ Hvor ligner det ikke de religiøse ledere i det forbilledlige Israel! På Esajas’ tid skulle disse mænd have tjent som vægtere for Jehova og have advaret om faren ved åndelig sløvhed; de skulle have givet hals som gode vagthunde. Men på grund af materialistisk grådighed undlod de at gøre deres pligt, og Esajas skrev om dem: „Blinde er alle dets vogtere, intet ved de, alle er stumme hunde, som ikke kan gø, de ligger og drømmer, de elsker søvn; grådige er de hunde, kender ikke til mæthed. Og sådanne folk er hyrder! De skønner intet, de vender sig hver sin vej, hver søger sin fordel.“ Og profeten Mika tog dem lige på kornet, da han skrev: „Dets høvdinger dømmer for gave, dets præster kender ret for løn; dets profeter spår for sølv og støtter sig dog til HERREN: „Er HERREN ej i vor midte? Over os kommer intet ondt.““ Gælder det ikke også i dag, at materialistisk indstillede ledende gejstlige — alle deres indrømmede synder til trods — stadig påstår, at Jehova er med dem og vil beskytte dem? Da Jesus sagde: „I kan ikke tjene både Gud og mammon“, hørte „farisæerne, som var pengekære,“ det, „og de gjorde nar af ham“. — Es. 56:10, 11; Mika 3:11; Luk. 16:13, 14.

„Åh, gid vi havde en Esajas eller Paulus!“

15. Hvad mangler kristenheden, hvorfor gør den det, og hvornår har der rådet lignende tilstande?

¹⁵ Efter at have bekræftet det store spring, man havde taget ud i materialisme, indrømmede dr. John Sutherland Bonnell den herskende åndelige hungersnød, da han sagde: „Vi trænger til, at Gud lader et kraftigt pust gå gennem nationen.“^m Ved et metodistisk studentermøde kom professor Ehrensperger fra Boston University med følgende klagesuk: „Vi har gjort vor religion til et med denne verdens magter, og der er ingen sande profeter, som kan lade dommen lyde over os, som kan ruske os op til bevidsthed om vore synder, skære os i hjertet og vække os, før vi ødelægger hinanden.“ Religion, sagde han, er blevet „et navn, en institution, ikke en erfaring i livet. Det, vi mangler, er profeter — der er ingen profeter mere.“ⁿ Der er ingen i deres religionssamfund, indrømmer de. De anerkender, at der blandt dem hersker en lignende hungersnød som i Israel og Juda, „ikke hunger efter brød, ikke tørst efter vand, men efter at høre HERRENS ord“. (Amos 8:11) De bærer selv skylden for denne hungersnød. De har sat Guds ord ud af kraft ved at vende sig til overleveringer, filosofi, psykologi, evolution og hedenskab. Jehovas ord til sit navnfolk på Jeremias’ tid kan også rettes til vor tids kristenheds religionssamfund: „Thi to onde ting har mit folk gjort: „Mig, en kilde med levende vand, har de forladt for at hugge sig cisterner, sprukne cisterner, der ikke kan holde vand.““ — Jer. 2:13.

16. Hvorfor bryder kristenhedens religionssamfund sig ikke om Bibelens sandheder, og hvordan svarer deres holdning til det israelitiske sidestykke på Esajas’ tid?

¹⁶ Som forudsagt ville der komme en tid, „da de ikke vil finde sig i den sunde lære, men for at leve efter deres egne lyster skaffe sig lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren“. Gennem profetiske budskaber forkyndte Jehova ofte kommende ulykker, og, siges der, „det skal ringe for ørene på enhver, der hører derom!“ Men kristenheden ønsker at høre ord, der kildrer dens øren, ikke ord, der ringer for dens øren; som dens forgænger på Esajas’ tid siger den til seerne: „Se ingen syner!“ til fremsynte: „Skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk, vig bort fra vejen, bøj af fra stien, lad os være i fred for Israels Hellige!“ I dag foretrækker religiøse ledere at blive dysset til ro af glatte ord fremfor at blive rusket op af de rette ord, og de er så ivrige efter ikke at høre mere om Israels Gud Jehova, at de endog stryger hans navn af deres bibeloversættelser. — 2 Tim. 4:3; 2 Kong. 21:12; Es. 30:10, 11.

17, 18. Hvilket ønske gav Truman på dramatisk måde udtryk for, men hvorfor skulle dette ikke være nødvendigt?

¹⁷ Efter at præsident Truman ved en lejlighed havde sagt, at Amerikas katolske, protestantiske og jødiske trossamfund måtte forene sig for at fremkalde de chok, der kunne afstedkomme den åndelige opvågnen, som man mente var nødvendig for at løse de problemer, som anvendelsen af atomenergien havde rejst, råbte han dramatisk: „Åh, gid vi havde en Esajas eller Paulus, som kunne genopvække en syg verden til forståelse af dens moralske ansvar!“^o Disse ord klinger smukt på læben, men det er tvivlsomt, om de nogen sinde har været rummet i hjertet. I en lignelse erklærede Jesus, at det var nytteløst, om nogen vendte tilbage fra de døde for at advare de levende: „De har Moses og profeterne, dem kan de høre!“ og „Hører de ikke Moses og profeterne, så vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en opstod fra de døde.“ — Luk. 16:29, 31.

¹⁸ Verden har Esajas’ og Paulus’ ord i Bibelen, og hvis de to mænd kom tilbage til jorden, ville de ikke ændre deres budskab for at kildre menneskers øren. Esajas gik ind for, at man smedede sværd til plovjern og ikke øvede sig i våbenfærd mere, og Paulus understregede, at den kristnes kamp ikke føres med kødelige våben; men det var Truman, der gav ordre til at nedkaste atombomber over to byer. Han fulgte hverken Esajas’ eller Paulus’ ord, som de står i Bibelen. Mon han ville have gjort det, hvis disse to mænd var vendt tilbage og havde gentaget dem i egen person? — Es. 2:4; 2 Kor. 10:4.

19. I hvilken forstand er der profeter i dag, og hvem er de?

¹⁹ I virkeligheden er der profeter, som i dag lader advarselen lyde, som rusker dem, der er villige til at lytte, op til bevidsthed om deres synder, som vækker de åndeligt syge op til forståelse af deres moralske ansvar. Ikke, at der er profeter i samme forstand som i fortiden, men der er nogle, der forkynder Bibelens profetier, som tager sigte på vor tid, der fortæller, hvad fremtiden bærer i sit skød for nulevende skabninger. Disse mennesker peger også på, hvordan fortidens profetiske dramaer får deres opfyldelse; hvordan for eksempel den frafaldne kristenhed nøjagtigt modsvarer det frafaldne Israel i fortiden. De, der i dag forkynder disse profetiske budskaber, er Jehovas vidner. Med nidkærhed viser de hen til Guds ord, forsvarer det, forkynder det, anvender det i deres livsførelse nu i tiden og prøver på at få andre til at gøre det samme. De udgør et trofast mindretal, der er samlet sammen fra nationerne, og de svarer til de trofaste i det gamle Israel, som nægtede at følge masserne og de religiøse ledere i frafaldet.

20. Hvordan ligner den behandling, som vidnerne får i vor tid, den behandling, som vidnerne fik i fortiden?

²⁰ Og som i det gamle Israel forfølger det frafaldne flertal nu dette mindretal af sande vidner for Jehova i vor tid. Naturligvis kalder de ortodokse religioner dem for falske vidner og nægter at anerkende dem, samtidig med at de anerkender de gamle profeter, som blev forfulgt. Sådan har det altid været med frafaldne. De hævder, at de stadig tjener Jehova. For sande vidner regner de dem, der blev forfulgt længe før deres tid, men aldrig dem, der lever i deres egen tid. De forfølger deres samtidige, fordi de afslører dem, hylder de gamle profeter, der afslørede andre. De, der levede, da Jeremias profeterede, forkastede ham, men anerkendte Moses. De, der forkastede og dræbte Jesus, anerkendte både Moses og Jeremias. De anerkendte altid de trofaste profeter, der levede før deres tid, men ikke dem, der levede i deres egen tid og foruroligede dem med et afslørende budskab. Dog sagde Jesus, at alt det retfærdige blod, der var blevet udgydt på jorden, ville komme over dem på grund af deres behandling af de sande profeter og vidner i deres egen tid. Sådan er det også i dag. Ligesom farisæerne pyntede fortidens profeters grave og dog forkastede dem, der levede i deres egen tid, udtaler kristenheden med munden sin anerkendelse af Bibelens profeter, men forfølger Jehovas vidner i dag. Jesus sagde, at han ville regne det som gjort imod ham. — Matt. 25:40, 45.

21. Hvem vokser i nidkærhed og tal, og hvem går det tilbage for?

²¹ Der er imidlertid nogle gejstlige, der indrømmer, at Guds velsignelse ikke hviler over de ortodokse religioner med deres prægtige kirkebygninger, store anseelse og teologisk uddannede prædikanter, men over de mindre ansete, dem, der har nidkærhed for Jehova, og som kommer den oprindelige kristendoms renhed nærmest. Elton Trueblood skriver i en artikel i Presbyterian Life: „Hvis den kristne opgave ikke er os ligegyldig, må vi se realistisk på tingene og, i nærværende sammenligning, forstå, at den kristne organisation, der har den laveste sociale position, den korteste historie, optager de mindst fashionable kvarterer og ledes af de mindst uddannede prædikanter, — det er den organisation, der løber foran alle andre, ikke alene i talmæssig vækst, men også i nidkærhed, i bemyndigelse og — antallet taget i betragtning — i at dele ud til andre. . . . Små, men livskraftige grupper af Jehovas vidner samles i deres beskedne lokaler kaldet rigssale . . . Der kan ikke herske tvivl om, at disse energiske og lidet ansete sekter, som nu blomstrer så mægtigt i vort land, i mange henseender kommer den oprindelige kristendom langt nærmere end de af os, der repræsenterer kristenhedens konventionelle bevægelser. Vi siger om os selv, at vi bygger på den ældste tradition, men heri tager vi måske fejl. Måske repræsenterer de i egentligste forstand det ældste i det kristne vidnesbyrd. . . . Vi er allerede i forfald.“^p

22, 23. a) Hvordan betragtede forskellige grupper Kristus pælfæstet? b) Hvilken klasse mennesker vælger Jehova i almindelighed, og hvorfor gør han det?

²² På apostelen Paulus’ tid så jøderne efter specielle tegn, og grækerne søgte verdslig visdom. For jøderne blev løsesummen Jesus Kristus en anstødssten, og for nationerne var talen om ham som en løsesum dårskab. Det var ikke de verdsligt vise på Paulus’ tid, der tog imod Kristus, og det er heller ikke vor tids højtansete kirker, hvis prædikanter er uddannet i højere bibelkritik, der ubetinget forfægter ham som deres genløser og konge. Nu som på Paulus’ tid er det den klasse, der „har den laveste, sociale position“, der tager imod det, som verden forkaster som svagt og dåragtigt:

²³ „For jøderne kræver tegn, og grækerne søger visdom; men vi forkynder Kristus pælfæstet, en årsag til anstød for jøderne, men for nationerne dårskab; dog for dem, som er de kaldede, både jøder og grækere, Kristus Guds kraft og Guds visdom. For en dårskab hos Gud er visere end mennesker, og en svaghed hos Gud er stærkere end mennesker. For I ser, brødre, ved hans kaldelse af jer, at ikke mange vise i kødet blev kaldet, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men Gud udvalgte det dåragtige i verden for at gøre de vise til skamme, og Gud udvalgte det svage i verden, for at han kunne gøre det stærke til skamme; og Gud udvalgte det ringe i verden og det foragtede, det, som intet er, for at gøre det, som er noget, til intet, så intet kød kan rose sig for Guds åsyn. Men det skyldes ham, at I er i samhørighed med Kristus Jesus, som er blevet os visdom fra Gud, også retfærdighed og helliggørelse og udfrielse ved en løsesum; for at det kan være sådan, som der står skrevet: „Den, der roser sig, lad ham rose sig i Jehova.““ — 1 Kor. 1:22-31, NW.

Undgå de frafaldne og lev!

24. Hvem må de, som ikke ønsker at falde fra, undgå?

²⁴ „Lad jer ikke lede vild! „Slet omgang fordærver gode sæder.““ (1 Kor. 15:33) Det gamle Israel blev advaret om ikke at følge de omboende dæmondyrkende folkeslag i deres færd. Men Israel gjorde det alligevel og blev besmittet. Det nærede sig ved falske lærdomme og gled ned i et morads af synd. Kun en trofast rest holdt stand imod frafaldet. Det er det samme i dag, for hvad der skete dengang, er en profeti om vor tid. Flertallet tager til sig af en åndelig føde, hvori der i bibelsk tid ingen næring var og heller ikke er det nu. Derfor lider de fleste af en åndelig svækkelse og er faldet fra tilbedelsen af Gud. Men der er dog et mindretal, som holder fast ved den. De, som ønsker at undgå at falde fra, må undgå de frafaldne, for en så slet omgang vil fordærve den sande tilbedelses gode vaner. Lad jer ikke lede vild.

25. Hvilke spørgsmål bør man overveje?

²⁵ Den fuldstændige opfyldelse af de profetiske dramaer, som det gamle Israel opførte, finder nu sted og vil fortsætte dermed lige til enden, til det frafaldne flertals undergang og til det trofaste, beslutsomme mindretals bevarelse til evigt liv. Denne afslutning kan ikke undgås. Derfor er det ikke et spørgsmål, om denne opfyldelse vil finde sted eller ej. Spørgsmålet er: Hvor vil du placeres i denne opfyldelse? Vil du tælles med i det ugudelige flertal og gå til grunde, eller vil du stå sammen med det trofaste mindretal og blive bevaret? Vil du give agt på de advarende lektioner, der er givet med de gamle profetiske dramaer, og gå uden om den åndeligt svækkende føde, som kristenhedens religioner tilbyder, og afvise de gamle doktriner, som så mange har ernæret sig ved og er blevet syge af, som uegnede til føde? Vil du bryde forbindelsen med de frafaldne og slutte dig til de trofaste? Vil du nære dig ved de rene sandheder fra Jehovas ord for at bevare den åndelige styrke, der er nødvendig for at kunne stå fast og for at kunne bevare sin uangribelighed ind for Jehova Gud? Husk, at du på den ene eller den anden måde vil være impliceret i opfyldelsen af de gamle profetiske dramaer, enten til gavn eller til skade for dig, enten til bevarelse til liv eller til undergang og død. Hvorfor ikke lade den rolle, du spiller i disse dramaers opfyldelse, være en god rolle?

Henvisninger

a New York Times, 10. oktober 1949.

b New York Times, 7. august 1950.

c Fortalt i If This Be Religion af F. K. Stamm.

d Artikel af Samuel Shoemaker i The Christian Century, 29. april 1953.

e New York Times, 13. juli 1953.

f Den skotske Daily Mail, 1. februar 1955.

g Watchman-Examiner, 4. oktober 1951.

h Dr. Charles Templeton, sekretær for den evangelistiske afdeling af den presbyterianske kirke i Amerika, refereret i Greensboro Record, 18. maj 1955.

i The Christian Century, 27. februar 1952.

j New York Times, 30. maj 1955.

k New York Times, 9. juli 1951.

l Daily Times Herald, 3. februar 1954.

m Oregon Journal, 21. maj 1952.

n Washington Post (D.C.), 3. januar 1954.

o Minneapolis Daily Times, 6. marts 1946.