De barmhjertige vises barmhjertighed

MENNESKER er barmhjertige mod sig selv, og de ønsker, at andre skal være barmhjertige mod dem. Alle mennesker behøver barmhjertighed, for alle har svagheder og ufuldkommenheder, der gør, at de har brug for andres overbærenhed. Men hvad er ofte tilfældet? Jo, de, som netop har barmhjertighed behov, nægter andre den. Ganske vist viser de en slags selvisk barmhjertighed ved at være meget eftergivende og forstående over for dem, som lider af samme svagheder som de selv, men på de områder, hvor de selv er stærke og kun behøver lidt overbærenhed, er de tilbøjelige til at optræde som hårde dommere. En fristes måske ikke af spiritus og er meget intolerant over for dem, som gør det, mens han på samme tid bliver et offer for umoralitet og forlanger, at der vises ham og andre med samme svaghed stor barmhjertighed. Den sladderagtige fordømmer den begærlige, den begærlige peger fingre ad den hidsige, som til gengæld bruger mund mod den fordrukne, og denne ringeagter den religiøse, der betragter den utugtige med misbilligelse — alt imens hver af dem tager lige så let på sine egne svagheder, som de er hårde i deres fordømmelse af andres.

Synd er synd, hvad enten det er af den ene eller den anden slags. Dersom vi forsynder os imod eet punkt af Guds lov, har vi overtrådt loven. Den sladderagtige overtræder loven lige såvel som den utugtige, og Gud regner dem begge for syndere, og begge har hans barmhjertighed og tilgivelse behov. „Thi den, der holder hele loven, men blot på eet punkt snubler, er blevet skyldig i alle.“ — Jak. 2:10.

Tre vers efter tilføjer apostelen Jakob denne vigtige påmindelse: „Dommen er ubarmhjertig mod den, der ikke har øvet barmhjertighed; men barmhjertighed ser frimodigt dommen i møde.“ Dersom vi blev dømt strengt efter, hvad der er ret og uret, ville ingen af os kunne stå prøve; men til vort bedste træder Guds barmhjertighed til for at mildne dommen og hjælper os igennem. Men for at Gud skal vise os barmhjertighed, må vi imidlertid udvise barmhjertighed mod andre, og det ikke bare over for mennesker med samme svagheder som vi, og som vi derfor forstår så godt, men også over for dem, der begår synder, som vi aldrig ville bukke under for, og som det forekommer os ubegribeligt, at andre kan begå. Kristne, som ønsker guddommelig barmhjertighed, kan ikke tillade sig at glemme Jesu ord: „Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ — Matt. 6:14, 15.

Man hører ofte mennesker tale fordømmende om trofaste bibelske skikkelser. En peger med indignation ad David på grund af hans umoralitet ved en bestemt lejlighed, en anden omtaler Noa som en drukkenbolt. Det er sandt, at David begik ægteskabsbrud med Batseba, og at Noa engang drak for meget vin. (1 Mos. 9:21; 2 Sam. 11:4) Moses, det sagtmodigste af alle mennesker, lod sig opirre til at udtale ukloge ord, som blev skyld i, at han ikke kom ind i det forjættede land. Elias flygtede frygtagtigt fra sin tjeneste som profet; Jonas rejste i modsat retning af sit tildelte distrikt, fordi han ikke kunne lide det; Jeremias besluttede at holde op med at prædike, fordi han blev genstand for hån og spot; Peter fornægtede Jesus og gik ved en anden lejlighed på kompromis af frygt. (4 Mos. 12:3; 20:10-13; 1 Kong. 19:1-18; Jer. 20:7-9; Jon. 1:1-3; Matt. 26:69-75; Gal. 2:11-14) Men hvad beviser dette? At de var forhærdede syndere og slette mennesker? Nej, det viser blot, at de var ufuldkomne og behøvede Guds barmhjertighed. De tog imod enhver irettesættelse fra Herren, kom sig efter deres midlertidige fald i synd og fortsatte i trofasthed.

Hvad den selvretfærdige kritik glemmer at påskønne er, at disse mænd ikke misbrugte Guds barmhjertighed ved at tillægge sig syndige vaner til tilfredsstillelse af kødets svagheder. De lagde sig Guds irettesættelse på sinde og viste, at hans barmhjertighed ikke var spildt på dem, men at den hjalp dem til at genvinde deres retfærdighed. De kritikere, som har så travlt med at hakke på disse mænd og opstille sig som forsvarere af en målestok, der er højere end Guds, forstår ikke, at sådanne tilfælde tjener til at gøre Guds barmhjertighed endnu større; som Paulus sagde: „Hvor synden blev større, der blev nåden end mere overstrømmende rig.“ (Rom. 5:20) De værdsætter heller ikke Jesu ord: „Døm ikke, så skal I ikke dømmes, fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes.“ (Luk. 6:37; Rom. 14:4) Disse åndshovmodige kritikere trænger uden tvivl til større barmhjertighed end dem, de kritiserer, og blev deres synder skrevet ned, så verden kunne læse om dem, ville det måske vise sig, at de var skyldige i de samme synder og mange flere. De minder om de selvretfærdige farisæere, der brystede sig af stolthed over, at de ikke var som andre, og dog var det om dem, Jesus sagde, at skøger skulle gå ind i Riget før dem. — Matt. 18:23-35; 21:31; Luk. 18:11.

Men ingen skulle heraf drage den forhastede slutning, at vi bare kan give op og lade os beherske af synd og kødets lyst og stole på, at ved Guds barmhjertighed skal vi nok komme ind i den nye verden. De, som gerne vil være retfærdige, er ikke fuldkomne; de falder, men de må rejse sig op igen. (Ordsp. 24:16) Før mennesker kommer til at kende sandheden, kan de have været drukkenbolte, afgudsdyrkere, tyve, skøger og så videre; men når de beslutter at følge i Jesu fodspor, holder de sig fra den smudsige fortids gamle stier. (1 Kor. 6:9-11) De må erklære det skrøbelige kød krig for at kunne vandre efter Guds ånd.

Apostelen Paulus omtaler denne konflikt mellem kød og ånd, idet han siger: „Thi jeg ved, at i mig, det vil sige i mit kød, bor der intet godt; thi viljen har jeg vel, men at udføre det gode formår jeg ikke; thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Thi i mit indre menneske glæder jeg mig over Guds lov; men i mine lemmer ser jeg en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer.“ (Rom. 7:18, 19, 22, 23) Han fortsætter sit argument med at vise, hvorledes sejren kommer fra Gud ved Kristus til dem, „som ikke vandrer efter kødet, men efter ånden“. — Rom. 8:1-8.

Vi er således alle syndere, der behøver barmhjertighed. Barmhjertigheden, som hjælper os frem mod frelsen, kommer fra Jehova: „Hos Jehova vor Gud er barmhjertighed og tilgivelse.“ (Dan. 9:9) Den skænkes os gennem Kristus Jesus, for „i ham har vi forløsningen, syndernes forladelse“. (Kol. 1:14) Endelig må vi vise barmhjertighed mod andre, dersom vi selv ønsker barmhjertighed: „Bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; som Herren tilgav jer, således skal også I gøre!“ „Salige er de barmhjertige, thi dem skal der vises barmhjertighed.“ — Kol. 3:13; Matt. 5:7.

(The Watchtower, 15. maj 1951)