Rette kristne gerninger
Jesus forudsagde at i vor tid ville nogle som hævdede at have gjort mange gerninger i hans navn blive forkastet af ham. Hvilken slags gerninger må vi øve for at opnå hans godkendelse?
„TRO på Herren Jesus, så skal du blive frelst.“ Disse ord som apostelen Paulus henvendte til den rædselslagne fangevogter i Filippi — hans rædsel skyldtes at et jordskælv midt om natten havde åbnet alle celledørene og løst alle fangernes lænker — fortolker mange således at alt hvad der forlanges af en kristen for at blive frelst, er tro. — Ap. G. 16:31.
Men det er ikke tanken. Hvis en fisker eller landmand blev advaret om at en orkan eller tornado var på vej, ville han så blive frelst hvis han intet foretog sig, men blot troede på advarselen? Han måtte træffe de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, og det ville han gøre hvis han virkelig troede advarselen. Således som disciplen Jakob så klart påpeger er tro alene ikke nok, for hvis vi lader det være nok med bare at tro, tror vi i virkeligheden ikke. „Hvad nytter det, mine brødre! om en siger, han har tro, når han ikke har gerninger? kan troen måske frelse ham?“ Nej, det kan den ikke, for „ligesom legemet er dødt uden ånd, således er jo også troen død uden gerninger“. — Jak. 2:14, 26.
Men måske vil en og anden sige: Er det ikke i modstrid med hvad apostelen Paulus lærer i sit brev til romerne, hvor han siger at man retfærdiggøres ved tro? Viser han ikke at Abraham blev regnet retfærdig på grund af sin tro, og understreger han ikke at jøderne netop ikke blev retfærdiggjort ved gerninger? Luther og andre har ført dette argument i marken, og det er en af grundene til at nogle er gået så langt som til at betvivle at Jakobs brev er inspireret.
Nej, det Jakob skrev er ikke i modstrid med hvad Paulus lærte. Bibelen modsiger ikke sig selv. Det kan måske se sådan ud når vi ikke forstår sagen til bunds. Jakob og Paulus omtaler to forskellige slags gerninger. Paulus viser at lovgerninger, såsom omskærelse, ofre og sabbater, ikke kunne retfærdiggøre Guds tjenere: „I hans øjne vil intet menneske blive retfærdiggjort af lovgerninger; ved loven når man nemlig kun at erkende sin synd.“ Disse lovkrav var billeder på bedre ting der kunne gøre en retfærdig. Desuden kunne lovgerninger udføres uden at ens hjerte var med i det, således som det ses af Esajas’ bog, det første kapitel. — Rom. 3:20; Hebr. 10:1.
Jakob modsiger ikke dette, for han taler ikke om lovgerninger, men om nødvendigheden af at bevise sin tro ved gerninger der er i harmoni med den. Ordsproget „handling siger mere end ord“ er på sin plads her. Endvidere siger Jakob: „Du tror, at Gud er én; deri gør du ret; det tror de onde ånder også — og skælver.“ De skælver, men de handler ikke i overensstemmelse med deres tro. — Jak. 2:19.
Barmhjertighedsgerninger
Jesus lagde både i sit liv og i sin lære vægt på vigtigheden af gerninger: „Min Fader er vedblevet med at arbejde indtil nu, og jeg vedbliver med at arbejde.“ (NW) „Vi må gøre hans gerninger, som har sendt mig.“ Derfor kunne han sige til sin Fader den aften han blev forrådt: „Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.“ — Joh. 5:17; 9:4; 17:4.
Hvori bestod disse gerninger? Mange mennesker der bekender sig til kristendommen har den anskuelse, at hvis de er lovlydige borgere er det alt hvad Gud forlanger af dem. Det er ganske rigtigt at Bibelen byder os at udføre et ærligt arbejde: „Den, der stjæler, må ikke mere stjæle, men skal hellere slide i det og bruge sine hænder til noget godt, for at han kan have noget at give af til den, som er i nød.“ — Ef. 4:28.
Men ærligt arbejde er langt fra det eneste der forlanges af en kristen. Uden tvivl udførte Jesus et sådant ærligt arbejde i de mange år han var tømrer, før han kom til Johannes for at blive døbt. Men han kom ikke til jorden og blev ikke salvet eller gjort til Kristus i den hensigt at være tømrer. Kristne gerninger må derfor være den slags gerninger Jesus udførte efter sin dåb og fyrretyve dages faste i ørkenen.
Hvilke gerninger var det? Ét er sikkert, de indbefattede mange barmhjertighedsgerninger. Ved et mirakel bespiste han de sultne, helbredte de syge, uddrev dæmoner, åbnede blindes øjne, gjorde halte raske og oprejste endog de døde. Uden tvivl gjorde han meget for at lindre fysisk lidelse blandt sine samtidige.
Dette har fået mange der bekender at være kristne til at drage den slutning at de blot behøver at øve godgørenhed, give af deres midler til opførelse af hospitaler, børnehjem og lignende institutioner. Andre går endnu længere og vier endog hele deres liv til at hjælpe de syge og trængende, som for eksempel Albert Schweitzer, den kendte læge, musiker, præst og filosof, der har tilbragt årtier i Afrikas hjerte for at betjene de syge.
Det er rigtigt at sådanne gerninger er et bevis på barmhjertighed og næstekærlighed. I en af Jesu lignelser bliver en samaritaner rost for sin næstekærlighed. Vi læser også om en af de første kristne, en kvinde ved navn Tabita, der var „rig på gode gerninger og gav mange almisser“. Ligeledes bliver Kornelius rosende omtalt som en der „gav folket mange almisser“. — Luk. 10:30-37; Ap. G. 9:36; 10:2.
Der hersker ikke mindste tvivl om at de første kristne udmærkede sig ved den gavmildhed de viste over for hinanden. Det var netop med dette for øje at Paulus opfordrede de kristne i Korint til at lægge noget til side den første dag i ugen. Det var uden tvivl også grunden til at Jakob brugte denne godhed som et billede på at tro uden gerninger er død, og også derfor at Johannes sagde at vi ikke alene skal elske i ord men også i gerning. — 1 Kor. 16:2; Jak. 2:15, 16; 1 Joh. 3:17, 18.
Det ser imidlertid ud til at nogle indviede kristne i vore dage kommer til kort i så henseende, sikkert af ren og skær tankeløshed. I erkendelse af at materielle gaver ikke er den vigtigste form for godgørenhed og at der også skal øves megen åndelig gavmildhed går de tilsyneladende til den anden yderlighed og overser fuldstændig de lejligheder de har til at række deres trængende brødre en hjælpende hånd. Dette ville for eksempel indbefatte at aflægge opmuntrende besøg hos en syg medforkynder, enten i vedkommendes hjem eller på hospitalet.
For ikke så længe siden havde et medlem af hovedkontorets stab i Brooklyn lejlighed til for en halvfjerdsindstyve medlemmer af kongregationalisternes kirke at holde et foredrag om Jehovas vidners arbejde. Hvordan var dette kommet i stand? Årsagen var den at forstanderen for denne gruppe havde lagt mærke til hvor trofast et af Jehovas vidner havde aflagt besøg hos hans nabo, der også var et vidne, under dennes sygdom og havde læst op for hende af Bibelen og bibelske skrifter. Det gjorde et sådant indtryk på ham at han ønskede at både han selv og hele hans flok skulle kende mere til Jehovas vidner. Lad derfor indviede kristne bevare et sundt sind også i dette spørgsmål, og måtte de ikke forsømme at hjælpe deres brødre rent materielt efter som lejlighed byder sig.
Rette kristne gerninger
Men hvor gode sådanne gerninger end måtte være, kommer de dog kun i anden række. Selv for Jesus var det egentlige arbejde forkyndelsen af at „Himmeriget er kommet nær“. Det var hovedårsagen til hans komme til jorden, således som han sagde til Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ — Matt. 4:17; Joh. 18:37.
Det var grunden til at Jesus sagde: „Lykkelige er de som er sig deres åndelige behov bevidst,“ og revsede dem som kun fulgte ham fordi de fik brød og fisk, og altså kun var sig deres materielle behov bevidst. Han vidste at brød og fisk kun kunne opretholde det nuværende liv, men at det „betyder evigt liv at de tilegner sig kundskab om dig, den eneste sande Gud, og om den du udsendte, Jesus Kristus“. — Matt. 5:3; Joh. 17:3, NW.
Der er ingen tvivl. Skal vi følge Kristus må vi ikke alene øve barmhjertighedsgerninger, men fremfor alt forkynde sandheden om Gud, om hans ord og om hans rige. Derfor sagde Jesus ved slutningen af sin tjenestegerning at han ved at herliggøre sin Fader på jorden havde fuldført den gerning hans Fader havde betroet ham. Apostelen Paulus opildner os med ordene: „Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!“ Det var ikke arbejdet med at lindre fysiske lidelser, men forkyndergerningen han tog så alvorlig at han udbrød: „Thi om jeg forkynder evangeliet, har jeg ikke noget at rose mig af; jeg er jo under tvang; ve mig, om jeg ikke forkynder det!“ — 1 Kor. 11:1; 9:16.
Ligesom Jesus først og fremmest kom til jorden for at vidne om sandheden, således bør forkyndelsen også være hovedårsagen til at et menneske bliver en af hans efterfølgere. Peter viser at kristne er „et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomskraft, som kaldte jer fra mørket til sit underfulde lys“. Deres frelse afhænger i virkeligheden deraf, således som det siges: „Med hjertet tror man til retfærdighed, og med munden bekender man til frelse.“ En udtalelse der for resten sammenfatter Paulus’ fremhævelse af retfærdighed ved tro og Jakobs understregning af gerninger der er i harmoni med ens tro. — 1 Pet. 2:9; Rom. 10:10.
Intet kristent lægfolk
Mange navnkristne tror at alt er i bedste orden når de, foruden at være ærlige og godgørende, går i kirke hver søndag, lytter til en prædiken, bidrager til præstens underhold og er med til at dække andre udgifter i deres religiøse organisation. Denne misforståelse skyldes sikkert i høj grad den forkerte adskillelse af menigheden i et præsteskab og et lægfolk. En sådan adskillelse, der er ganske almindelig inden for de hedenske religioner, har aldrig haft hjemme i sand kristendom, og den eksisterede ikke i den første kristne menighed. Et religiøst blad bemærkede i en omtale af „Lægmandens søndag“ følgende:
„Et er sikkert at i Jesu og hans disciples lille gruppe var der ingen opdeling i et præsteskab og et lægfolk. Hvor gerne end nogle [præster] vil betragte Jesus som deres sidestykke, så var Jesu tale, væsen og væremåde det vi i dag ville kalde ’lægmandsagtig’. Ligeledes var disciplene, der måske for os kunne tage sig ud som et [nylig dannet] lægfolk, de prædikanter der blev sendt ud.
I den øvrige del af Det nye Testamente betyder det græske ord for præsteskab (kleros) ikke en særlig orden blandt de kristne, men alle de kristne. Og ordet for lægfolk (laós) ikke en modtagende del af menigheden, men igen alle de kristne. Alle er kaldet til den ene tjeneste, og alle er de Guds folk. Vor adskillelse af menigheden i et præsteskab og et lægfolk var ukendt i Det nye Testamente, så Paulus kunne ikke have føjet ’præst og læg’ til sin opremsning af jøde og græker, træl og fri, rig og fattig, mand og kvinde, der alle er ét i Kristus. Havde han imidlertid levet i det andet århundrede kunne han have gjort denne tilføjelse.“ — The Christian Century, 12. oktober 1955.
Alt dette betyder dog ikke at man for at øve rette kristne gerninger skal bestige en prædikestol eller offentlig talerstol for at forkynde derfra. Man kan finde mange lejligheder til at vidne i sit eget hjem, på sin arbejdsplads, når man gør indkøb eller er på rejse. Man kan altid skabe lejligheder ved at gå fra hus til hus eller tale til fremmede på gadehjørner eller på torvene, alle sammen fremgangsmåder som Paulus og de andre apostle gjorde brug af. — Ap. G. 5:42; 17:17; 20:20.
Naturligvis må vi, for altid at være „rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af [os] for det håb, som er i [os]“, studere Guds ord idet vi følger Paulus’ formaning: „Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis.“ At komme sammen er også nødvendigt, til gensidig belæring og forenet virksomhed. — 1 Pet. 3:15; 2 Tim. 2:15; Hebr. 10:25.
Vi ser altså at mens kristne må udføre et ærligt arbejde og ikke glemme barmhjertighedsgerninger, identificeres de som kristne af de gerninger hvormed de betjener folket og opfylder dets åndelige behov, idet de vidner om Guds navn og rige.