Undgå en klagende ånd
„Vedbliv med at gøre alt uden knurren og diskussion.“ — Fil. 2:14, NW.
1, 2. Hvilke forhold finder vi i hele verden i dag, og hvordan får det mange mennesker til at reagere?
VI LEVER i dag i „kritiske tider der er svære at komme igennem“. (NW) Problemer af verdensomfattende og landsomfattende karakter, eller mindre problemer opstår dagligt og synes ofte uoverstigelige. Vi har været vidne til blodige krige, hungersnød, dødbringende epidemier, ungdoms- og voksenkriminalitet og ynkværdig fattigdom. Bibelskribenten Paulus’ profetiske ord har vist sig at være sande; menneskene er blevet „egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, spottelystne, ulydige mod forældre, utaknemmelige, ufromme, ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner“. — 2 Tim. 3:1-4.
2 Reaktionen på disse tilstande er forskellig fra menneske til menneske. Mange som ser den onde tingenes tilstand giver Gud skylden for det der sker. De synes han er for langsom til at skride ind og udvirke en bedring i situationen, og så klager de. De siger faktisk: „Hvad bliver det til med hans komme, som var forjættet? Fra den dag, vore fædre sov hen, er alt jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse.“ (2 Pet. 3:4) Jesu halvbroder Judas sagde at det er „dem, som altid knurrer og klager over deres skæbne“. — Jud. 16.
3. Hvordan ræsonnerer retskafne mennesker med hensyn til verdenssituationen, og hvordan bliver det til gavn for dem?
3 Oprigtige, retskafne mennesker ræsonnerer imidlertid ligesom profeten Jeremias i Klagesangene 3:38, 39: „Fra den Højestes mund kommer ikke både ondt og godt. Hvordan kan et levende menneske hengive sig til at klage?“ (NW) Sandt nok, disse mennesker „sukker og jamrer“ over alle de vederstyggeligheder de ser omkring sig, men i stedet for at give Gud skylden siger de ydmygt med Jeremias: „Lad os ransage, granske vore veje og vende os til, [Jehova], . . . vi syndede og stod imod.“ (Ez. 9:4; Klages. 3:40, 42) De råber til Gud om frelse, og i sin endeløse kærlige godhed hører han deres råb om hjælp og udfrier dem fra den nuværende onde tingenes ordning, idet han i åndelig forstand bringer dem til „grønne vange“ sammen med sine kristne vidner. — Sl. 23:2.
4. Giv nogle grunde til at Jehovas vidner som et folk betragtet i dag er tilfredse.
4 Disse sande kristne har al mulig grund til at være lykkelige og tilfredse. Selv om de bor i 199 forskellige lande, taler mange forskellige sprog og har vidt forskellige forudsætninger, lever de i fred og enhed sammen. Og de udgør en skare på mange hundrede tusinde, som har et nært, dyrebart forhold til deres Gud, og en klar forståelse af hans vilje. Denne forståelse frigør dem for de hjertesorger og den elendighed, som de der stadig er en del af den nuværende onde tingenes ordning, er udsat for; de ser optimistisk frem til en retfærdig ny orden i meget nær fremtid. De bruger megen tid til at give udtryk for deres glæde og lykke ved at besøge andre mennesker i deres hjem, opmuntre dem der er nedbrudte, og gøre dem glade. De siger indtrængende til dem: „Lad jer forlige med Gud!“ — 2 Kor. 5:20.
5. (a) Hvilke spørgsmål opstår i betragtning af den åndelige velstand iblandt Guds folk, og hvilke tre hovedårsager nævnes i svaret på disse spørgsmål? (b) Hvad er nødvendigt for at undgå en utilfreds og klagende ånd?
5 I betragtning af denne glædelige åndelige tilstand blandt Guds folk, hvorfor var det så nødvendigt for apostelen Paulus at skrive til de første kristne i Filippi: „Vedbliv med at gøre alt uden knurren og diskussion“? Hvorfor er det nødvendigt at behandle dette emne i Vagttårnet og give vejledning om det? Det er nødvendigt fordi kristne, selv om de er frie åndeligt, stadig er ufuldkomne og under det svage køds tilbøjeligheder som er nedarvet fra Adam. Tilmed lever de stadig i den nuværende onde tingenes ordning, og hvis de ikke er forsigtige kan de blive påvirket af „verdens ånd“, heri indbefattet en utilfreds og klagende ånd. Dertil kommer at der hvert år er titusinder af mennesker der slutter sig til Jehovas vidner og først for nylig har aflagt de skadelige egenskaber der er så almindelige i denne onde verden. Det vil kræve tid, energi samt Jehovas hjælp og vejledning for at disse mennesker kan gøre sig helt fri af utilfredshedens og klagens ånd. Når de én gang er blevet frigjort, må de hver især fortsat kæmpe en fremadskridende kamp for at forblive fri, som der siges: „Vedbliv med at gøre alt uden knurren og diskussion.“ — Fil. 2:14, NW; 1 Kor. 2:12.
Dens årsager og virkninger
6. Hvad vil hjælpe os til at undgå en klagende og utilfreds ånd?
6 Hvis vi skal holde os fri af en klagende ånd og udelukke den af den kristne menighed, må vi kende den i de forskellige former den viser sig, i dagliglivet og i samværet med vore brødre. Vi bør også vide noget om de ting der kan føre til en klagende ånd og om de nedbrydende virkninger den har. Dette er vigtigt fordi det i mange tilfælde er sådan at den der klager ikke engang selv er klar over det og ikke i fuldeste forstand forstår de skadelige virkninger det kan have.
7. Hvordan defineres klage, og på hvilke måder kan man give udtryk for klage?
7 At klage kan betyde at give udtryk for sorg, smerte, utilfredshed, kritik, beklagelse, osv.; at; jamre, knurre. En klage er altså et udtryk for en indre følelse af utilfredshed, irritation eller smerte. Disse udtryk udadtil for ens sorger sker som regel ved hjælp af tungen, selv om en gestus der viser mishag eller et surt ansigtsudtryk udmærket kan tjene til at meddele andre mennesker ens følelser. Handlinger taler ofte tydeligere end ord, og andre kan hurtigt fornemme at man er mellemfornøjet, selv om man ikke har beklaget sig med et eneste ord.
8. (a) Hvad skrev Jakob om vanskeligheden ved at tøjle sin tunge? (b) Hvordan bør kværulanter ikke bruge Jakobs ord, men hvordan kan en der ikke synder med vilje finde trøst i dem?
8 Der findes ikke en eneste søn af Adam der ikke har syndet med sin tunge. Netop derfor skrev Jesu apostel Jakob: „Vi fejler jo alle i mange ting; hvis en ikke fejler med sine ord, så er han en fuldkommen mand, i stand til også at holde hele sit legeme i tømme. . . . tungen kan intet menneske tæmme, rastløs og ond som den er, fuld af dødbringende gift. Med den velsigner vi Herren og Faderen, og med den forbander vi menneskene, som er skabt, så de ligner Gud. Af den selv samme mund udgår både velsignelse og forbandelse.“ (Jak. 3:2, 8-10) Ingen bør imidlertid bruge disse ord som en undskyldning for at have en klagende ånd, for Jakob fortsætter: „Det er ikke rigtigt, mine brødre, at disse ting fortsætter på denne måde.“ (NW) Det er sandt at vi alle synder til tider, men vi bør ikke gøre det til en vane så vi praktiserer synd med vor tunge, så meget at vi i virkeligheden bliver kværulanter, det vil sige at vi har en utilfreds og klagende ånd. Det er ikke foreneligt med sand kristendom. På den anden side har vi lov at hente trøst i Jakobs ord hvis vi synder uden at ville det, samtidig med at vi anstrenger os meget for at overvinde vor kødelige tilbøjelighed i denne henseende.
9. Hvad er endnu vigtigere end at tøjle sin tunge ifølge Jesu ord i Mattæus 12:34, og hvad er grunden?
9 Jesus udtalte en uomtvistelig sandhed da han sagde: „Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med.“ (Matt. 12:34) Så mens det er vigtigt at tøjle sin tunge og forhindre at den giver udtryk for beklagelser, er det endnu vigtigere at tøjle de tanker der leder en til at give udtryk for disse beklagelser. Tungen giver kun udtryk for det der er i et menneskes sind og hjerte. Hvilken slags tanker kan få en til at klage?
10, 11. (a) Nævn nogle ting der får folk til at klage. (b) Hvad er den egentlige grund til en utilfreds indstilling?
10 Stolthed kan være en grund til at man beklager sig. Man nærer måske for høje tanker om sig selv og ser sin tilflugt i at kritisere andre med det formål at hæge om sit eget jeg og understrege sin egen betydning over for sine brødre. På denne måde henleder man opmærksomheden på at man ikke i samme grad har de pågældende fejl. En anden bliver måske utålmodig fordi hans broder ikke er lige så hurtigt opfattende som han selv, eller han bliver måske irriteret over det han anser for at være den andens dårlige sider. Andre igen som lider under usædvanlige genvordigheder føler måske medlidenhed med sig selv når de sammenligner deres egen situation med andre brødres i menigheden, og klager af den grund. Ønsket om større effektivitet får nogle til at klage fordi de måske føler at de kunne gøre arbejdet bedre end den der har fået tildelt den bestemte tjeneste.
11 Efter at vi nu har analyseret nogle få af de grunde der kan være til at nogle beklager sig, er der imidlertid en ting som er meget tydelig: I alle tilfældene er beklagelserne forårsaget af at man har lagt for megen vægt på jeg’et, ved at man har tillagt sine egne følelser og sin egen stilling en for stor betydning. Det er således et udtryk for selviskhed, som er det modsatte af kærlighed.
12. Hvordan udviklede den engel der blev til Satan en utilfreds og klagende ånd, og hvad blev følgen?
12 I denne forbindelse vil det være godt at tænke lidt over hvordan den engel der blev Satan Djævelen, blev utilfreds med den meget privilegerede tilsynspost han havde. Bibelen fortæller hvorfor, idet den siger til kongen af Tyrus, som afslørede at han havde Djævelens ånd: „Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans.“ (Ez. 28:17) Hans stolte ønske om at herske over universet fik ham til at gøre oprør mod universets Suveræn, Jehova. Han begyndte at få for høje tanker om sig selv, og derved udviklede han en utilfreds og klagende ånd, der snart gav sig udslag i handling, og dette har forårsaget megen elendighed for hele menneskeheden.
13. Vis hvilken virkning beklagelser har (a) på den der klages over, (b) på den der hører dem, (c) på en ny eller svagere broder og (d) når der tales imod organisationen?
13 Selv om ikke alle klager får så katastrofale følger, vil selv det mindste udtryk for utilfredshed virke skadende. Hvis man beklager sig over en broder eller søster, vil det bevirke at andres agtelse for denne broder eller søster vil dale. Det samler opmærksomheden om vedkommendes svage sider og er derfor negativt og nedbrydende. Hvis man beklager sig over for en svag broder, eller en der er ny, kan det gøre ham så skuffet at hans tro på og tillid til hans brødre svækkes alvorligt. Hvis der tales imod Guds organisation eller dens indsatte repræsentanter, har det en endnu skadeligere virkning, nemlig den at det underminerer tilliden til de organisationsmæssige arrangementer, og det vil sige at det svækker troen på Jehova selv.
14. Hvilken virkning har en klagende tunge på hele menigheden? Brug Ordsprogene 21:19 til at illustrere dit svar.
14 Selv om man ikke tager anstød eller bliver alvorligt berørt åndeligt ved at lytte til en klagende tunge fordi man er moden og forstår at det kun er beklagelser og man derfor slår dem ud af tankerne igen, er det alligevel ikke behageligt at omgås et menneske der beklager sig. Beklagelser har den samme virkning som sand i en velsmurt maskine. De sætter en stopper for glæden i menigheden. Det er som om en mørk sky pludselig kommer til syne i horisonten. Det har den samme virkning på menigheden som en trættekær kvinde har på sin mand, som der siges i Ordsprogene 21:19: „Hellere bo i et ørkenland end hos en trættekær, arrig kvinde.“
15. Hvordan bliver den der beklager sig påvirket?
15 Ud over den nedbrydende virkning det har på dem der lytter til en der beklager sig, er det også til skade for den klagende selv når han taler om sine besværligheder. Han er utilfreds, ikke glad, og i mange tilfælde lider han af en dårlig samvittighed når han har beklaget sig. Vismanden udtalte nogle kloge ord da han under inspiration sagde: „Den, der vogter sin mund og sin tunge, vogter sit liv for trængsler.“ — Ordsp. 21:23.
’Bevar jeres hjerter og jeres tanker’
16. Hvis hjælp viste Paulus at vi måtte søge hvis vi skulle bevare vore hjerter og sind, og hvad skulle vore tanker være fyldt med?
16 Beklagelserne kommer fra vort hjerte og sind, og derfor er det så vigtigt at vi er herre over vore tanker og retter dem mod det der er opbyggende og opmuntrende. Apostelen Paulus viste at det er nødvendigt med Jehovas hjælp da han sagde: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.“ Ja, hvis du har en svaghed i denne henseende, så tøv ikke med at bede om Jehovas hjælp til at overvinde den. Sådanne inderlige bønner vil Jehova høre, og han vil, i stedet for en beklagende og utilfreds ånd, give tilfredshed og fred i sindet. Paulus fortsætter imidlertid med at vise at hver enkelt selv må gøre en virkelig indsats i harmoni med sin bøn, idet han siger: „I øvrigt, brødre! alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!“ — Fil. 4:6-8.
17. (a) Hvorfor kræver det fortsat kamp at føre Paulus’ ord i Filipperbrevet 4:8 ud i livet? (b) Hvad skal vi gøre hvis vi begynder at føle irritation over vore brødres fejl?
17 På denne måde lægger Paulus vægt på at hver enkelt ikke alene behersker sin tunge men også sine tanker, idet vi koncentrerer os om de ting hos vore brødre der er gode, ærbare og elskelige. Det er en tilbøjelighed hos det faldne kød først at se fejlene hos et menneske, og det gør os blinde for mange fine, elskelige og prisværdige egenskaber. Og da det er let nok at finde svagheder hos hver eneste af os, er det altså ikke svært for den utilfredse ånd at finde brændstof til at holde sit bål ved lige. Det er grunden til at det er en fortsat kamp at holde sine tanker under kontrol. Når vi bemærker noget der får os til at blive misundelige eller irriterede, skulle vi prøve at slå det ud af vore tanker med det samme og tænke på de gode egenskaber i stedet for. Det vil ikke være let i begyndelsen, men ved at arbejde på det med Jehovas hjælp vil vi finde at det udvikler et nærmere forhold til vore brødre og en dybere værdsættelse af deres hengivenhed for Jehova, og selvfølgelig vil man selv blive et meget gladere menneske at omgås.
18. (a) Hvilken fejl begår den der beklager sig, ifølge Paulus’ ord til korinterne og romerne? (b) Hvem finder det altså lettere at overvinde en utilfreds og klagende indstilling?
18 Den der beklager sig lægger vægt på kødet og dets svagheder og opfører sig som et åndeligt spædbarn i denne specielle henseende. I stedet for at se på sine brødres hengivenhed af hjertet og den kærlighed de udviser, ser han på det faldne, syndige kød. Korintermenigheden gjorde sig skyldig i dette, og derfor skrev Paulus til den: „Jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus. . . . Når der nemlig er misundelse og splid iblandt jer, er I så ikke kødelige og vandrer på menneskevis?“ (1 Kor. 3:1, 3) I Romerbrevet 8:5 giver han grunden til at det er sådan: „Thi de, som lader sig lede af kødet, attrår det kødelige; men de, som lader sig lede af Ånden, attrår det åndelige.“ Derfor vil den som fylder sig med Guds hellige ånd ved at studere Bibelen regelmæssigt, ved at komme til møderne, ved at bede og ved aktivt at tage del i tjenesten for Jehova, finde det mindre vanskeligt at overvinde denne tendens til at beklage sig, end den der kun nu og da giver sig af med disse åndelige beskæftigelser.
Klager rettet mod personer
19. I hvilke to hovedgrupper kan man inddele beklagelserne?
19 Når vi analyserer beklagelserne nærmere, finder vi at vi kan dele dem i to hovedgrupper: 1) klager rettet mod enkeltpersoner og 2) klager af alvorligere karakter der vedrører Jehovas organisation eller hans hensigter. Vi vil først behandle klager rettet mod enkeltpersoner, og den efterfølgende artikel vil behandle den anden form for klager.
20. Hvad er årsagen til langt de fleste af de klager der er rettet mod personer? Er de som regel overlagte?
20 I langt de fleste tilfælde er de klager der rettes mod enkeltpersoner forårsaget af små misforståelser og personlige stridigheder. En søster der er stille og reserveret kan blive irriteret når en anden søsters adfærd er meget mere ligefrem, og hun giver måske udtryk for sin irritation over for andre. Personlige vaner og ting man gør, er måske acceptable for nogle, men på andre kan de virke meget generende, og dette kan somme tider få dem til at klage. De fleste af disse beklagelser er ikke overlagte, men fremkaldes i øjeblikket af en eller anden lille men generende ting som sker. De bliver ofte udtalt hurtigt og senere fortrudt. Hvad kan man gøre for at undgå denne form for beklagelser?
21. Hvordan bør vi se på disse mindre fejl hos vore brødre, især i lyset af Jesu ord i Mattæus 6:14, 15?
21 Allerførst er det meget vigtigt at vi tager disse klager for hvad de er: små, ubetydelige, endda barnlige somme tider. Der er ingen egentlig grund til at klage, men en bestemt broder eller søster gør bare ikke lige tingene sådan som vi synes de skulle gøres. Det vil også hjælpe os alvorligt at overveje hvordan Jehova ser på disse „svagheder“ hos vore brødre, idet vi indser at han er villig til at tilgive dem. Tilgiver Jehova ikke rundhåndet dig trods alle dine fejl? Tager du ikke dine egne fejl i betragtning og beder Jehova om tilgivelse for dem gang på gang, måske endda for de samme fejl? En forudsætning for at få Jehovas tilgivelse er at vi selv tilgiver andre, som Jesus viste: „Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ — Matt. 6:14, 15.
22. Vis hvordan det at beklage sig over småting afslører mangel på kærlighed.
22 Vi ville altså vise mangel på kærlighed og overbærenhed hvis vi lastede vore brødre for deres små fejl og gjorde dem større ved at henlede andres opmærksomhed på dem. Da ville vi ikke efterligne vor himmelske Fader. Guds ord beskriver kærligheden, og siger: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den . . . lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag.“ „’Kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.’ Vær gæstfri imod hverandre uden knurren.“ (1 Kor. 13:4, 5; 1 Pet. 4:8, 9) I betragtning af dette er det ikke svært at forstå hvorfor vi bliver vejledt og opfordret til at ’bære over med hverandre i kærlighed’. — Ef. 4:2.
23. Hvad skal vi da gøre med disse mindre besværligheder?
23 Når vi altså ikke bør ’bære nag’, er det vores kristne pligt at glemme disse småting og slå dem helt ud af vort sind. Lad dem ikke blive enormt store, men stands dem tidligt, før de har fået tid til at slå rod og vokse. Kvæl den utilfredse og klagende ånd, og vær med til at undgå at du selv og andre mister glæden.
24. Hvordan sagde Jesus at de mere alvorlige klager rettet mod personer skal behandles?
24 Der kan dog være tider hvor en broder eller søster virkelig har grund til at fremsætte en klage over en anden. Bevidst eller ubevidst kan en broder have gjort noget der har såret dig på en eller anden måde, og på grund af dets art er du ikke i stand til at glemme det eller slå det ud af dine tanker. Du finder måske at det foruroliger dig betydeligt og endda har indflydelse på din tjeneste for Jehova. Det er netop med henblik på sådanne hændelser Jesus gav det fornuftige råd i Mattæus 18:15: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder.“
25. (a) Hvad bør man aldrig gøre hvis man har en alvorlig klage at rette imod en broder? Begrund svaret. (b) Vis hvorfor det er meget klogt at følge vejledningen i Mattæus 18:15.
25 Selv om du har grund til at klage, burde det aldrig spredes i menigheden ved at du beklager dig til andre over det broderen har gjort. Det vil ikke virke fremmende på freden men vil skabe uro i hele menigheden, måske endog danne partier blandt brødrene. Det vil med sikkerhed ikke være nogen hjælp for den der har syndet imod dig, for han vil utvivlsomt høre dine beklagelser fra anden side. At beklage sig vil kun gøre tingene værre i stedet for at hele bruddet, som ordsproget viser: „Den, der ripper op i [bliver ved med at tale om, NW] en sag, skiller venner.“ (Ordsp. 17:9) Nej, en klagende indstilling vil ikke hjælpe nogen. Den korrekte fremgangsmåde er at mødes med broderen i enrum og tale om sagen på en afslappet og fredelig måde. Du finder måske at han ikke engang var klar over han havde såret dig, og, hvis det er tilfældet, forestil dig da hvor glad han vil være for at du gik lige til ham, i stedet for først at beklage dig i menigheden!
26, 27. (a) Hvilken pligt har den der er blevet syndet imod, når hans broder beder ham om tilgivelse, og hvor vidt rækker den? (b) Vis hvordan Paulus’ vejledning i Kolossenserbrevet 3:12-14 altid vil hjælpe os når det drejer sig om klager mod personer.
26 Når din broder ydmygt beder om tilgivelse, har du pligt til at acceptere hans undskyldning og tilgive ham, ligesom din himmelske Fader tilgiver dig. Kærligheden er en gæld vi aldrig helt får færdigbetalt. (Rom. 13:8) Da apostelen Peter spurgte Jesus: „Hvor ofte skal jeg tilgive min broder, når han forsynder sig imod mig? er syv gange nok?“ svarede Jesus derfor: „Jeg siger dig: ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange.“ (Matt. 18:21, 22) Når vi ikke tøver med at vise vore brødre kærlighed, barmhjertighed og tilgivelse, vil vi selv høste megen glæde og lykke og vil være i stand til at holde os fri af den nedbrydende og splittende klagens og utilfredshedens ånd. Ved at have en dyb værdsættelse af Jehova og ved at vise at vi elsker ham og vore brødre vil vi kunne holde vore tanker fæstet på „det væsentlige“, det som har betydning for vort fremtidige liv, i stedet for på de mange små og uvæsentlige ting der kendetegner den nuværende ufuldkomne tingenes ordning. — Fil. 1:10.
27 Lad os nu ved afslutningen på denne artikel lytte opmærksomt til de ord som Paulus for mange år siden skrev til kolossenserne og omhyggeligt leve efter dem. Hvis vi gør det, vil det i høj grad hjælpe os til at undgå at klage over personer. Paulus sagde: „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren tilgav jer, således skal også I gøre! Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd.“ — Kol. 3:12-14.