Hvad kræver Jehova af dig?
„Han har fortalt dig, jordiske menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end af øve ret og at elske kærlig godhed og at vandre beskedent med din Gud?“ — Mika 6:8, NW.
1. Hvem var spørgsmålet i Mika 6:8 rettet til, og hvorfor?
OPRIGTIGE mennesker spørger måske: ’Hvad skal vi gøre for at behage Gud?’ Men det var ikke til sådanne ret indstillede mennesker der søgte Jehova Gud, at hans profet stillede det spørgsmål vi læser i Mika 6:8. Det blev tværtimod rettet til et folk som den almægtige Gud havde en retslig anke imod. (Mika 6:1, 2, NW) Dette folk, Israel, havde ladet hånt om sine pagtsforpligtelser over for den Højeste. Resultatet var et ynkværdigt moralsk sammenbrud. Bedrageri, undertrykkelse, uretfærdighed, blodsudgydelse og afgudsdyrkelse florerede i landet. Så alvorlig var situationen at man ikke kunne stole på sine nærmeste venner og slægtninge. — Mika 1:5; 2:1, 2; 3:1-3; 6:12; 7:2-6.
2. Hvad havde israelitterne mulighed for at gøre da Jehova bekendtgjorde at han havde indledt en retssag imod dem?
2 Ved at bekendtgøre at han ville indlede en retssag mod sit utro folk, udsendte Jehova et opråb til det om at omvende sig. Israelitterne blev gjort opmærksomme på at de kunne undgå en ugunstig dom hvis de tog skridt til at opnå et godkendt forhold til deres Gud. Hvad ville dette kræve af dem? Ydre former for gudsdyrkelse, såsom at bringe de bedste dyr som ofre, var ikke tilstrækkelige. (Mika 6:6, 7) I Mikas profeti blev der sagt „Han har fortalt dig, jordiske menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end at øve ret og at elske kærlig godhed og at vandre beskedent med din Gud?“ — Mika 6:8, NW.
’Har fortalt hvad der er godt’
3. Hvad havde israelitterne lært gennem Moses om det der er godt?
3 Jehova Gud havde ikke ladet sit folk være uvidende om hvad der er godt. Århundreder tidligere havde Moses sagt til israelitterne: „Hvad andet kræve [Jehova] din Gud af dig, end at du skal frygte [Jehova] din Gud, så du vandrer på alle hans veje, og at du skal elske ham og tjene [Jehova] din Gud af hele dit hjerte og hele din sjæl, så du holder [Jehovas] bud og anordninger, som jeg i dag pålægger dig, for at det må gå dig vel.“ — 5 Mos. 10:12, 13.
4. Hvordan ville det komme israelitterne til gode at de elskede Jehova og adlød hans bud?
4 Det var i enhver henseende til israelitternes eget bedste at de viste Jehova Gud inderlig kærlighed og loyalt holdt sig til hans bud. Lydighed mod Guds lov sikrede dem Jehovas beskyttelse og fortsatte velsignelse i alt hvad de tog sig for. (5 Mos. 28:1-13) Hvis de derimod lod hånt om Guds lov ville det føre til utryghed og ruin. — 5 Mos. 28:15-68.
5. Hvorfor er det til vort eget bedste at vi adlyder Jehova?
5 De der i dag nærer sand kærlighed til Gud og som søger at rette sig efter hans vejledning, følger på samme måde en kurs der er til største gavn for dem. Hvorfor forholder det sig sådan? Jo, da Jehova er en alviis og kærlig Gud, har han kun givet sådanne bud som bidrager til at fremme menneskets velfærd. (Rom. 16:27; 1 Joh. 4:8; 5:3) Selve grundlaget for de guddommelige love der styrer menneskenes indbyrdes forhold er kærlighed. Apostelen Paulus understregede dette da han skrev: „I må ikke skylde nogen noget som helst, undtagen det at elske hinanden; for den der elsker sit medmenneske har opfyldt loven. For dette: ’Du må ikke begå ægteskabsbrud, du må ikke myrde, du må ikke stjæle, du må ikke begære,’ og et hvilket som helst andet bud, sammenfattes i dette ord: ’Du skal elske din næste som dig selv.’ Kærligheden gør ikke næsten noget ondt; kærligheden er derfor lovens opfyldelse.“ (Rom. 13:8-10) Det er indlysende at hvis mennesker overalt ville lægge sand næstekærlighed for dagen, ville dette føre til lykke, fred og tryghed.
6. Hvorfor er det kun ret at elske Jehova og at adlyde hans bud?
6 Dertil kommer at det er rigtigt af os at vise vores kærlighed til Gud ved at adlyde hans bud. (2 Joh. 6) „Ved ham lever vi og bevæger vi os og er vi til.“ (Apg. 17:28) Vi bør derfor have samme indstilling som de 24 ældste apostelen Johannes så i et syn. De sagde: „Du er værdig, Jehova, ja vor Gud, til at modtage herligheden og æren og magten, for du har skabt alle ting, og på grund af din vilje var de til og blev de skabt.“ — Åb. 4:11.
„At øve ret“
7. (a) Hvad krævede Guds lov af israelitterne med hensyn til at øve ret? (b) Hvordan ville det på Mikas tid have gavnet folket hvis det havde øvet ret?
7 Fordi Jehova Gud „elsker retfærd og ret“, krævede han at israelitterne efterlignede ham på dette punkt. (Sl. 33:5) Hans lov udelukkede bestikkelse og krævede at den rige og den fattige blev behandlet retfærdigt, uden partiskhed. Vi læser: „Du må ikke bøje retten, ikke vise personsanseelse og ikke tage imod bestikkelse; thi bestikkelse gør vismænd blinde og forplumrer de retfærdiges sag. Ret, kun ret skal du stræbe efter, for at du kan leve.“ (5 Mos. 16:19, 20) „I må ikke øve uret, når I holder rettergang; du må ikke begunstige den ringe, ej heller tage parti for den store, men du skal dømme din næste med retfærdighed.“ (3 Mos. 19:15) Forholdene på Mikas tid ville i sandhed have bedret sig hvis Israel havde fulgt opfordringen til at „øve ret“. Undertrykkelse ville være blevet holdt i skak. Lov og orden ville være blevet genoprettet, og det ville have ført til fred, tryghed og stabilitet.
8. (a) Hvornår må kristne ældste øve ret, og hvordan kan de gøre det? (b) Hvordan kan man øve ret i forbindelse med vejledningen i Andet Tessalonikerbrev 3:11-15?
8 Kristne har også fået påbud om at „øve ret“. De ældste skal måske afgøre om en bestemt kristen broder er kvalificeret til at tjene som menighedstjener eller som ældste. Kun ved loyalt at holde sig til Guds ord og stole på hans ånds ledelse, kan de afgøre denne sag på en upartisk måde. Det kan også blive nødvendigt at de træffer afgørelser vedrørende trosfæller der har begået alvorlige synder. (1 Kor. 6:1-6; 1 Tim. 5:20-22, 24, 25) Eller det kan være at kristne som enkeltpersoner må afgøre om den adfærd som visse personer der er tilsluttet menigheden lægger for dagen, gør dem til uønskede omgangsfæller. Her gør det samme sig gældende. Skal man „øve ret“ må en sådan afgørelse hvile på Guds ord og ikke på personlige fordomme eller ubibelske opfattelser. Motivet til at holde op med at omgås visse trosfæller selskabeligt, bør være ønsket om at hjælpe dem til at forstå at de må ændre deres adfærd. Det betyder ikke at man skal være uvenlig over for sådanne personer og ’betragte dem som fjender’. Man bør fortsat ’formane dem som brødre’. (2 Tess. 3:11-15) Dette tjener naturligvis også som en beskyttelse for dem der følger Bibelens råd om at man ikke bør udsætte sig for en usund påvirkning. — 2 Tim. 2:20-22.
9. Hvordan kunne en kristen, ifølge Jakob 4:11, 12, undlade at øve ret over for en medtroende?
9 Hvis kristne imidlertid dømte en medtroendes handlinger, motiver eller måde at leve på, efter deres egne normer, idet de uberettiget opkastede sig til dommere over vedkommende, ville de gøre sig skyldige i en alvorlig svigten med hensyn til at øve ret. Læg mærke til hvad disciplen Jakob skrev: „Hold op med at bagtale hinanden, brødre. Den der bagtaler en broder eller dømmer sin broder, bagtaler loven og dømmer loven; og når du dømmer loven, er du ikke en lovens gører men dens dommer. Én er lovgiver og dommer, han som er i stand til at frelse og ødelægge. Men du, hvem er du, at du dømmer din næste?“ (Jak. 4:11, 12) De der dømmer andre på denne måde, sætter sig selv over den kærlighedens lov Gud har givet os, idet de ikke mener at de behøver at følge kærlighedens lov. (Matt. 22:36-39; jfr. Første Johannesbrev 3:16.) Ved at gøre det overtræder de Jehovas retfærdige normer, som er grundlagt på kærlighed.
10. Hvorfor er det forkert at betragte én bestemt gruppe mennesker som mere værdig til at få „den gode nyhed“ end en anden gruppe?
10 Det ville være forkert af en kristen at betragte én bestemt gruppe mennesker som mere værdig til at modtage „den gode nyhed“ end en anden gruppe. Jesus Kristus døde for hele menneskeheden, og det er Guds vilje at vi ikke viser nogen partiskhed i forkyndelsen af frelsens budskab. (1 Tim. 2:3-6) I lande hvor det er muligt at besøge folk i deres hjem med Bibelens budskab, kan der derfor ikke herske tvivl om at det er i overensstemmelse med upartiskhedens ånd at besøge hvert eneste hjem. Selv om visse grupper af mennesker måske er mere villige til at lytte end andre, må vi passe på at vi ikke giver efter for ønsket om at favorisere nogen. — Jævnfør Jakob 2:1-9.
„At elske kærlig godhed“
11. Hvad menes der med udtrykket „at elske kærlig godhed“?
11 Det blev ikke blot krævet at israelitterne skulle „øve ret“; de fik også påbud om at „elske kærlig godhed“. Udtrykket „at elske kærlig godhed“ kan også gengives „at elske miskundhed“ eller „at elske loyal kærlighed“. En sådan „kærlig godhed“ er en medfølende eller kærlig interesse for andre der kommer til udtryk i handlinger. (Jævnfør Rut 2:8-20; 3:10.) „At elske kærlig godhed“ vil sige at have lyst til og at finde behag i at vise kærlighed og med glæde at komme andre til hjælp.
12. Hvad viser at Jesus Kristus ’elskede kærlig godhed’?
12 Jesus Kristus har sat os et enestående eksempel i denne henseende. Selv om folkeskarerne opsøgte ham når han var træt og havde trukket sig tilbage for at være alene, opfyldte han med glæde sine landsmænds behov. Ved én lejlighed siges der om ham: „Så tog han dem [apostlene] med og trak sig tilbage til en by der kaldes Betsajda, hvor de kunne være for sig selv. Men da folkeskarerne blev klar over det, fulgte de efter ham. Og han modtog dem venligt og begyndte at tale til dem om Guds rige, og han helbredte dem der trængte til lægedom.“ (Luk. 9:10, 11) Jesus fandt stor glæde i at vise en sådan venlighed.
13. Hvordan kan vi der lever i dag vise at vi ’elsker kærlig godhed’?
13 Hvis du er en Jesu Kristi discipel, elsker du så „kærlig godhed“? Lader du dine personlige bekvemmeligheder og ønsker komme i anden række, så du helhjertet kan yde materiel og åndelig hjælp til dem der lider nød? Fyldes du, ligesom Jesus, af medfølelse når du ser den bedrøvelige åndelige tilstand som de der mangler nøjagtig kundskab befinder sig i? (Mark. 6:34) Bringer du med iver og glæde åndelig trøst til andre, for eksempel slægtninge og venner? Og sætter du tid til side hver måned, så du kan have en rimelig andel i den offentlige forkyndelse? (Jævnfør Åbenbaringen 22:1, 2, 17.) Når du ser dine brødre eller andre lide materiel nød, føler du dig så tilskyndet til at komme dem til hjælp? (Ordsp. 3:27, 28; 2 Kor. 8:1-4; 9:6-12) Det vil afgjort være tilfældet hvis du virkelig ’elsker kærlig godhed’.
„At vandre beskedent med din Gud“
14. Hvad er betydningen af det hebraiske udtryk der er oversat med „beskedent“?
14 Mikas profeti opmuntrede også israelitterne til at ’vandre beskedent med deres Gud’. Eftersom det hebraiske ord der i Mika 6:8 er oversat med „beskedent“ kun forekommer her og i Ordsprogene 11:2, er det ikke let at finde ud af hvad der egentlig ligger i dette ord. Af senere jødiske skrifter fremgår det at dette hebraiske ord indebærer tanken om renhed og sømmelighed. I Septuaginta-oversættelsen og i den syriske oversættelse er det gengivet med et ord der indeholder tanken om at være „forberedt på“ eller „rede til“ at vandre med Gud. At vandre beskedent med Jehova indebærer altså ikke blot at man er ydmyg, men også at man indtager en passende, fordringsløs stilling over for ham og ikke er selvsikker eller har for høje tanker om sig selv.
15. Hvad vil det sige at ’vandre med Gud’, ifølge Enoks og Noas eksempel?
15 Udtrykket ’at vandre med Gud’ forekommer langt tidligere i Bibelens beretning. For eksempel siges der at profeten Enok og patriarken Noa vandrede med Gud. Om Noa læser vi: „Noa var en retfærdig, ustraffelig mand blandt sine samtidige; Noa vandrede med Gud.“ (1 Mos. 5:24; 6:9) Enok havde også „Guds velbehag“. (Hebr. 11:5) At vandre med Gud indbefatter derfor at vi opfører os som om vi befandt os i hans nærværelse og at vi indordner os under hans vilje. Både Enok og Noa kunne glæde sig over et særlig nært forhold til Jehova Gud på grund af deres tro og retskafne adfærd.
16. (a) Hvordan bør vores adfærd være, hvis vi skal vandre beskedent med Gud? (b) Hvad kan en kristens eksemplariske livsførelse resultere i?
16 Hvis kristne skal befinde sig i en sådan passende tilstand at de fortsat skal kunne glæde sig over et nært forhold til Jehova Gud, må de være så beskedne at de vandrer med ham, idet de forbliver hellige, fordringsløse og sømmelige i hans øjne. Bibelen siger: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer.“ (1 Pet. 2:12) Ja, de kristnes eksemplariske livsførelse giver den offentlige forkyndelse af „den gode nyhed“ yderligere vægt. Den viser at sand gudsdyrkelse påvirker menneskers liv i god retning, og den kan bringe dem til tavshed som stiller Jesu Kristi sande disciple i et dårligt lys. (1 Pet. 2:13-16) Sådanne modstandere vil måske komme til at indse at de har handlet forkert og med tiden selv være at finde blandt dem der herliggør Jehova Gud.
17, 18. (a) Hvad kræver Jehova af alle der ønsker at have hans velbehag, ifølge Mikas profeti og Jakob 1:22-25? (b) Hvordan understreges dette af den måde hvorpå Enok og Noa vandrede med Gud?
17 De inspirerede ord i Mikas profeti lader ingen tvivl tilbage om at alle de der ønsker at have Jehova Guds velbehag, må gøre noget. Det samme understreger disciplen Jakob: „Bliv ordets gørere og ikke blot dets hørere, hvorved I fører jer selv bag lyset. For hvis nogen er en ordets hører og ikke en ordets gører, så er han som en mand der i et spejl betragter det ansigt han er født med. Han betragter nemlig sig selv, og går så bort og glemmer straks hvilken slags menneske han er. Men den der spejder ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved med det, han skal, fordi han ikke er blevet en glemsom hører men en gerningens gører, være lykkelig når han gør den.“ — Jak. 1:22-25.
18 Det er ikke nok blot at bede, at læse Bibelen, at overvære de kristne møder og dér lytte opmærksomt til det der bliver sagt. Det må også fremgå af vores livsførelse at vi øver ret, elsker kærlig godhed og vandrer beskedent med Jehova. For både Enok og Noa indbefattede dét at de vandrede udadleligt med den Højeste, at de udførte en nidkær tjeneste. Enok profeterede frygtløst, idet han fortalte de ugudelige på hans tid at Jehova ved hjælp af sine titusinder af engle ville eksekvere sin dom over dem. (Jud. 14, 15) Noa var ikke alene optaget af at bygge den ark der skulle bevare hans familie og de vigtigste dyrearter, men han var også en „forkynder af retfærdighed“, idet han advarede sine samtidige om den kommende ødelæggelse. — 2 Pet. 2:5.
19. Hvilke spørgsmål kunne vi stille os selv for at blive klar over om vi efterlever Mika 6:8?
19 Jesu Kristi disciple ønsker afgjort ikke at bedrage sig selv ved at tro at det, for at opnå Jehova Guds godkendelse, er nok at have en behagelig personlighed og være med i den offentlige forkyndelse. Der må også foreligge vidnesbyrd om at man har medfølelse med og er oprigtigt interesseret i sine medmennesker. Hvordan stiller sagen sig for dit vedkommende? Er du villig til og ivrig efter, uden partiskhed, at afhjælpe andres materielle og åndelige behov? Adlyder du nidkært befalingen om at forkynde og gøre disciple? (Matt. 28:19, 20) Er din adfærd som en Guds tjener værd at efterligne? I så fald efterlever du de inspirerede ord i Mika 6:8.
[Illustration på side 13]
Man viser upartiskhed ved at besøge alle mennesker med „den gode nyhed“
[Illustration på side 14]
Jesus fandt glæde i at vise venlighed ved at helbrede de syge
[Illustration på side 15]
Som „en forkynder af retfærdighed“ advarede Noa forud om Vandfloden