Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g79 8/4 s. 17-20
  • Vær tilfreds — det kan gøre en forskel

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Vær tilfreds — det kan gøre en forskel
  • Vågn op! – 1979
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • En beskyttelse mod at foretage ufornuftige skridt
  • En høj pris for succes
  • Beskyttes mod at anvende uhæderlige metoder
  • Faren for okkulte handlinger
  • Er penge roden til alt ondt?
    Svar på bibelske spørgsmål
  • Et fornuftigt syn på penge
    Vågn op! – 2015
  • Skændes I nogen sinde om penge?
    Vågn op! – 1980
  • Hvordan bevarer man et ligevægtigt syn på penge?
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2001
Se mere
Vågn op! – 1979
g79 8/4 s. 17-20

Vær tilfreds — det kan gøre en forskel

„Vi har ikke bragt noget med ind i verden, og vi kan heller ikke bringe noget med ud. Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med disse ting. Men de der er besluttede på at ville være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker, som styrter mennesker i undergang og ødelæggelse. For kærligheden til penge er en rod til alle slags skadelige ting, og ved at række ud efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har gennemstukket sig selv overalt med mange smerter.“ — 1 Tim. 6:7-10.

Bibelen advarer således tydeligt mod kærligheden til penge og mod at tillægge materielle ejendele for stor betydning. Vi behøver ikke en masse luksus for at leve. Den mad vi spiser bør være sund og god, men den behøver ikke at bestå af det dyreste man kan købe. Klæder og husly hører til de daglige fornødenheder, men en stor garderobe og et luksuøst hjem med raffinerede møbler er unødvendigt og forlænger ikke livet.

Mange mennesker som udmærket erkender dette, har alligevel det mål i livet at samle sig penge. Ofte ødelægger dette deres tilværelse, og for nogle går det endog så vidt at de ikke får det nødvendigste at spise.

En beskyttelse mod at foretage ufornuftige skridt

En mand må naturligvis være interesseret i at sørge godt for sin familie. Bibelen siger: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ (1 Tim. 5:8) Hvis et familieoverhoved får mulighed for at skifte til et bedre arbejde der tilbydes ham i en anden by, får han måske lyst til at tage imod det og flytte med sin kone og sine børn. Især vil han nok føle sig tilskyndet til det hvis det kan gavne hele familien. Imidlertid bør man overveje en sådan forandring meget nøje. Et bibelsk ordsprog lyder: „Den tankeløse tror hvert ord, den kloge overtænker sine skridt.“ (Ordsp. 14:15) Gør man sig ikke klart hvad en bestemt handlemåde kan føre til, kan der opstå alvorlige problemer.

Det gjorde der for en tømrer i en lille landsby i Ghana. Hans svoger overbeviste ham om at han kunne tjene mange flere penge i hovedstaden, Accra. Svogeren kunne imidlertid ikke garantere ham at der i det hele taget var et godt betalt arbejde at få. En bekendt tilskyndede ham til at følge Bibelens råd og være tilfreds med det han tjente ved det arbejde han havde, selv om det var slidsomt; men tømreren vendte det døve øre til. Før han tog af sted fra landsbyen sagde han til denne bekendt: ’Fremskridtsbevidste mennesker tilbringer ikke hele deres liv i en landsby.’

Men se så manden nogle få måneder senere. Med en stok i hånden og sin bagage på hovedet kommer han, mager og udtæret, traskende hen ad vejen. Han har sine to sønner med. Han er tvunget til at vende tilbage til landsbyen på grund af de høje leveomkostninger i byen, og fordi han ikke har kunnet finde et passende arbejde. Men hvor er hans kone? Hun har forladt sin mand; hun kunne ikke tage familiens elendige forhold i Accra.

Sådan sker det gang på gang at folk forværrer deres forhold fordi de ikke er tilfredse med at have det nødvendige. De sælger måske det lille stykke jord de har på landet og flytter til byen. Ofte skuffes de i deres håb om at finde et godt arbejde. I løbet af kort tid er deres begrænsede midler brugt op, og de har ikke penge til at rejse tilbage. Derfor må de blive og friste tilværelsen i uskønne slumkvarterer eller bølgeblikbyer.

Det er værd at bemærke at Bibelen advarer imod at gøre forandringer for at opnå større fortjeneste uden alvorligt at overveje hvor usikkert livet er. Vi læser: „Hør nu, I som siger: ’I dag eller i morgen vil vi rejse til den og den by og tilbringe et år dér, og vi vil gøre forretninger og opnå fortjeneste,’ I som ikke ved hvad jeres liv vil være i morgen. For I er en tåge der viser sig for en kort tid og derefter forsvinder.“ (Jak. 4:13, 14) Mange mennesker som i dag lever i dybeste fattigdom ville have haft det nødvendige hvis blot de havde kendt og forstået visdommen i at være tilfreds og at tage livets usikkerhed i betragtning når man lægger planer.

Der findes også dem der, selv om de ser hvilke problemer andre har på grund af ufornuftige dispositioner, alligevel mener at det samme aldrig kunne overgå dem. De overser at selv mennesker som det tilsyneladende går godt, kan have opnået det de har, på bekostning af sand lykke og tilfredshed.

En høj pris for succes

Hør hvad den gråhårede englænder Geoffrey fortæller om sin medarbejder i et forsikringsfirma:

„Han var skotte, mager og omkring en meter og femogfirs. Da jeg kom i firmaet havde han ansvaret for en mindre afdeling. Ofte så han på mig gennem sine små guldindfattede briller og betroede mig at han stilede imod at blive direktør en skønne dag. Han arbejdede meget ihærdigt, gik sent fra kontoret hver aften, tog arbejde med hjem og gav endda afkald på sine fridage. Omsider blev han afdelingschef. Det fik ham til at flytte med kone og to børn til et af Essex’ mere mondæne kvarterer. Han syntes også at han måtte sende sine børn i privatskole.

Eftersom han begyndte at leve over evne, mente han at det var for dyrt for ham at bruge sin bil. Vognen stod derfor parkeret derhjemme, mens han gik eller cyklede. Engang viste han mig at han havde lagt pap i sine sko for at skjule hullerne. Han syntes ikke at han havde råd til at lade skoene forsåle. For at klare sine udgifter lånte han af og til penge sidst på måneden.

Med tiden blev skotten direktør og kom op i en højere indtægtsklasse. Det betød uvægerlig at han måtte flytte til et større hus, købe en ny bil og sørge for bedre skoleundervisning til sine børn. Hans kone havde tillagt sig en dyr smag og ville ikke nøjes med det næstbedste. Manden tilbragte endnu mere tid på kontoret, og blev direktør i adskillige datterselskaber. Hans ægteskab endte imidlertid med skilsmisse, og nu måtte han opretholde to dyre husholdninger. Da jeg holdt op i firmaet bemærkede han vemodigt: ’Hvad har jeg ud af alle mine penge og min position?’“

De tragiske følger af en ærgerrig og idelig stræben efter penge understreges også af hvordan det gik 10 andre mænd. I 1920rne hørte de til verdens rigeste finansmænd. Men som årene gik, skiftede forholdene. Tre af disse mænd begik selvmord, to blev idømt fængselsstraffe, én blev sindssyg, og tre døde i fattigdom. Kun én af de 10 blev ikke bragt fuldstændig ud af balance fordi han tjente mange penge.

Beskyttes mod at anvende uhæderlige metoder

Mennesker der ikke går overdrevent højt op i at tjene penge er også mindre tilbøjelige til at falde for fristelsen til at skaffe sig penge ved uhæderlige metoder. I De forenede Stater, Japan, Danmark og flere andre lande har mange mennesker ladet sig bedrage af pyramideselskabers gyldne løfter. Disse firmaer forlanger et indskudsgebyr af folk der ønsker at virke som salgsagenter og som hververe. Mange opdager så, når de har betalt en stor sum penge, at de er blevet taget ved næsen. Der er ikke det salg i produkterne de havde forventet, og det er svært at få nye til at investere. Ikke sjældent sker det at skrupelløse mænd der sidder i toppen, stikker af med umådelige pengesummer.

Da et pyramideselskab i Japan gik fallit, overtog staten varelageret for det beløb selskabet skyldte i skat. Men det skabte et problem, for lageret blev opbevaret i en lejet ejendom, og lejen var 6500 kroner pr. dag. De mennesker der havde investeret i firmaet, mistede alt.

Faren for okkulte handlinger

Tilfredshed kan endog være en beskyttelse mod at blive indblandet i noget okkult. Ønsket om at få flere penge uden at skulle arbejde for dem, har fået nogle mennesker til at betale troldmænd for at fordoble deres penge. Det gjorde en mand i Vestafrika. Troldmændene indskærpede ham derpå at han måtte tale mindst muligt med sin kone og skulle holde alt fuldstændig hemmeligt. Han fik at vide at han skulle gå på kirkegården og fremsige bønner på bestemte dage, iført en nøje foreskrevet påklædning. Senere gav troldmændene ham en pakke, som han skulle åbne ved midnatstid en bestemt søndag. Man forsikrede manden at han, når han åbnede pakken, ville erfare at det beløb han havde afleveret var blevet fordoblet. Tidspunktet kom, og begærligt åbnede han pakken. Hvad så han? Penge? Masser af penge? Nej, kun et bundt aviser. Hvilket chok! Manden var på nippet til at begå selvmord. Siden havde hans kone det største besvær med at forsøge at få ham fra at tage sit eget liv.

Hvis denne mand havde troet på Bibelen og havde fulgt den, ville han være blevet sparet for økonomiske tab og bitter skuffelse. Ikke alene tilskynder Bibelen mennesker til at være tilfredse, men den advarer også imod at have med okkulte kræfter at gøre. For eksempel blev der sagt til israelitterne: „I må ikke give eder af med at tage varsler og øve trolddom.“ (3 Mos. 19:26) „Der må ingen findes hos dig, . . . som driver spådomskunst, tager varsler, er sandsiger eller øver trolddom, ingen, som foretager besværgelse eller gør spørgsmål til genfærd og sandsigerånder.“ — 5 Mos. 18:10-14.

Det er givetvis forstandigt at lytte til Bibelens råd om at være tilfreds med føde, klæder og husly. Følger man dette råd vil det medvirke til at man får hvad man behøver, og bliver ved med det.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del