Hvorfor tror De på Bibelen?

TROR De på Bibelen? De fleste læsere vil uden tvivl svare „ja“. Tror man på Bibelen må man imidlertid også kunne fremføre grunde for at man gør det. Kan De det? — 1 Pet. 3:15.

Den vigtigste grund til at man tror på Bibelen er selvfølgelig at den er Guds inspirerede ord. Dette er ikke noget som blot dens venner regner den for at være. Den hævder selv at den er det. „Hvert skrift er indblæst af Gud,“ udtaler apostelen Paulus. Apostelen Peter skrev at „drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud“. Særlig rammende er Jesu ord: „Dit ord er sandhed.“ — 2 Tim. 3:16, fodnoten; 2 Pet. 1:21; Joh. 17:17.

Selve det at Bibelen er blevet bevaret gennem tiderne på trods af fjendernes bestræbelser for at tilintetgøre den, støtter dens påstand om at være Guds ord: „Herrens ord bliver evindelig.“ Den har lige siden bogtrykkerkunstens opfindelse overlevet de utallige tilfælde hvor den offentligt er blevet kastet på bålet, helt fra dengang tusinder af Tyndales Ny Testamente blev brændt i London i årene mellem 1525 og 1535, og indtil i maj måned 1960 da den offentligt blev brændt i Coello, Colombia, og i Cayey, Puerto Rico. Der var en tid da man risikerede at havne på bålet hvis man oversatte Bibelen eller blot var i besiddelse af den. Det måtte Tyndale og hans venner sande. Den har også overlevet de angreb man har foretaget på den i den formodede fornufts og videnskabs navn. Og ikke alene har den overlevet, men i dag er den udbredt i flere lande, i større oplag og på flere sprog — 1151 — end nogen anden bog. Alt dette er blot hvad man kunne vente når det drejer sig om en bog som Skaberen har skænket menneskene. — 1 Pet. 1:25.

En tredje grund til at tro på Bibelen er den, at dens historiske beretning om menneskeslægten er pålidelig. Bibelkritikken har med Wellhausen i spidsen angrebet hele Bibelens historiske pålidelighed, men Amerikas førende arkæolog taler om at „Wellhausens ideer er faldet til jorden under indtrykket af vor nye viden om oldtiden“. Arkæologien har givet Bibelen ret med hensyn til „beretningen om patriarkerne, Israels tidligste poetiske litteratur, modsætningen mellem israelitternes tro og den kana’anæiske religion, landflygtigheden og hjemkomsten, og Johannes’ evangelium“. Ja, „arkæologiske data har . . . ud over enhver tvivl bevist ægtheden af Jeremias’ og Ezekiels, af Ezras og Nehemias’ bøger, de har bekræftet det traditionelle billede af begivenhederne og deres rækkefølge“. — The Bible After Twenty Years of Archaeology, af W. F. Albright.

Men allerede længe før der var noget som hed arkæologi, troede mennesker på Bibelen på grund af den oprigtighed som præger dens skribenter. Kun det menneske som er sygeligt mistænksomt eller som ønsker at finde støtte for en teori, vil forblive uberørt af bibelskribenternes ligefremhed. Uden omsvøb fortælles om de fejl trofaste mænd som Noa, Moses, David og Peter begik. Som J. Palmer siger i sin bog: „Kendsgerningerne fortælles yderst jævnt og ligefremt. Skribentens personlighed stikker aldrig frem. Man mærker ingen tegn på vrede, finder ingen beundring for Mesteren eller fjendtlige følelser over for hans modstandere. . . . Der gøres ingen forsøg på at skabe sensation eller at pynte på noget. Tillægsord er sjældne; biord og biordsagtige led træffes næsten ikke. Udtalelserne dækker kun over de nøgne kendsgerninger, der fremsættes så ligefremt og utilsløret som et ærligt vidne ville gøre det i retssalen.“

Endnu en grund, den femte, til at tro på Bibelen er den at den indeholder profetier, hvis opfyldelse er det stærkest tænkelige bevis for at Gud har inspireret den og i virkeligheden er dens forfatter. Bibelen forudsagde det israelitiske folks sørgelige historie, dets velstand, frafald og modgang. Bibelen skildrede nøjagtigt på forhånd hvordan det ene verdensrige efter det andet — Babylon, Medo-Persien, Grækenland og Rom — ville komme og gå. Den forudsagde det nøjagtige år for Messias’ komme, fortalte hvor han skulle fødes, hvilken gerning han skulle gøre, berettede om hans forfølgelse, død og opstandelse. Præcist forudsagde den de verdensforhold der har hersket siden 1914. Mennesker er end ikke i stand til med sikkerhed at forudsige vejret i morgen, men Gud kan forudsige begivenheder tusinder af år i forvejen, og det har han gjort. — 5 Mos. 28:15-68; Daniel, kap. 7 til 9; Mika 5:1; Esajas, kap. 53; Sl. 16:10; Mattæus, kap. 24; 2 Tim. 3:1-5.

Er det desuden ikke rimeligt at slutte at Skaberen ville give mennesket en rettesnor at gå efter? Han har indplantet et aldrig svigtende instinkt i dyrene, som ledes deraf lige fra de fødes til de dør. Skulle Gud elske menneskeskabningen mindre end han elsker dyreskabningen? Mennesket ledes ikke af instinkt. Det kan heller ikke selv lede sine skridt, for det fremgår tydeligt af det fordærv som præger mennesker der lever uden Guds rettesnor. Mennesket har ingen iboende viden om hvor det har sin oprindelse fra, hvorfor det lever på jorden, og hvad der skal blive dets endelige lod. Ville en kærlig Skaber give mennesket evne til at stille spørgsmål herom, men undlade at besvare dem? Selvfølgelig ikke. Gud har besvaret disse spørgsmål i sit ord, Bibelen. Den fortæller os om Skaberen, Jehova Gud, og om hans søn, Jesus Kristus. Den åbenbarer Gud som den der har dannet alt det synlige og usynlige, som den Højeste, den Evige, livets Kilde, den der er fuldkommen i visdom, retfærdighed, kærlighed og magt. Selve det at Bibelen henvender sig til vor fornuft, vor sans for retfærdighed, vor ædleste stræben, er en sjette grund til at tro på den.

Pladsen tillader kun at omtale endnu en af de mange grunde der er til at tro på Bibelen, nemlig dens høje standard og den spore som den er til retfærdighed. Kast blikket hvorhen De vil, og De vil se at hvor mennesker ikke kender Bibelen, giver de sig af med tilbedelse af solen, dyr, forfædre, mytologiens guder eller seksualtilbedelse, og intet af dette virker som en spore til retfærdighed. Hedensk religion har kun været til fordærv for kineserne, japanerne, inderne og de indfødte afrikanere. Vestens lande har ganske vist ikke trofast fulgt Bibelen, men i den udstrækning de har ladet sig lede af dens principper, har de udmærket sig i retsvidenskab, i morallære og i frihedsbegreber.

Bibelen hævede Israels folk op over oldtidens samtidige nationer; det samme gjorde den med de første kristne, og således gør den med de kristne i dag. Bibelens principper duer — hvilket er en særdeles praktisk grund for at tro på den! Og ved at efterleve disse principper beviser vi ikke alene hvorfor vi tror og hvad vi tror, men også hvordan vi tror.