Hvad siger Bibelen?

Har man lov at tage hævn?

„DET skal du få betalt!“ Er det en trussel De har hørt før? I hele menneskehedens historie har det været almindeligt at gengælde ondt med ondt, at tage hævn. Særlig i dag er denne tendens udbredt.

Der tages hævn på mange forskellige måder. Hvis børn bliver irriterede på deres kammerater, langer de måske ud efter dem. Vrede bilister giver igen ved at tude i hornet ad andre bilister eller ad fodgængere, eller ved på anden måde at genere dem. I mange familier hævner man sig ved at råbe op — eller ved slet ikke at tale med den man vil hævne sig på. Internationale hævnakter i form af krige har været skyld i at millioner har mistet livet, og det samme har blodige fejder mellem slægter eller klaner.

Hvad er det der får folk til at tage hævn? For nogles vedkommende er det stoltheden der byder dem at de må „blive kvit“. Andre mener at de i virkeligheden opmuntrer folk til at udnytte dem hvis de ikke gør gengæld når de bliver forurettet.

Hvad mener De? Hvis nogen behandler Dem dårligt, vil det så være klogest at lade som ingenting? Eller skal man tage hævn?

Ingen ved mere om hvordan mennesker bør behandle hinanden end Jehova Gud, vores Skaber. Guds syn på hvordan mennesker bør reagere når andre udsætter dem for pres eller træder dem for nær, kan findes i Bibelen, Guds ord, som er „indblæst af Gud og gavnligt . . . til at genoprejse“. (2 Tim. 3:16, fodnoten) Hvad siger Bibelen da om det at tage hævn eller „give igen med samme mønt“?

I Ordsprogene 24:29 giver Guds ord denne vejledning: „Sig ikke: ’Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans gerning.’“ Første Petersbrev 3:9 tilføjer at kristne ikke må gengælde „skældsord med skældsord“. De må altså undgå at give igen med samme mønt, i ord såvel som i handling. Blot det at tænke på at gengælde ondt med ondt, mishager Gud. „Et hjerte, der udtænker onde råd“, er nævnt som en af de ’seks ting Jehova hader’. — Ordsp. 6:16, 18.

Bibelen tilskynder os ikke til at tage hævn, men til at tilgive og vise kærlighed mod alle, selv mod vore fjender. (Luk. 17:3, 4; 10:27; 6:27, 35) I sin bjergprædiken lagde Jesus vægt på betydningen af at tilgive, idet han sagde: „Thi tilgiver I menneskene deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer; men tilgiver I ikke menneskene deres overtrædelser, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.“ — Matt. 6:14, 15.

Er det tilrådeligt at følge denne vejledning? Ja. De der sætter sig for at øve gengæld mod en anden på grund af en fortrædelighed, vil sandsynligvis gøre sagen endnu værre. I Ordsprogene 26:21 hedder det: „Kul til Gløder og Ved til Ild: saa er en trættekær Mand til at optænde Kiv.“ (1871-oversættelsen) Den der ikke gengælder ondt med ondt vil derimod ofte finde at situationen bliver bedre. „Mildt svar stiller vrede.“ — Ordsp. 15:1.

Bibelen giver også denne advarsel: „Hovmod går forud for fald, overmod forud for snublen.“ (Ordsp. 16:18) Hvis man hævner sig på den der har forset sig imod en, er man i Jehovas øjne sunket til samme lave stade som denne. — Ordsp. 26:4.

Det kan i øvrigt også berøre ens helbred. Følelser som vrede og had kan være yderst skadelige for helbredet. Den amerikanske læge dr. T. R. Van Dellen har for ikke så længe siden sagt: „Vrede anføres sjældent på dødsattesten, men denne følelse er en mere almindelig dødsårsag end mange tror.“ Dr. Hans Selye, der er leder af instituttet for eksperimentel medicin og kirurgi ved universitetet i Montreal, påpeger:

„Det er ikke den der udsættes for had eller den chef der gør andre frustrerede som får mavesår, forhøjet blodtryk eller hjertesygdomme. Det er den som nærer had eller som lader sig frustrere. ’Elsk din næste’ er et af de sikreste lægeråd der nogen sinde er givet.“

Den der prøver at tage hævn for nogle uretfærdigheder begået imod ham, beskæftiger sig i virkeligheden med noget der ikke tilkommer ham. Hvordan det? Jo, i Romerbrevet 12:19 siger Bibelen: „Tag ikke jer selv til rette, I elskede, men giv plads for Guds vrede, thi der står skrevet: ’Mig tilkommer det at straffe, jeg vil gengælde, siger Herren.’“ Den der prøver at tage hævn, tiltager sig altså en rolle som tilkommer Gud.

Vi der lever i dag har særlig grund til at fatte mod. Hvorfor? Fordi vi har set en verdensomspændende opfyldelse af det Jesus forudsagde skulle være et tegn på at afslutningen på hele denne tingenes ordning var nær. (Matt. 24:3 til 25:46) Den nulevende generation vil derfor blive vidne til at Gud griber ind og fjerner alle former for ondskab fra jorden. — Matt. 24:32-34.

Den der følger Bibelens vejledning om ikke at tage hævn, finder måske at andre kalder ham en kujon. Men er denne beskyldning berettiget? Hvad er det, ifølge Deres egen erfaring, der kræver størst mod: at miste besindelsen og gøre gengæld, eller at bevare selvbeherskelsen? Guds ord siger: „Større end helt er sindig mand, større at styre sit sind end at tage en stad.“ — Ordsp. 16:32.

Læg som modsætning til dette mærke til hvad der siges i Ordsprogene 25:28: „Som åben by uden mur er en mand, der ikke kan styre sit sind.“ Ønsker De at være som en åben by der uden videre kan angribes og indtages af fjenden? De mennesker der opirrer til strid — er det dem De ønsker at gøre indtryk på? Bibelen giver denne vejledning: „Vær ej ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen mand, at du ikke skal lære hans stier og hente en snare for din sjæl.“ — Ordsp. 22:24, 25.

Jehova Gud har sat det fuldkomne mønster for hvordan vi bør reagere når vi provokeres. Angående Jehova skrev salmisten: „Han handled ej med os efter vore synder, gengældte os ikke efter vor brøde.“ — Sl. 103:10.

Men selv om man gør sit bedste for at undgå strid og stridbare personer, kan det naturligvis ikke undgås at andre undertiden irriterer én. Hvordan skal man reagere hvis det sker?

Hvad gjorde Jesus når mennesker uden tro, modstandere af sandheden fra Gud, søgte at volde ham fortræd? Første Petersbrev 2:23 fortæller: ’Han skældte ikke igen, når han blev udskældt, truede ikke, når han led ondt.’ Hvad gjorde Jesus i stedet for at søge hævn? Det samme vers fortsætter: „[Han] overgav sin sag til ham, der dømmer retfærdigt.“ Fordi Jesus satte sin fulde lid til sin Fader når han var udsat for pres, gav Jehova Gud ham sin styrke under alle hans prøvelser. Gud vil gøre det samme for os hvis vi følger Kristi trofaste eksempel og ’kaster vor byrde på Jehova’, i stedet for at prøve at gennemføre hævnen selv. — Sl. 55:23; 1 Pet. 2:21; 5:9, 10.

Der er altså stærke grunde til ikke at tage hævn. Det er en overtrædelse af Guds bud og kan derfor ødelægge ens forhold til Jehova. De følelser der er forbundet med at søge hævn kan medføre alvorlige fysiske lidelser. Ønsket om at øve gengæld kan føre til endnu alvorligere overtrædelser af Guds lov, måske ligefrem overfald og mord. Desuden lover Jehova at han selv vil fjerne al ondskab. I betragtning af dette skulle det være let at besvare spørgsmålet: Har man lov at tage hævn?