Er Jesus virkelig steget op til himmelen?

BLANDT de seværdigheder turister får udpeget når de besøger Jerusalem er Himmelfartskirken. Den ligger uden for bymurene på Oliebjerget øst for det gamle Jerusalem, og inde i den befinder sig en sten som siges at bære „mærkerne af Kristi fødder“, „det sted hvor han stod til sidst da han blev løftet op“. Man må være lettroende eller naiv, hvis man tror på en sådan tåbelig legende.

Der er mange præster inden for kristenheden der går til den modsatte yderlighed. Det får man at vide i The Interpreter’s Bible (bind 10, s. 633): „Hvad gør nutidens kirke ud af Kristi himmelfart? Ikke særlig meget, må man vel indrømme. Trykte prædikener over himmelfarten er svære at finde. Blandt den første kirkes begreber havde himmelfarten imidlertid en afgørende betydning.“

Faktisk er der i dag en tilbøjelighed til at tvivle på om Kristi himmelfart virkelig har fundet sted. Nogle falder over at Bibelen taler om at Jesus opløftedes eller steg op til himmelen. Hastings’ Dictionary of the Bible (revideret udgave) siger: „Vor Herres himmelfart bliver ikke direkte omtalt i de synoptiske evangelier . . . Den eneste beretning om himmelfarten som en særskilt hændelse findes i Apostlenes Gerninger 1:6-11. . . . Det der er tvivlsomt ved beretningen i Apostlenes Gerninger er antydningen af at himmelfarten er en særlig begivenhed der ikke har nogen forbindelse med opstandelsen, og placeringen af den i begivenhedernes rækkefølge.“

En særskilt begivenhed

Forfatteren til Apostlenes Gerninger, Lukas, ikke blot ’antyder’ at Jesu himmelfart var en virkelig begivenhed og ikke det samme som hans opstandelse, men han beretter meget udførligt derom. Han giver os nøjagtige detaljer om hvornår, hvor og hvordan det fandt sted.

Hvornår skete det? Fyrre dage efter Jesu opstandelse. Lukas fortsætter nemlig med at fortælle om Jesu himmelfart lige efter at han har sagt: „For dem [hans disciple] havde han også, efter sin lidelse, med mange beviser fremstillet sig som den levende, idet han viste sig for dem i fyrretyve dage og talte om, hvad der hører Guds rige til.“ — Ap. G. 1:3.

Hvor fandt himmelfarten sted? På Oliebjerget; for lige efter at have fortalt derom fortsætter Lukas: „Derefter vendte de“ — hans disciple der havde vidnet om himmelfarten — „tilbage til Jerusalem fra det bjerg, som hedder Oliebjerget og ligger nær ved Jerusalem, en sabbatsvej derfra.“ — Ap. G. 1:12.

Og hvordan fandt den sted? Vi læser: „Og da han havde sagt dette, løftedes han op, medens de så derpå, og en sky tog ham bort fra deres øjne. Som de nu stirrede op imod Himmelen, medens han fo’r bort, se, da stod der hos dem to mænd i hvide klæder, og de sagde: ’I galilæiske mænd, hvorfor står I og ser op imod Himmelen? Denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen, han skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare til Himmelen.’“ — Ap. G. 1:9-11.

Hvordan kan en sådan beretning kaldes „usikker“ eller betegnes som blot en „antydning“? Der bliver her gentagne gange direkte henvist til at himmelfarten fandt sted. Det forklares at Jesus ’løftedes op’. Hans apostle så til „medens han fo’r bort“. Og de to engle sagde at „denne Jesus, som er optaget fra jer til Himmelen“ skulle komme igen. Kunne disse oplysninger være mere detaljerede?

Det at Jesus opløftedes for deres øjne, skete utvivlsomt for at understrege at han virkelig steg til himmelen, og at de ikke skulle forvente at se ham igen. Når han tidligere havde vist sig efter sin opstandelse var han sandsynligvis pludselig forsvundet af syne, som vi læser at han gjorde efter at have trøstet de to disciple på vejen til Emmaus. Da han havde givet sig til kende, „blev han usynlig for dem“. — Luk. 24:31.

Andre vidnesbyrd

De der kritiserer beretningen om himmelfarten som den står at læse i det første kapitel i Apostlenes Gerninger, stiller også spørgsmålstegn ved ægtheden af den tilsvarende beretning i Lukas 24:50, 51, idet de siger at det kun er i Apostlenes Gerninger der bliver henvist til himmelfarten som en særskilt begivenhed. Men har de tilstrækkeligt grundlag for at kunne påstå dette, og kan de give fyldestgørende argumenter herfor? Det er rigtigt at nogle få gamle manuskripter ikke citerer ordene „og opløftedes til Himmelen“, men mange andre, deriblandt det alexandrinske, det vatikanske nr. 1209 og Codex Ephraemi indeholder disse ord. Versene i deres helhed lyder: „Så tog han dem med sig ud, hen i nærheden af Betania [på Oliebjerget], og han løftede sine hænder og velsignede dem. Og det skete, medens han velsignede dem, skiltes han fra dem og opløftedes til Himmelen.“

Det er rigtigt at bibelforskerne Westcott og Hort, der har samlet en af de mest anerkendte græske bibeltekster, satte spørgsmålstegn ved ordene i deres tekst. Men som man meget rigtigt har bemærket, kan forskellen „lettere forklares som en udeladelse fra den vestlige tekst end som en tilføjelse til den orientalske tekst“.

Der har også været betydelig debat om det at Jesus tilsyneladende steg op til himmelen samme dag som han opstod fra de døde, ifølge beretningen i Lukas-evangeliets 24. kapitel. Hvordan kommer man til denne slutning? Ganske simpelt fordi der ikke er berettet om de mellemliggende begivenheder. Men i Første Korinterbrev 15:4-8 bliver der givet yderligere detaljer. Det bliver her fastslået at Jesus efter sin opstandelse og før sin himmelfart viste sig gang på gang for sine disciple.

Jesus fortalte igen og igen at han ville vende tilbage til sin Fader i himmelen: „Jeg går til Faderen.“ (Joh. 14:12, 28; 7:33; 16:5, 10, 28) På Pinsedagen henviste apostelen Peter til beviserne for at Jesus virkelig var faret til Himmelen, idet han sagde: „Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner. Efter at han nu ved Guds højre hånd er ophøjet og af Faderen har fået Helligånden, som var forjættet os, har han udgydt den, således som I både ser og hører.“ — Ap. G. 2:32, 33.

Kristi apostle afgiver lignende vidnesbyrd i deres skrifter. De forklarer at Jesus sidder ved Guds højre hånd (Rom. 8:34; Ef. 1:20; Kol. 3:1); at han blev højt ophøjet (Fil. 2:9-11; Hebr. 7:26); at han befinder sig i himmelen (Ef. 6:9; Fil. 3:20; Hebr. 4:14). I betragtning af alle disse vidnesbyrd kan der simpelt hen ikke være nogen tvivl om at Bibelen lærer at Jesus ikke alene opstod fra døden, men også steg op til himmelen, hvor han har befundet sig lige siden.

I hvilken retning?

Nogle rejser indvendinger imod at Bibelen lærer at Jesus steg op til himmelen, idet de hævder at himmelen ikke kan være „oppe“ over jorden, ligegyldigt hvor man så måtte befinde sig. Men denne indvending er ikke fornuftig. New York Times skriver i forbindelse med en af de rejser nogle astronauter foretog, at de „steg 739 sømil op“, mens de i virkeligheden fjernede sig denne afstand fra jorden.

Der er ingen tvivl om at Jesu opstigning — ligesom astronauternes — faktisk begyndte med en opadgående (i virkeligheden en udadgående) bevægelse fra det sted hvor apostlene stod. Derefter drog Jesus naturligvis i den retning det var nødvendigt for at nå ud til sin himmelske Faders nærhed. Det er interessant at lægge mærke til at Bibelen til tider bruger udtrykket ’forlade’, når den omtaler engle der bevæger sig bort fra den jordiske skueplads. — Luk. 2:15; Ap. G. 12:10.

Vi må imidlertid indrømme at vor viden om åndeverdenen er yderst begrænset. Det er derfor rimeligt at tro at Jesus ikke blot i rent bogstavelig men også i åndelig forstand, opløftedes til en tilværelse i Guds nærhed i det åndelige rige. Når alt kommer til alt er dette rige ikke underlagt fysiske eller materielle love, faktorer eller begrænsninger.

I hvilket legeme?

Betyder dét at Jesu apostle vidnede om at Jesus for til himmelen, ikke at han steg op i Guds nærhed i et menneskeligt legeme? Det er der almindelig enighed om i kristenheden. Men således forholder det sig ikke. Hvorfor ikke? Det er der flere grunde til. Vi får at vide at „Kristus . . . led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden“. (1 Pet. 3:13) Derfor kunne han vise sig for sine apostle til trods for at de befandt sig bag låsede døre; og til andre tider „blev han usynlig for dem“. (Luk. 24:31; Joh. 20:26) Endvidere får vi forsikring om at ’kød og blod ikke kan arve Guds rige’. Derfor kunne Jesus ikke være kommet ind i himmelen i et kødeligt legeme. — 1 Kor. 15:50.

Det siges endvidere at Jesus gav sit „kød, til liv for verden“. Eftersom Jesus således ofrede sit menneskelegeme som „løsesum for alle“, følger det heraf at han ikke kunne få en opstandelse i kødet til en menneskelig tilværelse uden at gøre sit offer ugyldigt. — Joh. 6:51; 1 Tim. 2:5, 6.

Men en eller anden vil måske spørge: Hvordan kunne noget sådant ske? Er åndeskabninger ikke usynlige for mennesker og bevæger de sig ikke ligesom vinden, som Jesus sagde til Nikodemus? (Joh. 3:8) Men Jesus viste sig dog i menneskeskikkelse for sine disciple efter sin opstandelse. Det er sandt, men han havde blot materialiseret sig i et menneskelegeme ved sådanne lejligheder. Det var derfor Maria ikke kunne kende ham, og det kunne hans apostle ved bredden af Genezaret-søen heller ikke. (Joh. 20:15-17; 21:4) Dette var ikke noget nyt, for engle havde gang på gang materialiseret sig som mennesker, som da en „åbenbarede sig“ for Moses, en anden for Josua og endnu en for Samsons forældre, for blot at nævne nogle få eksempler. (Jos. 5:13-15; Dom. 13:3-20; Ap. G. 7:35) På lignende måde var Jesus i kontakt med sine apostle, idet han opmuntrede dem ved at vise sig i et legeme de både kunne se og røre ved, således som Tomas gjorde. — Joh. 20:26-29.

Hvorfor steg Jesus til himmelen?

Alle de førnævnte vidnesbyrd og argumenter bliver yderligere bekræftet, når vi betænker hvorfor Jesus nødvendigvis måtte stige op til himmelen. Det var det eneste passende i den forbindelse. Jesus forlod af egen fri vilje den himmelske herlighed, kom til jorden som et menneske, var udsat for mange lidelser og gav sit menneskeliv som et offer. (Fil. 2:5-8; Matt. 20:28; Hebr. 5:8) Kan vi så ikke gå ud fra at Gud til gengæld ville belønne ham, og ikke ville lade ham ligge i graven eller blot lade ham blive tilbage på jorden? Apostelen Paulus forsikrer os om at Gud ikke glemmer de ofre hans tjenere bringer. (Hebr. 6:10) Derfor kan vi ikke komme til anden slutning end at Gud på passende måde ville belønne Jesus for hans uegennyttige adfærd.

Jesus forventede i virkeligheden også at vende tilbage til den herlighed han havde hos Faderen, som man kan se af den bøn han bad den nat han blev forrådt: „Fader! herliggør du mig . . . med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.“ (Joh. 17:5) Ikke blot besvarede Gud denne bøn, men han gav Jesus en endnu større herlighed: „Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig . . . og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!“ — Fil. 2:9-11.

Men der er andre vigtige årsager til at det må forholde sig således. Jesus, gav sit liv og sit menneskelegeme som et offer for menneskers synder, men for at han som ypperstepræst kunne anvende fortjenesten af dette offer til gavn for menneskeheden måtte han oprejses fra døden og stige op til himmelen. Derfor læser vi: „Kristus gik ikke ind i en helligdom, som er gjort med hænder . . . men ind i selve Himmelen for nu at træde frem for Guds åsyn til bedste for os.“ Og endvidere: „Men synder nogen, så har vi en talsmand hos Faderen, Jesus Kristus, den retfærdige.“ — Hebr. 9:24; 1 Joh. 2:1.

Fremdeles må de talløse millioner døde der ligger i mindegravene nødvendigvis have en opstandelse for at kunne få gavn af Kristi offer; og den forret at oprejse de døde har Gud givet sin søn. Dette store mirakel, opstandelsen, vil kun kunne udføres af en åndeskabning der har fået overdraget ’al magt i himmelen og på jorden’. — Joh. 5:28, 29; Matt. 28:18.

Endvidere talte Jesus til stadighed om Guds rige; det var faktisk temaet i hele hans forkyndelse. I sin mønsterbøn viste han hvad hensigten med Riget var, nemlig at Guds navn skulle helliges og Guds vilje ske på jorden såvel som i himmelen. For at dette rige kan overtage herredømmet over jorden må Jesus og hans himmelske hærskarer først fjerne den nuværende onde tingenes ordning, både den usynlige og den synlige, således som Bibelen siger han snart vil gøre. — Matt. 6:9, 10; Åb. 16:14, 16; 19:11-21.

Desuden får vi at vide at „han bør være konge, ’indtil han får lagt alle fjender under sine fødder.’ Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden“. Det betyder at Gud ved Kristus vil tørre enhver tåre af menneskers øjne, at den adamitiske død ikke længere vil eksistere og at der hverken vil være sorg, skrig eller pine mere. En sådan herlig fuldbyrdelse af Jehova Guds hensigt med jorden og mennesket kan kun ske ved hjælp af en himmelsk konge, den himmelske konge Jesus Kristus. — 1 Kor. 15:25, 26; Åb. 21:4.

Der er ikke nogen tvivl om at Guds ord har rigelige og klare beviser for at Jesus Kristus er steget op til himmelen.