„Ske din vilje på jorden“, 16. del
Som „Kongen der gennemtvinger den højeste vilje“ blev Jesus født af den jødiske jomfru i Betlehem, født til at blive arving til den pagt Jehova Gud havde indgået med kong David om det evige rige. Jesus voksede op til manddom i Nazaret. Da hans forløber, Johannes Døber, begyndte at forkynde at Himmeriget var nær, vidste Jesus at nu var Guds forudsagte tid inde til at han skulle træde frem som arving til riget. Han gik ikke til hovedstaden Jerusalem, men til Jordanfloden, til Johannes, for at blive døbt. Dér døbte Johannes Jesus, ikke for at symbolisere at han var en synder der angrede sine overtrædelser af Jehovas lov, men for at symbolisere at han var kommet for at gøre det som fra nu af var Jehovas vilje med ham. Efter sin dåb anvendte han bestandig sin viljestyrke i overensstemmelse med Guds vilje.
22. Hvad var Johannes’ døbergerning i almindelighed og hans dåb af Jesus i særdeleshed et tegn på, og hvilke interesser tjente Jesus ved at indvi sig til Gud?
22 Vi bør erindre os denne betagende kendsgerning: Den vanddåb Gud lod Johannes begynde at udføre, var et tegn på at Himmeriget var kommet nær! At Johannes døbte Jesus var en påpegning af at Guds rige var nær; ja, dette rige fremstod midt iblandt jøderne da Guds ånd efter vanddåben dalede ned over Jesus. Gud døbte da selv sin søn med hellig ånd. At Jesus kom til dåbsstedet for at gøre Guds vilje og at han symboliserede denne sin indvielse ved en vanddåb var for Jesus et skridt henimod Guds rige. Han havde forladt sit tømrerhåndværk i Nazaret. Han var nu kommet for at tjene Himmerigets interesser, det rige Johannes forkyndte om. Han havde viet sig til Guds universelle suverænitets interesser, som dette rige var et udtryk for.
23. Hvorledes var den dåb der begyndte med Jesus forskellig fra Johannes’ dåb af angrende jøder?
23 Den dåb som tog sin begyndelse med Jesus, var forskellig fra Johannes’ dåb af de jøder der angrede deres synder imod Moseloven. Den vanddåb der begyndte med Jesus er en dåb for alle som tror på ham og på hans himmelske Fader, for troende der har indviet sig til Gud efter Kristi mønster og nu kommer for at gøre Guds vilje. Det er en dåb der indebærer en anerkendelse af Faderen, Sønnen og den hellige ånd, eller sker „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“. (Matt. 28:19, NW) Det er en dåb der symboliserer den troendes indvielse til den universelle suveræn, Jehova Gud, til at gøre hans vilje som den er åbenbaret i forbindelse med hans rige. Det er derfor ikke i modstrid med ret handlemåde at Jehova Gud nu blandt sine vidner på jorden skulle genindføre den fuldstændige vanddåb, hvorved den troendes legeme nedsænkes helt under vandet, symboliserende hans uigenkaldelige indvielse til, med Jesus Kristus som forbillede, at gøre Guds vilje.
24. Hvilken kundskab havde Jesus, og hvad havde oplyst ham da han tilbageviste Satans tilbud om denne verdens riger?
24 Fra den tid Jesus blev døbt i vand og salvet med hellig ånd levede han, nu Kristus, for det himmelske Guds rige. Under fristelsen i Judæas ørken afviste Jesus Satan Djævelens tilbud om at alle denne verdens riger og deres herlighed ville blive ham givet hvis han ville falde ned for Djævelen og udføre en tilbedelseshandling til ære for ham som „denne tingenes ordnings gud“. Jesus vidste meget vel at han selv var arving til riget i henhold til Guds pagt med David. Han vidste at han netop var blevet salvet med Guds ånd for at han kunne blive arving til Himmeriget. Derfor tilbageviste han Satans billige tilbud og bød ham: „Vig bort, Satan! thi der står skrevet: ’Du skal tilbede Herren [Jehova, NW] din Gud og tjene ham alene.’“ (Matt. 4:8-10) Jesus vidste også — oplyst af den hellige ånd — at han var blevet salvet til at forkynde gode nyheder for de sagtmodige. — Es. 61:1-3; Luk. 4:16-21.
25. Hvad begyndte Jesus at forkynde efter Johannes’ fængsling, og hvad forudsagde han skulle være et bevis på Guds riges oprettelse?
25 Efter at Johannes Døber var blevet fængslet og således var forhindret i at forkynde og døbe, begyndte Jesus Kristus åbent at forkynde Riget idet han sagde: „Omvend jer, thi Himmeriget er kommet nær.“ (Matt. 4:12-17) Han udvalgte sig tolv apostle, som han oplærte til at forkynde, og derefter sendte han dem ud to og to for at forkynde den gode nyhed om Riget. Han forudsagde afslutningen på Satans verden og oprettelsen af Guds rige og som et af beviserne på dets oprettelse i himmelen forudsagde han: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og så skal den absolutte ende komme.“ — Matt. 24:14, NW.
26. Hvorledes kom spørgsmålet om riget til at spille en stor rolle i forbindelse med Jesu henrettelse, og hvad skete da han døde?
26 Til sidst døde Jesus som martyr, som et vidne for Guds rige, trofast imod sin indvielse til at gøre Guds vilje, trofast imod sin salvelse til at forkynde Riget. Over for den romerske statholder, Pontius Pilatus, havde mange af de jødiske præster, der kom i spidsen for en pøbelsværm, forkastet Jesus ved at sige: „Vi har ingen anden konge end kejseren.“ Og da Jesus døde på marterpælen var følgende indskrift opslået over hans hoved: „Jesus fra Nazaret, jødernes konge.“ (Joh. 19:15, 19) Dette skete fredag den 14. nisan år 33 e. Kr., midt i den halvfjerdsindstyvende åruge som var forudsagt i Daniel 9:26, 27. I det øjeblik han døde indtraf der et jordskælv og forhænget i helligdommen i Jerusalem revnede fra øverst til nederst. — Matt. 27:51.
27. Hvorfor var det forgæves at Satan huggede Jesus i hælen, og hvorledes blev Jesus nu erklæret for Guds søn?
27 „Urslangen“, Satan Djævelen, havde hugget Guds kvindes sæd i hælen, men forgæves! Jehova Gud kunne ikke bryde sin pagt om riget med Davids arving, Jesus Kristus. Han kunne ikke lade sit løfte uopfyldt, at Hans kvindes sæd skulle knuse Slangens hoved. Han havde også bragt Jesus ind på vejen til åndeligt liv i det himmelske da han efter vanddåben avlede ham ved hellig ånd. Han havde endnu tilbage at føre sin salvede søn frem til en fuldstændig fødsel i det himmelske. Guds søn kunne under ingen omstændigheder fastholdes i døden. Nøjagtig til den forudsagte tid, nemlig på tredjedagen efter hans død, oprejste den himmelske Fader ham til liv i himmelen, som „den førstefødte af de døde“, hvorved Gud erklærede ham for at være sin udødelige, himmelske, guddommelige søn. „Hans søn, der ifølge sin kødelige herkomst er født af Davids slægt og ifølge Helligheds-ånd med vælde blev godtgjort at være Guds søn ved opstandelse fra de døde, Jesus Kristus vor Herre.“ — Kol. 1:18; Rom. 1:3, 4.
28. Hvad oprejstes Jesus fra de døde for at blive, og hvad gjorde han derpå?
28 Ved Guds uimodståelige kraft blev Jesus løftet op fra sin dåb til døden for at han — nu i det himmelske — fremdeles kunne udføre hvad Faderens vilje foreskrev ham. Han blev i enhver henseende en „ny skabning“. Han oprejstes som en åndeskabning med et åndeligt legeme, „han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden“. (1 Pet. 3:18) Som følge af denne åndelige opstandelse kunne han på den fyrretyvende dag efter sin opstandelse stige op til himmelen og træde frem i Guds nærværelse til bedste for alle som tror på ham, og sætte sig ved Guds højre hånd som Davids „Herre“. — Hebr. 9:24; 10:12.
Kapitel VII
De hellige der skal regere
1. Hvorledes fik Jesus sine første disciple, og hvad bekendte de allerede da om ham?
JESUS KRISTUS indsamlede sine første disciple blandt de mænd og kvinder Johannes Døber havde beredt ham. Engelen Gabriel havde sagt at Johannes skulle „gøre et velegnet folk rede for Jehova“. (Luk. 1:13-17, NW) Da den døbte Jesus vendte tilbage efter de fyrretyve dage hvori han fastede, granskede og fristedes i Judæas ørken, så Johannes ham komme og udbrød: „Se Guds lam, som bærer [borttager, margen] verdens synd!“ (Joh. 1:29) Den følgende dag begyndte to af Johannes’ disciple, Andreas og Johannes, Zebedæus’ søn, at følge Jesus. Andreas fandt sin broder Simon Peter „og siger til ham: ’Vi har fundet Messias’ (det er det samme som Kristus)“. Simon Peter kom til erkendelse af at dette var sandt, og begyndte at følge den lovede Messias eller Kristus. Senere fandt Jesus Filip fra Betsajda og sagde til ham: „Følg mig!“ Ivrig efter at udbrede den gode nyhed fandt Filip Natanael. På mirakuløs måde viste Jesus at han forud kendte denne Natanael, som da udbrød: „Rabbi! du er Guds søn, du er Israels konge.“ — Joh. 1:35-49.
2. Hvilken bekendelse viste at Jesu apostle var af samme overbevisning da afslutningen på hans jordiske tjeneste nærmede sig, og hvad sagde Jesus da til Peter?
2 Det er ganske øjensynligt at Jesu disciple lige fra begyndelsen anerkendte ham som den lovede Kristus eller Messias og som Guds søn. Faktisk havde Johannes Døber dér ved Jordanfloden fortalt sine disciple at han havde døbt Jesus og set Guds ånd synligt manifesteret dale ned over Jesus, og han havde kunnet bevidne: „Han er Guds søn.“ (Joh. 1:29-34) Johannes’ disciple troede dette da Johannes ledte dem til Jesus, „Guds lam“. Offentligt gav Jesus sig imidlertid ikke til kende for folket som Messias eller Kristus skønt han omtalte sig selv som Guds søn og stadig henviste til sin himmelske Fader der havde sendt ham. Blandt jøderne som hørte Jesus tale og så hans undergerninger var der forskellige meninger om hvem han var. Men bevarede hans disciple den samme overbevisning om ham som de havde fra begyndelsen? I sin jordiske tjenestegernings tredje år, da Jesus og disciplene befandt sig oppe i nærheden af Kæsarea Filippi, spurgte Jesus: „Men I, hvem siger I, at jeg er?“ Simon Peter svarede: „Du er Kristus, den levende Guds Søn.“ Jesus kaldte Peter lykkelig og sagde at det havde den himmelske Fader åbenbaret ham. Derpå tilføjede Jesus: „Så siger også jeg til dig, at du er Petrus [Petros, græsk], og på den klippe [petra, græsk] vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den.“ — Matt. 16:13-18.
3. Hvem er den her omtalte klippe, således som også Peter selv indrømmer?
3 Peter er ikke enig med romersk-katolske gejstlige der hævder at Jesus her udtalte at Peter var den „klippe“ hvorpå det åndelige hus, kirken eller menigheden, er bygget. I sit første brev benægter Peter med henvisning til Jesus Kristus at han selv skulle være klippen (petra) idet han skriver: „Kom til ham, den levende sten, der vel er vraget af mennesker, men udvalgt og kostelig i Guds øjne, og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud.“ (1 Pet. 2:4, 5) Peter var selv blot en levende sten i det åndelige hus der er bygget på Jesus Kristus. Også Paulus var af samme mening som Peter, for han sagde: „Alle spiste den samme åndelige mad og alle drak den samme åndelige drik, thi de drak af en åndelig klippe [petra], som fulgte med; og den klippe [petra] var Kristus.“ (1 Kor. 10:3, 4) Det var derfor sig selv Jesus Kristus hentydede til med udtrykket „den klippe“ eller petra; og det er på sig selv, „Kristus, den levende Guds søn“, han opbygger sin menighed, som Dødsrigets eller Hades’ porte ikke skal få magt over. Hades, som er menneskehedens fælles grav, fik ikke magt over Jesus Kristus selv, for på tredjedagen efter hans død og begravelse oprejste den almægtige Gud ham.
4. Hvad viser om Jesus omstyrtede synagogen for at grundlægge den kristne menighed på sig selv?
4 Jesus omstyrtede ikke den jødiske synagoge for at grundlægge den kristne menighed på sig selv som den symbolske klippe. Han underviste i mange jødiske synagoger. (Matt. 4:23; 9:35; 12:9; 13:54) Efter at være blevet forrådt til sine fjender stod Jesus for den jødiske højesteret i Jerusalem, anklaget for kætteri og blasfemi; han sagde da til ypperstepræsten Annas: „Jeg har talt frit ud til verden; jeg har stadig lært i synagoger og i helligdommen, dér, hvor alle jøderne kommer sammen, og i det skjulte har jeg intet talt.“ (Joh. 18:19, 20) Følgelig organiserede Jesus ikke før sin pælfæstelse og opstandelse fra de døde sine efterfølgere som en menighed, som et åndeligt hus eller en helligdom for Gud.
„Herrens aftensmåltid“
5. Hvor og hvornår højtideligholdt Jesus sin sidste påskefest, og hvorfor sendte han Judas Iskariot bort?
5 Det var torsdag aften, påskeaftenen, aftenen til den 14. nisan år 33 (e. Kr.), årsdagen for den første påske som israelitterne under Moses fejrede i Ægypten lige før deres udfrielse. Jesus samlede sine tolv apostle om sig i en stor sal oppe i et hus i Jerusalem for at højtideligholde aftenen. Ved bordet sagde han: „Jeg har hjerteligt længtes efter at spise dette påskemåltid med jer, før jeg skal lide. Thi jeg siger jer, at jeg skal aldrig mere spise det, før det fuldkommes i Guds rige.“ (Luk. 22:14-16) Det betød at dette var det sidste bogstavelige påskemåltid han ville spise som jøde efter kødet. Under festmåltidet sendte Jesus Judas bort fra salen; Judas var således frit stillet og kunne samme nat forråde ham. — Joh. 13:21-31.
6. Hvad var det nye Jesus indstiftede for sine disciple og som de skulle fejre hvert år den 14. nisan, og hvorledes beskriver Mattæus det?
6 De afsluttede deres måltid hvorunder de havde spist påskelammet og det usyrede brød og drukket vin til, alt sammen i overensstemmelse med Jehovas lovpagt med det gamle Israel. Derpå tilkendegav Jesus at en ny ordning ville blive indført for Jehovas trofaste tilbedere. Jesus omtalte nemlig for dem en ny pagt og en pagt om riget, og følgelig indstiftede han et nyt aftensmåltid, der skulle fejres hvert år den 14. nisan efter den mosaiske kalender. Apostelen Mattæus var til stede og tog del i dette første måltid; han beretter følgende om hvad der skete: „Mens de nu spiste, tog Jesus et brød, velsignede, brød det og gav sine disciple det og sagde: ’Tag dette og spis det; dette er [betyder, NW] mit legeme.’ Og han tog en kalk og takkede, gav dem den og sagde: ’Drik alle heraf; thi dette er [betyder, NW] mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Og jeg siger jer: fra nu af skal jeg ikke mere drikke af denne vintræets frugt før den dag, da jeg skal drikke den ny sammen med jer i min Faders rige.’ Efter at de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.“ — Matt. 26:26-30.
7. Hvilket legeme hentydede Jesus til med de ord han udtalte over brødet?
7 Da Jesus fortalte de tilbageblevne elleve apostle at brødet var eller betød hans legeme, havde apostlene den rette forståelse af at det betød Jesu eget legeme af kød og ben. Jesus havde aldrig fortalt dem at den menighed han ville opbygge på sig selv som en klippe, ville blive hans åndelige „legeme“, hvis himmelske hoved han ville være. I de fire levnedsskildringer af Jesus, skrevet af Mattæus, Markus, Lukas og Johannes, anføres det kun i Mattæus 16:18 og 18:17 at Jesus brugte ordet „menighed“ eller „kirke“; men han sagde intet om at den skulle være et åndeligt legeme med ham selv som hoved. Med ordene „Dette betyder mit legeme“ hentydede han følgelig ikke til det kommende åndelige legeme, som er den kristne menighed med ham som overhoved. Han hentydede til sit eget legeme som han havde fået gennem den jødiske jomfru Maria og som Gud på mirakuløs måde havde tilvejebragt for ham.
8. Hvad skulle der ske med hans menneskelegeme og i hvilken hensigt?
8 Hvad skulle der ske med dette legeme? Ifølge Lukas 22:19 sagde Jesus: „Dette er [betyder, NW] mit legeme som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!“ Det betød at hans menneskelegeme skulle bringes som et uigenkaldeligt og ikke gentaget offer til bedste for dem og til bedste for alle de mennesker der ville tro på ham og tage imod hans offer. Hebræerne 10:10 beviser dette ved at sige: „I den [Guds vilje] er vi blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret.“ Hans menneskelegeme var et offer Gud kunne modtage fordi det var fuldkomment, uden synd, hvilket symboliseredes ved brødet uden surdej, idet surdej er et bibelsk symbol på synd. (1 Kor. 5:8; Hebr. 7:26-28) Med sit eget legeme virkede Jesus som den der bærer synden for dem af den ufuldkomne, syndige menneskehed der ville tro på værdien af og kraften i hans offer. Peter påminder de kristne: „Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor, ’han som ikke gjorde synd, og i hvis mund der ikke blev fundet svig,’ . . . han, som selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ [pælen, NW], for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden, han, ’ved hvis sår I fik lægedom’.“ — 1 Pet. 2:21-24.
9. Hvad skulle der ske med Jesu blod og hvorfor?
9 Denne enkle betydning af det usyrede brød støttes også af den betydning Jesus tillagde bægeret med vinen, „denne vintræets frugt“. Han gav dem den for at de skulle drikke af den og sagde: „Dette er [betyder, NW] mit blod, pagtsblodet, som udgydes for mange til syndernes forladelse.“ Vinen var altså et symbol på hans blod. Mens dette var i hans menneskelegemes blodkar virkede det til bevarelse af hans jordiske menneskeliv. Skaberen af Jesu legeme havde for lang tid siden sagt: „Kødets sjæl er i blodet, og jeg har selv hældt det på alteret for jer, for at skaffe soning for jeres sjæle, fordi det er blodet som skaffer soning på grund af sjælen i det.“ (3 Mos. 17:11, NW) Udgydelsen af Jesu blod ville betyde hans død som menneske. Det var menneskers synder der var tale om og det var derfor nødvendigt at et fuldkomment menneskeoffers blod blev stænket på Guds alter, „thi det er umuligt at blod af tyre og bukke kan borttage synder“. (Hebr. 10:4) Jesus vidste hvad han måtte gøre med sit blod, for han kendte Guds regel: „Der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt.“ — Hebr. 9:22.
(Fortsættes)