Himlene, som sagde: ’Denne er min Søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.’“ (Matt. 3:13-17; Sl. 40:8, 9; Hebr. 10:7) Beretningen giver tydeligt til kende at Jesu himmelske Fader Jehova fandt behag i at Jesus fremstillede sig og symboliserede dette ved dåben. For at følge Jesu eksempel lod medlemmerne af den første kristne menighed sig døbe. (Ap. G. 10:48; 8:12, 36, 38, 39) Den dåb som kristne af jødisk herkomst lod sig underkaste indtil år 36 e.v.t. var ligeledes et symbol på at de fremstillede sig som medlemmer af et indviet folk. Derefter blev den kristne dåb, hvad enten det var kristne af jødisk eller ikke-jødisk herkomst der underkastede sig den, et symbol på deres indvielse, for ved Jesu død i år 33 e.v.t. ophørte Jehovas tilknytning til jøderne gennem Lovpagten, ligesom den tid hvori Israel havde nydt en særlig gunst ophørte umiddelbart før det kristne evangelium blev forkyndt for ikke-jøder. Nu, på dette sene tidspunkt i historien, har enkeltpersoner i alle folkeslag, uanset race og herkomst, både jøder og ikke-jøder, lige adgang til Jehova Gud med muligheden for at foretage en personlig indvielse og derpå opfylde forpligtelsen til at symbolisere den ved vanddåben.

Din samvittighed i forholdet til Jehova

„Dåben, som ikke er fjernelse af legemets smuds, men en bøn til Gud om en god samvittighed.“ — 1 Pet. 3:21, fodnoten.

1. (a) Hvilke hovedkrav har en discipel lært? (b) Hvilken beslutning har han truffet? (c) Hvorfor er dåben den første lydighedshandling?

DISCIPLE er mennesker der bliver undervist, og ud fra den belæring de modtager, får de kendskab til hvad Jesus befalede. Derfor ved de hvilke pligter de har i forhold til Jehovas kristne organisations moralnormer og Bibelens krav med hensyn til forkyndelsen af den gode nyhed, budskabet om Jehovas rige, således som disse normer og dette krav er formuleret i Bibelen. Indvielsen er blevet besluttet og foretaget inden den symboliseres ved vanddåben. Derfor betegner dåben den første lydighedshandling der må udføres af disciple som opfylder kravene. I symbolet på indvielsen udtrykker disciplen en bøn om et sundt og nært forhold til Gud.

2, 3. Hvilken bøn eller anmodning retter disciplen til Gud ved dåben?

² „Gå derfor og gør disciple af folk af alle nationer, idet I døber dem i Faderens . . . navn.“ (Matt. 28:19, NW) Denne befaling skildrer det nære forhold til Jehova der opnås af den discipel som er blevet døbt på behørig måde. Som vi har set er vanddåben ikke et symbol på „fjernelse af legemets smuds“. Den er ikke et billede på at vore synder aftvættes i Jesu Kristi blod, en renselse der omtales i Første Johannesbrev 1:7 og i Åbenbaringen 1:5. Vanddåben er derimod et udtryk for „en bøn til Gud om en god samvittighed“. „Dengang Gud i sin langmodighed biede i Noas dage, medens arken blev bygget. I den blev nogle få, nemlig otte, sjæle frelst gennem vand, der er et forbillede på det vand, som nu frelser også jer, nemlig dåben, som ikke er fjernelse af legemets smuds, men en bøn til Gud om en god samvittighed.“ (1 Pet. 3:20, 21, fodnoten) Når Peter i omtalen af den verdensomspændende vandflod i Noas dage fører tanken hen på vanddåben — som