fuldkomment liv i et jordisk paradis. De sover ind med håbet om en opstandelse til fuldkomment liv på jorden under Kristi tusindårsrige. Det er ved at lytte til den rette hyrdes røst, der i dag forkynder de gode nyheder om Riget på hele jorden til et vidnesbyrd for alle nationerne, og derpå hengivent at følge ham som Guds salvede konge, at de døbes til den større Noa. Det er grunden til, at de forandrer deres livsvaner. De spilder ikke længere deres tid med at efterligne denne verdens levevis, men lever efter det nye tingenes system, tryghedens ark.

(The Watchtower, 15. november 1951)

Bøn til Gud om en god samvittighed

1. Hvorledes ventede Guds tålmodighed i Noas dage? Hvordan gør den det nu?

APOSTELEN Peter minder os om, at „Guds tålmodighed ventede i Noas dage, mens arken blev bygget“. (1 Pet. 3:20, NW) Siden 1914 har vi levet på Jehovas forberedelsesdag eller den dag, han ruster, thi fra 1914 og til Harmagedon, den universelle krig, er det en „endens tid“ for denne verden, „afslutningen på tingenes system“. (Nah. 2:4) Alle omstændighederne beviser, at disse dage er som Noas dage, og atter udøver Jehova Gud tålmodighed, idet han venter og venter. Eftersom befalingen om at bygge arken blev givet Noa, da hans sønner nu var gift, må Gud have ventet tålmodigt flere årtier. På tilsvarende vis har vi under Kristi Jesu nærværelse i vore dage i det himmelske rige allerede levet over tre årtier siden 1914. Hvor længe Guds tålmodighed endnu vil vente, inden han lader ilddåben ramme denne verden til dens undergang, ved vi ikke, for det er ikke blevet os givet at kende den nøjagtige dag og time.

2. Hvorfor betyder Guds tålmodighed ikke, at han er langsom til at indfri sit løfte?

² Vi skal dog ikke fortolke det derhen, at Gud er langsom til at opfylde sit løfte om at oprette en ny verden med nye himle og en ny jord til velsignelse for alle jordens slægter, både de døde og de levende. Han har fastsat dagen og timen, og han vil overholde disse tider og stunder. Intet, som Satan, Djævelen, har gjort eller kan gøre, vil bevæge ham til at udskyde dagen og timen og forhale ilddåben over denne verden. Det er grunden til, at Peter siger, at denne „Jehovas dag“ vil komme pludseligt over denne vantro, spotske og ligegyldige verden, ja, som en tyv om natten. Vi ønsker ikke at blive forledt til uagtpågivenhed, men altid at befinde os i „arken“ og døbte til den større Noa opholde os der, når den frygtindgydende dag og time kommer. I lighed med apostelen Peter bør vi betragte „vor Herres tålmodighed som frelse“. Vi burde indse, at han viser os tålmodighed og giver os tid, så vi kan arbejde på vor egen frelse med frygt og bæven. En del af dette arbejde består i at hjælpe så mange „andre får“ som muligt til anger, således at de kan søge Guds værn og blive frelst fra den kommende undergang. Han ønsker ikke, at nogen af disse skal forgå, men han vil, at de skal lægge den anger for dagen, der fører til frelse i arken. Deres oplæring og vejledning til tingenes system inden for arken tager sin tid, og Jehova har i sin godhed udvist tålmodighed og indrømmer os den tilstrækkelige tid. Men denne tidsfrist nærmer sig hastigt sin afslutning med hans fastsatte dag og time. — 2 Pet. 3:9, 15.

3, 4. a) Hvad måtte Noa og hans familie tåle på deres tid? b) Hvad må vi udholde, men hvem er dog den mest tolerante?

³ Dagene forud for Vandfloden var en tid, da jorden var fuld af vold. Alt kød havde fordærvet sin livsførelse og moral, og engle fra himmelen medvirkede til fornedrelsen af menneskeslægten. De kæmpelignende Nefilim tyranniserede mennesker og vandt sig ry og navn som helte. I religiøst hykleri misbrugte mennesker Jehovas navn og bragte forsmædelse over det. Noa og hans familie måtte tåle meget.

⁴ Ligeledes må vi tåle disse tiders vold, menneskesamfundets fordærv og brutaliteten hos de totalitære diktatorer, der ligesom Nefilim vinder sig navnkundighed og misbruger deres magt til at tyrannisere menneskeslægten. Vi må for vort samarbejde med Kristus Jesus, den større Noa, i hans gerning udholde den hån og spot, verdslige religionsdyrkere tildænger os med, mens det religiøse hykleri i kristenheden stadig vildleder det lettroende folk. I disse vanskelige tider må vi finde os i mangt og meget, mens Gud selv i megen langmodighed har båret over med vredens kar, der kun er tjenlige til udslettelse. Amerikanere og andre vil måske rose sig af deres religiøse tolerance, der sikres dem i deres grundlove, men deres behandling af Jehovas vidner beviser, at de ikke udviser en sådan fordragelighed. Når det drejer sig om tålsomhed, så har Jehova Gud udvist den største religiøse tolerance og det i langt længere tid, end den amerikanske eller nogen anden moderne nations historie går tilbage, nemlig i 4320 år, eller lige siden Babylon blev grundlagt kort efter Vandfloden. Denne guddommelige tålmodighed har givet oprigtige mennesker lejlighed til at redde sig ud af den falske religion og dens vildfarelser, inden den til sidst forsvinder, og dens stivsindede tilhængere forsvinder sammen med den.

5. Hvilket modstykke har Vandfloden? Hvem kan vente, at modstykket til Vandfloden vil indtræffe i deres tid?

⁵ Vor tids sidestykke til Vandfloden er Harmagedonslaget. De første kristne levede, som om det ville indtræffe i deres generation og de skulle overleve det i de kristnes ark. Men det er os, som nu lever, der bliver advaret af profetien og dens opfyldelse, at vi bør være forberedt på, at det vil blive udkæmpet i vor generation. Tilstedeværelsen af den „store skare“ af andre får er et yderligere bevis, der bekræfter dette. Vi ønsker ikke at blive døbt med den ilddåb, som beskrives i 2 Peter 3:7-12, og som venter de onde himle og jorden, der nu er. Det er derfor en tvingende nødvendighed at holde os til den sande dåb. Men hvordan?