derved fyldte de ikke alene Apollons tempel med skatte, men det blev nødvendigt at opføre andre bygninger for at huse kostbarhederne. Delfi, sædet for Apollons orakel, er blevet kaldt „Oldtidens Vatikan“.

En samvittighedsløs religion

I den tidligste tid byggede grækerne altre, hvorpå de ofrede på åben mark, i lunde eller på bakker og bjergtoppe. Senere blev der bygget templer, enten til ære for en eller anden guddom eller til minde om en afdød ven eller slægtning. Ved indgangen til deres templer var der sædvanligvis et „stænkekar“, en beholder af sten eller kobber fuld af „helligt vand“, og det tjente omtrent samme formål, som „vievand“ gør i de katolske kirker i vor tid.

På altrene blev der ofret dyr, og de, der ofrede dem, spiste selv noget af dem. Det siges, der til tider endog blev ofret mennesker. Der blev også frembåret blodløse ofre i form af røgelse, ædle metaller, kar, klæder og penge, og disse kostbarheder fandt undertiden vej til præsternes hjem, eller de havnede hos byens fremtrædende mænd.

Der holdtes ikke nogen sabbat, men der blev fejret omkring halvtreds fester i løbet af året. Nogle var til ære for guderne, andre til ære for årstiderne, og andre igen blev holdt for at fejre store nationale sejre o.s.v., og alt dette bragte grækerne mange adspredelser. Mange af festerne blev fejret med stor pomp og pragt og med processioner, der meget lignede middelalderens og dem, man stadig ser i visse katolske lande.

Staten ledede og kontrollerede religionen og fremmede den ved at betale for ofre, ritualer, processioner og maleriske danse, da alt dette tjente til at bevare det almene folk i en tilstand af tilfredshed med sine elendige kår. Forkyndelse af ateisme eller nye guddomme eller nogen anden form for pillen ved den bestående religion blev derfor ikke tolereret.

Eftersom guderne selv var en umoralsk bande, er det ikke overraskende, at mange af festerne til deres ære medførte „tøjlesløshed, onde lyster, fylderi, svir, drik og skammelig afgudsdyrkelse“. At denne beskrivelse, som apostelen Peter giver os, i høj grad passer på grækerne, bekræftes af de verdslige historikere, som fortæller os, at festerne til ære for Dionysos (Bacchus) blev „holdt med vanærende orgier, med vilde danse, støjende drikkelag, ophidsende musik og afsindige demonstrationer“. Tøjlesløs sanselighed kendetegnede ceremonierne til ære for Afrodite, ligesom fallisme, kønsdyrkelse, var et fremtrædende træk ved festerne for agerbrugets gudinde, Demeter. — 1 Pet. 4:3, 4.

I hvilken udstrækning de gamle grækere styrtede sig ud i en „strøm af udsvævelser“ ses af, at „det græske samfund blev skæmmet af homoseksuelle tilbøjeligheder, der ofte resulterede i ord og handlinger, der både var løsagtige og groteske“. (Ency. Amer.) Kvinder var så ringeagtede, at mændene betragtede ægteskabet som en ubehagelig byrde, man kun påtog sig for at have en til at begrave sig og som en pligt over for staten; derfor giftede de sig ikke, før de var over tredive, og de valgte da meget unge kvinder til hustruer.

Præsterne underviste hverken i moral eller åndelige sandheder, da der ingen hellige bøger var, der indeholdt deres religion. De var blot embedsmænd, der var ansat af staten eller udtaget ved lodkastning til at varetage ritualer og ceremonier og rådspørge oraklerne. De var meget ansete, og deres embede blev ofte solgt til den højestbydende.

Ja, begrebet samvittighed manglede fuldstændigt i oldtidens græske religion, og der var ikke nogen personlig syndserkendelse. Religionens hensigt var ikke at gøre mennesket kendt med sin gud, heller ikke at lære ham, hvad der var ret og uret, men den skulle blot tjene et nydelsessygt og kunstelskende folks selviske hensigter, et folk, der kun levede i nuet og ikke interesserede sig for andet end sig selv. Hvis deres selviskhed gjorde dem livet for kompliceret, havde de altid selvmord som en sidste udvej til at gøre ende på det hele. — 1 Kor. 15:32.

Kan man i betragtning af alt dette sige, at disse gamle grækere virkelig var vise, og at hele menneskeheden skylder dem taknemmelighed? Næppe!

Spørgsmål fra læserne

● Hvad betyder det, der siges i Hebræerne 4:12? Hvorfor skelnes der mellem sjæl og ånd? — E. S., Ohio.

Hebræerne 4:12 lyder: „Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.“ Guds ord er levende, så det kan ændre vor leve- og tænkemåde, og at dets sandheder er i vor forstand og hjerte vil sige, at vi bevæges af en stærk indre drivkraft. Guds ord er ikke dødt så det har mistet sin interesse eller sandfærdighed, sin praktiske betydning eller sin rette fortolkning af verdensforholdene eller sin magt til at beskytte imod fordærvelsen i disse umoralske tider. Det taler med kraft og overbevisning og kan vise, hvad der bor i os, med en skarpsindighed og skelneevne, der langt overgår det, verdslige psykologer kan præstere. Det er ikke et dødt brev, dets principper står fast, dets domme vil blive eksekveret.

Guds ord standser ikke ved en overfladisk vurdering af menneskers handlinger, men det trænger ned under overfladen for at undersøge motiver og sindelag, for at skelne imellem kødets lyster og mentale anlæg. At disse to kræfter findes i et menneske, viser Paulus: „Altså tjener jeg, som jeg er i mig selv, Guds lov med sindet, men syndes lov med kødet.“ (Rom. 7:25) Med sit sind tjente Paulus Guds lov, men med sit kød tjente han syndens lov. Det liv, man lever som en menneskesjæl af kød og blod, kan derfor være forskellig fra ens sindsindstilling eller ånd. Hebræerne 4:12 skelner imellem et menneskes liv, hans sjæl, og hans sinds- eller hjerteindstilling og mentale tilbøjeligheder.