Spørgsmål fra læserne

● Hvilken forbindelse er der mellem den „livsånde“ der nævnes i Første Mosebog 2:7, og menneskets „ånd“, der nævnes andre steder i Bibelen?

I Første Mosebog 2:7 læser vi om det første menneskes, Adams, skabelse: „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [en levende sjæl NW].“ Det fremgår af Bibelen som et hele at Gud, da han ’blæste livsånde i Adams næsebor’ indgav det skabte legeme både livskraft (eller ånd) og ånde eller åndedræt, som var nødvendigt for at livet kunne opretholdes.

Vi vil bedre kunne forstå denne slutning hvis vi først undersøger nogle andre enkeltheder i forbindelse med Bibelens brug af ordet „ånd“.

Det hebraiske ord der ofte oversættes med „ånd“ er ruʹach. Det kan betyde flere forskellige ting, afhængigt af hvordan det anvendes og af den sammenhæng det står i. I nogle tilfælde betegner ruʹach for eksempel en usynlig strømning af luft og kan derfor gengives med ’storm’ eller ’vind’. (2 Mos. 10:13, Zak. 2:10) Ordet kan også stå for en åndeskabning, et usynligt væsen som for eksempel en engel, og endda for Gud selv. (1 Kong. 22:21, 22) Desuden kan ruʹach betegne Guds usynlige virksomme kraft (hans hellige ånd), som det ses i Salme 104:30 hvor der er tale om den „Ånd“ eller virksomme kraft Jehova Gud anvender når han skaber noget.

I Salme 104:29 finder vi imidlertid en anden betydning af ruʹach — nemlig livskraft. Vi læser: „Du [Gud] tager deres ånd, og de dør og vender tilbage til støvet.“ Ja, som det fremgår af dette og mange andre skriftsteder, har både mennesker og dyr en upersonlig livskraft, en ånd, som findes i hver eneste levende celle i organismen. Uden denne levendegørende ånd er et menneske eller et dyr dødt, viser Bibelen. — Præd. 3:19; 9:10; Sl. 146:4.

Vi har alle denne livskraft eller livsånd i os. Hvordan kan vi opretholde den? Vi må naturligvis indtage føde og vand, og sørge for at få den nødvendige hvile. Men af mere umiddelbar betydning er det at vi indtager ilt, at vi trækker vejret, for hvis vi holder op med at trække vejret blot nogle få minutter, dør vi. Åndedrættet er det vigtigste synlige vidnesbyrd om at et menneske er i live eller har livsånd i sig. Bibelen knytter derfor en meget nær forbindelse mellem „livsånde“ (hebraisk: n^esjamah’) og „ånd“ (ruʹach), ja den benytter endda ordene parallelt. I Første Mosebog 7:22 (NW) siges der for eksempel følgende om de mennesker og dyr der omkom i Vandfloden: „Alt hvad der havde livets virksomme krafts [eller ånds, ruʹach] ånde [n^esjamah’] i sine næsebor . . . døde.“ — Jævnfør Esajas 42:5, Job 27:3-5, NW.

Hvad skete der altså da Gud skabte Adam?

Først dannede Jehova et menneskelegeme. Men det var livløst eller dødt. Hvad skulle der til for at det kunne blive levende og dermed en levende sjæl? Et pust ned i de livløse lunger ville ikke være nok, lige så lidt som vi kunne genopvække en død ved hjælp af mund-til-næse-metoden. For at det skabte legeme kunne blive levende og fortsat leve, måtte der både ånd (altså livskraft) og åndedræt til.

Når Første Mosebog 2:7 siger at Jehova blæste „livsånde“ ind i Adams legeme, må det altså i dette tilfælde betyde mere end blot at åndedrættet blev sat i gang og at luften begyndte at bevæge sig i hans lunger. Han fik indblæst „livsånde“. Ja, på samme tid må Gud have givet Adam både „ånd“ (eller livskraft) og åndedræt, som var nødvendigt for at han fortsat kunne holde sig i live.

Hvad sker der omvendt når et menneske dør? Det holder op med at trække vejret. Snart begynder livskraften i dets celler at slukkes, og det er ikke længere muligt at hjælpe den pågældende med kunstigt åndedræt. I Prædikeren 12:7 læser vi: „Støvet [som legemet består af] vender tilbage til jorden som før og ånden til Gud, som gav den.“

Der er ikke tale om en usynlig, udødelig sjæl eller noget andet der bogstaveligt forlader legemet, farer op til himmelen og dér modtages af Gud. Det betyder blot at hvis den døde nogen sinde skal leve igen, ligger det i Guds hånd. Jehova er den eneste der kan huske vedkommende og oprejse ham — danne ham et legeme og give det livsånd.

● Skal man skelne mellem Guds rige og Kristi rige? Og hvordan kan det være at Jesu herredømme hører op, idet han „overgiver riget til sin Gud og Fader“, når apostelen Peter taler om „vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, evige rige“? — 1 Kor. 15:24; 2 Pet. 1:11.

Jesus lærte sine disciple at bede: „Lad dit [Faderens] rige komme.“ (Matt. 6:9, 10) Riget er altså Guds; men Jehova, „evighedens Konge“, har for en bestemt periode og i en bestemt hensigt overdraget et vist herredømme til sin enestefødte søn. I denne nærmere fastsatte periode hersker Jesus som viceregent fra pladsen ved Faderens højre hånd. — 1 Tim. 1:17; Sl. 110:1, 2; Dan. 4:17.

På grund af det oprør der blev anstiftet af den åndesøn som gjorde sig selv til Djævelen, det oprør som de første mennesker på jorden gik med i, besluttede Jehova at hans herredømme skulle udøves på en ny måde. Dette skulle ske gennem den lovede „sæd“. (1 Mos. 3:15; Ef. 1:8-12) Mindre end et døgn før sin død sagde Jesus til sine disciple: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige.“ Imidlertid var det Faderen der ville udvælge dem der skulle herske sammen med ham, og tildele dem pladserne i rigsregeringen. — Matt. 20:23. Luk. 12:32; 22:29, 30; Rom. 8:16, 17.

Eftersom Jesus har fået denne myndighed til at herske sammen med sine 144.000 medkonger, kan det med rette siges at han har et rige, det messianske rige. Daniel fik på forhånd et syn af Jesu og ’de helliges’ indsættelse i kongeembedet, og han beskriver det således: „Med himlens skyer kom en, der så ud som en menneskesøn. Han kom hen til den gamle af dage [Jehova] og førtes frem for ham; og magt og ære og herredom gaves ham, og alle folk, stammer og tungemål skal tjene ham, hans magt er en evig magt, aldrig går den til grunde, hans rige kan ikke forgå. . . . ’Men riget og herredømmet og storheden, som tilhørte alle rigerne under himmelen, skal gives den Højestes helliges folk.’“ — Dan. 7:13, 14, 27.

Denne indsatte regering fungerer under Jehovas universelle overherredømme, så da Jesus begyndte at herske som messiansk konge, kunne høje røster i himmelen med rette sige: „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres [Jehovas] og hans Messias’ [det vil sige Guds Salvedes] og han [Jehova] skal herske som konge i evighedernes evigheder.“ Messiasriget har altså sin magt og myndighed fra Jehova, som er den suveræne Hersker over hele sit skaberværk. — Åb. 11:15; 4:11; Joh. 5:19, 30.

Efter sin opstandelse og herliggørelse ventede Jesus Kristus ved sin Faders højre hånd indtil den tid da han skulle begynde at herske fra himmelen over menneskeheden i almindelighed. (Apg. 2:32-36; Hebr. 10:12, 13) Dette svarer til den tid da en høj røst i himmelen proklamerer: „Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed.“ (Åb. 12:10; jævnfør 11:17, 18.) Sammen med Jesus hersker 144.000 der er udvalgt fra menneskeslægten som hans medarvinger, idet der siges om dem at „de skal være Guds og Messias’ præster og skal herske som konger sammen med ham i de tusind år“. — Åb. 20:6; 14:1, 3.

Ved slutningen af Kristi tusindårige styre vil alle mennesker på jorden som har draget nytte af Rigets goder, stå fuldkommengjorte ind for Gud. De vil kunne sammenlignes med Adam som han var før han syndede. Når Jesus således har fuldført den opgave han har fået overdraget af sin Fader, „overgiver [han] riget til sin Gud og Fader“. (1 Kor. 15:24-28) Efter den tid er der ikke længere noget underordnet rige mellem Jehova og den lydige menneskehed. Det messianske aspekt slutter, men Jehovas rige fortsætter for evigt. Kristi og hans rigsarvingers herredømme skal „aldrig . . . forgå [tilintetgøres, Kalkar]“ og „skal ikke gå over til noget andet folk“. (Dan. 2:44) Den særlige myndighed de har fået overdraget, overgår blot til Jehova igen. „Så vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle.“ — 1 Kor. 15:28.

De goder som Kristi rige afstedkommer vil være evige, selv om Riget i virkeligheden blot er „tidsaldervarende“, hvilket også er en af betydningerne af det græske ord aio’nios der bruges i Andet Petersbrev 1:11. Et herredømme på tusind år kan relativt set siges at vare evigt. I modsætning til jordiske kongers regeringstid varer Jesu kongedømme over menneskeheden i mange århundreder. Han kommer til at herske længere end det ældste menneske i historien har levet, idet Metusalem manglede 31 år i at leve tusind år. (1 Mos. 5:27) Ydermere vil Jesus stadig have titel af konge; hans kongeværdighed ophører ikke fordi han giver Messiasriget tilbage til sin Fader. Han vil altid nære interesse for menneskene, for da han var Jehovas værkmester ’var hans lyst hos menneskenes sønner’. (Ordsp. 8:31, NW) Han vil også altid have en særlig plads i menneskenes hjerter på grund af alt hvad han har gjort for dem. Dette stemmer med Hebræerbrevets ord om at Jesus er „præst for evigt“. —  7:17.

Bibelen siger ikke hvad Jesus og hans medregenter vil få at gøre efter tusindårsriget. Men i beskrivelsen af det bylignende ny Jerusalem i himlene omtaler Åbenbaringen 22:5 nogle der „skal herske som konger i evighedernes evigheder“, og dette sigter tydeligvis til Jesu medregenter, de 144.000 der udgør hans brud. Vi kan være forvissede om at Jehova har mange privilegier og opgaver i beredskab til dem, så de fortsat kan tjene ham et sted i hans skaberværk.

Kunne alle dyrene være i Noas ark?

„Umuligt,“ siger mange. Men hvor stor var arken? Hvor stor lasteevne har et fartøj af den størrelse?

Det vil uden tvivl interessere dig at læse om dette i bogen Er Bibelen virkelig Guds ord? Denne lille bog undersøger mange af de spørgsmål Bibelens kritikere har rejst. Den er indbundet, på 192 sider, og fås for kr. 6,00 (inkl. forsendelse). Beløbet kan sendes i frimærker. Skriv til Vagttårnet, Kongevejen 207, 2830 Virum.