Bibelen — Skaberens vejledning til mennesket
„EN LYGTE for min fod, et lys på min sti.“ Således beskriver salmisten Guds ord. Og det med rette, for Bibelen tjener som et lys der kan lede alle mennesker på den vej Gud ønsker de skal vandre. En sådan bog — Skaberens vejledning til hele menneskeheden — fortjener i sandhed et omhyggeligt studium. Alle de der elsker Guds ord bør ikke alene være godt kendt med Bibelens indhold, men de bør også vide hvordan den er blevet til og hvorfor man kan sige at den er „inspireret af Gud“. — Sl. 119:105; 2 Tim. 3:16, NW.
Bibelens nedskrivning går helt tilbage til år 1513 f.v.t., da Moses begyndte at skrive på Guds foranledning. I slutningen af det første århundrede e.v.t. var apostelen Johannes færdig med sine skrifter, og således var nedskrivningen af Bibelen tilendebragt — efter omkring seksten århundreder. Så lang tid har det ikke taget at fuldføre nogen anden bog.
I dag kan enten hele Bibelen eller dele af den fås på over 1400 sprog. Kun få bøger når et oplag der tælles i millioner, men Bibelen er blevet udgivet i milliarder af eksemplarer. Ingen anden bog har fået så stor en udbredelse.
Men naturligvis er selve nedskrivningen af en religiøs bog, dens bevarelse i hundreder af år og dens anseelse blandt millioner ikke nok til at bevise at den har en guddommelig oprindelse. Den må bære vidnesbyrd om at have en guddommelig forfatter, om at være inspireret af Gud. En omhyggelig undersøgelse af Bibelen overbeviser oprigtige mennesker om at den virkelig indeholder sådanne sikre vidnesbyrd.
Bibelen blev oprindelig skrevet på hebraisk, aramaisk og græsk, og består, som vi ved, af seksogtres bøger. Selve antallet af bøger er uden betydning (når det blot drejer sig om hvorvidt visse bøger er slået sammen eller holdt adskilt), og det samme gælder den rækkefølge hvori de står. Bøgerne forblev adskilte bogruller i lang tid efter at den bibelske kanon eller samling af inspirerede bøger var afsluttet, og gamle fortegnelser anfører bøgerne i forskellig rækkefølge. Det der har størst betydning er imidlertid hvilke bøger der er taget med. Kun de bøger der i dag findes i den anerkendte bibelske kanon kan virkelig med rette gøre krav på at være inspirerede. Helt fra oldtiden er bestræbelser for at indføje andre skrifter blevet modstået.
Bibelen blev oprindelig skrevet uden skilletegn. Det var først i det niende århundrede e.v.t. at man indførte et system med at dele sætningerne ved skilletegn. Hovedtrækkene i vort nutidige tegnsystem blev fastlagt i det femtende århundrede som følge af bogtrykkerkunstens fremståen. En opdeling af Bibelen i kapitler og vers (King James-bibelen har 1189 kapitler og 31.173 vers) blev heller ikke foretaget af de oprindelige skribenter. Det skete først århundreder senere. Masoreterne, nogle jødiske lærde, inddelte De hebraiske Skrifter i vers. I det trettende århundrede e.v.t. blev en kapitelinddeling føjet til.
„Inspireret af Gud“
Omkring fyrre forskellige mænd tjente som sekretærer for den ene store Forfatter og nedskrev Jehovas inspirerede ord. „Hele Skriften er inspireret af Gud,“ skrev den kristne apostel Paulus, og det indbefatter De kristne græske Skrifter samt „de øvrige skrifter“. (2 Tim. 3:16, NW; 2 Pet. 3:15, 16) Men hvad menes der når der siges at Bibelen er fremkommet ved inspiration?
Med „inspiration“ menes ikke blot at forstand og følelser stimuleres til en højere grad af formåen (sådan som det ofte bruges om kunstmalere og digtere), men dermed menes at det nedskrevne er fejlfrit og har samme autoritet som var det skrevet af Gud selv. Hvordan har Skaberen udvirket dette?
Gud lod sin egen ånd virke på trofaste mænd som han brugte til at skrive under sin ledelse. Derfor kunne apostelen Peter erklære: „Aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud.“ (2 Pet. 1:21) I det mindste i ét tilfælde blev en oplysning dog givet i skriftlig form af Gud selv. Det var de ti bud som Gud gav Moses på to „stentavler, der var beskrevet med Guds finger“. — 2 Mos. 31:18.
I nogle tilfælde blev oplysningerne overgivet ord for ord, ved direkte diktat. (2 Mos. 34:27) Profeterne fik ofte direkte budskaber som de skulle overbringe. (1 Kong. 22:14; Jer. 1:7) Kendsgerningerne viser imidlertid at de mænd Gud brugte til at nedskrive Bibelen ikke altid skrev efter diktat. For eksempel modtog Johannes Åbenbaringen gennem Guds engel „i billeder“, og Johannes fik denne besked: „Hvad du ser, skriv det i en bog.“ (Åb. 1:1, 2, 10, 11) Det ser altså ud til at Gud i nogle tilfælde fandt det bedst at lade bibelskribenterne selv vælge de ord og udtryk hvormed de ville beskrive de syner de fik, samtidig med at han altid ledede dem i tilstrækkelig grad til at slutresultatet blev nøjagtigt og efter hans hensigt. (Præd. 12:10) Dette forklarer uden tvivl de stilforskelle man finder i Bibelens bøger.
Der kan ikke herske tvivl om at Moses’ skrifter er inspireret af Gud. Man kan blot se på de indre vidnesbyrd. Det var ikke Moses’ egen idé at han skulle være israelitternes fører. Han prøvede at undslå sig da Jehova først nævnte det. (2 Mos. 3:10, 11; 4:10-14) Det var derfor Gud der lod Moses fremstå og gav ham mirakuløse evner. Selv de trolddomsudøvende præster måtte indrømme at det han gjorde var Guds værk. (2 Mos. 4:1-9; 8:16-19) I lydighed mod Guds befaling og med den hellige ånds guddommelige bemyndigelse begyndte Moses først mundtligt at overbringe budskaber fra Gud og derpå at nedskrive dele af Bibelen.
Efter Moses’ død føjede Josua, Samuel, Gad og Natan deres skrifter til (Josuas bog, Dommerbogen, Ruts bog, Første og Anden Samuelsbog). Også kong David og kong Salomon ydede bidrag til den voksende kanon af hellige skrifter. Så fulgte profeterne fra Jonas til Malakias, der også hver især bidrog til Bibelens kanon. Og hver eneste af dem stod mål med de krav Jehova selv havde stillet til sande profeter: De talte i Jehovas navn, deres profetier gik i opfyldelse og de vendte folket til Gud. — 5 Mos. 13:1-3; 18:20-22.
De inspirerede skrifter samles
Ligesom Jehova inspirerede mænd til at skrive, sådan er det også logisk at slutte at han ville lede samlingen af disse inspirerede skrifter. Ifølge den jødiske tradition havde Ezra en andel i dette arbejde efter at de landflygtige jøder var vendt tilbage og havde bosat sig i Juda. Ezra var velkvalificeret til en sådan opgave, idet han selv var en af de inspirerede bibelskribenter, var præst og desuden var „skriftlærd, hjemme i Mose lov“. — Ezra 7:1-11.
De hebraiske Skrifters kanon var fastlagt ved udløbet af det femte århundrede f.v.t. Den indeholdt de samme skrifter som vi har i dag. Det var ikke en rådsforsamling eller et koncil der gjorde dem kanoniske; de havde haft Guds godkendelse lige fra de blev skrevet. Det mest afgørende vidnesbyrd om at De hebraiske Skrifter er kanoniske er den uangribelige omtale de har fået af Jesus Kristus og de mænd der skrev De kristne græske Skrifter. Mens de gang på gang benyttede sig af de inspirerede hebraiske skrifter, citerede de aldrig fra de apokryfiske bøger. — Luk. 24:44, 45.
Bibelens kanon fuldføres
De syvogtyve bøger i De kristne græske Skrifter blev skrevet og samlet på samme måde som De hebraiske Skrifter. Kristus „gav gaver i mennesker“, ja, „han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere“. (Ef. 4:8, 11-13, NW) Ledet af Guds hellige ånd fremsatte de sund lære for den kristne menighed. Jesus forsikrede sine apostle om at Guds ånd ville hjælpe dem, lære og lede dem, og minde dem om det de havde hørt ham sige, samt åbenbare fremtidige begivenheder for dem. (Joh. 14:26; 16:13) Dette sikrede at evangelieberetningerne blev sandfærdige og nøjagtige.
Det der virkelig afgør om disse bøger er kanoniske er ikke hvor mange gange eller af hvilken ikke-apostolsk forfatter hver bog er blevet citeret. Selve indholdet af bogen må vidne om at den er et produkt af den hellige ånd. Følgelig må den ikke indeholde overtro og dæmonisme eller tilskynde til afgudsdyrkelse. Den må være i fuld overensstemmelse med resten af Bibelen. Hver bog må passe ind i det guddommelige „mønster af sunde ord“ og være i harmoni med Jesu lære. — 2 Tim. 1:13, NW.
Det er åbenbart at apostlene talte med guddommelig myndighed. Ved den hellige ånd havde de evne til „at bedømme inspirerede udtalelser“, om sådanne var fra Gud eller ej. (1 Kor. 12:4, 10, NW) Da Johannes, den sidste af apostlene, døde, var denne pålidelige række af guddommeligt inspirerede mænd forsvundet. Og således afsluttedes Bibelens kanon med Åbenbaringen, Johannes’ evangelium og breve.
De seksogtres bøger i den bibel vi har i dag, vidner ved deres indbyrdes harmoni om den helhed Bibelen udgør og anbefaler den til os som det den virkelig er: Jehovas inspirerede sandhedsord.
Oplysninger vi ikke kan få andre steder
Bibelen indeholder oplysninger som mennesket ikke kan få nogen andre steder. Første Mosebog beretter for eksempel om jordens skabelse; den oplyser os om begivenheder der fandt sted før mennesket blev til. (1 Mos. 1:1-31) Bibelen gengiver også samtaler der har fundet sted i himmelen og som mennesket aldrig ville have fået viden om medmindre Gud havde oplyst os om det. — Job 1:6-12; 1 Kong. 22:19-23.
Desuden lærer vi Jehova at kende gennem Bibelen. Den beretter i detaljer om mirakuløse syner af Jehova som hans tjenere fik lov at se. (Dan. 7:9, 10) Bibelen gør os også bekendt med Guds navn „Jehova“, som forekommer mere end 6800 gange i den masoretiske tekstudgave af De hebraiske Skrifter. I Bibelen lærer vi om Jehovas enestående egenskaber, hans kærlighed, visdom, retfærdighed, barmhjertighed, langmodighed, gavmildhed, uforanderlighed og fuldkomne kundskab. — 2 Mos. 34:6, 7.
Dertil kommer alt det Bibelen fortæller os om Guds søn og den vigtige plads han indtager i Guds hensigt. (Kol. 1:17-20; 2:3; 2 Kor. 1:20) Mere end nogen anden kunne Guds søn, mens han var på jorden, uddybe vort kendskab til Jehova. Han kunne nemlig sige: „Den, som har set mig, har set Faderen.“ (Joh. 14:9) Men hvis Jesu lære og udtalelser ikke var blevet nedskrevet og gjort til en del af Bibelen, ville vi ikke have haft disse nøjagtige oplysninger i dag.
En profetisk og praktisk vejledning
Bibelen åbenbarer lidt efter lidt detaljerne i Guds hensigt. Alle de velsignelser som lydige mennesker fik stillet i udsigt, samlede sig om en lovet frelser som Jehova ville lade fremstå. I Edens have omtalte Gud profetisk denne frelser som Guds kvindes „sæd“. (1 Mos. 3:15) Senere lovede Gud at denne sæd skulle komme gennem Abraham. (1 Mos. 22:18) Han viste at den lovede frelser ville være en evig konge og præst „på Melkizedeks vis“. (Sl. 110:4; Hebr. 7:1-28) Han gav Israel Lovpagten med præsteskabet og ofringerne, som alt sammen var „en skygge af de kommende goder“. — Hebr. 10:1; Kol. 2:17.
David fik løfte om at kongedømmet ville forblive evigt i hans slægt. (2 Sam. 7:11-16) Og arvingen til dette løfte, og den som alle de andre profetier udpegede som befrieren, vises til sidst at være Jesus Kristus. Ja, som en rød tråd gennem hele Bibelen går de inspirerede skrifters tema — Guds rige med Jesus Kristus som regent er det redskab Jehova tilvejebringer til at udføre sin hensigt.
Bibelen er enestående ved at være en profetisk bog. Derved giver den historiske begivenheder ny betydning for os og viser hvorfor noget gik som det gjorde. (Luk. 19:41-44) Den forudsiger alle nuværende verdslige magters endeligt — at de alle vil blive knust af Guds himmelske rige, og at dette rige vil bestå for evigt. (Dan. 2:44) Den forklarer vor tids begivenheder, og viser at vi lever i den forudsagte „endens tid“ for dette gamle system og at Gud snart vil udrydde alle de onde.
Uden Bibelen ville vi ikke kende den virkelige hensigt med et indviet menneskes liv: „Frygt den sande Gud og hold hans befalinger. For det er menneskets hele forpligtelse.“ (Præd. 12:13, NW) Den gør det klart at mennesket ikke er et resultat af blind tilfældighed, men er skabt af Gud, som har en kærlig hensigt med menneskeslægten. Og den forklarer hvad Guds vilje er for os nu og hvordan vi kan finde virkelig tilfredshed i livet. — Åb. 4:11; 1 Tim. 2:3, 4; Sl. 16:11.
Menneskets historie har demonstreret at mennesket ikke formår at styre sine egne skridt hvis det holder sig adskilt fra Gud. (Jer. 10:23) Kun Bibelen giver den vejledning mennesket behøver. Den er en rettesnor i moralske spørgsmål ved at vise hvad Gud fordømmer og hvad han godkender. (Gal. 5:19-23) Den viser sig at være en virkelig god og anvendelig hjælp, i en verden der har ladet alle moralske hæmninger falde. Den hjælper os til at få Guds syn på tingene og være ham til behag.
Er det ikke indlysende hvorfor denne ’bøgernes bog’ bør være vor vigtigste lærebog? Kristne er fremfor alt interesseret i at studere og undersøge denne bog, til hvis forfatter Guds søn sagde: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) Jo mere kendt du bliver med Bibelens seksogtres bøger, desto mere overbevist vil du blive om at Bibelen i sandhed er Skaberens vejledning til alle mennesker.