Hvor enhed kan iagttages midt i en splittet verden
„I enhed vil jeg føre dem sammen, som en hjord i folden, som en drift midt på græsgangen; de skal være støjende på grund af mennesker.“ — Mika 2:12, NW.
1, 2. (a) Hvilket formål skulle en gruppe der lægger sand enhed for dagen, tjene? (b) Hvilke store grupper hævder, som store organisationer betragtet, at være forenede? Hvad viser kendsgerningerne imidlertid?
EN ENHED der kan iagttages — hvor kan man finde den på jorden i dag? Kunne vi finde en gruppe hvor en sådan sand enhed lægges for dagen, ville den være værdig til at tjene som et mønster for hele menneskeheden. I vor tid eksisterer der kolosser som man kalder „forenede“. Tag for eksempel De forenede Nationers organisation, som jo nu tæller over halvfems medlemsnationer. Som den kolos den er burde den sandelig kunne imponere alle mennesker med sin enhed. Men er den egentlig ikke kun forenet af navn? I hvert tilfælde holder den ikke verden sammen. Vestblokken, østblokken og den neutrale blok fører deres divergerende politiske, sociale, racemæssige og religiøse ideer og mål med sig ind i denne organisation.
2 I kommunistlandenes blok har vi endnu en kolos. I juni måned i 1960 samledes repræsentanter fra sovjetblokkens lande i Bukarest, Rumænien. Den 27. juni udsendte de tolv magthavende kommunistpartier, deriblandt også Det røde Kinas, et communiqué hvori de forsikrede verden om deres enighed i mål og handling. „Deltagerne i konferencen,“ lød den sidste paragraf, „erklærer at kommunist- og arbejderpartierne fortsat vil styrke sammenholdet mellem landene i verdenssocialismens system, og at de vil værne om enigheden i kampen for fred og sikkerhed for alle folk som var det deres øjeæble, til sejr for marx-leninismens store sag.“ Hersker der så sand enhed i denne store blok, som omfatter en tredjedel af verdens befolkning?. Kendsgerningerne siger nej. Men der består en frygt for at blokken med den enhed som trumfes igennem mellem de enkelte lande i den, til sidst vil påtvinge alle mennesker sit herredømme.
3, 4. (a) Når man ikke kan iagttage en ægte enhed i de store ting, hvor vil man måske så kunne finde den? Hvilke muligheder kan der være her? (b) Hvilken liden ting tænker vi på i denne forbindelse? Hvordan blev den til, og hvordan voksede den i begyndelsen?
3 Imidlertid behøver man ikke at tage de store ting, for selv i så små forhold som inden for en familie bestående af fader, moder og børn kan det være vanskeligt at bevare enheden i dag. I det små kan vi dog undertiden iagttage den enhed som burde herske mellem alle mennesker. En lille ting kan desuden vokse så den med tiden omfatter alle mennesker med god vilje, alene fordi den i sig selv er præget af enhed. En sådan lille ting er den „lille hjord“, hvilket den gode Hyrde, profeten fra Nazaret, kaldte den skare som fulgte ham. — Luk. 12:32; Matt. 21:11.
4 Nej, nej, vi tænker ikke på kristenheden der har været til i de sidste seksten hundrede år. Kristenheden har aldrig været en „lille hjord“. Den hævder i dag at tælle 848.659.038 navnkristne, hvilket er omtrent en tredjedel af hele jordens befolkning. Kristenheden, sammensat af romersk-katolske, østlige ortodokse og protestantiske elementer, er ikke en enhed, og det hverken i politisk eller social, endsige religiøs henseende, trods dens påstand om at være kristen. Den opfordring som paven i Vatikanstaden for nylig udsendte i forbindelse med det kommende økumeniske koncil med henblik på enheden inden for kristenhedens kirker, er en åben indrømmelse af den splittelse som hersker mellem de religiøse parter, og de har kun skam af denne mangel på enhed, der viser deres forløjede kristendom. Nej, vi tænker på noget som altid har været lidet og ringe, og det er den sande kristne kirke eller menighed. Den begyndte med kun 120 medlemmer på jorden, i Jerusalem; og på grund af det mirakel Gud øvede med menigheden voksede den på hin pinsedag i år 33 e. Kr. til „omtrent tre tusinde sjæle“. Nogen tid efter nåede tallet op på „omtrent fem tusinde“. — Ap. G. 1:15; 2:1-41; 4:4.
5. Hvordan anslog menigheden fra begyndelsen den harmoniske tone som skulle råde i dens indre forhold, og hvordan viser beretningen dette?
5 Menigheden, bestående af Jesu Kristi efterfølgere, begyndte i enhed og fred, og anslog den harmoniske tone som siden da har været den eneste rette i den ene sande kristne kirke. Dette slås fast af den beretning som Bibelen giver af menigheden efter at den var vokset til tre tusinde medlemmer: Da de var blevet døbt i vand i Jesu Kristi navn blev de ved med at holde fast ved „apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne. Og der kom frygt over enhver sjæl, og der skete mange undere og tegn ved apostlene. Og alle de, som kom til troen, holdt sig sammen og havde alle ting fælles; de solgte tit ejendom og gods og delte det ud iblandt alle, efter hvad enhver trængte til. Enigt og vedholdende kom de daglig i helligdommen; og hjemme i husene brød de brødet og holdt måltid med fryd og i hjertets oprigtighed. De lovpriste Gud og havde yndest hos hele folket“. — Ap. G. 2:42-47.
6, 7. (a) Kunne denne enhed tåle at blive udsat for forfølgelse fra religiøs side? (b) Hvad skete der med enheden da menigheden ikke længer udelukkende bestod af fødte jøder og omskårne proselytter?
6 Denne enhed blev bevaret skønt menigheden mødte modstand fra religiøse fjender. Beretningen siger: „De blev alle fyldt af Helligånden, og de talte Guds ord med frimodighed. Og hele forsamlingen af dem, der var kommet til troen, havde eet hjerte og een sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles.“ Det kan have været let og ligetil at opretholde enheden når hele menigheden bestod af fødte jøder og omskårne proselytter; men hvad så når ikke-jøder, uomskårne troende, fik adgang til menigheden?
7 Da udvidedes deres forståelse af sagen, og enheden i menigheden hvor der ikke fandtes racemæssige og nationale skel, bestod. De troende blandt jøder og proselytter bød hedningerne velkomne og frydede sig over at Guds barmhjertighed nu udstraktes til ikke-jøder. „Da de havde hørt dette, blev de stille, og de priste Gud og sagde: ’Så har Gud altså også givet hedningerne omvendelsen til liv.’“ — Ap. G. 4:31, 32; 11:1-18.
8, 9. (a) Hvordan viser de advarende ord som Paulus og Johannes udtalte at der ville fremstå en splittet kristenhed? (b) På hvilken måde havde Peter på forhånd advaret herom, og hvordan vil sandhedens vej ifølge hans ord blive omtalt af dem som ikke vil lytte til advarselen?
8 Hvordan kan det da være at kristenheden blev splittet og til sidst blev en mistbænk for marxistisk kommunisme? Det skete fordi mange i den „lille hjord“, ganske som forudsagt, faldt fra eller i oprørskhed skilte sig ud fra den sande menighed. (2 Tess. 2:3) I en afskedstale til nogle menighedstilsynsmænd advarede den kristne apostel Paulus: „Jeg ved, at efter min bortgang skal der komme glubske ulve, som ikke vil spare hjorden. Og af jeres egen midte skal der fremstå mænd, som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig. Vær derfor årvågne.“ (Ap. G. 20:29-31). Henimod slutningen af det første århundrede skrev Paulus’ medapostel Johannes til sande kristne der var salvet med Guds ånd: „Mine børn, nu er det de sidste tider; og som I har hørt, at Antikrist kommer, således er allerede nu mange antikrister trådt frem; deraf ser vi, at det er de sidste tider. De er udgået fra os, men de hørte ikke til os; thi havde de hørt til os, var de blevet hos os. Dog, det skulle komme for dagen, at ingen af dem hørte til os. Og I har en salvelse fra den Hellige og har alle indsigt.“ — 1 Joh. 2:18-20.
9 I de mere end atten hundrede år der er forløbet siden da, har der været rig anledning til at mange af den „lille hjord“ kunne falde fra, til at hykleriske ulve kunne snige sig ind og i selviskhed gøre mange åndelige får til deres bytte, til at mennesker kunne fremstå midt iblandt den lille hjord og fordreje læren, indføre traditioner og menneskers lærdomme og bud, drage mange sande disciple efter sig, og lede hundredtusinder af mennesker som aldrig nåede at blive virkelige disciple. Apostelen Peter skrev advarende: „Aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men drevne af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud. Men der optrådte også falske profeter i folket [det jødiske eller israelitiske], ligesom der også blandt jer [de kristne] vil komme falske lærere, som vil liste fordærvelige vranglærdomme ind, idet de endog fornægter den Herre, som købte dem, og bringer hastig undergang over sig selv. Mange vil følge dem i deres løsagtighed, så sandhedens vej for deres skyld vil blive spottet.“ (2 Pet. 1:21 til 2:2) Ifølge denne profeti ville den „lille hjord“ og „sandhedens vej“ i vore dage blive spottet af dem som var veget bort fra den sande vej og havde fulgt sekteriske religiøse ledere.
10. Hvor skal vi følgelig rette blikket hen hvis vi vil iagttage enhed og undgå at spilde tiden?
10 Det er ikke at vente at den „lille hjord“, eller den trofaste rest af den, skulle nyde menneskers gunst. Men ganske som det var tilfældet i det første århundrede af vor tidsregning, er det ikke desto mindre i denne „lille hjord“, denne bagatel eller lille organisation af i dag, at vi skal finde den sande enhed. Altså vil vi spilde tiden og rette blikket i den forkerte retning dersom vi betragter den store organisation, kristenheden, der tæller flere hundrede millioner medlemmer, og mener at vi dér kan iagttage den sande enhed som skal binde alle mennesker sammen.
11, 12. For hvilken enhed rettede Jesus en bøn til Gud, og hvor må vi ifølge bønnen spejde efter den identificerende enhed?
11 Hvis vi skal finde den enhed som må præge den eneste sande kristne menighed, er det så ikke mere logisk at betragte den „lille hjord“, der i dag repræsenteres af en rest? Den „lille hjords“ fører og hoved bad selv i sin tid til Gud om at dens enhed måtte vare ved. Lyt til ordene i den bøn han opsendte mens han for sidste gang stod iblandt sine trofaste apostle inden han led martyrdøden og derefter oprejstes fra de døde:
12 „Ikke alene for disse [apostle] beder jeg, men også for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være eet, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være eet i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være eet, ligesom vi er eet, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen eet, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.“ — Joh. 17:20-23.
13. Eftersom Jesus bad om at enheden måtte bevares, hvordan kan det da være at bønnen ikke er blevet opfyldt på kristenheden?
13 Kristenheden kan ikke vise at den ned igennem historien og op til i dag er nået til at have opfyldt Jesu bøn om enhed i hans „lille hjord“. Hvorfor ikke? Fordi det slet ikke var for kristenheden og dens tusinder af sekter Jesus bad. Jesu bøn gjaldt ikke dem der falder fra sandheden, dem der følger mennesker som fører falsk lære for at drage disciplene bort fra Kristus og selv få tilhængere. Han bad om at enheden i den lille hjord måtte fortsætte, også når flere åndelige får førtes ind i folden under Kristus, Hyrden.
14. Hvordan angiver Jesus i sin bøn grunden til at han bad om enhed?
14 Jesus bad på denne måde fordi han efter sin opstandelse fra de døde skulle vende tilbage til himmelen og måtte overlade sine får i udnævnte underhyrders varetægt mens han selv var fraværende i den forstand at fårene ikke længer bogstaveligt kunne se ham. I bønnen sagde han derfor: „Jeg er ikke mere i verden, men de er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader, våg over dem af respekt for dit eget navn som du har givet mig, så de kan være ét ligesom vi. . . . Nu kommer jeg til dig; dog dette taler jeg, medens jeg er i verden, for at de fuldt ud må have min glæde i sig. . . . Ligesom du har sendt mig til verden, således har jeg også sendt dem til verden.“ — Joh. 17:11 (NW), 13, 18.
15. (a) Hvem havde Jesus i tanke da han benyttede udtrykket „hellige Fader“? (b) Hvad måtte den lille hjord nødvendigvis være når Jesus benyttede sin Faders navn i forbindelse med den? Hvilken bøn var det Jesus bad, og hvordan har den lille hjord set den opfyldt?
15 Læg mærke til udtrykket „hellige Fader“. Med dette udtryk tilkendegav Jesus ikke at han henvendte sig til en kirkefyrste i Vatikanstaden i Rom der gudssbespotteligt kalder sig „hellige fader“. Jesus rettede sin bøn til den som Peter kalder „Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader“. (1 Pet. 1:3) Jesus bad denne hellige Fader om at vogte den lille fårehjord af respekt for sit eget navn, det navn som Jesus havde åbenbaret for mennesker som den hellige Fader havde taget ud af verden og givet ham, nemlig den lille hjord af disciple. Jesu Kristi hellige Fader bærer navnet Jehova. Som bevis herpå siger Salme 2:7, 11, 12 (NW) profetisk om den hellige Fader og hans søn: „Lad mig henvise til Jehovas erklæring; han har sagt til mig: ’Du er min søn; i dag er jeg blevet din fader.’ Tjen Jehova med frygt og fryd jer med bæven. Kys sønnen, at han ikke skal optændes af vrede og I forgå fra vejen, for hans vrede blusser let op.“ (Se også Apostlenes Gerninger 4:24-30.) Den lille hjord for hvem Jesus Kristus åbenbarede sin hellige Faders navn, må derfor være de kristne vidner for Jehova. (Es. 43:10-12, AS; Yg; Da; NW) Af respekt for sit eget navn Jehova, har den hellige Fader våget over dem ned gennem tiden lige til nu og har ført dem ind i den enhed som Jesus Kristus bad om at de måtte eje. Hos dem kan vi i dag iagttage enhed midt i en splittet verden.
[Illustrationer på side 5]
Pinsedagen
Kornelius
Nutidens Jehovas vidner