Spørgsmål fra læserne

● Vil det under nogen omstændigheder være rigtigt at bede for en der er blevet udstødt af den kristne menighed?

Vi har tidligere fremholdt at bønner af den art ikke vil være på sin plads, og der er da også gode bibelske grunde til at vise tilbageholdenhed. Den bibelske vejledning taler dog for at man, fremfor at anlægge et kategorisk synspunkt, bør vurdere hver enkelt situation for sig.

Guds syn på spørgsmålet fremgår især af Første Johannesbrev 5:16, 17. Her står: „Hvis nogen skulle se sin broder begå en synd som ikke er til døden, skal han bede, og han skal give ham liv, ja, dem som ikke synder til døden. Der er synd som er til døden. Det er ikke om den synd at jeg siger han skal bede. Al uretfærdighed er synd; men der er synd der ikke er til døden.“

Apostelen Johannes taler først om „en synd som ikke er til døden“. Eftersom vi alle er ufuldkomne og uretfærdige, er vi alle skyldige i synd. (Sl. 51:7; Rom. 3:23; 1 Joh. 3:4) Den der synder, må ændre sind og bede om Guds rige barmhjertighed. (1 Joh. 1:8-10) Som Johannes viser, kan andre også bede for ham.

Dernæst nævner Johannes at der er „synd som er til døden“. Hvad er det? Det er synd som ikke kan tilgives, synd som fører til „den anden død“, evig død. (Åb. 21:8) Jesus havde tidligere forklaret at man kunne synde i den grad at man syndede mod den hellige ånd, hvilket der ikke var nogen tilgivelse for. (Matt. 12:31; Luk. 12:10) Samstemmende hermed fremholdt apostelen Paulus at hvis en der kendte sandheden fra Gud med vilje øvede synd, ville sindsændring og tilgivelse ikke længere være mulig. — Hebr. 6:4-6; 10:26, 27.

Johannes siger at man ikke skal bede for en der således har ’syndet til døden’. Dette minder os om hvad Gud sagde angående de israelitter der havde hengivet sig til ondskab i en sådan grad at han ville lade babylonierne føre dem i fangenskab. Gud sagde til Jeremias: „Du må ikke gå i forbøn for dette folk eller frembære klage og bøn eller trænge ind på mig for dem.“ — Jer. 7:16-20; 14:11, 12.

Det er naturligvis Gud, og ikke os her på jorden, der kan afgøre om et menneske har syndet mod den hellige ånd. Ikke desto mindre kan vi ud fra Johannes’ inspirerede ord forstå at vi ikke bør bede for et menneske der viser tegn på at øve synd med vilje. I Andet Johannesbrev 9-11 skrev Johannes ligeledes om personer der udbreder ukristne synspunkter. Bønner for sådanne mennesker ville have Guds mishag.

Skal vi da drage den slutning at en synder der udstødes fordi han ikke ændrer sind, sandsynligvis har begået en „synd som er til døden“, om hvilken vi ikke bør bede? Ikke nødvendigvis. Husk på den mand der gjorde sig skyldig i umoralitet i menigheden i Korint i det første århundrede. I begyndelsen ville han ikke ændre sind og måtte af den grund udstødes. (1 Kor. 5:1, 9-13) Men det ser ud til at han med tiden ændrede sind og blev genoptaget. (2 Kor. 2:5-10) Dette vidner om at han, trods sin udstødelse, ikke havde begået den synd der er til døden, den synd angående hvilken kristne ikke skal bede. Det samme kan være tilfældet i dag.

I det øjeblik en synder bliver udstødt, er det ikke sikkert at det står klart om synden vil blive „til døden“ eller ej. Men med tiden kan forholdene ændre sig. Der kan vise sig tegn på at vedkommende er ved at ændre sind og vende om. (Jævnfør Apostelgerninger 2:36-38; 3:19.) Disse tegn ses sandsynligvis først af en der står den udstødte nær. En ægtemand finder måske sådanne tegn i sin udstødte hustrus indstilling og adfærd. Så drager han den slutning at hun tilsyneladende ikke har begået en synd „til døden“, og han føler sig tilskyndet til at bede for hende. Han kan for eksempel bede Jehova om at hvis han, der læser hjerter, finder noget grundlag for at tilgive hendes fejltrin, da vil lade sin vilje ske. Han kan også give udtryk for håbet om at hun vil hente styrke i Bibelen til at overvinde sin svaghed.

Mens en kristen personligt kan føle at han kan henvende sig til Gud og bede for en udstødt, vil det dog ikke være på sin plads at gøre det i bønner der bedes offentligt eller i menigheden. De der lytter til sådanne bønner er måske endnu ikke klar over de vidnesbyrd der tyder på at den udstødte er ved at ændre sind. Eller de er måske endnu ikke overbevist om at den pågældende ikke har begået en „synd som er til døden“.

I de tilfælde hvor en kristen mener at det er rigtigt at bede for en udstødt kan han altså gøre det, men kun i sine egne private bønner. Og vi kan alle stræbe efter i denne forbindelse at lade vore tanker og vor indstilling lede af den inspirerede vejledning i Jehovas ord.

● Var det ikke forkert af Lot at tilbyde Sodomas indbyggere sine døtre?

Nogle har rejst den anklage at Lot handlede forkert, men vi er ikke i dag i stand til at fordømme ham. Bibelen viser at Gud, som læser hjerter, ikke fordømte Lot for det han gjorde.

Da Gud sendte to materialiserede engle til Sodoma og Gomorra viste Lot gæstfrihed og nødte dem til at overnatte i sit hus. Samme aften stimlede en skare af byens indbyggere sammen omkring huset og råbte: „Hvor er de mænd, der kom til dig i nat? Kom herud med dem, for at vi kan stille vor lyst på dem!“ — 1 Mos. 18:20, 21; 19:1-5.

Lot trådte udenfor og forsøgte at tale dem fra det. Derpå sagde han: „Se, jeg har to døtre, der ikke har kendt mænd, dem vil jeg bringe ud til eder, og med dem kan I gøre, hvad I lyster; men disse mænd må I ikke gøre noget, siden de nu engang er kommet ind under mit tags skygge!“ Den rasende hob trængte ind på Lot og var lige ved at sprænge døren. Så greb englene ind og slog hoben med blindhed. — 1 Mos. 19:6-11.

Denne beretning har undret eller foruroliget mange, navnlig kvinder. Nogle har endog rejst den anklage at Lot optrådte som en kryster, at han ikke burde have tilbudt at betale for sine gæsters sikkerhed med sine døtres dyd eller at han burde have overgivet sig selv til skaren.

Vi må imidlertid ikke glemme at det efter orientalsk skik og brug var en uskreven lov at værten skulle beskytte de gæster han havde i sit hjem, ja om nødvendigt forsvare dem med sit eget liv. Lots ord („siden de nu engang er kommet ind under mit tags skygge“) viser at han følte et ansvar for at beskytte sine gæster. Hvordan kan nogen i øvrigt anklage Lot for fejhed? Han gik modigt ud til skaren, ja lukkede endog døren bag sig og stod ganske alene over for denne pøbelsværm.

Hvordan så med det tilbud Lot gav den sammenstimlede hob? Nogle mener at Lot burde have tilbudt sig selv, men det er næppe sandsynligt at den fordærvede hob ville have været tilfreds med en gammel gift mand. Lots tilbud kan derimod have virket desorienterende på skaren: Her var to unge jomfruer, og muligheden for at krænke dem eller besmitte dem må til en vis grad have tiltalt skaren. Men på den anden side var det jo kvinder, og de var forlovede med to mænd i byen. Tilbudet kan således have bragt forvirring eller splittelse blandt de fordærvede mænd der var stimlet sammen.

Og selv om Lot i begyndelsen ikke vidste at det var engle han beværtede, kan han udmærket på dette tidspunkt have været klar over at gæsterne var sendebud fra Gud. (Hebr. 13:2) Af den grund kan han, uanset hvor nær hans døtre stod ham, have følt sig villig til at ofre dem om nødvendigt. (Jævnfør Første Mosebog 22:1-14; Anden Samuelsbog 12:3.) Da han tilbød hoben sine døtre, kan han have næret tillid til at Jehova, hvis det var hans vilje, ville beskytte dem, ligesom Han tidligere havde beskyttet Sara i Ægypten. (1 Mos. 12:17-19) Og sådan gik det. Jehova ledede begivenhederne på den måde at Lot og hans døtre blev reddet, ikke blot fra den homoseksuelle skare, men også da byerne blev ødelagt med ild. — 1 Mos. 19:15-29.

Englene sagde ikke at Lot havde forspildt sin retfærdighed ved at give dette tilbud. Tværtimod hjalp de Lot og hans familie til at undslippe da Gud bragte ødelæggelse over disse byer der end ikke havde ti retfærdige indbyggere. (1 Mos. 18:26-32) Af større betydning er at heller ikke Gud kritiserede Lot, der pintes blot ved at se lovløse gerninger. Jehova, der kan læse hjerter, erklærede derimod at Lot var ’en retfærdig mand’. — Ordsp. 15:11; 2 Pet. 2:8, 9.

Denne beretning er en værdifuld del af Bibelen. Den tjener til at understrege Sodomas og Gomorras slethed, den vækker harme hos de retfærdige der læser den, og den viser at Gud misbilliger homoseksualitet. Beretningen hjælper os også til at indse at Bibelen taler sandt når den siger at Gud er retfærdig — han tolererer ikke ondskab. (5 Mos. 32:4) Vi kan have tillid til at Gud er lige så fuldkommen og retfærdig i sin bedømmelse af Lot når han kalder denne ’en retfærdig mand’.