principper og gør nar af dens budskab om en ny verden. Men som i Noas dage udholder Gud tålmodigt den pine at skulle se på dette. Mange tager imidlertid fejl af denne langmodighed og mener at Gud slet ikke vil gribe ind. De siger nøjagtig som de troløse jøder før Gud eksekverede sin dom over dem: „[Jehova] gør hverken godt eller ondt.“ Men de tog fejl, og det vil også vise sig at være tilfældet med dem der siger det samme i dag. Det er en af de ting apostelen Peter understreger i sit andet brev, det tredje kapitel.

Efter at have brugt Noas dage som et eksempel på at Gud vil gribe ind og fjerne det onde, forsikrer han sine læsere om at den nuværende verden er „forbeholdt ilden på den dag, da de ugudelige mennesker skal dømmes og fortabes“. Men hvornår sker det? Apostelen advarede mod utålmodighed. Kristne må betragte tiden med Guds øjne. „Men dette ene må I ikke glemme, I elskede,“ skrev Peter, „at én dag er for Herren som tusinde år, og tusinde år som én dag.“ Skønt det dengang var mere end 2400 år siden „den daværende verden [verden på Noas tid] blev oversvømmet af vand og gik til grunde“, ønskede Peter at understrege at der, set med Guds øjne, kun var gået henved to og en halv dag. Læg hertil de 1899 år der er gået siden disse ord blev nedskrevet i år 64, og det bliver stadig, set med Guds øjne, ikke til mere end knap to tredjedel uge! Har vi da ret til at sige at Gud nøler? — 2 Pet. 3:3-8.

Peter hævdede at det har vi ikke. „Herren nøler ikke med at opfylde forjættelsen,“ fortsatte han, „(sådan som nogle anser det for nølen), men han har langmodighed med jer.“ Ja, Gud tillader at det onde varer ved fordi han er langmodig, „da han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse“. Hvordan indvirker nu kundskaben herom på os? Føler vi stor taknemmelighed over Guds langmodighed? Bliver vor kærlighed til ham større fordi han tager hensyn til dem der endnu ikke har hørt om hans forjættelser? Eller bliver vor kærlighed til ham mindre fordi vi ønsker at erfare opfyldelsen af forjættelserne med det samme? — 2 Pet. 3:9.

Følg Guds eksempel

Modne kristne vil følge Guds eksempel og lægge tålmodighed for dagen. Af hele deres hjerte ønsker de at se det onde fjernet og Guds nye verden indført, men blot fordi det ikke sker så hurtigt som de kunne ønske, stamper de ikke i jorden og truer med at holde op med at tjene Gud. Ville det ikke være barnagtigt? Et barn kan ikke holde ud at vente, og i sin irritation over at skulle vente, handler det ofte ondt og ulydigt. Sådan skulle kristne imidlertid ikke være. Peter siger videre: „Derfor, I elskede! da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred.“ — 2 Pet. 3:10-14.

Guds langmodighed tjener et nyttigt formål, og det skulle kristne aldrig glemme. Peter minder os herom med følgende ord: „I skal betragte vor Herres langmodighed som udslag af hans frelsesvilje. Således har også vor elskede broder Paulus med den visdom, som blev ham givet, skrevet til jer.“ Mange hundrede år forinden havde Jehova sagt: „Jeg har ikke lyst til den gudløses død, men til at han omvender sig fra sin vej, at han må leve!“ Derfor holder Jehova Gud de kræfter tilbage der skal bryde løs i Harmagedon. Hans langmodighed vil tjene til frelse for tusinder af mennesker, ja måske bliver det millioner! — 2 Pet. 3:15; Ez. 33:11.

Er du blandt dem der drager nytte af Guds langmodighed? Det er vigtigt at gøre det, for det betyder selve livet. Bedrag ikke dig selv til at tro at Gud ikke vil gøre noget, at han intet ser. „På jorderig skuer hans øjne ned, hans blik ransager menneskers børn; retfærdige og gudløse ransager [Jehova],“ og „alle de gudløse sletter han ud“. I næsten to tusind år har kristne ventet på at Gud vil eksekvere sin dom over de onde, og Bibelens profetier viser at denne domshandling er nært forestående. — Sl. 11:4, 5; 145:20.

Tiden er derfor inde til ikke alene at benytte sig af Guds langmodighed ved angrende at vende sig til hans ord efter vejledning, men også til at efterligne Gud og selv vise tålmodighed. Der gives mange lejligheder hertil. Børnene efterkommer måske ikke vore anvisninger så hurtigt som vi kunne ønske det. Vi bør da huske at børn er børn og at dårskab er knyttet til deres hjerte. Vi bør have tålmodighed med dem, ligesom Gud har med os. Der er også brug for tålmodighed i forholdet mellem mand og hustru. Tænk på i hvor mange år Jehova havde tålmodighed med sin hustrulignende nation, Israel. Følg hans eksempel. Lad os vise tålmodighed mens vi, som Peter formanede, „venter på og holder [os] nær i tanke Jehovas dags nærværelse“. — 2 Pet. 3:12, NW.

Spørgsmål fra læserne

● Hvordan skal Lukas 23:34 forstås, og hvorfor er hele skriftstedet taget med i New World Translation of the Holy Scriptures? Er en del af skriftstedet ikke uægte? — J. W., De forenede Stater.

Den omstridte del af Lukas 23:34 lyder: „Men Jesus sagde: ’Fader! tilgiv dem; thi de ved ikke, hvad de gør.’“ Grunden til at disse ord forekommer i New World Translation of the Holy Scriptures er at de findes i Det sinaitiske og Det aleksandrinske Manuskript, Codex Ephraemi rescriptus, Vulgata (latin) og to syriske versioner, Den curetoniske Version og Peshitta-versionen. Et meget stort kildemateriale taler for at ordene er ægte.

De omstridte ord er imidlertid sat i klammer i New World Translation of the Holy Scriptures. Det er fordi Westcott og Horts græske tekst, som New World Translation er baseret på, har disse ord i dobbelte klammer. Derved ville de to bibelforskere gøre opmærksom på at ordenes ægthed ikke er ubestridelig. Nogle få meget værdifulde manuskripter udelader dem, heriblandt det kendte vatikanske manuskript nr. 1209, Codex Bezae og den sinaitiske kodeks med den syriske oversættelse. Efter at have vejet for og imod besluttede oversættelseskomiteen for New World Translation at bibeholde disse ord i den reviderede udgave — mest fordi der ikke skulle være nogen fodnoter i denne udgave, hvorfor det var et spørgsmål om enten at beholde dem i teksten eller også helt at udelade dem.

Før i tiden begrundede man hovedsagelig formodningen om at ordene var uægte med at de ikke forekom i det kendte vatikanske manuskript nr. 1209. Det ser dog ikke ud til at det er en særlig tungtvejende begrundelse, for passagen findes jo i så mange andre meget nøjagtige manuskripter. Det lader til at være den almindelige mening blandt nutidens bibelkyndige at ordene er ægte nok, for passagen forekommer i sådanne oversættelser som Revised Standard Version, A New Translation of the Bible af James Moffatt, The New English Bible og The New Testament in Modern English af J. B. Phillips. (Også i den danske autoriserede oversættelse.)

I denne forbindelse må det bemærkes at bibelteksterne kan opdeles i tre grupper efter deres autenticitet. Den første gruppe omfatter de steder der er så velbevidnede og klare at man ikke kan betvivle at de hører med til Bibelen. Disse steder udgør ifølge Westcott og Hort op imod 99 procent af Bibelen. Den anden gruppe indbefatter de passager om hvilke man med sikkerhed ved at de ikke hører med til Bibelen, såsom størstedelen af 1 Johannes 5:7. Den tredje gruppe består af de få passager som ikke er så godt bevidnede eller som er uklare på den ene eller den anden måde og som man derfor må tage op til nærmere overvejelse i hvert enkelt tilfælde. Til disse passager hører den første del af Lukas 23:34.

Angående spørgsmålet om hvem Jesus hentydede til da han udtalte de omstridte ord, siger det foregående vers: „Og da de var kommet til det sted, som kaldes ’Hovedskal’, korsfæstede [pælfæstede, NW] de ham dér tillige med forbryderne, den ene ved hans højre, den anden ved hans venstre side.“ Så er det Jesus udtaler de omstridte ord, hvorefter beretningen fortsætter: „Og de delte hans klæder imellem sig ved at kaste lod om dem.“ Det er klart at Jesus ikke bad Gud om at tilgive forbryderne som blev