En snarlig løsning på verdens problemer
PROBLEMER er visselig ikke af ny dato. Vi får alle vores del af dem. Det har sikkert heller ikke undgået nogens opmærksomhed at problemerne synes at være blevet værre i de seneste måneder.
Det er faktisk sådan at mænd i ansvarsfulde stillinger frygter en verdenskatastrofe. Daglig ser man denne frygt afspejlet i avisoverskrifter. Som for eksempel:
„Hele verden oversvømmet af inflationsbølgen“
„Kriminaliteten på gaderne et verdensomspændende problem“
„Verdensomfattende hungersnød frygtes“
Men der er andre problemer. Oliemangel og økonomisk sammenbrud truer mange lande. Så alvorlig er situationen at der hyppigt afholdes konferencer både på globalt og på regionalt plan. For eksempel samledes i november 1974 130 nationer i Rom for at drøfte det verdensomspændende fødevareproblem. Ja, så mange grupper mødtes i 1974 at man har kaldt det „de internationale konferencers år“.
Problemer som før kun angik mennesker ’på den anden side af kloden’ synes nu at berøre alle. Det kommer til at stå mere og mere klart at alle mennesker tilhører den samme menneskelige familie. Hvad der berører ét udsnit af familien, berører alle, undertiden fra den ene dag til den anden.
Man må erkende at det jordiske samfund er tæt sammenknyttet. Uanset om vi bryder os om det eller ej, er alle lande afhængige af hinanden. Dog har dette ikke fået dem til at samarbejde, selv om der er et tydeligt behov for det.
Hvad er grunden til at nationerne ikke kan løse problemerne ved samarbejde?
Grunden til at man ikke kan løse problemerne
Først og fremmest er grunden den at de er delt på så mange måder. De afviger fra hinanden i politisk ideologi, det økonomiske system, samfundsopbygning og religion, og befolkningen nærer som følge heraf ofte en indgroet fordom mod alle som ser anderledes på tingene end de selv.
Alt dette avler mistillid, og denne mistillid er en af de væsentligste grunde til at menneskene ikke formår at løse de problemer der opstår landene imellem. Et eksempel: Selv om man kan se hvor tåbeligt det er, er nationerne ved at undergrave deres økonomi med de milliardbeløb de bruger på et militær som de håber de aldrig vil få brug for. I betragtning af de mange brudte fredstraktater ser nationerne ingen grund til at stole på hinanden og mener derfor ikke der er noget alternativ til rustningskapløbet.
Dette fører frem til en anden væsentlig grund til at menneskene ikke formår at løse de verdensomspændende problemer, nemlig menneskenes selviskhed. Man ser den ikke blot hos organisationer og nationer, men helt nede ved det menneskelige samfunds rødder. Er det ikke sandt at næsten alle først tænker på sig selv? Man søger som regel sin egen fordel uden hensyn til andre. Man undskylder sig måske med at sådan gør de andre også, og at de vil trænge sig frem foran en hvis man ikke selv skynder sig at tage først. Det er sådan nationerne gør i det store format.
Man bør ikke tro at det er mangler ved jorden selv der er skyld i de problemer menneskene står over for nu — at den for eksempel ikke kan frembringe føde nok til alle. I 1970 anslog De forenede Nationers Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) at jorden kunne frembringe føde til en befolkning der var flere gange større end den nuværende. Sult og underernæring nu skyldes simpelt hen dårlig ledelse og planlægning af såvel fødevareproduktionen som fordelingen af fødevarerne.
Det samme er tilfældet med jordens såkaldte ’svindende ressourcer’. Jorden har i sig alle de råstoffer som menneskene behøver for at leve en tryg og sorgfri tilværelse, og der ville være en overflod at tage af hvis ikke menneskene i selviskhed havde bortødt og misbrugt, disse rigdomme, samtidig med at de har forurenet jorden. De problemer der truer kloden er nogle som menneskene selv har skabt.
Nu er disse problemer blevet så store at de ikke kan løses lokalt. Mennesker overalt på kloden må inddrages i arbejdet. Hvad skal der til for at dette kan gennemføres?
Hvad der skal til: en verdensregering
I de seneste årtier har der været talt mere og mere om behovet for en verdensregering af en eller anden art. Gud har for længe siden set dette behov for en verdensregering og har i sit ord, Bibelen, talt om et herredømme som ville omspænde hele jorden. — Dan. 7:13, 14, 27.
Imidlertid erklærede menneskene i 1918, efter den første verdenskrig, at deres middel, Folkeforbundet, ville løse problemerne på jorden. Selv kirkerne støttede tanken og betragtede fejlagtigt Folkeforbundet som „et væsentligt kristent bidrag til opnåelse af fred og retfærdighed mellem nationerne“. — London Times, 5. december 1918.
Dog var Folkeforbundet ikke egentligt kristent. Det udgjorde heller ikke nogen verdensregering. Og det løste ikke problemerne. Nu er dets afløser, De forenede Nationer, som ingen sinde før i organisationens snart trediveårige historie kommet frem i rampelyset. Men oprigtig talt, hvilket af de mange virkeligt verdensomspændende problemer som hjemsøger menneskene, har De forenede Nationer kunnet løse?
Det står klart at de verdensomspændende problemer er for vanskelige for menneskene at klare alene. Vil det da sige at situationen er håbløs? Nej, der er en løsning. Men hvor?
Hvorfra hjælpen må komme
Hvem ville det være rimeligere at søge en løsning hos end menneskets egen Skaber? Hvem véd bedre end han hvordan vor jord fungerer og hvordan menneskenes behov skal opfyldes? Og hvem er mere interesseret i menneskene end deres Skaber?
Men du spørger måske: ’Hvis Han vil løse de verdensomspændende problemer, hvorfor har han da ikke gjort det noget før?’
Dette spørgsmål giver Skaberen selv et tilfredsstillende svar på i sit ord. Bibelen forklarer at Gud har tilladt ondskab i alle disse år for én gang for alle at afgøre vigtige stridsspørgsmål der blev rejst da mennesket gjorde oprør mod Gud, stridsspørgsmål der berører vor egen tilværelse. Men nu er tiden nær da Gud, som han har lovet, vil bortrydde alle som fremturer i ondskab, og derefter vil han opfylde sin egen storslåede hensigt med jorden. I det samme tidsrum har Gud vist sin tålmodighed med menneskene, idet han ønsker at give dem mulighed for at opnå frelse ved at lære hans hensigt at kende og leve i overensstemmelse med den. Han har i sin godhed givet tid til dette. — 2 Pet. 3:9, 15.
Hvad er da Guds hensigt?
En verdensregering ved Gud
Det er hans hensigt at skænke menneskeheden en retfærdig regering som vil forene alle folk på jorden. Jesus Kristus viede sin jordiske tjeneste til at fortælle folk om denne regering. Han opfordrede sine disciple til at bede om den. Man beder om denne regering når man siger: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ — Matt. 6:9, 10, dansk autoriseret oversættelse.
Men hvordan kommer dette rige? Kommer det ved at alle de nuværende nationer og folkeslag til sidst underkaster sig Guds love og uselvisk begynder at tjene hinandens interesser? Hvad mener du selv? Er der noget der tyder på at dette vil ske?
Nogle vil måske pege på de fødevaregaver som de rigere lande sender til de fattigere lande og sige at dette er tegn på disse nationers uselviske interesse for andres velfærd. Men er der virkelig tale om uselvisk interesse? Nej, tværtimod. Politiske strateger siger at nationerne yder disse gaver af „oplyst interesse for sig selv“. George Wald fra Harvard-universitetet forklarer: „Vi giver løfte om fødevarer hvor de kan bruges til at sikre en politisk fordel eller hvor de kan sælges til en god pris.“
Nej, hvis Guds riges ’komme’ afhang af at de nuværende folkeslag og nationer fattede en uselvisk og kærlig interesse for hinanden, så ville det aldrig komme. Guds rige vil komme på en anden måde, en højst chokerende måde for de fleste mennesker på jorden. Hvordan vil det ske?
Dette fortæller Bibelens profetier. I en af disse siges der, idet der peges frem til tidspunktet for den fuldstændige afgørelse af alle stridsspørgsmål og opfyldelsen af Guds storslåede hensigter: „I hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ — Dan. 2:44.
Tænk på hvad dette betyder! Når vi beder om Guds riges komme, betyder det altså at vi beder om at det kommer med en ødelæggende kraft og fejer alle de nuværende jordiske regeringer bort fra jorden. Det betyder enden på den nuværende uretfærdige verden, en begivenhed der ofte nævnes i Bibelen. (2 Pet. 3:5-7; 1 Joh. 2:17) Naturligvis vil selve jordkloden blive stående, og Gud vil også bevare nogle ud af menneskeslægten som vil fuldbyrde hans hensigt med jorden.
Hvordan vil denne regering forene alle folkeslag på jorden og sørge for en løsning på de verdensomspændende problemer?
Hvad Guds regering vil udrette
Bibelen siger: „Men der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ (2 Pet. 3:13) De himle Bibelen taler om her, er ikke en ny himmel med stjerner og planeter, og der er heller ikke tale om en ny jordklode. Der er intet i vejen med disse, og de behøver ikke at blive erstattet. Bibelen siger at den bogstavelige jordklode „aldrig i evighed“ vil rokkes. — Sl. 104:5.
Det der er brug for er imidlertid en retfærdig regering, en regering som upartisk tager sig af alle sine undersåtters tarv og derfor nyder deres tillid. Sådan vil Guds rige blive. Jesus kaldte det ved flere lejligheder „himlenes rige“. (Matt. 4:17; 10:7; 11:11) Dette himmelske herredømme udgør de førnævnte „nye himle“. Den „ny jord“ er et nyt jordisk samfund af mennesker som underlægger sig Guds riges styre. Her vil retfærdighed bo. Hvordan kan vi være sikre på det?
Først og fremmest fordi Jesus Kristus er den der af Gud er udpeget til konge i den himmelske regering. I sit jordiske liv viste Jesus at han besad de egenskaber som ville gøre ham til en god hersker. Ydermere gav han følgende leveregel: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) Hvis alle følger denne leveregel, hvilken „jord“ vil det så ikke blive?
Det vil sandelig blive en ny jord. Menneskene vil ikke længere være splittede og delte. De vil ikke nære mistillid til hinanden eller være fyldt med fordom. Al selviskhed vil være fjernet, og folk vil i stedet være oprigtigt interesseret i at hjælpe hinanden. Vi kan være forvissede om at Jesus Kristus som konge vil sørge for at alle hans jordiske undersåtter følger denne norm for en ret levevis. De vil alle adlyde det bibelske bud om at elske hinanden. Det bliver i sandhed storslået! — Joh. 13:34.
Hvordan vil det gå med de øvrige problemer man nu kæmper med i verden, som for eksempel fødevaremangelen? Hvordan vil den blive afskaffet?
Ja, tænk over følgende: Når den som skabte de store mælkeveje med deres milliarder af stjerner, støtter Jesus Kristus med sin kraft, mon han så ikke vil kunne klare denne situation? Allerede mens han befandt sig på jorden, gav han bevis på at han havde magt over vejret, hvoraf afgrødernes vækst afhænger. (Mark. 4:35-41) Ved en anden lejlighed velsignede han fem brød og to fisk, og Gud lod mirakuløst denne føde forøges så der var nok til fem tusind mænd, samt kvinder og børn. Med en sådan magt bag sig vil det ikke være umuligt for kongen Jesus Kristus at sørge for nærende mad til alle. — Matt. 14:14-21.
Selv ting som det ikke ligger i menneskers magt at gøre, kan Kristus gøre. Når man kom til ham med syge og svage demonstrerede han hvad han vil gøre for sine undersåtter på hele jorden. Bibelen siger: „Han kurerede dem, så de mange mennesker var ganske forbløffede når de så stumme tale og halte gå og blinde se.“ — Matt. 15:30, 31.
Jesus oprejste endog døde! Til en pige som var død sagde han: „Lille pige, jeg siger dig: Stå op!“ Og det gjorde hun. „Straks stod pigen op og begyndte at gå omkring.“ Hvordan reagerede folk? Der siges: „De blev straks ude af sig selv af stor henrykkelse.“ (Mark. 5:41, 42) Sådan vil reaktionen uden tvivl også være når opstandelsen af de døde finder sted på den „ny jord“.
Jorden selv vil undergå en skøn forvandling. Da Jesus hang døende på pælen udtrykte en af forbryderne som hang ved siden af ham, tro på ham, idet han sagde: „Jesus, husk mig når du kommer i dit rige.“ Og Jesus svarede: „I sandhed, jeg siger dig i dag: Du skal være med mig i Paradiset.“ (Luk. 23:42, 43) Ja, det er hvad hele jorden vil blive under Guds konges, Kristi Jesu, styre — en smuk have eller park, et virkeligt paradis.
Hvad vil DU gøre?
Nogle vil måske sige: ’Det er alt sammen for godt til at være sandt.’ Én ting er dog sikker: menneskene har ikke kunnet løse verdens problemer. Der er intet håb at finde i deres løfter. Samtidig må vi indrømme at dét Gud lover, er noget vi alle ønsker, både for os selv og vore nærmeste. Men Gud forventer ikke at vi skal tro uden videre. Derfor har han i sit ord givet vidnesbyrd om at hans løfter står ved magt.
Vi opfordrer alle til selv at undersøge dette. Jehovas vidners møder i deres rigssale står åbne for enhver. Og Jehovas vidner vil med glæde vise enhver der kommer, hvad man personligt må gøre for at få gavn af den ordning som for evigt vil løse de verdensomspændende problemer.