Drag nytte allerede nu af Kristi offer
JESU KRISTI genløsningsoffer er en af de største velsignelser der nogen sinde er tilvejebragt for ufuldkomne mennesker. De som benytter sig af denne foranstaltning er i sandhed lykkelige!
Nu vil nogen måske sige: Jamen jeg behøver ikke at blive løskøbt. Jeg er ikke i trældom. Jeg er fri. Jeg kan komme og gå som det passer mig.
Fri? Ja måske i begrænset betydning, men ikke virkelig fri, ikke fri i alle henseender. Er vi ikke i trældom under synden og døden der virker i vort legeme? Vi er ikke i stand til at handle fuldkomment, hverken moralsk eller i anden retning; vi kan heller ikke afværge den nedbrydende proces der fører mod døden, vel? Afgjort nej! Det er grunden til at Job klagende udbrød: „Mennesket, født af en kvinde, hans liv er stakket, han mættes af uro,“ og derfor gælder Davids ord os alle: „Se, jeg er født i misgerning, min moder undfanged mig i synd.“ — Job 14:1; Sl. 51:7.
Hvordan gik det til at vi blev underlagt denne trældom? Det skyldes vor stamfader Adams ulydighed, sådan som vi læser: „Ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske, og døden ved synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker, fordi de alle syndede.“ Vore første forældre spiste så at sige sure druer, og på denne måde har vi alle fået ømme tænder. — Rom. 5:12; Jer. 31:29.
Men hvorfor måtte der en genløsning til for at udfri os fra den uretfærdighed og skade vore første forældre forvoldte os? Kunne Gud ikke, af ren og skær kærlighed, tilgive menneskenes synder, når disse var nedarvede? Det er hvad den modernistiske gren af præsteskabet hævder, men dermed forkaster de Bibelens lære om Jesu Kristi genløsningsoffer for vore synder.
Nej, Gud kunne ikke simpelt hen tilgive menneskene deres nedarvede synder, for deri ville ligge at han begik en fejl da han dømte Adam til døden og at han ikke forudså konsekvenserne af sin retskendelse. Hvis han gjorde det, ville han desuden overtræde sine egne retfærdige love og derved miste sine skabningers ærefrygt og respekt. Synden havde bevirket at livet var gået tabt, og der måtte derfor et skyldfrit liv til for at ophæve syndens virkninger. Vi læser således at „der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt“, idet blod her står som udtryk for livet. — Hebr. 9:22.
Jehova Gud kunne imidlertid kærligt træffe foranstaltning til at en anden påtog sig at sone skylden, sådan at de der var blevet ofre for Adams overtrædelse kunne udfries. For at kunne genløse menneskene måtte denne anden naturligvis være fuldkommen og have ret til liv. Eftersom der ikke var en eneste af Adams efterkommere der opfyldte disse betingelser, tilbød Gud sin enbårne søn denne forret, som han med glæde tog imod. Gud overflyttede derpå sin søns liv fra himmelen til jorden, til en jomfrus moderskød. Således gik det til at Jesus blev født som et menneske og dog havde ret til liv, hvilket gjorde det muligt for ham at genløse menneskeslægten. — Gal. 4:4.
I overensstemmelse hermed præsenterede Johannes Døber Jesus med disse ord: „Se Guds lam, som bærer verdens synd!“. Ved sin død på marterpælen løskøbte Jesus Kristus menneskeslægten, idet han døde for dens synder, som vi læser „Kristus . . . [er] een gang . . . blevet ofret for at bære manges synder.“ Og som Jesus selv siger: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ Ja, „der er kun een Gud, og kun een mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle“. — Joh. 1:29; Hebr. 9:28; Matt. 20:28; 1 Tim. 2:5, 6.
En død Jesus kunne dog ikke være til nogen gavn for menneskene. For at Jesus kunne overgive værdien af sit offer til Guds retfærdighed og få menneskeslægten i eje med ret til at udfri den fra synd og død og lade menneskene nyde godt heraf, var det nødvendigt at han blev oprejst fra de døde. Det gjorde Gud ved at oprejse Jesus som en ånd, idet hans offer ellers ville have været forgæves. Fyrretyve dage senere steg Jesus op til himmelen for at overrække Gud værdien af sit offer. — Hebr. 9:24; 1 Pet. 3:18.
De der først får gavn af det
Bibelen viser at der er to forskellige skarer der får gavn af genløsningen, det vil sige at genløsningen har til følge at der bliver to forskellige mål eller bestemmelser for menneskene. Et forholdsvis lille antal, 144.000, skal arve guddommeligt liv i himlene, og et stort, ikke forudbestemt antal vil få evigt liv på jorden. Det lille antal kaldes den „lille hjord“ eller „Kristi legeme“. Det er dem „som er løskøbt fra jorden“ for at skulle regere med Kristus i himlene. — Luk. 12:32; Ef. 4:12; Åb. 14:1, 3; 20:6.
Lige siden Pinsedagen har disse kunnet nyde godt af Kristi offer. Hvorledes? Da de modtog kundskab om Gud, hans ord, hans hensigter og Kristi genløsning, udviste de tro derpå. Som bevis på deres tro har de angret deres tidligere selviske handlemåde, har omvendt sig eller er vendt om for at følge en retfærdig handlemåde, har indviet sig til at gøre Guds vilje og har ladet sig døbe. På grundlag af deres tro og indvielse og Kristi offer erklærer Gud disse retfærdige, hvilket vil sige at han, endnu mens de er i det ufuldkomne kød, giver dem ret til liv som menneske. Dette opofrer de for at kunne tage imod Guds kaldelse til en himmelsk belønning, hvorved Gud anerkender dem som åndelige sønner.
Disse som er blevet ’født igen af sandhedens vand og Guds hellige ånd’ kan glæde sig over et inderligt forhold til Gud som hans åndelige sønner, alt sammen på grund af Kristi genløsningsoffer. Gud er deres Fader på en ganske særlig og personlig måde. De har adgang til ham i bøn, og deres problemer er til enhver tid noget der angår ham. De har det vidnesbyrd at de er Guds sønner mens han bereder dem til liv i himlene. Han sørger for at „alle ting samvirker til gode for dem, som elsker Gud, dem, som efter hans beslutning er kaldede“. Eftersom antallet af disse er begrænset til 144.000 og de er blevet udvalgt fra Pinsedagen, for 1900 år siden, og fremefter, må det naturligvis forventes at der kun vil være nogle få af dem tilbage på jorden i vor tid, hvilket kendsgerningerne også viser. — Rom. 8:28.
Andre der får gavn heraf
Almindeligvis kender kristenheden kun til én bestemmelse for dem der får gavn af Kristi genløsning, nemlig himmelen; men Bibelen viser klart at de fleste der får gavn af Kristi offer vil blive velsignet med liv på jorden. At der skulle være to skarer blev forbilledligt skildret på Israels årlige forsoningsdag, for da blev der bragt ét offer for ypperstepræsten og hans familie eller hus, og et andet for resten af Israels folk. Det fremgår også af apostelen Johannes’ ord da han sagde at Jesus Kristus „er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens“. — 1 Joh. 2:2; 3 Mos. 16:6, 15.
Dette bliver endnu mere indlysende ved at Bibelen taler om at nogle skal være Abrahams sæd og herske som konger og præster med Kristus. Det er klart at der må være nogle der skal velsignes af Abrahams sæd og som disse konger og præster skal regere over. Det er grunden til at Jesus ikke blot talte om en „lille hjord“ og får fra „denne fold“, men også om „andre får“ som han ville samle. — Joh. 10:16; Gal. 3:29.
Eftersom størstedelen af dem for hvem Kristus gav sit liv som en genløsning, er døde, må der komme en opstandelse af de døde dersom disse skal få gavn af genløsningen. Bibelen slår gentagne gange fast at der vil komme en opstandelse af alle dem der er i mindegravene eller i Guds erindring: „Undres ikke over dette, for den time kommer da alle de som er i mindegravene skal høre [Jesu] røst og komme frem, de som gjorde det gode, til en livets opstandelse, de som gjorde det onde, til en dommens opstandelse.“ „Der . . . skal ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige.“ — Joh. 5:28, 29, NW; Ap. G. 24:15.
Disse vil komme frem fra gravene i løbet af Kristi tusindårsrige og få lejlighed til at lære om Jehova, hans hensigter og hans vilje med dem. Når de underlægger sig Kristi retfærdige styre vil genløsningen komme dem til gode idet de efterhånden vil opnå åndelig, moralsk og fysisk fuldkommenhed. Ved slutningen af tusindårsriget vil de blive sat på en endelig prøve. Dersom de trofast står den igennem vil det største gode som følge af Kristi offer blive dem til del: retten til evigt liv i lykke på Guds paradisiske jord. — Åb. 20:5, 7-9; 21:1-4.
Hvordan man får gavn af det allerede nu
Det er også muligt for dem der ikke hører til Kristi brud eller er lemmer på Kristi legeme at få gavn af genløsningen på denne side Harmagedon og Guds nye verden. Denne mulighed står åben for alle retsindige mennesker i vor tid. Dersom du ønsker at være blandt denne lykkelige skare må du handle i lighed med dem der bliver lemmer på Kristi legeme. Det vil sige at du må tilegne dig kundskab om Gud, hans hensigter, Kristi genløsning og Guds vilje med dig og udøve tro derpå. Dette vil føre til at du ind for Gud erkender at du er født i synd og derfor er en overtræder af Guds lov; det vil få dig til oprigtigt at angre din tidligere adfærd og afstå fra synd, idet du slår ind på retfærdighedens vej og indvier dig til at gøre Guds vilje, hvilket du offentligt giver til kende ved at lade dig døbe i vand. Dersom du følger en sådan handlemåde vil du blive en del af den store skare om hvem det profetisk blev sagt:
„Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’ . . . ’Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. . . . Lammet, som står midt for tronen, skal være deres hyrde og lede dem til kilderne med livets vand.’“ — Åb. 7:9, 10, 14, 17.
Ja, da vil du være blandt dem der synes retfærdige i Guds øjne og som så at sige bærer hvide klæder der er tvættet i Jesu Kristi, Lammets blod. På grund af din tro på genløsningen tilgiver Gud dine synder, selv om han ikke på nuværende tidspunkt skænker dig retten til liv. I tro kan du også nærme dig Gud i bøn og tjene ham på en måde som han kan godkende. Som en fremtidig søn af Gud kan du tiltale ham som „Fader“. Desuden kan du bede Jehova om et mål af hans hellige ånd med den forvisning at han med glæde giver dig det. — Matt. 6:9; Luk. 11:13.
Ved hjælp af denne hellige ånd vil du kunne følge en retfærdighedens vej, dog ikke uden yderligere hjælp fra Guds ord og hans synlige organisation. Ved at benytte dig af disse foranstaltninger vil du kunne forny dit sind og iføre dig en ny personlighed. Eftersom der tilregnes dig et vist mål af retfærdighed, får du desuden den forret at være forbundet med resten af Kristi legeme, som juridisk har fået retfærdighed tilregnet, og sammen med den tage del i den store gerning som Jehova ønsker udført nu i tiden, forkyndelsen af den gode nyhed om Riget overalt på jorden til et vidnesbyrd for alle nationer. — Rom. 12:2; Ef. 4:23, 24; Matt. 24:14.
Men du spørger måske: Fik fortidens trofaste ikke retfærdighed tilregnet? Kunne de ikke glæde sig over et venskabeligt forhold til Gud? Havde de ikke den forret at kunne bede og tjene Jehova og modtage hans hellige ånd, endskønt Kristi offer endnu ikke var bragt til veje? Jo. Indtil Kristi genløsning var erlagt tilregnede Gud sine tjenere et vist mål af retfærdighed og tilstod dem en venskabelig stilling på grundlag af deres tro, kærlighed til retfærdighed og de dyreofre de bragte. Sådanne dyreofre var et forbillede på Kristi genløsningsoffer, men de kunne ikke varigt rense for synd, ligesom de heller ikke kunne give håb om evigt liv. Det er årsagen til at Israels nation måtte bringe disse ofre år efter år. — Hebr. 10:1-4.
Men da Jesus Kristus kom til jorden og døde for menneskenes synder, tilvejebragte Gud et bedre, et varigt grundlag for tilgivelse af synder og et venskabeligt forhold til Gud, og han bestemte at Kristi offer skulle være dette ene middel. Derfor sagde Jesus: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. . . . [Bed] . . . i mit navn.“ — Joh. 14:6, 13, 14.
Bibelen viser at da vi lever så nær ved Guds nye retfærdsverden kan alle de som nu drager nytte af genløsningen, gøre sig håb om at blive beskyttet af Gud i den kommende Harmagedonkrig, som vil afmærke enden på den nuværende onde tingenes ordning, på samme måde som Noa og hans familie blev reddet gennem den daværende verdens tilintetgørelse. Derefter vil den store skare kunne glæde sig over de fysiske goder ved Kristi genløsning, idet de lidt efter lidt vil opnå fuldkommenhed på sind og legeme, uden først at have måttet smage døden. Dette betyder at de har udsigt til aldrig at skulle dø, sådan som det profetiske løfte tilkendegiver: „Søg [Jehova], . . . søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ — Zef. 2:3.
I sandhed, hvor velsignet er ikke deres lod som drager nytte af Kristi genløsningsoffer allerede nu!