Storindustri og os
FORRETNINGER og industri er aktiviteter der udføres af mennesker, og mennesker kan let begå alvorlige fejl. Det er derfor ikke så mærkeligt at der ofte sker alvorlige moralske fejltagelser inden for storindustrien. Den jonglerer med enorme pengesummer og appellerer derfor uvægerlig til de grådige og til dem der lider af magtbegær. Da den er en uadskillelig del af denne verden, afspejler den naturligvis også denne verdens guds tankegang. Vi ved jo at „hele verden ligger i den ondes magt“. — 1 Johannes 5:19.
De der begår forseelserne er ikke desto mindre selv ansvarlige. Enhver der ved hjælp af stor økonomisk magt bedrager manden på gaden, bør huske denne advarsel: „Den der udbytter den ringe smæder Ham der har frembragt ham.“ (Ordsprogene 14:31, NW) Selv hvis konsekvenserne af deres handlinger kun mærkes i et fjernt land og måske aldrig ses af dem selv, gælder det bibelske princip: „Den der udbytter den ringe for selv at få overflod . . . har armod i vente.“ (Ordsprogene 22:16, NW) Rigdom kan ikke skærme forbrydere mod Guds dom.
Dette må især gælde dem der fabrikerer og sælger våben. Det er ganske vist ikke dem der har fingeren på aftrækkeren, eller dem der kaster de bomber som berøver uskyldige livet. Men det er dem der fremskaffer våbnene, og de er derfor medskyldige. Sandheden er at en stor del af den moderne krigsførelse ville være umulig uden storindustriens samarbejde. Men storindustrien har samarbejdet, og derfor er hele kloden nu ’besudlet af det udgydte blod’, som Israels land var det i fortiden. (Salme 106:38, NW) Når Jehovas tid er inde til det, vil han dømme de ansvarlige, ligesom han gjorde i fortiden: „Du . . . tilintetgør dem, der farer med løgn; en blodstænkt, svigefuld mand er [Jehova] en afsky.“ — Salme 5:6, 7.
Hvad kan vi som enkeltpersoner stille op? Bør vi undgå alt hvad der har med storindustrien at gøre? Ikke nødvendigvis. Forretningsforetagender som sådan fordømmes ikke i Bibelen. (Ordsprogene 31:18, NW; Mattæus 25:14-27) Det der har betydning er hvordan et foretagende drives. „Den der skaffer sig uærlig vinding styrter sit hus i ulykke,“ advarer det bibelske ordsprog. Og de moralske farer der venter den hvis mål i livet er at blive rig, understreges i denne udtalelse: „Ærlig mand velsignes rigt, men jag efter rigdom undgår ej straf.“ — Ordsprogene 15:27, NW; 28:20.
En samvittighedsfuld forretningsmand bør ikke lade sig drive af begær, og han bør undgå alt hvad der kunne fremkalde begær hos andre. (Efeserne 5:3) Han ønsker ikke at investere sine penge i noget skadeligt. Den kristnes bøn lyder: „Fri mig fra blodskyld, Gud, min frelses Gud, så skal min tunge lovsynge din retfærd.“ (Salme 51:16) Hvordan skulle han da kunne tillade at hans penge anvendtes til fremstilling af våben, tobak eller noget som helst andet der forårsager sygdom og død? Det ville jo betyde at han blev behæftet med blodskyld.
Der er også noget andet at tage i betragtning. Apostelen Johannes sagde: „Alt det der er i verden — kødets begær og øjnenes begær og praleriet med de midler man har at leve af — er ikke af Faderen, men er af verden.“ (1 Johannes 2:16) „Kødets begær“, „øjnenes begær“ og „praleriet“ med det man ejer er netop hvad storindustrien fremmer i sin skånselsløse jagt på profit. Er man afbalanceret kan man imidlertid undgå at blive udnyttet; man behøver ikke at falde for snedige reklamekampagner eller andre former for pres der lægges på os for at få os til at skille os af med vore surt tjente penge, blot for at købe en eller anden unødvendig genstand der pludselig er blevet moderne.
På denne måde kan vi til en vis grad undgå at lade os føre bag lyset af storindustrien og at efterligne de forbrydelser der ofte begås i dens navn. Det er naturligvis forsvindende lidt vi som enkeltpersoner kan gøre for at afhjælpe de umådeligt store moralske og juridiske forbrydelser der begås af visse store foretagender. Den politiske korruption, kriminaliteten på gaderne, hungersnøden, krigstruslen og de andre problemer i denne tingenes ordning kan vi i det store og hele intet stille op imod.
Vi har dog et håb. Gud har lovet at denne tingenes ordning snart vil blive erstattet af en ny under hans rige. Det var netop denne nye tingenes ordning apostelen Peter talte om da han sagde: „Der er nye himle og en ny jord som vi venter ifølge hans løfte, og i dem skal retfærdighed bo.“ (2 Peter 3:13) I denne retfærdige ordning vil der ikke være plads for samvittighedsløse storindustrier eller nogen anden form for kriminalitet.
„Da dømmer han mange folkeslag imellem, skifter ret mellem talrige, fjerne folk; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer. Da sidder hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen skræmmer dem, så sandt Hærskarers [Jehovas] mund har talet.“ — Mika 4:3, 4
[Tekstcitat på side 9]
„En blodstænkt, svigefuld mand er [Jehova] en afsky.“ — Salme 5:7