Frihed under tryghed

„Thi også skabningen selv skal fries fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Rom. 8:21, NW.

1. Er det lykkedes mennesker at opnå frihed for sig selv?

FORGÆVES har menneskers anstrengelser været for at opnå sand frihed for sig selv og deres børn. Mange værdier og meget blod er blevet ofret på de verdslige frihedsaltre. Deres mange kampagner og krige, udkæmpet i frihedens navn, er endt med det resultat, at folket stadig har været bundet af de samme, gamle snærende bånd eller er kommet ind under nye, endnu mere hemmende bånd. I 1940’erne udbasunerede kristenhedens politikere, som en indrømmelse af at mennesker ikke var frie, slagordet: „Kæmp for de fire friheder.“ De benævnte disse friheder tilbedelsesfrihed, talefrihed, frihed for frygt og frihed for mangel. I året 1950 fandt der et frihedens korstog sted i de vestlige lande, under hvilket der blev indsamlet bidrag til „frihedsklokken“ i Vestberlin. Nu ringer denne såkaldte „frihedsklokke“ i Berlin dag efter dag blot for at minde om, at mennesker stadig ikke er frie. Alle disse menneskelige bestræbelser og demonstrationer løber ud i sandet. Det er, som apostelen Peter siger: „De lover dem frihed, skønt de selv er trælle af fordærvelsen.“ — 2 Pet. 2:19.

2. Hvilken interesse nærer Jehovas vidner for frihed?

² Jehovas kristne vidner, der findes inden for Guds skønne fodskammels fire hjørner, det vil sige inden for jordens grænser, danner en kerne i den nye verdens samfund, der er under oprettelse, et samfund af frie mænd og kvinder. De er frihedselskere, og de tjener frihedens store Gud, Jehova, den enevældige ophavsmand til frihed og universets hersker. De gør sig til talsmænd for den sande frihed over for andre, som længes efter udfrielse. Deres årstekst for 1952 lyder derfor også: „Sig til fangerne: Gå ud!“ (Es. 49:9, KJ) Som et samfund af frie mennesker ønsker sande kristne at have nøjagtig kundskab om, hvad denne frihed, de nu nyder, indbefatter, hvor den kommer fra, hvor omfattende den er, hvad der betrygger den, hvilke fremtidige muligheder, den indebærer, og hvilke forholdsregler, der må tages til bevarelsen af denne dyrebare gave, som Guds tjenere nu ejer i temmelig rigt mål. En undersøgelse af disse vigtige spørgsmål vil være en betydningsfuld hjælp for kristne frie mænd og kvinder, så de kan følge Peters betimelige formaning: „Vær som frie folk, dog betragt jeres frihed, ikke som et dække for moralsk slethed, men som Guds trælle.“ — 1 Pet. 2:16, NW.

Hvad er frihed?

3, 4. a) Hvad er frihed? b) Beskriv det område, inden for hvilket regeringer yder friheder under kontrol.

³ Ordet frihed i den vide forstand, det bruges i Bibelen og inden for regeringsområder, betyder simpelthen ret til at „handle efter behag“. „Frihed er den tilstand at være fri, selvbestemmende. Handlekraft, i egenskab af en moralsk personlighed, efter viljens diktat uden anden kontrol, hindring eller andet forbud end sådanne, der måtte dikteres af det sociale livs retfærdige og nødvendige love og pligter.“a En anden definition lyder: „Fritagelse for kontrol udefra. Viljens magt til at følge et uhemmet valgs diktat og at lede individets handlinger udadtil uden indskrænkninger, tvang eller kontrol fra andres side.“*

⁴ Frihed betyder derfor ret til at handle frit og udføre handlinger efter egen vilje med eller uden indskrænkninger, til det almene vel. Spørgsmålet om frihed indbefatter også begrebet den „frie vilje“, Gud som den overordnede Skaber har skænket engle og mennesker, så de af egen fri vilje kan opføre sig på en måde, der er velbehagelig for deres Skaber. Det er inden for dette handlingsområde, hvor mennesket har lov til at øve sin frie vilje, at brugen af frihed spiller ind. Det er inden for den frie viljes handlingsområde, at både teokratiske regeringer og regeringer skabt af mennesker yder friheder under kontrol. — 1 Kor. 7:37.

5. Gør rede for den frihed, Jehova Gud nyder.

⁵ Af det foregående fremgår det, at i tilfælde, hvor en person kan handle efter egen vilje uden begrænsninger eller bånd af nogen art, nyder en sådan person, hvad man vil kalde total frihed. Den, som ejer total frihed, må være fuldstændig uafhængig af enhver anden. Der findes kun een, som indtager en så fuldstændig uafhængig stilling. Det er Jehova Gud, universets enevældige Overordnede. Alle andre, hvad enten de er åndeskabninger i himmelen eller mennesker på jorden, er hans hænders værk og derfor afhængige underordnede. Af denne grund er Jehova Gud den eneste, der er fri i absolut og fuld forstand. Han nyder som den eneste, hvad der kaldes absolut frihed. Ingen kan gå i rette med, begrænse eller vejlede denne frihedens kilde, der alene lever og bor i en handlefrihedens ubegrænsede atmosfære og det til enhver tid. „Vil I udspørge mig om fremtiden? Vil I råde mig i mit værk? siger den Evige [Jehova, AS], Israels Skaber, Israels Majestæt, mig, som dannede jorden, mig, som skabte mennesket på jorden, mig, som udspændte himlene med mine egne hænder, mig, som opbød al deres hær!“ — Es. 45:11, 12, Mo.

Guds børns herlige frihed

6, 7. a) Hvilken frihedens atmosfære har Gud tilvejebragt for sine trofaste sønner? b) Gør rede for den frihed, som Gud skænker sine skabninger.

⁶ Jehova, som for bestandig bor i en frihedens atmosfære, har i kærlighed besluttet, at alle hans trofaste sønner skal bo i en lignende frihedens atmosfære. Denne frihedsatmosfære kalder Paulus „Guds børns herlige frihed“. I dette skriftsted omtaler han alle trofaste mennesker på jorden som „skabningen“, der føler sig hemmet af deres trældom under synd, død og fordærv. Der bliver dem lovet, at de „skal fries“ til Guds rette tid, da de vil modtage denne „herlige frihed“ i dens fulde udstrækning. (Rom. 8:21, NW) Da mennesket blev skabt i Guds billede og lighed, måtte det være skabt til for evigt at leve i denne frihedens atmosfære. — 1 Mos. 1:26.

⁷ Gud skabte ingen af sine tjenere til trældom. Mens han skænker dem den frie viljes gave, er deres frihed relativ; den eksisterer ikke uafhængig af deres Fader, Jehova. Derfor har åndeskabninger og mennesker, hvad der defineres som relativ frihed. Deres frihed beror på, at de lever og handler i harmoni med de love og forhold, som den enevældige Overordnede har fastsat for dem. Deres handlefrihed er omhegnet eller begrænset af visse indskrænkninger. Men i dette frihedsområde har Guds trofaste tjenere en bred margen, inden for hvilken de kan øve deres frie vilje til gavn for sig selv og deres trofaste medtjenere. Hvad sker der, hvis nogen går uden for sin relative friheds fastsatte grænse?

Oprør

8, 9. a) Hvad sker der, når man går uden for sin relative friheds grænser? b) Hvorledes gør Jakob rede for de skridt, der fører til oprør, og hvad medfører en sådan adfærd?

⁸ En, som med vidende og vilje går uden for den relative friheds fastsatte grænser, begår synd. En sådan er en oprører. Han er lovløs. (1 Joh. 3:4, 8) Han vækker den store, enevældige Overordnedes, Jehova Guds, mishag. De, som slår til skaglerne ved at gå uden for deres relative frihed, tror måske, at de river sig løs for at opnå større frihed; måske mener de, at de vil opnå en frihed så stor som Guds absolutte frihed. (1 Mos. 3:5) Den bedragne tror, at han ved at nægte at lade sig binde af Guds rette og rimelige begrænsninger kan gøre sig uafhængig ligesom Gud. Apostelen Jakob forklarer, hvordan det sker.

⁹ Det begynder i den egenrådiges hjerte. Først kredser hans tanker om et egenrådigt ønske om at gå uden for Guds fastsatte grænser. Han bliver således draget og lokket af sit eget selviske begær. Dernæst bliver ønsket befrugtet, idet han skrider til handling og fuldbyrder den ved at gøre det, som er forbudt. Denne urette handling er nu synd. Synd eller oprør medfører håndhævelsen af Guds straffeforordninger for ulydighed, der i det lange løb betyder død. Jakob siger: „Men enhver prøves ved at blive draget og lokket af sit eget begær. Når så begæret har undfanget, føder det synd; og synd, når den er fuldbyrdet, medfører død.“ (Jak. 1:14, 15, NW) Den dåragtige finder, i stedet for at have opnået større frihed gennem sit forsøg på at gøre sig uafhængig, at han er slavebundet af sin ubændige egenrådighed. Det bringer hverken frihed eller tryghed.

10. Hvorledes opstod Satan, Guds modstander? Hvilken slags frihedskampagne fører han?

¹⁰ Dette var nøjagtig den fremgangsmåde, den „skærmende kerub“ i Eden benyttede, da han søgte at bryde uden for de grænser, Jehova havde sat for hans betryggede tilværelse som engleskabning. Han rev sig løs for, som han troede, at opnå handlefrihed, uafhængig og fri for Guds kontrol. Hans ønske om kun at være ansvarlig over for sig selv, og hans bestræbelser for at klare sig uden den store Skaber og Livgivers universelle organisation og dens samfundsforordninger var ikke et spørgsmål om selvudfrielse. Han blev overvundet af sit eget begær efter selv at besidde herredømmet over jorden og blive tilbedt og tjent som Jehova Gud. Den eneste virkning det havde var, at han blev offer for og slave af sin egen selviskhed, hvilket er synd. Hans færd gjorde ham til et dødens, undergangens, barn. Han gjorde sig selv til Satan, det vil sige Guds modstander, og Djævelen, det er Guds bagvasker. Denne onde modstander har, fra det øjeblik han undfangede fordærv, anstillet sig som en befriende lysets engel og tilskyndet engle og mennesker til at fri sig selv for Guds bånd. Han har opmuntret andre til at blive sataniske og fordærvede som ham selv ved at modstå Guds fastsatte begrænsninger. — Ez. 28:14-16; 2 Kor. 11:14.

Moralsk frit stillede skabninger

11, 12. a) Hvorledes var Adam og Eva moralsk fritstillede skabninger, og hvilket virkeområde blev der stillet dem i udsigt? b) Hvorfor befinder hele menneskeheden sig i trældom under synd og død?

¹¹ Gud har dannet alle sine skabninger som moralsk fritstillede skabninger, hvem det står frit at vælge enten at underkaste sig hans fuldkomne og retfærdige vilje eller at glemme og fornægte deres forhold over for deres Skaber og blive deres egen lov. Ingen skabning ønsker at miste den frihed, han ejer. Det er kun manglende forståelse, der kunne få en skabning til at svigte hans vilje, som skabte ham og skænkede ham livet. Sådan forholdt det sig i Edens fuldkomne have, hvor Adam og Eva blev skabt, så de kunne leve endeløst i en atmosfære med relativ frihed. Dette gav dem vidtstrakte udvidelsesmuligheder med henblik på deres jordiske bolig og forbavsende muligheder for intellektuel udvikling. — 1 Mos. 1:27, 28.

¹² Jehova Gud havde som en viis og kærlig fader ret til at begrænse deres frihed til deres eget bedste og åndelige vækst. Uden tvivl var det Guds tanke senere at udvide området for menneskets relative frihed, efterhånden som de blev modne, dygtige og værdige dertil. Dette ville have sat dem i stand til at øve endnu større ting i kommende tidsaldre. Men ak og ve! Vore første forældre, Adam og Eva, stillede sig i selviskhed og mangel på forståelse på Guds modstanders, Satans, side. De blev overtalt til at rive sig løs for at opnå et større handlingsområde end det, Gud havde fastsat for dem. Dermed mistede de deres „herlige frihed“ som Guds børn. I stedet kom de ind under fordærvets, syndens og dødens trældom. (1 Mos. 3:1-19) Denne hårde trældom under fordærv er blevet videregivet til al deres afkom frem til denne dag. „Derfor, ligesom synden kom ind i verden ved eet menneske og døden ved synden, og døden således bredte sig til alle mennesker, fordi de alle havde syndet.“ — Rom. 5:12, NW.

Sandheden skal frigøre jer

13, 14. a) Hvilken befrier er blevet tilvejebragt, og hvilken frihed bringer han? b) Hvorledes skænker Kristus Jesus kristne en frihed nu, som de kan glæde sig over, inden de opnår frihed fra død?

¹³ Fra oprøret og til nu har Satan søgt at holde menneskene væk fra en tilbagevenden til kundskab om, hvori deres rette frihed ind for Gud består. Han har søgt at holde dem i trældom og i utryghed med henblik på evigt liv. Men takket være Jehova, fordi han i sin tid sendte sin store befrier, Kristus Jesus. Denne befrier tilvejebragte den genløsningssum, som gjorde genløsningen fra syndens og dødens trældom mulig for alle, som trofast tager imod ham. (Matt. 20:28) „Ligesom der af een overtrædelse fulgte fordømmelse af alle slags mennesker, således følger der ved een retfærdshandling [Jesu færd førte til hans retfærdiggørelse] retfærdiggørelse til liv for alle slags mennesker.“ (Rom. 5:18, NW) Så denne store gave, frihed fra fordærv, synd og død, holdes i beredskab for alle trofaste mennesker. Men allerede nu er det muligt at opnå et vist mål af relativ frihed. Dette sker, når kristne følger Kristi Jesu formaninger og færd. „Hvis I forbliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:31, 32, NW) Hvilken sandhed og forståelse har Kristi trofaste efterfølgere fået, der virkelig er i stand til at frigøre dem fra syndens fordærvelige og nedbrydende virkninger?

¹⁴ Det er tilegnelsen af nøjagtig kundskab om den underordnedes sande stilling over for den enevældige Overordnede, Jehova, og efterlevelsen af denne kundskab, der bringer sand frihed. Kristne har ved nøje at give agt på Jesu ord og ved at granske de mange sandhedsåbenbaringer, Bibelen rummer, kunnet bestemme nogle af grænserne for deres nyfundne relative frihed. Da de har den rette respekt for disse grænser, er de kommet ind under en sikker frihed, der bringer dem megen lykke nu, en sand tryghedsfornemmelse med henblik på fremtiden og en fred i sindet, der overgår al forstand. „Til en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke på ny spænde i trældoms åg.“ (Gal. 5:1, NW) Med hensyn til hvad disse grænser for vor kristne, relative frihed er, uden for hvilke vi ikke trygt kan øve vor frie vilje og stadig vente at behage den enevældige Overordnede, Jehova Gud, vil vi lade næste artikel svare på.

Dens betryggelser

15. Hvilke betryggelser gives der inden for den relative friheds område?

¹⁵ Hvad med hensyn til de fremtidige betryggelser, der vil være at finde inden for området med relativ frihed? Ved afslutningen af Kristi Jesu tusindårige regering, når trofaste mennesker vil få skænket det evige livs gave, da vil menneskets „herlige frihed“ blive opnået i videste udstrækning. (Åb. 20:5) Fra da af ejer de denne frihed med sikkerhed, så længe de vedblivende lægger trofasthed for dagen. Dens betryggelser er store. De indbefatter frihed for frygt og frihed for mangel i videste udstrækning. Læg mærke til Bibelens særlige beskrivelse af de forskellige betryggelser, som denne frihed bringer. „Thi se, jeg skaber nye himle og en ny jord, det gamle huskes ej mer, rinder ingen i hu. Da bygger de huse og bor der selv, planter vin og spiser dens frugt; de bygger ej, for at andre kan bo, de planter ej, for at andre kan spise; thi mit folk skal opnå træets alder, mine udvalgte bruge, hvad de virker med hånd; de skal ikke have møje forgæves, ej avle børn til brat død; thi de er Jehovas velsignede æt og har deres afkom hos sig. . . . der gøres ej ondt og voldes ej men [der skal ej dræbes, Mo] i hele mit hellige bjergland, siger Jehova.“ (Es. 65:17, 21-23, 25) Som det fremgår af dette bibelske løfte, bliver denne frihed sikret imod alle andre mennesker, så ingen kan berøve andre deres ejendom eller volde dem fortræd eller dræbe dem. Hvilken større betryggelse end den, der her skildres, kunne man ønske sig? Ingen.

16, 17. a) Hvad medfører Jehovas ånd, og hvilken advarsel bør kristne give agt på? b) Hvorledes vil kristne stille sig over for det mål af frihed, Gud nu giver dem?

¹⁶ Jehovas ånd hviler nu over hans stadig voksende vidneskare. Da der er skrevet, at „hvor Jehovas ånd er, dér er frihed“, tilvejebringer Gud allerede nu en frihedens atmosfære, i hvilken hans tjenere kan trives og vokse til åndelig modenhed. (2 Kor. 3:17, NW) Kristne, der nyder denne relative friheds solvarme, bør have følgende advarsel i tanke: „Ja, siden I blev frigjorte fra synd, blev i trælle under retfærdighed. Jeg taler i menneskelige vendinger på grund af jeres køds svaghed: thi ligesom I stillede jeres lemmer som trælle til rådighed for urenhed og lovløshed med lovløshed for øje, således stiller I nu jeres lemmer som trælle til rådighed for retfærdighed med hellighed for øje.“ — Rom. 6:18, 19, NW.

¹⁷ Fremad, I kristne vidner for Jehova, i udøvelsen af Jehovas guddommelige vilje. Gør hans navn kendt vidt og bredt. Værn om jeres kristne frihed. Fremhæv dens uvurderlighed for fangerne, som ønsker udfrielse fra Satans mørke tvangshus. I stedet for en støbt frihedsklokkes klemten hører vi nu højere og højere rigsbudskabets jubelhorn, der har lydt siden 1914. Det bekendtgør for hele jorden: Udråb frigivelse i landet for alle indbyggerne. (3 Mos. 25:10) Vær med iblandt denne lykkelige skare kristne frie mænd og kvinder. Gør frihed under tryghed og et evigt liv i den nye verden til jeres store håb.

[Fodnote]

[Illustration på side 294]

„Frihedsklokken“ i Vestberlin