Skal man skifte religion?

Er det rigtigt at gå over til en anden religion? Hvorfor er der mange der gør det?

DA en prinsesse, nummer to i rækken af arvinger til den hollandske trone, for nylig meddelte at hun var gået over fra protestantismen til den katolske tro for at gifte sig med en spansk prins, fremkaldte det heftige mishagsytringer. Mange hollændere var fortørnede over at prinsessen havde skiftet religion.

Denne begivenhed vakte særlig opmærksomhed på grund af de højtstående personer det drejede sig om, men ellers er det ikke ualmindeligt at nogen går over til en anden religion. Det er der mange der gør, og grundene er forskellige. Er det imidlertid rigtigt i Guds øjne at skifte religion? Et andet vigtigt spørgsmål i denne forbindelse er: Bør jeg skifte religion?

Hvorfor mange gør det

I ovennævnte tilfælde var det ønsket om at indgå en ægteskabelig forbindelse der var årsag til at prinsessen skiftede religion. Det forekommer ikke sjældent at et menneske går over til sin tilkommendes religion. Man mener at det vil gøre ægteskabet mere harmonisk. Undertiden kræver den ene part ligefrem at den anden skifter religion hvis der i det hele taget skal blive noget ægteskab ud af det. Og så skifter den anden hellere religion end opgiver ægteskabet.

Nogle skifter religion fordi de ikke længere kan opfylde de krav deres religion stiller til dem, og de finder en anden religion der svarer bedre til deres ønsker. Beslægtet med denne grund er at et menneske som følge af at det har fået et andet livssyn ønsker at gå over til en religion der, bedre repræsenterer de synspunkter han nu nærer.

Ikke så sjældent skifter folk religion af bekvemmelighedshensyn. Som en mand sagde da han skulle forklare hvorfor han gik til en anden kirke selv om han var opdraget som metodist og på et tidspunkt havde tilhørt den kongregationalistiske kirke: „Den kirke der ligger for enden af vores gade er tilfældigvis en presbyteriansk kirke. Min kone er medlem af dens velgørenhedsforening. Vi synes begge om præsten. Det er bekvemt for os at gå derhen.“

Atter andre skifter religion fordi de ønsker at opnå de fordele der er forbundet med at tilhøre en anden religion, som for eksempel den prestige der følger med at tilhøre en mere anset kirke. Andre ønsker at forbedre deres sociale position eller deres forretningsmuligheder eller søger måske oven i købet en politisk karriere, hvilket medlemskab af en anden kirke vil hjælpe dem til.

Antagelig for Gud?

Når man analyserer disse grunde ser man tydeligt at disse mennesker ikke har skiftet religion fordi de har fået en anden forståelse af Guds hensigter og krav. At skifte religion af personlige, sociale, politiske, ægteskabelige, økonomiske eller andre lignende grunde har i virkeligheden intet at gøre med ens fundamentale overbevisning om Gud og hans sandheder. Det kan snarere sammenlignes med at tage noget andet tøj på, der nok forandrer et menneskes udseende men ikke ændrer noget ved dets mentale, åndelige eller moralske habitus.

Jesus Kristus viste hvad det var man skulle søge efter ved en religion. Han sagde: „Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ (Joh. 4:24) Når et menneske skifter religion for personlig fordels skyld og ikke på grund af en forstandsmæssig overbevisning erhvervet gennem et studium af Guds ord, eller for Guds sandheders skyld, gør vedkommende det ikke fordi han ønsker at tilbede Gud „i ånd og sandhed“.

Det er ikke en rent formel tilbedelse Gud ønsker. Først og fremmest ønsker han at vi skal tilegne os nøjagtig kundskab fra hans ord. Læg mærke til hvordan Bibelen giver udtryk for denne tanke: „Ej slagtoffer — kærlighed vil jeg, ej brændofre — kendskab til Gud!“ (Hos. 6:6) Til denne kundskab kommer lydighed mod ham: „At adlyde er mere værd end slagtoffer, og at være lydhør er mere værd end væderfedt; . . . Fordi du har forkastet [Jehovas] ord, har han forkastet dig.“ (1 Sam. 15:22, 23) Selv om et menneske holder sig nøje til sin nye religions forskrifter, vil dets gudsdyrkelse ikke være antagelig for Gud medmindre den er grundlagt på „kendskab til Gud“. Det der vil være antageligt for Gud er altså at man tilegner sig kundskab om hans ord og vilje og dernæst adlyder de krav han stiller i sit ord.

Når et menneske der skifter religion ikke af hjertet ønsker og søger kundskab om Guds sandheder og når dets motiv ikke er lydighed mod Gud, har det ikke foretaget denne forandring for at behage Gud. Det har ikke søgt Guds interesser men sine egne.

Hvad med din religion?

Af det foregående kunne man drage den konklusion at det var bedst ikke at skifte religion når man ikke kunne være sikker på at ens nye religion ville være antagelig for Gud. Der er dog endnu en ting man må overveje, nemlig: Hvordan kan man vide at ens nuværende religion har Guds velbehag? Hvordan kan man vide om den opfylder de krav Gud stiller til sand tilbedelse?

Hvis man ikke på grundlag af Guds ord Bibelen har forvisset sig om at den religion man tilhører, lærer sandheden og opfylder Guds krav, er der stor sandsynlighed for at ens religion ikke har Guds velbehag. Hvormed begrunder vi denne påstand? Med den omstændighed at den sande religion skulle have et fast program for undervisning og dygtiggørelse af sine medlemmer så de kunne begrunde deres tro med Bibelens ord. Som apostelen Peter sagde: „Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer.“ — 1 Pet. 3:15.

Det er ikke det eneste krav den sande religion må opfylde, men det er et af de mere betydningsfulde. Hvis den religion du tilhører ikke udruster dig til at forsvare din tro sådan som Peter sagde, har du god grund til at overveje at skifte religion.

Indrømmelser fra forskellige kirkesamfund

Mange religiøse ledere indrømmer åbent at de kirkesamfund de tilhører ikke udruster deres medlemmer til at opfylde Guds krav, samt at de heller ikke selv opfylder dem.

Hvorfor har sådanne indrømmelser nu betydning for disse kirkesamfunds medlemmer? Fordi Jesus sagde: „Ethvert træ, der ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden.“ (Matt. 7:19) Enhver religion der ikke frembringer den slags kristne som Gud vil anerkende, vil altså til sidst gå til grunde. Enkeltpersoner der ikke opfylder Guds krav vil møde den samme skæbne, for Jesus tilføjede: „Ikke enhver, der siger til mig: ’Herre, Herre!’ skal komme ind i Himmeriget, men den, der gør min himmelske Faders vilje.“ — Matt. 7:21.

Her følger nogle af disse indrømmelser som måske kan åbne dine øjne for nogle af din egen kirkes svagheder. Den engelske ærkebiskop Coggan har således sagt: „Kirkens tragedie i dag er at det evangelium der prædikes, alt for ofte kun er en del, et brudstykke, af det evangelium som er givet os i Det nye Testamente.“

Det italienske blad Europeo fremsatte en kommentar til følgende udtalelse om kirkens tilbagegang i Italien: „’Den voksende støtte der ydes marxismen i Italien,’ sagde overpræsidenten for Katolsk Aktion under sin pressekonference, ’kan betragtes som en følge af de åndelige og religiøse værdiers almindelige forfald, og årsagen må søges i tabet af den kristne mentalitet, af den kristne vurderingsmåde, af den kristne livsopfattelse.’“ Men hvorfor dette forfald? Hvorfor er disse værdier gået tabt? Artiklen fortsætter: „Den katolske moral lider nederlag ved det første sammenstød med den nye ideologi fordi den i århundredernes løb har mistet sit indhold og sin sandhed; den er blevet reduceret til idealer, mekaniske øvelser og folkeminder.“

I Australien udtalte præsidenten for Den sydaustralske Metodistkonference: „Kirken er blevet en forening hvor medlemmerne har det hyggeligt og rart, mens den har glemt selve formålet med sin eksistens.“ En australsk baptistpræst har udtalt: „Vi har sluppet grebet, tabt sporet og mistet troen. Vi er fyldt med frygt og bange anelser, bekymrede over kernevåbnene.“ Hvordan kan disse kirker repræsentere den sande religion når Bibelen tydeligt siger at de der har den sande religion ikke skal frygte eftersom de véd hvilken fremtid der venter jorden, ja selve dette slægtled, og at de skulle forkynde det på hele jorden til et vidnesbyrd? — Luk. 21:28; Matt. 24:14.

Forbavsende er også en udtalelse fremsat af den nu afdøde svenske ærkebiskop Yngve Brilioth. Han sagde: „Om der nogen sinde bliver fred, er et spørgsmål som det kræver profetiske evner at svare på, og dem har jeg ikke.“ Hvis den religion som denne biskop havde, var den rette, ville han vide at der vil blive fred på jorden og på hvilken måde det vil ske, eftersom Bibelen giver et tydeligt svar på disse spørgsmål.

En fremtrædende amerikansk biskop, James A. Pike, indrømmer følgende: „Beretningen om kristendommens tilbagetog drejer sig ikke kun om tal. Det er beretningen om en kirke der i det store og hele er blevet selvtilfreds og utidssvarende. Det kristne samfund synes ude af stand til at efterkomme formaningen om at ’elske sin næste’, og det på et tidspunkt da behovet for dette er større end nogen sinde.“ Men dette ville ikke kunne siges hvis den religion biskoppen tilhørte var den sande. Den sande religions udøvere har altid lagt denne kærlighed for dagen og gør det også nu. Ja, det skulle være et så fremtrædende træk hos dem at det ville adskille dem fra alle andre religioner. — Joh. 13:34, 35.

I denne forbindelse kan også nævnes en udtalelse af afdøde pave Johannes XXIII, som sagde om boksesporten: „Det er barbarisk at sætte broder op mod broder.“ Men er det ikke mere barbarisk at millioner som tilhører den samme religion myrder hinanden på slagmarken i krigstid og at de hver især støttes af deres respektive præster, som tilhører den samme religion? Når vi sammenholder ordene i 1 Johannes 3:10-12 med hvad vi ser i disse religioner må vi indrømme at de kommer sørgeligt til kort: „Derpå kendes Guds børn og Djævelens børn: enhver, der ikke øver retfærdighed, er ikke af Gud, ej heller den, der ikke elsker sin broder. . . . vi skal elske hverandre og ikke være som Kain, der var af den Onde og myrdede sin broder.“

Hvis man er ærlig og ser kendsgerningerne i øjnene, må man give det tyske kirkeblad Amtsblatt der bekennenden Kirche ret når det siger: „I denne endens tid for verden hører vi teologer og præster på grund af den vej vi har valgt, til den samme kategori som farisæerne og saddukæerne, der som omtalt i Mattæus 16:1-4 ikke forstod at tyde tidernes tegn. Det gør vi heller ikke.“

Hvad bør vi da gøre?

I betragtning af alle disse indrømmelser fra forskellige kirkesamfund er det absolut nødvendigt at vi, hvis vi elsker det der er sandt og rigtigt, efterprøver om vor religions lære og gerninger stemmer med Bibelen. „Prøv alt, hold fast ved det gode!“ lyder Bibelens råd til sandhedssøgende mennesker. — 1 Tess. 5:21.

Gør som jøderne i Berøa gjorde i det første århundrede, efter at de havde hørt apostelen Paulus tale. Bibelen fortæller at disse mennesker „var mere retsindige end de i Tessalonika, de tog imod ordet med al god vilje og granskede daglig skrifterne, om dette forholdt sig således“. (Ap. G. 17:11) Ja, de efterprøvede Paulus’ ord for at se om de stemte overens med Skriften, og disse jøder blev rosende omtalt fordi de foretog denne undersøgelse.

Hvad gjorde de nu hvis det de hørte og efterprøvede med Bibelens ord afveg fra den religion de havde? De måtte skifte religion hvis de ville have Guds godkendelse! Gjorde de det? Beretningen fortsætter: „Så kom da mange af dem til tro, og ikke få af de fornemme græske kvinder og mænd.“ (Ap. G. 17:12) Ja, de forlod deres tidligere religion og gik over til den sande religion. Apostelen Paulus tjener selv som et fremtrædende eksempel i denne henseende. Han måtte også skifte religion og havde oven i købet været blandt de ledende inden for sin religion.

Ingen af de førnævnte personer skiftede religion af sociale, politiske, ægteskabelige, økonomiske eller andre selviske grunde. De gjorde det fordi de ønskede at tilbede Gud på den måde han havde fastsat. Deres ønske var at antage den sande religion for at vinde Guds gunst og velsignelse og fordi de vidste at enhver der holdt fast ved falsk religion ville blive forkastet af Gud, ligesom den falske religion ville blive forkastet.

Det er altså nødvendigt at man gør nøjagtigt som disse bibelkristne og som de mange tusinde der i dag søger den sande religion. Man må skille sig ud fra den falske religion, sådan som Bibelen befaler: „Drag bort fra dem, og skil jer ud.“ (2 Kor. 6:17) Hvad sker der hvis man ikke skiller sig ud? Man gør sig til ét med en religion som af Gud er dømt til at gå til grunde. Vedrørende den falske religions verdensimperium, Babylon den Store, udtaler Guds ord følgende advarsel: „Drag ud fra hende, mit folk! for at I ikke skal gøre jer delagtige i hendes synder og rammes af hendes plager. Thi hendes synder har hobet sig op, så de når til Himmelen, og Gud har kommet hendes uretfærdigheder i hu. . . . derfor skal hendes plager komme på én og samme dag . . . og hun skal opbrændes med ild. Thi stærk er Herren, vor Gud, som har dømt hende.“ — Åb. 18:4, 5, 8.

Ransag derfor Skriften. Efterprøv din religion. Forlad den falske religion til fordel for den sande. Ja, søg efter dem der tager Bibelen alvorligt og lever efter den, efter alt hvad der står i den. Slut dig til dem i sand tilbedelse. Hvis du gør dette, gør du Guds vilje, og „den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid“. — 1 Joh. 2:17.