måtte der finde en åndelig oplysning sted, symboliseret ved guldlysestagen. Det glødende kul, som blev ført til læberne, blev ikke taget fra nogen almindelig ild, men fra ilden under offeralteret i forgården, hvilken ild aldrig måtte gå ud. (3 Mos. 6:5, 6) Alteret repræsenterer Kristi offer. Det glødende kul kom fra det rette sted til som med ild at rense læberne. Det var et billede på det rensende budskab, der tilintetgør menneskers overleveringer og bud og indgyder frygtløshed og nidkærhed, så budskabet om Riget bliver som en brændende ild i ens ben. Jesus sagde: „I er allerede rene på grund af det ord, som jeg har talt til jer.“ (Joh. 15:3, NW) Det harmonerer med dette, at Jehova, dengang han bemyndigede Jeremias som sin profet, strakte sin hånd ud og rørte Jeremias’ læber og sagde til ham: „Nu lægger jeg mine ord i din mund.“ — Jer. 1:9; Es. 51:16.

26. Hvori bestod restens synd, hvorledes blev den dækket, og i hvilken hensigt?

²⁶ Enhver læbernes urenhed i tiden, der er fulgt efter 1914, da Jehova begyndte at herske som konge, er uret og syndig. Derfor sagde serafen, da han rørte Esajas’ læber med det rødglødende kul: „Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet.“ Rotherhams oversættelse gengiver bedre betydningen af serafens ord: „Og din synd [skal] ved forsoning blive dækket.“ Restens synd blev dækket ved Jesu forsoningsoffer, der repræsenteredes af alteret, hvorfra serafen tog det rødglødende kul. I stedet for at blive ramt af en dødbringende forbandelse som den formastelige kong Uzzija fik resten tilgivelse gennem Kristus på grund af deres anger og blev ikke tilintetgjort. Renselsen af deres læber var ikke en forberedelse for dem til øjeblikkelig at blive taget til himmelen. Det var en forberedelse til jordisk tjeneste på det mest kritiske tidspunkt i menneskehedens historie. De blev bevaret for at bruge deres rensede læber til frimodig tale på denne dommens dag. — 1 Joh. 4:17, 18.

27. Hvad må resten derfor fortsat bestræbe sig for?

²⁷ Hvor har vi grund til at være taknemmelige for denne renselse! Det har gjort os anderledes end kristenheden, hvis læbers urenhed forværres dag for dag. Vi må aldrig falde tilbage igen ved at give efter for menneskefrygt, men må vokse til fuldkommenhed i kundskab, tro og duelighed til tjeneste. Vor tidligere „skyld“ eller brøde er blevet borttaget med Guds kongelige budskab, der skal lyde i denne „endens tid“, fordi det har virket som en retleder for vore tanker og ord. Det er den velsignede virkning, vort syn af Jehova i hans tempel har haft, og det har bevirket, at vi har ydmyget os for hans herlige åsyn.

(The Watchtower, 1. april 1951)

Ynkelige trøstere

KRISTNE har fået overdraget det hverv at „trøste alle, som sørger“. (Es. 61:2) Men præsterne inden for kristenhedens ortodokse religioner bærer ikke de frugter, der kendetegner dem som kristne trøstere. Hvilken sand trøst er der f. eks. i følgende udtalelse, som den katolske jesuit Robert I. Gannon, ekspræsident ved Fordham University, kom med over for en forsamling af gymnasieelever? — „Jeres generation ser anderledes på tingene. I er født i kaos. Det er en del af Guds styrelse, at I, vore sønner og døtre, der må opsamle den moderne verdens stumper, uden overraskelse eller frygt skulle betragte forvirring og utryghed som normale forhold.“

Hvad får en katolsk præst til at sige, at det er Guds styrelse, at vi skulle betragte kaos og forvirring som noget normalt? Det harmonerer næppe med skriftstedet i 1 Kor. 14:33: „Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.“ Hvilken trøst ligger der i at fortælle ungdommen, at den, efter at de voksne har ødelagt verden, skal „opsamle stumperne“? Og dersom denne forvirring ved Guds styrelse er normal, hvorfor så fortælle ungdommen, at den skal gøre den unormal ved at samle stumperne op?

Gannons tomme ord kan ikke dæmme op for den frygt, Jesus sagde ville komme over denne tid på grund af dens kaos og forvirring: „Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige.“ (Luk. 21:26) Jesus affærdigede ikke denne frygt som normal og som „en del af Guds styrelse“, men lovede sand trøst, idet han påviste, at den og andre unormale forhold skyldtes Satan og var forløbere for den endelige afslutning på denne gamle verden og begyndelsen til Jehovas retfærdige nye verden. — Luk. 21:28; Åb. 12:12; 21:1-5.

Disse unormale veer fra Satan begyndte, da han i 1914 blev kastet ud af himmelen af den nylig kronede konge, Kristus Jesus, og det er bemærkelsesværdigt, at New York Sunday News, som refererede Gannons udtalelse, sagde, at året før denne himmelske begivenhed var det sidste normale år i historien. „Verden befinder sig i dag i en kaotisk tilstand, hvor de gamle riger vakler efter virkningerne af den sidste store krig, og hvor amerikansk demokrati, britisk socialisme og russisk kommunisme kæmper om menneskene. I verden har der nu i længere tid rådet mere eller mindre kaotiske forhold. Det sidste helt „normale“ år i historien var 1913, året, før den første verdenskrig begyndte. . . . Hvad det hele ender med, har vi ingen anelse om. Måske bliver enden, som nogle så dystert forudsiger, et atom-selvmord for hele den menneskelige race.“

Da den trofaste mand Job på grund af sin ustraffelighed mod Gud blev udsat for Satans angreb, fik han besøg af „tre venner“, som kom „for at trøste ham“. (Job 2:11) Men efter at have lyttet til deres formodede visdomsord om de ulykkelige omstændigheder, som Job befandt sig i, råbte Job: „Besværlige trøstere er I til hobe! Får mundsvejret aldrig ende?“ (Job 16:2, 3) De, som bralrer op om, at disse tider er normale og skyldes „Guds styrelse“, er i sandhed ynkelige trøstere og lige så lidt værd som Jobs „tre venner“.

Sande kristne kan give og giver ægte trøst til dem, der sørger og er ydmyge nok til at lytte til, hvad Guds ord siger om de farlige tider, vi lever i. Det er Satan, der, fuld af vrede, forårsager de nuværende kaotiske og forvirrede forhold, men tidernes tegn viser, at snart vil han og hans onde verden møde tilintetgørelse, og i deres sted vil Kristi rige herske over en renset jord med lykkelige retsindige mennesker. Da vil Gud ved sit nådige forsyn se til, at freden råder. Alle kan nu trøste sig ved den kendsgerning, at da vil Gud både i himmelen og på jorden ikke være „forvirringens, men fredens Gud“.

(The Watchtower, 15. oktober 1950)