Hvorfor tror du på treenigheden?

I ÅRHUNDREDER har millioner af mennesker troet på læren om treenigheden, som går ud på at „der forenet i guddommen er tre personer, Faderen, Sønnen og Helligånden, hvilke tre personer er vidt forskellige. Som den athanasianske trosbekendelse lyder: ’er Faderen Gud, Sønnen Gud, og Helligånden Gud, og dog er der ikke tre Guder, men een Gud.’“ (The Catholic Encyclopedia) Tror du på denne lære? Hvorfor?

Mange tror at treenigheden er en kristen lære der bygger på Guds ord, Bibelen. Men de første romersk-katolske skribenter tøvede ikke med at indrømme at treenigheden ikke kunne bevises ved hjælp af Bibelens ord alene. Kardinal Hosius skal have sagt: „Vi tror på læren om en treenig Gud fordi vi har fået den overleveret, skønt den overhovedet ikke nævnes i Skriften.“ (Conf. Cathol. Fidei, kap. XXVI) Andre erklærer lige så åbenhjertigt at treenigheden er af hedensk oprindelse. Arthur Weigall fremholder i sin bog The Paganism in Our Christianity [Hedenskabet i vor kristendom]: „Jesus Kristus nævner aldrig et sådant fænomen, og intetsteds i Det nye Testamente forekommer ordet ’treenighed’.“ Han siger at tanken om en jævnbyrdig treenighed „blev antaget af Kirken [den romersk-katolske] tre hundrede år efter vor Herres død; og oprindelsen til denne opfattelse er ren hedensk“.

På side 198 giver Weigall en kort historisk oversigt over treenighedsdogmet og siger: „I det fjerde århundrede f. Kr. skrev Aristoteles: ’Alt er tre, og trefoldigt er alt: lad os bruge dette tal i tilbedelsen af guderne; for, som pythagoræerne siger, alting er bundet af tre, for enden, midten og begyndelsen har dette tal i alt og disse udgør tallet i treenigheden.’ De gamle ægyptere, der havde en vidtrækkende indflydelse på det religiøse tankeliv i de første tider, anbragte fortrinsvis deres guder eller gudinder i treenigheder: der var treenigheden Osiris, Isis og Horus, treenigheden Amon, Mut og Khonsu, treenigheden Khnum, Satis og Anukis, og så fremdeles. Hindutreenigheden Brahma, Siva og Vishnu er et andet eksempel på de mange og vidtforgrenede tilfælde af denne teologiske opfattelse. De første kristne tænkte ikke på at anvende denne tanke i deres egen tro. De ærede Gud Faderen og Jesus Kristus, Guds søn, og de anerkendte Helligåndens mystiske og udefinerede eksistens; men man tænkte sig ikke disse tre som en treenighed, alle tre jævnbyrdige og knyttet sammen i en enhed. Den apostolske trosbekendelse, der er den tidligste af de formulerede kristne trosartikler, omtaler den ikke.“

Dog er der stadig mange som hævder at treenighedslæren er en kristen lære baseret på Bibelen. Lad os ganske kort undersøge spørgsmålet og se om det har sin rigtighed.

Først og fremmest findes ordene „treenighed“, „treenig“, „Gud-menneske“, „første person“, „anden person“, „tredje person“ eller „tre personer“ ikke nogetsteds i den inspirerede tekst, hverken i katolske eller protestantiske bibler. Intet sted i Bibelen finder vi udtryk som „Gud, Sønnen“ eller „Gud den Helligånd“, men vi læser „Guds Søn“ eller „Guds Ånd“ eller bare Helligånden. Intetsteds i Bibelen åbenbares Gud som tre personer, men altid som én Gud. Hvis selve de ord der er nødvendige for at udtrykke treenighedslæren ikke forekommer i Bibelen, hvordan kan vi så vente at denne lære findes eller doceres i den? Det er en umulighed.

Der er tre skriftsteder (1 Joh. 5:7, oversættelsen af 1907; Matt. 28:19; 2 Kor. 13:13) der taler om Faderen, Sønnen og den hellige ånd i formel forbindelse, men ingen af disse skriftsteder siger noget om en treenighed. Hvorfor — hvis treenighedsdogmet er den „kristne“ religions centrale lære — skulle der af Bibelens 31.173 vers kun være tre der bruger den formelle ordforbindelse Fader, Søn og Helligånd, hvoraf det ene, nemlig 1 Johannes 5:7, oven i købet er beviseligt falsk? Johannes skrev sit brev på græsk i det første århundrede, men 1 Johannes 5:7 findes ikke i noget græsk manuskript affattet før det femtende århundrede. Om dette vers siger biskop Lowth: „Jeg tror ikke at nogen iblandt os der har den mindste kendskab til bibelkritikken, og som er ved sin fornufts fulde brug, ville være rede til at bryde en lanse for ægtheden af verset i 1 Johannes 5:7.“ Dr. Adam Clarke afslutter i sin Commentary en lang afhandling over verset med disse ord: „Kort sagt er det ikke baseret på tilstrækkelig autoritet til at stå som en ægte åbenbaring der skulle være fra Gud.“ Følgelig forkaster alle upartiske forskere af Guds ord 1 Johannes 5:7.

Hvad angår Mattæus 28:19 og 2 Korinter 13:13 siger disse skriftsteder intet om at der findes tre ligestillede personer i én Gud. De siger ikke at de hver især er en Gud. De siger ikke at de alle tre er lige i væsen, magt og evighed. De siger ikke at de alle skal tilbedes. Eftersom de ikke siger noget om alt dette rummer de ikke nogen lære om treenigheden, for det er de krav der opstilles i forbindelse med treenigheden. Peabody, en højt anset forfatter, siger i Lectures on Christian Doctrine [Forelæsninger over den kristne lære] på side 41: „Jeg er parat til at erklære, uden frygt for at blive modsagt, at læren om Faderens, Sønnens og Helligåndens ligestillethed ikke kan findes i noget ægte kristent værk fra de tre første århundreder, og at der ikke, i henseende til den guddommelige natur, kan findes nogen lære i noget ægte kristent værk fra de to første århundreder der blot tilnærmelsesvis svarer til eller er i overensstemmelse med den moderne treenighedslære.“ Hvorfor ikke? Fordi treenighedslæren er af hedensk oprindelse, således som historikerne har påpeget. Det første århundredes kristne troede ikke på en treenighed. De tilbad ikke en treenig Gud. Der gives absolut intet bibelsk grundlag for at tro på treenigheden. Overlevering er ikke tilstrækkelig grund, for Jesus sagde: „Således har I sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.“ — Matt. 15:6.

Trofaste Guds tjenere troede på Gud som én Gud: „HERREN [Jehova] vor Gud, [Jehova] er een,“ sagde Moses. (5 Mos. 6:4) Jesus Kristus sagde det samme i Markus 12:29. Det er yderst vigtigt at vi tilbeder den sande Gud Jehova, for der findes ikke frelse hos nogen anden: „Enhver, som påkalder Herrens navn, skal frelses,“ sagde Peter. Påkald Jehova, tilbed ham, tilegn dig kundskab om den sande Gud og Jesus Kristus, for det betyder evigt liv. — Ap. G. 2:21; Joh. 17:3.