Jehova fuldfører ’beseglingen’ af sine udvalgte
APOSTELEN PAULUS skrev til sine åndsavlede brødre: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.“ — Rom. 8:16, 17.
Hvordan „vidner“ ånden i denne henseende? „Vor ånd“, det vil sige den fremherskende indstilling hos de åndsavlede kristne, formes af Guds hellige ånd sådan at de kommer til erkendelse af deres forhold til Gud. Dette sker ikke på nogen mystisk måde. Guds ord, den måde hvorpå Gud tager sig af den kristne menighed, den „mad i rette tid“ som kommer gennem „den tro og kloge tjener“, den oplysning og forståelse som vore brødre hjælper os til at få og det klare syn af Guds hensigter samtidig med profetiernes opfyldelse — alt dette virker sammen med Guds hellige ånd om at give denne indre forvisning.
Den endelige ’besegling’
I Åbenbaringen 7:1-8 har vi et af de steder i Bibelen hvor det fortælles hvad Gud gør med henblik på sine salvede på jorden på nuværende tidspunkt. Her får de engle som holder ’den store trængsels’ ødelæggende vinde tilbage, besked på at de ikke må give slip på dem før de 144.000 åndelige israelitter er blevet „beseglet“ på deres pander. (Matt. 24:21) Hvad er denne ’besegling’? Nogle har forstået det sådan at udvælgelsen af Jesu Messias’ åndelige brødre under den åndelige „høst“ som er „verdens ende“ eller „afslutningen på tingenes ordning“ (NW), går for sig lige indtil sidste år, dag, time og minut før de „fire vinde“ begynder at blæse på jorden. Er det rigtigt at forstå det sådan? Nej. Hvorfor ikke? — Matt. 13:39, 40.
Den ’besegling’ der her er tale om er ikke den indledende besegling af de 144.000, som om alle disse, og i særdeleshed de der endnu er tilbage på jorden, endnu ikke var blevet beseglet. Apostelen Paulus viser at den indledende besegling finder sted når et menneske udvælges til at modtage den himmelske arv. Han siger til sine åndelige brødre: „Ved hjælp af ham [Kristus] blev I også, efter at I havde fået tro, beseglet med den lovede hellige ånd.“ — Ef. 1:13, NW.
Nogle af dem der tilhører ’resten’ er derfor blevet beseglet med denne indledende besegling før engelen sendes ud med „den levende Guds segl“. Den besegling som engelen foretager, er en endelig besegling, som viser at den første eller indledende besegling er varig, og den fører til at „hele [det åndelige] Israel“ frelses, idet alle de 144.000 har gjort deres kaldelse og udvælgelse urokkelig. (Rom. 11:26; 2 Pet. 1:10) Om ikke alle, så næsten alle er allerede for mange år siden blevet beseglet med den indledende besegling. Selv om nogle, før beseglingen gøres varig, viser sig utro og andre derfor må besegles, finder der på dette sene tidspunkt ikke nogen almindelig indsamling sted af disciple som får den indledende besegling. Hvis de åndelige israelitter skal vise sig tro mod Guds hensigter med dem, er det ikke sandsynligt at Gud så at sige ’i sidste minut’ vil besegle nye arvinger til det himmelske kald med den indledende besegling.
Selvransagelse
Hvordan kan du ransage dig selv hvis det er et spørgsmål for dig om du tilhører disse beseglede?
Først bør du ransage din egen opfattelse af hvad det vil sige at være beseglet til at modtage den himmelske arv. Mener du at der hermed følger en særlig status i den kristne menighed, at du har krav på større respekt end hvis du tilhørte ’den store skare’, dem der har håb om en jordisk arv? Mener du at det vil give dig en større indsigt? At du vil modtage særlige åbenbaringer eller en særlig forståelse af profetierne med mere? Det er muligt at du nærer et brændende ønske om at opnå alt dette. Måske du er dygtig til at sprede bøger og blade, til at lede bibelstudier, til at besvare bibelske spørgsmål, til at holde foredrag. Du er måske fuld af nidkærhed, gør hurtige fremskridt, lever et eksemplarisk teokratisk liv. Måske alt dette er tilfældet. Alligevel kan man ikke herudfra slutte at man er arving til den himmelske kaldelse. Hvorfor ikke? Fordi både de salvede åndelige israelitter og de „andre får“ nyder Guds bevågenhed og begge kategorier må leve i overensstemmelse med Guds vilje.
Samson og mange andre i den før-kristne tid, nærmere betegnet tiden indtil pinsedagen i år 33, var fyldt med nidkærhed og forståelse. Guds ånd var over dem, og som følge heraf kunne de gøre mange ting som det ellers ikke er menneskeligt muligt at gøre. Dog hørte ingen af denne ’store sky’ af trofaste til den himmelske skare. — Dom. 14:6, 19; 15:14; jævnfør Anden Mosebog 35:30, 31; Første Samuelsbog 10:6; 16:13; Ezekiel 2:2; Hebræerbrevet 11:32-38; 12:1.
Du kunne også nærmere betragte din baggrund og dine særlige karaktertræk. Er din opfattelse af spørgsmålet følelsesbetonet? En der har tilhørt et trossamfund der har fremholdt himmelen som det eneste håb — i særdeleshed en af de mere følelsesbetonede, ’bogstavtro’ retninger — kan være påvirket af følelser og tidligere opfattelse. Har du — før du kom til kundskab om sandheden — brugt narkotika eller psykedeliske stoffer? Har du været underkastet en behandling med medicin som påvirker sindet og følelserne? Har du været underkastet psykiatrisk behandling for følelsesmæssige eller mentale forstyrrelser? Selv om alt dette ikke nødvendigvis udelukker at du har modtaget den himmelske kaldelse, er det alligevel faktorer som en angrende, omvendt og døbt discipel må tage med i sine overvejelser.
Nogle hævder at de har gennemgået store indre kvaler; nogle få fortæller endog at de havde en ’svær kamp’ da de modtog det himmelske håb. Nogle siger at de strittede imod til at begynde med; andre at de for en tid mistede ethvert håb — at Gud for en tid havde berøvet dem deres tidligere jordiske håb, og derefter skænkede dem det himmelske håb. En sådan fremgangsmåde ville være helt i modstrid med Guds måde at handle på, for man kan ikke tjene Gud og have hans velbehag uden håb om en belønning. (Hebr. 11:6) Der er ingen usikkerhed forbundet med dette. Troen er ikke usikker, men fast, tillidsfuld, overbevist.
En illustration
En simpel illustration fra biologien kan måske være en hjælp til at forstå dette: Det der afgør et barns køn er en mikroskopisk forskel i ét af det befrugtede ægs 46 kromosomer. Dette æg, som er blevet befrugtet af den mandlige sædcelle, indeholder 23 kromosompar. Det ene par afgør kønnet. Dette kromosompar består enten af to X-kromosomer eller af ét X-kromosom og ét Y-kromosom (kaldt således efter deres form). Hvis cellen indeholder to X-kromosomer bliver barnet en pige; hvis den indeholder et X-kromosom og et Y-kromosom bliver barnet en dreng. Denne minimale forskel afstedkommer under barnets vækst de mange og uhyre forskelle der til sidst er mellem den voksne mand og kvinde.
Nu ved vi at ingen behøver at fortælle et normalt menneske om det er en mand eller en kvinde. Denne forskel, som er skabt og forordnet af Jehova og som til at begynde med er uendelig lille, resulterer i den store forskel mellem mandens og kvindens hele natur og væsen. Mandens hjerte og sind drages mod maskuline interesser som mekanik, teknik, konstruktion med mere, mens kvinden dvæler ved feminine interesser som hjemmets indretning og udsmykning, klædedragt og lignende. Ingen af dem kan fuldt ud forklare den anden hvorfor han eller hun tænker, ræsonnerer og føler som han eller hun gør. Det er noget Gud har nedlagt i dem.
På samme måde forholder det sig med den åndsavlede „lille hjord“ og de „andre får“. Apostelen Peter siger til sine åndsavlede brødre: „En ny fødsel er blevet givet jer, ikke ved en forgængelig men ved en uforgængelig sæd, gennem den levende og blivende Guds ord.“ (1 Pet. 1:23, NW) Hvis Gud, ved en lille forskel i et mikroskopisk kromosom, kan udvirke en forbløffende forskel i tænkemåde og ønsker, kan han lige så sikkert give dem som det behager ham at udvælge, det himmelske håb, med de tanker, ønsker, mål og længsler som hører dertil. Ved sin ånd og sit ord kan han indplante den „sæd“ som gør personen til en „ny skabning“, med tilsvarende himmelske forhåbninger. (2 Kor. 5:17) Selv på det menneskelige legeme anbringer Gud lemmerne sådan som han vil, i overensstemmelse med legemets behov. — 1 Kor. 12:18.
Følgelig er de salvede rigsarvinger lykkelige for at de er blevet udvalgt til en så ophøjet tjeneste og belønning, ganske som en normal mand er glad for at han er en mand og en kvinde er glad for at hun er en kvinde. Hvert menneske er dét Gud har gjort det til. Hverken manden eller kvinden behøver nogen tilskyndelse til at ’finde sin plads’ blandt kønnene. Den er bestemt af Gud og kan ikke forandres, og personen behøver heller ikke at have nogen til at afgøre hvad han eller hun er. — Rom. 9:16.
Derfor er det heller ikke nødvendigt, og heller ikke godt, når man studerer eller taler med nogle der først for nylig har fået kundskab om Bibelens sandheder, at antyde eller foreslå at de selv skal prøve at afgøre om de har modtaget det himmelske kald eller om de har det jordiske håb. Hvis de ikke har fået det himmelske kald, er der ingen tvivl om at de hører til den jordiske skare. Hvis der nogen sinde skal ske en forandring i dette, bør man overlade til Gud at afgøre dette og oplyse dem om det til hans bestemte tid.
På nuværende tidspunkt er hovedformålet med budskabet ikke at finde medlemmerne af Kristi himmelske brudeskare. Derimod siger Bibelen: „Ånden og bruden siger: ’Kom!’“ Dette er en indbydelse til folk fra nationerne, og den går ud på at de kan komme til at leve i et jordisk paradis, hvorigennem der vil strømme en flod med „livets vand“, der giver næring til træer som i symbolsk forstand bærer frugt og blade der er „til lægedom for folkene“. — Åb. 22:1, 2, 17.
Hvad de der virkelig er salvede vil gøre
Hvad vil de der virkelig tilhører de salvede, åndelige israelitter være optaget af på nuværende tidspunkt? De vil være ivrigt optaget af Rigets interesser, af at tage sig af de „andre får“. Det ville ikke være i overensstemmelse med Rigets interesser på nuværende tidspunkt hvis de der tilhører den salvede skare skilte sig ud og holdt møder for sig selv for at ’tale om deres himmelske håb’. Det de bør tale om, må være noget der opbygger hele menigheden og fremmer dens fred og enhed. Det vil være til hjælp for de „andre får“, og det vil samtidig være til hjælp for de salvede selv. Således vil begge skarer komme til at udgøre „én hjord“. (Joh. 10:16) Alle bør på lige fod nyde godt af den åndelige „mad i rette tid“. Denne åndelige føde vil give næring både til de salvedes og besegledes håb og til de „andre fårs“ håb. — Matt. 24:45-47.
Vi nævner dette fordi nogle som for nylig har hævdet at tilhøre den salvede skare, har haft en tilbøjelighed til at isolere sig og danne en gruppe for sig selv. Det modarbejder menighedens enhed, og det har i nogle tilfælde ført til direkte splittelse. — Ordsp. 18:1, NW.
De som er kaldet til den himmelske arv sammen med Jesus Kristus anerkender åbent, når man spørger dem om det, at de har fået denne kaldelse. Ved den årlige højtid til minde om Herrens død giver de til kende at de har dette himmelske håb ved at nyde symbolerne. Men de gør ikke opmærksom på det ved hver en lejlighed. De henleder ikke, i erkendelse af egen betydning, opmærksomheden på det for at ingen i menigheden skal glemme det. De forventer ikke nogen særbehandling. Det de derimod bør beflitte sig på, beskrev apostelen Johannes således: „Enhver, der har dette håb til ham, renser sig selv, ligesom Han er ren.“ — 1 Joh. 3:3.
I Andet Petersbrev 1:5-11 peger apostelen på hvad Kristi brødre er optaget af, nemlig af at frembringe åndens frugter for at ’gøre deres kaldelse og udvælgelse urokkelig’. Dette kræver ’ydmyghed, sagtmodighed og langmodighed, så man bærer over med hinanden i kærlighed og stræber efter at bevare åndens enhed i fredens bånd’. — Ef. 4:1-3.
Menighedens ældste eller andre i menigheden skal ikke søge at afgøre hvordan det forholder sig med en der nylig er blevet døbt og som føler at han eller hun har det himmelske kald. Det tilkommer ikke dem at kritisere vedkommende for det håb han eller hun hævder at have. Det er ikke noget man skal diskutere. Man kan drøfte de krav der stilles til en der er salvet for at hjælpe vedkommende til at få et klarere billede af hvad Bibelen siger. Den der gør krav på at tilhøre den salvede skare bør på sin side være taknemmelig for det der gøres for at hjælpe ham. Men når alt kommer til alt er det Gud der foretager udvælgelsen, og det er en sag mellem personen selv og Gud. De der bekender sig til den himmelske skare skal behandles ligesom alle andre i menigheden; de skal mødes med kærlighed, forståelse og villighed til samarbejde, idet alle er Guds og Kristi medarbejdere. — Kol. 3:12-17; 2 Kor. 6:1.
På dette sene tidspunkt under opfyldelsen af Jehovas hensigter er det klart at vægten ikke ligger på den almindelige indbydelse til det himmelske kald. Det vigtigste nu er at tjene Gud af hele sin sjæl, at bevare sin kristne integritet og at arbejde på at indsamle de „andre får“. Ingen bør lade sin personlige opfattelse af sin egen eller en andens status skabe et stridsspørgsmål i menigheden. Det er vigtigt nu at alle i denne kritiske „endens tid“ er forenet i kærlighed, som er „enhedens fuldkomne bånd“. — Kol. 3:14, NW.