Lovsang til den nye verdens grundlægger

„Pris Jah, I folk, thi Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge.“ — Åb. 19:6, NW.

1. Hvorfor kan vi sige Halleluja? Og hvad betyder det?

HALLELUJA! Jehova har taget sin magt, sin retmæssige magt, over vor jord og er begyndt at regere som dens konge. Det er en kendsgerning, som alle jordens folk burde lægge sig alvorligt på sinde i året 1951. Det betyder, at en retfærdig ny verden står for døren og vil blive indført ved den almægtige Guds magt. Det er værd at juble over. En vidunderlig forandring vil finde sted ud over hele jordkloden, takket været Guds styre, der vil medføre rolige, sikre og blomstrende leveforhold for alle retsindige mennesker. Der vil ikke længere være grund til at mene, at Gud har glemt jorden, eller til at spørge, hvorfor han har tilladt ondskaben at herske på jorden i de forløbne seks tusind år. Hans fastsatte tid er kommet til at opklare det store mysterium og afgøre stridsspørgsmålet om overhøjheden i universet.

2. Hvad bør ethvert oplyst menneske nu gøre?

² Hvor uendelig lille en del i det umådelige univers er ikke vor jord! Og dog er den det brændpunkt, hvor stridsspørgsmålet om den universelle overhøjhed skal endelig afgøres. Det vil blive afgjort, ikke til fordel for de Forenede Nationer eller nogen anden faktor i denne gamle verden, men i Jehova Guds favør. Det er derfor, han er begyndt at regere som konge med en ny verdens regering siden det af ham selv fastsatte år, 1914. Det er ganske vist allerede seks og tredive år siden, men derfor bør ethvert oplyst menneske så meget snarere ransage sin egen livsførelse og sine planer for fremtiden for at forvisse sig om, at de er i harmoni med den uundgåelige forandring, der hastigt nærmer sig. Det påhviler også ethvert oplyst menneske at lade dette glædelige budskab gå videre til så mange andre som muligt, for at også de kan forberede sig til at leve i Guds nye verden.

3. Hvad er det nu det gunstige øjeblik til at gøre?

³ Vi lever i den mest storslåede tid i hele menneskehedens historie, da det er vor forret at være vidne til overgangen fra den dødbringende gamle verden til den nye livgivende verden, som fortidens inspirerede profeter omtalte i så malende ord. Nu er det gunstige øjeblik inde til at sværge den nye verdens grundlægger, bygmester og hersker evig troskab og tilskynde andre til at gøre det samme, fordi det vil vinde os det evige liv i den nye verden. Alle bibelens forunderlige profetier kaster lys over netop denne overgangsperiode for at fremhæve dens store betydning, således at vi kan handle rigtigt. Bibelens sidste bog skildrer i symbolske vendinger disse skelsættende begivenheder, der har markeret og vil markere denne tid, og den anviser os, hvad vi bør gøre, såfremt vi ønsker at leve i den kommende verden. Den forudsiger, hvad en stor skare mennesker skal gøre med dette for øje. Nu står det til os at afgøre, hvorvidt vi vil høre med til denne skare, der har del i opfyldelsen af profetien. I Åbenbaringen 19:6 står der ifølge Twentieth Century New Testament (udgaven 1901): „Da hørte jeg noget som stemmerne af en stor forsamling, og som lyden af mange vande, og som lyden af stærke tordenskrald, der alle sagde — Pris Herren! Herren er konge, vor Gud, den Almægtige.“ The New Testament in Basic English (udgaven af 1941) lyder: „Og der kom for mine ører røsten af en stor hær, som lyden af vande, og lyden af høj torden, der sagde: Pris Herren; thi Herren vor Gud, alles hersker, er konge.“

4. Hvad betyder „Halleluja“ her, og hvilken oversættelse gengiver det bedst?

⁴ I bibelens originale græske tekst forekommer ordet „Halleluja“ i dette vers. Det er en almindelig skik blandt oversættere at bruge dette originale ord i den engelske tekst, som det f. eks. er gjort i American Standard Version og i Revised Standard Version: „Hallelujah! Thi Herren vor Gud, den Almægtige, hersker.“ Som det fremgår af det ovenstående, er dette ord i Twentieth Century New Testament og i The New Testament in Basic English oversat med ordene „Pris Herren“. Men „Hallelu-jah“ er hebraisk og betyder ordret „Pris Jah“, som en befaling til en forsamling af mennesker. Derfor oversætter New World Translation of the Christian Greek Scriptures det mest ordret, når den gengiver Åbenbaringer 19:6 således: „Og jeg hørte, hvad der var som en røst af en stor skare og som en lyd af mange vande og som en lyd af stærke tordener. De sagde: Pris Jah, I folk, thi Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge.“ Denne oversættelse viser også tydeligt, at ikke alene hersker eller regerer Jehova som konge, men han begyndte at regere til et bestemt tidspunkt. Dette er i overensstemmelse med Rotherhams Emphasised Bible: „Hallelujah! Fordi Herren [vor] Gud den Almægtige er blevet konge.“ Det, at hans regering er begyndt, er en grund til at prise ham.

5. Hvorfor lyder denne opfordring til at prise ham, og i hvilken sammenhæng?

⁵ Navnet „Jah“ er en forkortelse af „Jehovah“ eller „Yahweh“. Opfordringen her er den sidste i en række på fem opfordringer til at prise ham for de forunderlige begivenheder, som han lader ske, begivenheder, som vi ser blive opfyldt i dag. For at vi kan få fat i sammenhængen i denne række opfordringer, skal vi citere hele afsnittet (Åbenbaringen 19:1-6) fra New World Translation: „Derefter hørte jeg, hvad der var som en høj røst fra en stor skare i himmelen. De sagde: Pris Jah, I folk [margenen: De sagde: Hallelujah]! Frelsen og æren og magten tilhører vor Gud, thi sande og retfærdige er hans domme. Thi han har dømt den store skøge, der fordærvede jorden med sin utugt, og han har taget hævn for sine trælles blod af hendes hånd. Og straks sagde de for anden gang: Pris Jah, I folk [Hallelujah]! Og røgen fra hende stiger op for evigt og altid. Og de fire og tyve gamle af år og de fire levende skabninger faldt ned og tilbad Gud, der sad på tronen, og sagde: Amen! Pris Jah, I folk [Hallelujah]! Og fra tronen lød en røst, som sagde: Pris vor Gud, alle hans trælle, som frygter ham, de små og de store. Og jeg hørte, hvad der var som en røst af en stor skare og som en lyd af mange vande og som en lyd af stærke tordener. De sagde: Pris Jah, I folk [Hallelujah]! thi Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge.“

6. Hvorfor er det rigtigt at prise ham nu?

⁶ I tusinder af år har trofaste mænd fra fortiden, fra Johannes Døber og helt tilbage til Abel, den første martyr, set frem til oprettelsen af Guds rige og til, at det skulle overgives i hans sæds, Messias’, Kristi hånd. I nitten århundreder har Messias’, Jesu Kristi, efterfølgere bedt den bøn, han lærte os: „Vor Fader, som er i himlene, lad dit navn blive helliget. Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Matt. 6:9, 10, NW) Og nu da den himmelske Fader er begyndt at regere som konge i opfyldelse af sine løfter fra fortiden og som svar på kristnes bønner, er det så rigtigt at prise og lovsynge ham? Ja, i allerhøjeste grad! Hans kongelige regering betyder vor udfrielse fra denne undertrykkende verden og usigelige velsignelser i den frie, nye verden. Men hvordan kan vi sige, som det blev nævnt i den første paragraf, at han begyndte at regere som konge i 1914? Det skal vi komme ind på nu.

Den gamle verdens rigers fødsel

7. Hvad bliver omstyrtet i forbindelse med kundgørelsen af hans overtagelse af magten? Hvem vil det forundre?

⁷ Vi lægger i Åbenbaringen, det nittende kapitel, mærke til, at kundgørelsen, at Jehova vor Gud, den Almægtige, er begyndt at regere som konge, sker i forbindelse med, at han omstyrter det store, hemmelighedsfulde Babylon. Åbenbaringen 19:2 (NW) skildrer det som den „store skøge, der fordærvede jorden med sin utugt“. Engelen, ved hvem apostelen Johannes fik Åbenbaringen, taler om Babylon som den „store skøge, som sidder på mange vande, og med hvem jordens konger bedrev utugt, mens jordens beboere blev gjort berusede af hendes utugts vin“. Johannes siger: „På hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: Babylon, den store, moder til jordens skøger og afskyeligheder.“ (Åb. 17:1, 2, 5, NW) Dette var over seks hundrede år efter, at det bogstavelige Babylon ved Eufratflodens bred ifølge Jehova Guds dekret blev indtaget af kongerne Darius og Kyros i året 539 f. Kr. Dengang dette fortidens Babylon blev omstyrtet fra den stilling, det indtog som den tredje verdensmagt, som omtalt i bibelen, lagde Gud sin almagt for dagen, men han begyndte ikke at regere over hele jorden på det tidspunkt. Det hemmelighedsfulde Babylon, Satans verdensorganisation, bestod stadig. Det er først, når Gud virkelig er begyndt at regere som konge, at han omstyrter og tilintetgør det store, hemmelighedsfulde Babylons verdensomfattende magt og indflydelse. Denne indgriben fra Guds side i moderne tid vil, når den har fundet sted, vække langt større forundring på hele jorden, end hans omstyrtelse af fortidens Babylon gjorde.

8. Hvorfor er det hensigtsmæssigt, at han ved den lejlighed udråbes som regerende konge?

⁸ Hvor hensigtsmæssigt er det ikke, at Jehova Gud, når han omstyrter og tilintetgør vor tids hemmelighedsfulde Babylon, bliver udråbt som regerende konge! Det første sted, hvor der efter Vandfloden på Noas tid blev indført et gudsfjendsk rige, var Babylon eller Babel. Den første konge i denne by var Nimrod, den sande Guds oprørske modstander. 1 Mosebog 10:8-10 fortæller os: „Kusj [Noas sønnesøn] avlede Nimrod, som var den første storhersker på jorden. Han var en vældig jæger for [eller i opposition mod] Jehovas øjne; derfor siger man: En vældig jæger for Jehovas øjne som Nimrod. Fra først af omfattede hans rige Babel, Erek, Akkad og Kalne i Sinear.“ Nimrods rige i Babel eller Babylon fik aldrig nogen myndighed fra Jehova, men blev oprettet i trods imod ham og for at forklejne hans navn og universelle overhøjhed. Mange århundreder senere, da Babylon blev en verdensmagt, der var større end Ægypten og Assyrien, vigtede det sig i hovmod med sit fjendskab imod Jehova Gud ved at tilintetgøre Jerusalem og føre hans folk i fangenskab.

9, 10. Hvem var den første jordiske konge, Jehova godkendte? Hvorfor?

⁹ Den Højeste tilbageholdt sine velsignelser fra Babylons konger, men oprejste og godkendte Melkizedek, konge i Salem, den by, der senere blev Jerusalem. Hans navn tilkendegiver årsagen, idet det betyder „retfærdigheds konge“, og navnet på hans by, Salem, betyder „fred“. Melkizedek arvede ikke sit kongedømme fra en jordisk fader eller moder, og han havde ingen efterfølgere på tronen. Han blev derfor brugt i profetisk historie som et forbillede på den nye verdens retfærdige konge, Jehovas søn, Jesus Kristus.

¹⁰ Melkizedek mødte den trofaste Abraham efter dennes sejr over kongen over det babyloniske Sinear og hans forbundsfæller. Herom læser vi: „Men Salems konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes præst, bragte brød og vin og velsignede ham med de ord: Priset være Abram for Gud den Allerhøjeste, himmelens og jordens Skaber, og priset være Gud den Allerhøjeste, der gav dine fjender i din hånd! Og Abram gav ham tiende af alt.“ (1 Mosebog 14:18-20) Og om hvorfor Melkizedek var et forbillede på Jesus Kristus, siges der: „Jesus, der er blevet ypperstepræst i lighed med Melkizedek til evig tid. Thi denne Melkizedek, konge i Salem, Guds, den Allerhøjestes, præst, der mødte Abraham, da han vendte hjem efter at have fældet kongerne, og velsignede ham, og hvem Abraham gav tiende af alt, han er først og fremmest, når det oversættes, „retfærdighedens konge“, og dernæst også „Salems konge“, det vil sige „fredens konge“, uden fader, uden moder, uden stamtavle, uden begyndelse på sine dage og uden afslutning på sit liv, ligestillet med Guds søn, han bliver ved med at være præst i evighed.“ (Hebr. 6:20 til 7:3, NW) Melkizedek repræsenterede Jehova som konge.

11. Over hvilken nation overtog Jehova kongedømmet? Hvad vidner herom?

¹¹ Århundreder senere begyndte Jehova Gud at herske over en nation, nemlig over Israels folk. Byen Jerusalem blev nationens hovedstad, og kong David var den første, der regerede der. Århundreder forinden havde Gud, skønt usynlig, været deres virkelige konge. Profeten Moses vidnede herom ved det Røde Hav, dengang Gud druknede de ægyptiske hære, der heftigt forfulgte de undvegne israelitter. Moses sang dengang: „Jehova er konge i al evighed! Thi da faraos heste med hans vogne og ryttere drog ud i havet, lod Jehova havets vande strømme tilbage over dem, medens israelitterne gik igennem havet på tør bund.“ Og dengang de stod lige ved det forjættede lands grænser, omtalte Moses Israel som „Jesjurun“ eller „den retfærdige“ og sagde: „Han blev konge i Jesjurun, da folkets høvdinger kom sammen, og Israels stammer forsamled sig.“ (2 Mos. 15:18, 19 og 5 Mos. 33:5) Gideon, der udfriede israelitterne fra midjanitternes overfald, anerkendte dette. Derfor sagde han, dengang folket ønskede, at han skulle være deres synlige konge: „Hverken jeg eller min søn vil herske over jer; Jehova skal herske over jer!“ — Dom. 8:23.

12. Hvoraf ses det, at det nu er klogt at anerkende ham som konge?

¹² Vil det være klogt af os nu at anerkende Jehova vor Gud som konge? Ja. Midt i en verden med konger og fyrster kræver det tro at anerkende, at Jehova nu er den regerende konge over sit folk, og at han bør adlydes som sådan. Men israelitternes eksempel viser os, at vi vil komme til at bøde for det, dersom vi fornægter eller falder fra denne tro. I profeten Samuels dage bad folket ham om en synlig konge i lighed med denne verdens konger. I sin kvide fremlagde Samuel sagen for Gud i bøn. „Da sagde Jehova til Samuel: Ret dig i et og alt efter, hvad folket siger, thi det er ikke dig, de vrager, men det er mig, de vrager som deres konge.“ (1 Sam. 8:7) Summen af deres erfaringer med jordiske konger opregnes kort og rammende i Jehovas ord til israelitterne: „Hvor er da din konge til frelse for dig i alle dine byer, herskerne, om hvem du siger: Giv mig dog konge og fyrster! Jeg giver dig konge i vrede og fjerner ham atter i harme.“ (Hos. 13:10, 11) Deres sidste jordiske konge blev fjernet i guddommelig harme, dengang Babylons hære tilintetgjorde Jerusalem i 607 f. Kr. Som han vil kristenhedens sidste konger og fyrster blive borttaget i Guds vrede i slaget ved Harmagedon midt i en trængsel, der forbilledligt blev skildret ved Jerusalems ødelæggelse.

13. Hvorledes blev Jerusalem „den store konges by“?

¹³ Den anden mand, som Jehovas profet salvede til konge over Israel, var en mand efter Guds hjerte, David, hyrden fra Betlehem. Det var kong David, der vristede Zion, Jerusalems fæstning, fra de hedenske besættelsestropper og gjorde den til Israels regeringssæde eller hovedstad. Ind i denne by og i nærheden af sit palads bragte han symbolet på Jehovas nærværelse, den hellige pagtens ark. Han traf forberedelser til at bygge et herligt tempel til den. Til gengæld for den nidkærhed, hvormed David fremmede tilbedelsen af den levende og sande Gud, sluttede Jehova med ham en pagt om et evigt kongedømme og tilsvor ham, at en af Davids efterkommere skulle være konge i al evighed. Denne efterkommer eller „Davidssøn“ var Jesus Kristus, der skulle fødes af en jomfru af kong Davids slægtslinie. Kongerne af Davids slægtslinie regerede som synlige repræsentanter for Israels virkelige konge, Jehova Gud, og derfor sagdes de at sidde på hans trone. Som der er skrevet om kong Davids søn og efterfølger: „Og Salomo satte sig på Jehovas trone som konge i sin fader Davids sted; lykken var med ham, og hele Israel var ham lydigt.“ Dengang David frasagde sig tronen til fordel for sin søn, Salomo, bad han til og anerkendte Gud som konge og sagde: „Din, Jehova, er storheden, magten, æren, glansen og herligheden, thi alt i himmelen og på jorden er dit; dit, o Jehova, er riget, og selv løfter du dig som hoved over alle. Rigdom og ære kommer fra dig, og du hersker over alt.“ (1 Krøn. 29:23, 10-12) I harmoni med Salme 48:2, 3 siger Jesus selv om Jerusalem: „Det er den store konges by.“ (Matt. 5:34, 35) Jehova Gud herskede således som konge over Israels område gennem sin salvede, regerende konge.

Verdens konge siden hvornår?

14. Hvilken tugtelse lovede rigspagten? Hvorledes fandt den sted?

¹⁴ I sin pagt med David om et evigt kongedømme, hvorved han lovede aldrig at fratage Davids slægtslinie kongedømmet, sagde Gud vedrørende Davids efterkommere på tronen: „Når den synder, vil jeg tugte den med menneskestok og menneskers slag, men min miskundhed vil jeg ikke tage fra den, som jeg tog den fra din forgænger. Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ (2 Sam. 7:14-16) Fra året 621 til 60’7 f. Kr. straffede Gud Davids utro efterfølgere, fra Jojakim til Zedekias, med de babyloniske imperialisters stok. Kong Jojakim og Zedekias blev tvunget til at forlade tronen og ført som fanger til Babylon, og Jerusalem og dens paladser og templet blev ødelagt.

15. Hvorledes blev Guds rige stillet i bero, og hvilken tidsperiode begyndte?

¹⁵ På denne måde blev profetien til kong Zedekias opfyldt: „Så siger den Herre Jehova: Bort med hovedbindet, ned med kronen! Som det var, er det ikke mere! Op med det lave, ned med det høje! Jeg vil omstyrte det, omstyrte det, omstyrte det. Det skal ikke være mere, indtil han kommer, som har ret til det, og ham vil jeg give det.“ (Ez. 21:26, 27, AS) Ifølge sin egen beslutning ophørte Jehova med at regere som konge over Israel og dets domæne. Ved hjælp af hedenske hære omstyrtede han den synlige repræsentation for sit rige her på jorden i året 607 f. Kr. I efteråret det år begyndte, med Jerusalems og Judas fuldstændige ødelæggelse, hedningetiderne eller „nationernes fastsatte tider“ deres „syv tider“ eller 2520 år. (Dan. 4:16, 23, 25, 32) Guds rige blev således stillet i bero over enhver del af jorden.

16. Hvorledes forholdt Jesus sig over for „nationernes fastsatte tider“?

¹⁶ Dengang det jødiske præsteskab over for Pontius Pilatus i Jerusalem i året 33 forkastede Jesus med råbet: „Vi har ingen anden konge end kejseren,“ måtte det hedenske herredømme dog stadig fortsætte. Jesus ønskede ikke at afbryde den af Gud fastsatte tidsfrist for de „syv tider“ med hedensk herredømme. Han indlod sig derfor ikke på at „genoprette riget for Israel“. Han profeterede, at de ville løbe hele tiden ud, og den skulle vare til efteråret 1914 e.Kr. (Joh. 19:15; Ap. G. 1:6; Luk. 21:24) „Men denne mand frembar eet offer for synder for bestandig og tog sæde ved Guds højre hånd for fra da af at vente på, at hans fjender skulle lægges som en skammel for hans fødder.“ (Hebr. 10:12, 13, NW; Sl. 110:1, 2) Det betød, at Jesus måtte vente ved Guds højre hånd indtil 1914, fordi Jehova Gud ikke forandrer sine fastsatte tider og stunder, men overholder dem trofast. I 1914 var Guds tid inde til at give Riget til sin trofaste søn, „som har ret til det“, og til, at han som opfyldelse af pagten med sin stamfader David skulle have Riget. Da var tidspunktet kommet for ham til at efterkomme sin himmelske Faders opfordring: „Bed mig, og jeg giver dig nationerne i arv og den vide jord i eje; med jernspir skal du knuse dem og sønderslå dem som en pottemagers kar.“ (Sl. 2:7-9, AS) Eftersom han fik overdraget jordens nationer for at knuse og sønderslå dem som kar, der knuses med et jernspir, ville det antyde, at „nationernes fastsatte tider“ var endt.

17. Hvorfor var 1914 det rette tidspunkt for Jehova at begynde at regere på?

¹⁷ I 1914, ved disse „fastsatte tiders“ ophør, begyndte Jehova at regere som konge. Hvordan ved vi det? Ved begyndelsen af disse tider i 607 f. Kr. ophørte han med at regere, idet han omstyrtede kong Zedekias’ herredømme i Jerusalem. Han fjernede ham fra „Jehovas trone“ og lod de babyloniske hedninger sønderknuse Jerusalem og lod det nedtrampe af nationerne. Afslutningen på disse tider i 1914 betyder derfor det stik modsatte. Da tog den almægtige Gud atter sin store magt. Han begyndte at regere som konge, ikke over et jordisk Jerusalem eller over det tidligere forjættede land, Palæstina, men over hele jorden og alle dens nationer inden for og uden for kristenheden. Han gjorde dette i ihukommelse af sin rigspagt med David og ved at indsætte Davids værdige søn, Jesus Kristus, som den nye verdens konge. Ikke som konge på en bogstavelig trone i et jordisk Jerusalem, men på „Jehovas trone“, der er i himmelen, hvor Jesus har ventet på, at hans fjender skulle gøres til hans fodskammel. „Himmelen er min trone, og jorden er min fodskammel,“ siger Jehova. (Ap. G. 7:49, NW; Es. 66:1, AS) Siden 1914 er tiden derfor inde til, at hedningenationerne ikke længere skal have overtaget, men skal nedtrampes af de himmelske herskere, indtil de er blevet til støv og bortvejres i slaget ved Harmagedon.

18. Hvilket råb og hvilken taksigelse lød der i himmelen? Hvilken fødsel fandt sted?

¹⁸ Englene i himmelen var fuldt ud klar over disse begivenheder i 1914: „Da lød der i himmelen høje røster, som sagde: Verdensriget er nu blevet vor Herres og hans Kristi, og han skal regere som konge for evigt. Og de fire og tyve gamle af år, der sad foran Gud på deres troner, faldt på deres ansigt og tilbad Gud og sagde: Vi takker dig, Jehova Gud, den Almægtige, den, som er, og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at regere som konge. Men nationerne vrededes, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid . . . til at ødelægge dem, som lægger jorden øde.“ (Åb. 11:15-18, NW) Jehovas himmelske organisation omtales som det symbolske Jerusalem. Den frembragte Jesus Kristus som den, der skulle indsættes som konge over Jehovas nye verden. Derfor skildrer det tolvte kapitel i Åbenbaringen begivenheden som et drengebarns fødsel: „Og hun fødte et drengebarn, som er bestemt til at vogte alle nationerne med et jernspir. Og hendes barn blev rykket bort til Gud og til hans trone.“ — Åb. 12:1-5, NW.

19. Hvorledes har nationerne reageret over for Rigets fødsel?

¹⁹ Hans jernspir betød vrede over nationerne, hvis fastsatte „syv tider“ var udløbet. 1914 var derfor ikke en tid, da de hedenske nationer glædede sig over, at Jehova tog sin herskermagt på jorden, og over Kristi riges fødsel. De blev vrede. De historiske kendsgerninger viser, at det netop var, hvad der skete i det kritiske år 1914. De begyndte en verdenskrig indbyrdes om verdensherredømmet i stedet for at handle som kristne og overgive deres jordiske magt til Jehovas indsatte konge. I de seks og tredive år, der er gået siden da, er deres vrede ikke blevet mindre, men tværtimod større, hvilket fremgår af den kendsgerning, at de forfølger Jehovas vidner mere end nogen sinde, fordi de forkynder hans rige ved Kristus og repræsenterer det som dets udsendinge.

Det hemmelighedsfulde Babylons fald

20. Hvilket fald led nutidens Babylon? Hvad vil dets skæbne blive?

²⁰ Det babyloniske imperium blev brugt til at ødelægge Jerusalem i 607 f. Kr. og indvarsle „nationernes fastsatte tider“. Som sidestykke hertil blev ved de fastsatte tiders afslutning i 1914 nutidens Babylon, Djævelens verdensorganisation, bragt til fald som følge af Jehovas dom over det, og blev trådt under fode. Hvorledes skete det? Ved at det hemmelighedsfulde Babylons usynlige konge, Satan, Djævelen, og hans dæmonorganisation blev kastet ud af de himmelske regioner og afskåret fra samkvem med de hellige engle og styrtet ned til Guds fodskammel, jorden. Forholdsreglerne til denne aktion blev taget umiddelbart efter Rigets fødsel i 1914. „Så blev den store drage nedstyrtet, den oprindelige slange, som kaldes Djævelen og Satan, der vildleder hele den beboede jord; han blev styrtet ned til jorden, og hans engle blev nedstyrtet med ham. Og jeg hørte en høj røst i himmelen sige: Nu er frelsen og magten og vor Guds rige kommet og hans Kristi myndighed, thi vore brødres anklager er blevet nedstyrtet . . . Glæd jer derfor, I himle, og I, som bor i dem! Ve jorden og havet, thi Djævelen er kommet ned til jer, og hans vrede er stor, fordi han ved, hans tidsperiode er kort.“ (Åb. 12:7-12, NW) I slaget ved Harmagedon, efter denne korte tidsperiode, vil nutidens Babylon eller Satans verdensorganisation blive tilintetgjort og den nye verden indført i hele sin udstrækning.

21-23. a) Hvem blev kendt som et tegn på dette fald? b) Hvilken spottesang tager de op, imod hvem og til hvis pris?

²¹ Et tegn på nutidens Babylons fald fra de himmelske regioner er Jehovas trofaste rests og deres retsindige medarbejderes udfrielse fra denne verdensorganisation. Det er derfor, Jehovas vidner er blevet kendt over hele verden siden 1919. Dengang det gamle Babylon selv blev ødelagt som en verdensmagt i 539 f. Kr., blev den israelitiske rest udfriet fra dets magt. De fik lov at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge det hellige tempel ifølge Babylons erobrers, kong Kyros af Persiens, dekret. Som det var dengang, således kan den udfriede rest af åndelige israelitter og deres retsindige medarbejdere nu istemme spottesangen imod Satan, det hemmelighedsfulde Babylons gud og konge:

²² „På den dag, Jehova giver dig hvile for din møje og uro for den hårde trældom, der lagdes på dig, skal du istemme denne spottevise om Babels konge: Nej, at du faldt fra himmelen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger! Du, som sagde i hjertet: Jeg stormer himmelen, rejser min trone deroppe over Guds stjerner, tager sæde på stævnets bjerg i yderste nord, stiger op over skyernes højder, den Højeste lig [jeg vil gøre mig den højeste lig, AS] — ja, ned i dødsriget [sheol] styrtes du, nederst i hulen! Jeg står op imod dem, lyder det fra Hærskarers Jehova, og udrydder af Babel navn og rest, skud og spire, lyder det fra Jehova . . . jeg fejer det bort med undergangens kost.“ — Esajas 14:3-23.