Vi ser frem til at skabningens håb indfries
„På grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ — Rom. 8:20, 21.
1, 2. Hvordan adskiller vi os fra verdslige mennesker der ikke har noget grundlag for deres håb?
IKKE så få mener at det ser håbløst ud for menneskene. Der synes intet grundlag at være for et håb.
2 Dog klamrer nogle sig til at der er et håb, men de har ikke noget grundlag for at vente at det vil blive opfyldt. Vi, derimod, har et strålende håb, og vi har en velbegrundet tillid til at dette håb vil blive indfriet. Heri ligner vi en mand i fortiden.
3. Hvem ligner vi i denne henseende, og hvordan blev denne gamle patriarks gudgivne håb indfriet?
3 Denne mand var østerlændingen Abraham, der i begyndelsen boede i det område der nu kaldes Irak. I tillid til et særligt håb der blev stillet ham i udsigt, flyttede han til et andet land, til et sted i nærheden af byen Be’ersjeba, som ligger i den sydlige del af staten Israel. Det blev stillet ham i udsigt at han skulle blive stamfader til nationer, og dette løfte blev kædet sammen med at hans hustru Sara skulle føde en søn. Efterhånden blev han 99 år, og Sara blev 89. Under almindelige omstændigheder ville deres meget høje alder have knust enhver forhåbning om at de ville få en søn. Men Abraham havde fået løftet af en der aldrig svigter sit ord, nemlig af sin Gud, Jehova. Hvad gjorde Abraham derfor? Han holdt fast ved sit gudgivne håb. I Bibelens beretning, som er historisk sand, siges der: „Skønt uden for håb troede han dog, på grundlag af håb, for at han kunne blive fader til mange nationer, i overensstemmelse med hvad der var blevet sagt [af Gud]: ’Således skal din sæd være.’“ (Rom. 4:18) Abrahams håb blev ikke gjort til skamme, for ved et mirakel fik han sønnen Isak med sin hustru Sara. Nationer kom til at nedstamme fra ham!
4. (a) Hvilket gudgivent håb har hele menneskeheden i dag, og gælder det blot jordens nulevende befolkning? (b) Hvilke spørgsmål opstår med hensyn til den første mand da han var alene på jorden?
4 I dag har hele skabningen, hele menneskeheden, et gudgivent håb! Dette håb gælder ikke blot jordens nulevende befolkning, men alle mennesker helt tilbage til de første efterkommere af det første menneske på jorden, Adam. Dette det første menneske på jorden gjorde sin Skaber ære — skabt som det var med et helt igennem fuldkomment sind og legeme. Desuden blev Adam sat i et fuldkomment hjem, Edens have, med alt hvad han behøvede for at opretholde sit fuldkomne menneskeliv og leve en lykkelig tilværelse. Han stod i nær forbindelse med sin Skaber, sin himmelske Fader, som med jævne mellemrum talte med ham fra det usynlige. Og med alle de mange landdyr, fugle og fisk der var omkring ham i Edens have, havde han rigeligt at gøre og ingen grund til at kede sig. Men hvorfor havde Adams himmelske Fader sat ham i dette herlige paradis? Var det blot for at han skulle være en ensom forstmand eller gartner der passede haven? Hvor længe var det meningen at han skulle leve og nyde alle disse goder fra sin Livgivers hånd?
5. Af hvem afhang svarene på disse spørgsmål, og hvilken betimelig anvisning kunne den fuldkomne Adam have i tanke?
5 Gud lod Adam forstå at det alt sammen afhang af ham selv. Adam havde jo en fuldkommen hukommelse, og han ville derfor aldrig glemme den anvisning hans himmelske Fader gav ham: „Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise, den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ — 1 Mos. 2:16, 17.
6. Hvad betød denne guddommelige befaling for menneskeheden, og hvordan ville Adams efterkommere blive til?
6 Denne guddommelige befaling betød at Adam kunne leve evigt, hvis det var Guds vilje med ham. Som beretningen senere viser, levede Adam kun 930 år, men han kunne have levet meget længere, ja i det uendelige. Men som det gik, blev han skyld i at vi alle er underlagt døden i dag. Eftersom vi er til, er vi klar over at Adam satte afkom i verden. Han fik naturligvis ikke afkom ved den metode som forskere i dag kalder kønsløs kloning — en forplantningsmetode der forekommer mange steder i planteriget. Nej, ligesom der blandt fuglene og pattedyrene fandtes to køn, skabte Gud ham et kvindeligt modstykke, en hustru, ud fra et ribben som han tog fra hans side. Da Gud indstiftede ægteskabet mellem den første mand og den første kvinde, stillede han dem det håb i udsigt at de kunne leve evigt på den paradisiske jord. Han velsignede dem og befalede dem at formere deres art så den kunne opfylde hele jorden, hvortil deres paradis skulle udbredes. — 1 Mos. 2:18-24; 1:26-28.
7. Hvilke forhold forventede Adam og Eva ikke for deres efterkommere, og hvorfor bør man ikke skyde skylden for det der skete, på slangen?
7 Menneskenes fremtid var lys og lovende. Adam og Eva ventede ikke at skulle se deres efterkommere ’sukke sammen og være i veer sammen’ på grund af den fysiske, moralske og sociale tilstand vi nu befinder os i. Det at de ulydigt spiste af frugten på træet til kundskab om godt og ondt virkede måske i sig selv som en lille ting, men det var det der blev skyld i den nuværende tilstand. Ved syndigt at spise af frugten mistede først Eva og derefter Adam deres gudgivne håb endnu mens de var barnløse. Hvis ikke Gud på en eller anden måde greb ind, ville deres efterkommere — vi der lever i dag indbefattet — være undergivet fuldstændig håbløshed. Da disse begivenheder udspillede sig i Edens have, var en slange også impliceret, men lad os ikke skyde skylden på dette krybdyr. Bibelen henviser til at der var en usynlig ånd som stod bag slangen og manøvrerede den. Hvem var det? Det var en himmelsk engel som var besluttet på at få Adam og Eva til at holde op med at sætte deres håb til Jehova Gud.
8. Hvad blev Eva forledt til at gøre, og hvorfor befinder vi os ikke i Edens have i dag?
8 Denne oprørske intrigemager, der talte gennem slangen, forledte Eva til at søge at blive som Gud. Derved opbyggede hun sit eget selvvalgte håb. Indtil da havde hendes mand, Adam, været Guds profet for hende. Adam havde optrådt som Guds talsmand og fortalt hende om Guds befaling om at de ikke måtte spise den forbudte frugt. Men efter at hun nu havde forsøgt at gøre sig selv til en guddom ved at spise af den forbudte frugt, optrådte hun som profetinde for slangen idet hun benyttede sin smukke stemme til at overtale Adam til at slutte sig til hende i lovløsheden. Af gudvanærende grunde gav Adam til sidst efter og lyttede til sin hustrus, den falske profetindes, tale. (1 Mos. 3:17) Derpå udtalte Jehova Gud en retfærdig dødsdom over sin troløse profet, Adam. Og Adams hustru, Eva, kom ind under den samme dom. Nu da de var så godt som døde, blev de drevet ud af Edens have for at leve resten af deres dage på den uopdyrkede jord. Alle vi — Adams og Evas endnu ufødte efterkommere — blev drevet ud sammen med dem.
9. Fremholdt Gud et andet håb end det han havde givet Adam, for de to forsætlige syndere, og hvordan stillede sagen sig for os, deres efterkommere?
9 Disse forsætlige lovbrydere, Adam og Eva, fik ikke noget andet fremtidshåb end det der lå i Guds befaling til Adam. Der blev ikke stillet dem noget håb i udsigt, for de havde sat deres oprindelige gudgivne håb over styr. Men hvordan så med deres efterkommere? Hvordan med os, der jo ikke selv er skyld i tingenes tilstand? Blev der ikke givet noget håb for os? Lykkeligvis kan vi svare jo!
Et gudgivent håb
10. Hvem var den første der blev dømt i Eden, hvad blev denne skabning kaldt, og hvordan ville det gå den pågældende i den forudsagte konflikt?
10 Det håb der blev fremsat blev ikke henvendt til Adam og Eva personligt, men blev blot udtalt i deres påhør. De ord fra Gud der gav grundlag for at vi kan nære håb, blev henvendt til den oprørske ånd der listigt havde benyttet sig af slangen for at forlede Eva til at blive hans profetinde. Denne ånd blev stemplet med navnet Satan Djævelen. Fordi han gik listigt og underfundigt til værks for at bedrage andre, ja fordi han benyttede sig af en slange i Eden, blev han også kaldt „slangen fra fortiden“ (Åb. 12:9; 20:2) Denne åndeskabning, der gjorde sig selv til en gud og blev den første løgner, idet han løj mod Gud og løj over for kvinden, var den første der nu blev dømt af Gud i Eden. Gud udtalte dødsdommen over ham og forudsagde derpå en kamp hvori „slangen fra fortiden“ og de der stillede sig på hans side i konflikten, ville lide nederlag.
11. Gav ordlyden af den dom der blev afsagt over „slangen fra fortiden“, Adams og Evas efterkommere noget grundlag for at nære håb?
11 Gud sagde til „slangen fra fortiden“: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; den skal knuse dit hoved, og du skal hugge den i hælen!“ (1 Mos. 3:14, 15) Det betød at „slangen fra fortiden“ og hans sæd eller afkom skulle tilintetgøres. Men gav denne retskendelse fra Gud Adams og Evas fremtidige efterkommere noget grundlag for at nære håb? Det siges ikke direkte, men det kan udledes heraf.
12. Hvilken „kvinde“ inddrages, ifølge Guds ord til Satan, i sagen, og hvorfor kunne Maria, Jesu Kristi moder, ikke være denne „kvinde“?
12 Vi ser at en kvinde inddrages i sagen. Hvem var denne kvinde? Det måtte være en der ville lægge fjendskab, altså had, for dagen over for „slangen fra fortiden“ og hans afkom. Det kunne ikke være Eva, for hun havde gjort sig selv til en falsk profetinde for denne ’slange fra fortiden’. Hun havde ladet sig overtale til at tro at Jehova Gud var en løgner. Det kunne heller ikke være Maria, Jesu Kristi moder. Der ville gå 4000 år før denne jødiske pige blev født under den jødiske lovpagt som en efterkommer af Abraham. Hendes førstefødte søn, Jesus, levede kun 33 1/2 år på jorden. Da hun så hvad „slangen fra fortiden“ havde forvoldt hendes søn på Golgata, havde hun levet hovedparten af sit liv. Hun havde kun få årtier hvori hun kunne vise fjendskab mod „slangen fra fortiden“.
13. Hvem eller hvad måtte den omtalte „kvinde“ være, og hvilken stilling var hun glad for at indtage i forhold til den symbolske slange og dens afkom?
13 Kvinden i Guds profeti måtte logisk nok være i live og høre efter da Gud talte til „slangen fra fortiden“ i Eden. Det måtte være en symbolsk kvinde, og hun måtte forblive i live længe efter at Eva var død, ja helt frem til at Guds tid var inde til at hun skulle frembringe den lovede „sæd“ — og det viste sig at være over 3000 år efter Evas død. Hvem kunne denne symbolske kvinde da være, uden Guds egen „kvinde“, det vil sige hans himmelske organisation af hellige åndeskabninger som nægtede at slutte sig til „slangen fra fortiden“ i dennes oprør? Disse åndeskabninger respekterede det ægteskab Gud havde indgået med sin trofaste universelle organisation, og de lod sig ikke skille fra ham for at slutte sig til den organisation der ville følge, eller indgå ægteskab med, „slangen fra fortiden“. De var yderst tilfredse med at Gud satte fjendskab mellem dem og den organiserede „sæd“ der tilhørte „slangen fra fortiden“.
14. (a) Hvilket håb stillede Gud denne „kvinde“ i udsigt? (b) Er vi født som Guds børn, og hvilket håb er der for menneskeheden?
14 I Eden stillede Gud denne „kvinde“, sin hustrulignende himmelske organisation, i udsigt at hun ville blive moder. Fra da af kunne hun gøre sig håb om at blive moder til den „sæd“ som Jehova Gud, hendes Ægtemand, ville blive Fader til. Hun fandt at det var værd at vente 4000 år på at få dette håb indfriet. Hun var villig til at lide de fødselsveer dette måtte indebære, ligesom den symbolske kvinde som den kristne apostel Johannes så i det syn han beskriver i Åbenbaringen 12:1-5. At blive moder er et normalt ønske for alle voksne kvinder. Hvorfor skulle Guds himmelske organisation eller „kvinde“ da ikke kunne se frem til at blive moder? Det var meget passende at dette håb blev fremholdt for Guds „kvinde“ inden Gud barmhjertigt lod Eva, den nu syndige Adams hustru, blive moder uden for Eden. At den syndige Eva blev moder, kom dog ikke som nogen velsignelse for hende, for Gud sagde: „Jeg vil meget mangfoldiggøre dit svangerskabs møje; med smerte skal du føde børn.“ (Se Første Mosebog 3:16 i modsætning til 1:28.) Når Adam og Eva siden hen fortalte deres efterkommere om Guds profeti angående ’kvindens sæd’, handlede Adam ikke som Guds profet og Eva heller ikke som Guds profetinde. Hvad enten Adam og Eva troede på Guds løfte i Første Mosebog 3:15 eller ej, var det Guds mening at deres efterkommere skulle grunde et håb på dette løfte. Adam blev skabt som „søn af Gud“, men vi, hans ufuldkomne, syndige efterkommere, blev ikke født som Jehova Guds sønner. (Luk. 3:38) Derfor aflægger Guds hellige ånd ikke uden videre vidnesbyrd sammen med vor ånd om at vi er Guds børn. Men er der håb om at vi kan blive genoptaget i Guds familie af sønner? Ja, det er der!
15. Hvad er de over 4.000.000.000 mennesker der stadig lever på jorden, et vidnesbyrd om?
15 Hvis der ikke havde været noget håb, kunne man med rette spørge hvorfor Gud da har ladet Adam og Eva få så mange efterkommere på jorden — ja godt og vel 100 generationer op til vor tid. Til trods for alle de krige og andre katastrofer der har været, foruden sygdom og den naturlige død, er der over 4.200.000.000 mennesker på jorden i dag, og eksperterne forudsiger at vi i år 2000 vil være 6.000.000.000 mennesker på jorden. Har alt dette været forgæves? På ingen måde!
16. (a) Af hvis evne til at gennemføre sin vilje afhænger indfrielsen af skabningens håb, i betragtning af menneskenes hjælpeløse tilstand? (b) Hvis fødsel og liv på jorden markerede et vendepunkt i historien?
16 Vi mennesker kan naturligvis ikke selv klare os ud af den nuværende situation. Vi kan ikke ’løfte os selv op ved støvlestropperne’, så at sige. Men selv om situationen ser alt andet end lovende ud, er den ikke håbløs. Ikke fordi vi mennesker selv kan gøre noget, men det håb vi har, bygger solidt på det Gud allerede har gjort og det han endnu vil gøre i henhold til sit ubrydelige løfte. Fordi Gud lod omkring 70 generationer komme til verden efter Adam og Eva, kunne hans søn fra himmelen fødes som mennesket Jesus Kristus. På jorden udførte denne søn Guds vilje til gavn for hele menneskeheden. Dette markerede et vendepunkt i historien for os mennesker!
Menneskeskabningen „underlagt frugtesløshed“ med håb om frihed
17. Hvad skrev apostelen Paulus, ifølge Romerbrevet 8:19-24, om den frugtesløshed menneskeheden blev underlagt, og hvad sukker skabningen efter?
17 Omkring 23 år efter at Jesus Kristus havde afsluttet sit jordiske livsløb og var vendt tilbage til himmelen, skrev den kristne apostel Paulus et brev til menigheden i Rom, og heri sagde han blandt andet: „Skabningen [menneskeskabningen] venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed. For vi ved at hele skabningen fortsat sukker sammen og er i veer sammen indtil nu. Og ikke det alene, men også vi selv, som har førstegrøden, nemlig ånden, ja vi selv sukker ved os selv, mens vi ivrigt venter på antagelse som sønner, udfrielsen fra vort legeme ved en løsesum. For i dette håb blev vi frelst.“ — Rom. 8:19-24.
18. (a) Gennem hvem og hvordan blev hele menneskeskabningen underlagt frugtesløshed? (b) Hvad har menneskeskabte regeringers bestræbelser ført til, og er det dét den sukkende skabning har ventet på „med spændt forventning“?
18 Den gennem hvem menneskeskabningen blev underlagt frugtesløshed eller håbløshed, var Gud. Vi blev ikke underlagt frugtesløshed af egen vilje, eftersom vi ikke selv valgte at blive født. Men Gud ønskede at vi skulle sættes i verden, til trods for at han havde udtalt en dødsdom over Adam og Eva. (1 Mos. 3:16-24; 5:1-4) Vi er imidlertid ikke født med den „herlige frihed“ som Adam og Eva havde i begyndelsen, da de var ’Guds børn’ i Edens have. Vi er født i „trældom under fordærv“, idet alle Adams efterkommere er underlagt dødens fordømmelse. (Rom. 5:12) Derfor kan vi ikke frelse os selv. Alle vore forsøg på dette er på forhånd dømt til frugtesløshed, til at slå fejl. Hvad har alle menneskeskabte regeringers hidtidige bestræbelser ført til? Hvor meget har man opnået ved alle de styreformer man har forsøgt, alle de sociale og økonomiske ordninger man har prøvet, og den store videnskabelige indsats man har gjort? Vi er stadig underlagt fordærv, både mentalt, legemligt og moralsk. Og nu ser det oven i købet ud til at en kernekrig med langdistanceraketter der opsendes fra ubåde og regner ned over os fra himmelen, vil sætte punktum for det hele. Er det dét den sukkende menneskeskabning ’venter på med spændt forventning’?
19. I hvilken hensigt underlagde Gud det faldne menneske frugtesløshed eller håbløshed, men på grundlag af hvilket håb gjorde han det?
19 Men Skaberen er ikke underlagt frugtesløshed eller håbløshed. Hans hensigt kan ikke krydses af ufuldkomne mennesker. Han er vort håb. Han ønsker derfor at vi skal sætte vor lid til ham, og ikke til os selv. Han har netop underlagt os menneskelig magtesløshed for at vi ikke skulle have noget grundlag for at knytte forhåbninger til os selv. Han, som er den eneste kilde til håb, har underlagt os frugtesløshed, men ikke uden at der er håb. Tværtimod siges der, som vi før læste i Romerbrevet 8:20, 21, at det er „på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed“.
20. (a) Ejer den såkaldte „frie verden“ den „herlige frihed“ der tilhører Guds børn? (b) Hvilken åbenbaring ’venter skabningen med spændt forventning på’?
20 I dag betegner de styrende af én politisk ideologi deres område som „den frie verden“, i modsætning til det område der styres af herskere som går ind for en anden politisk ideologi. Men uanset hvad politiske grupper som står i modsætning til hinanden hævder, har ingen af dem den „herlige frihed“ der tilhører Guds børn. Herren Jesu Kristi Gud og Fader er den eneste der fremholder håbet om at menneskeslægten vil blive genrejst og atter opnå det forhold som Adam og Eva ejede da han skabte dem i Eden. Men denne genrejsning må vente indtil Gud en dag griber ind. Hvad hans indgriben består i, fremgår af apostelens ord: „Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares.“ (Rom. 8:19) Som det fremgår af de foregående vers, Romerbrevet 8:15-17, regnede apostelen Paulus, som skrev disse ord, sig selv med til disse „Guds sønner“.
21. Hvem er den ypperste af disse „Guds sønner“, hvordan helbredte Gud ham og i hvilken hensigt, ifølge Hebræerbrevet 2:14, 15?
21 Disse „sønner“ er Guds „kvindes“ sæd, som Gud omtalte i sin profeti i Eden i Første Mosebog 3:15. Den ypperste i denne „sæd“ fra Guds himmelske organisation er Jesus Kristus. Gud tillod at „slangen fra fortiden“ huggede ham i hælen ved hans død på marterpælen i år 33. Men han helbredte ham igen ved at oprejse ham på den tredje dag. Og eftersom denne trofaste søn blev oprejst som en himmelsk åndesøn af Gud, og ikke blot som et menneske, en jordisk søn, kunne han blive modtaget igen af Guds himmelske „kvinde“. Han vil, som der står i Hebræerbrevet 2:14, 15, „gøre ham til intet som har magt til at forårsage død, det er Djævelen, og frigøre alle dem som af frygt for døden har været holdt i trældom hele deres liv“.
22. Hvem er de underordnede medlemmer af Guds kvindes „sæd“?
22 De underordnede medlemmer af Guds kvindes „sæd“ er Jesu Kristi disciple, de der avles af Guds ånd til at blive Guds åndelige sønner og medarvinger med deres ældre broder, Jesus Kristus, i himmelen.
23. Til hvilket håb har Gud ifølge Første Petersbrev 1:3, 4, avlet de underordnede medlemmer af ’kvindens sæd’ og er dette håb stadig levende i dag?
23 Apostelen Peter omtaler deres himmelske håb som et „levende håb“ idet han skriver til dem: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, for i overensstemmelse med sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ubesmittet og uvisnelig arv. Den er bevaret i himlene til jer.“ (1 Pet. 1:3, 4) Dette deres håb er stadig „levende“ i dag. De har ikke mistet håbet, selv om der tilsyneladende er gået lang tid og det endnu ikke er blevet indfriet for den rest der er tilbage af dem på jorden. De venter at håbet snart vil blive indfriet, at det vil ske til deres Gud og Faders, Jehovas, fastsatte tid. Apostelen Paulus minder os om Første Mosebog 3:15 idet han skriver til den åndsavlede menighed i Rom og siger: „Den Gud som giver fred, vil snart knuse Satan under jeres fødder.“ — Rom. 16:20.
24. Hvem ser med spændt forventning frem til at disse „Guds sønner“ bliver åbenbaret, og efter hvilken begivenhed finder denne åbenbaring sted?
24 Det som menneskeskabningen „med spændt forventning“ ser frem til, er at disse „Guds sønner“ sammen med den ypperste søn af Gud, Jesus Kristus, vil blive åbenbaret i nær fremtid. Men før dette sker forventer vi „den store trængsel“ som den himmelske Fader, Jehova Gud, vil udløse over dem der modstår og forfølger hans åndelige sønner og deres loyale medarbejdere. — Åb. 7:14, 15; 2 Tess. 1:6-10.