Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w72 1/2 s. 61-71
  • Hvad dens „rette tilstand“ vil sige for os i dag

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvad dens „rette tilstand“ vil sige for os i dag
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1972
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • „Hans helligdoms sted kastedes til jorden“
  • „Hvor længe“?
  • „To tusind tre hundrede aftener og morgener“
  • „Sandhed“
  • „Ske din vilje på jorden“, 23. del
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
  • Nødvendigt at kende det vi tilbeder
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1971
  • Afmærkede dage i „endens tid“
    Den kommende verdensregering — Guds rige
  • „Ske din vilje på jorden“, 22. del
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1960
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1972
w72 1/2 s. 61-71

Hvad dens „rette tilstand“ vil sige for os i dag

1. Hvilken konflikt begyndte i 1914, og hvorfor kom dette ikke som nogen overraskelse for indviede og døbte bibelstudenter?

I ÅRET 1914 e.v.t. begyndte det hellige måneår i Jerusalem den 1. nisan, hvilket svarede til den 27./28. marts fra solnedgang til solnedgang. I sommeren det år udbrød den første verdenskrig. Dette kom ikke helt uventet for bibelstudenterne der havde taget afstand fra kristenheden, hvori den første verdenskrig begyndte. Hvorfor ikke? Fordi disse indviede og døbte bibelstudenter i flere årtier havde gjort opmærksom på at „hedningernes tider“, som Jesus Kristus nævner i sin profeti om „verdens ende“, ville udløbe i det tidlige efterår i 1914. (Luk. 21:24; Matt. 24:3) Hedningetiderne var begyndt omkring midten af månemåneden tisjri i 607 f.v.t., og med en længde på 2520 år ville de således udløbe i 1914, omkring den 15. tisjri, hvilket svarer til den 4./5. oktober. På det tidspunkt var Det britiske Imperium og andre af kristenhedens riger blevet inddraget i krigen. Det andet medlem af den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt gik ind krigen i foråret 1917.

2. (a) Hvilken international overenskomst trådte i kraft da fredstraktaten i Paris blev ratificeret i 1919? (b) Hvad skete der med den åbne og offentlige tilbedelse af Jehova ved hans „helligdom“ under den første verdenskrig, og hvad blev der gjort ved dette i 1919?

2 I efteråret 1918 gik den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt og dens allierede sejrende ud af verdenskonflikten. I 1919 blev fredstraktaten underskrevet og ratificeret i Paris, og samtidig trådte den del af traktaten der kendes som Folkeforbundspagten, i kraft. På det tidspunkt var der en rest af de indviede, døbte og åndsavlede kristne der tilbad Jehova i hans ’helligdom’ eller „hellige sted“. Under verdenskrigen var de blevet kraftigt forfulgt og hæmmet i deres tilbedelse i kristenheden, også inden for de områder den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, bibelprofetiens syvende verdensmagt, havde myndighed over. I foråret 1919 genoplivede Jehova Gud dem fra deres knuste åndelige tilstand og samlede dem igen til modig, åbenlys tilbedelse ved hans helligdom. Atter tog de fat på offentligt at forkynde den gode nyhed om Guds rige, som forudsagt i Mattæus 24:14.

3. Hvilken holdning ville „resten“ ikke følge kristenheden i at vise over for Folkeforbundet, og hvilket profetisk billede viste „resten“ i 1921 at Folkeforbundet var identisk med?

3 De forstod at de var ambassadører for Jehovas messianske rige, der var blevet oprettet i himmelen ved udløbet af hedningetiderne i 1914. Følgelig kunne denne rest af tilbedere ved hans helligdom ikke sammen med kristenheden hylde Folkeforbundet som om det var „det politiske udtryk for Guds rige på jorden“. I sommeren 1919, endnu før fredstraktaten i Paris og dens Folkeforbundspagt var blevet ratificeret af blot de vigtigste lande, erklærede „resten“ at denne politiske erstatning for Guds rige ikke havde Jehovas støtte og med sikkerhed ville slå fejl. For yderligere at underbygge denne vurdering ud fra Bibelen anførte bladet Vagttaarnet i udgaven for marts 1921, på side 41, og under overskriften „Hvorom der er talt ved Profeten Daniel“, frimodigt grunde for at tro at verdensorganisationen for fred og sikkerhed, Folkeforbundet, var den „ødelæggelsens vederstyggelighed“ Jesus Kristus havde profeteret om i Mattæus 24:15.

4. (a) Hvor og i hvilket år blev det vist at denne menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed var en verdensmagt? (b) Hvad erfarede den på grund af den anden verdenskrig, men hvordan har den fortsat med at virke?

4 Fra 25.-31. maj 1926 afholdt den salvede rest et internationalt stævne i London. Her afsløredes det i et foredrag henvendt til offentligheden at den menneskeskabte organisation for verdensfred og sikkerhed var det symbolske skarlagenrøde dyr med syv hoveder og ti horn som skildres i Åbenbaringen 17:3-11. Dermed var den også bibelprofetiens ottende verdensmagt.a Akkurat som denne profeti havde forudsagt, ophørte denne internationale organisation, i skikkelse af Folkeforbundet, med at fungere da den anden verdenskrig udbrød i 1939; men den blev genoplivet i 1945 i skikkelse af De forenede Nationer. Som sådan har den ottende verdensmagt eksisteret til i dag.

5. Hvilket udfordrende spørgsmål blev stillet til den salvede rest i 1926, og hvorfor var det ikke formasteligt af den at antage et nyt navn i 1931?

5 Nogle måneder før det historiske Londonkonvent i 1926 begyndte det største navn i universet, den store Teokrats navn, Jehova, at træde i forgrunden. Dette understregedes da Vagttaarnet, i udgaven for 1. februar 1926, bragte en hovedartikel med titlen „Hvem vil ære Jehova?“ Dette udfordrende spørgsmål besvarede den salvede rest både i ord og gerning. I årene umiddelbart efter fortsatte medlemmerne af denne „rest“ med at bevise hvem det var de ærede ved i hele verden at forkynde Jehovas navn og messianske rige. Denne forkyndervirksomhed viste virkelig at de var Jehovas sande vidner. Hvem kan da beskylde den salvede rest for at have handlet formasteligt fordi den ved et internationalt stævne i Columbus, Ohio, den 26. juli 1931 antog navnet „Jehovas vidner“? Ingen! Som jordiske tilbedere ved hans helligdom var de „hans helligdoms grundfæstede sted“.

6. Hvilken styreform kom i forgrunden som det næste spørgsmål, og hvem burde indrette deres liv og menighedsorganisation efter det styre?

6 Under guddommelig ledelse kom spørgsmålet om teokrati, det vil sige gudsstyre, som det næste i forgrunden, netop på det rette tidspunkt! I sandhed burde det være Guds styre der var gældende i den synlige organisation af dem der tilbad Jehova ved hans helligdom. Dér burde han som Gud afgjort være hersker. Alle der tilbad ved hans helligdom burde indrette deres liv og menighedsorganisation i overensstemmelse med den højeste Guds teokrati.

7. Hvorfor blev det mere nødvendigt at den salvede rest og dens medarbejdere traf en beslutning til gunst for teokratiet, og hvornår kom der instruktioner som kunne vejlede dem om dette?

7 Det blev endnu mere nødvendigt at „resten“ traf en beslutning til gunst for teokratiet, idet totalitært styre og diktatur bredte sig fra land til land, og den politiske stat satte sig nationalistisk op som den gud borgerne skulle tilbede. Verdensforholdene krævede i højere og højere grad at den salvede rest og dens indviede medarbejdere erklærede over for de embedsmænd og dommere der modstod og undertrykte dem: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 5:29) Endelig, femten måneder før den anden verdenskrig udbrød og store dele af verden kom i undtagelsestilstand og Folkeforbundet ophørte med at fungere, kom der officielle instruktioner om teokratisk organisation.

8. Hvilket emne blev behandlet i The Watchtower for 1. og 15. juni 1938, og hvad indebar den foreslåede resolution?

8 I udgaven for 1. juni 1938 bragte The Watchtower (Vagttaarnet for 1. august 1938) den første del af en artikel med titlen „Organisation“. Det var betagende for dem der tilbad ved Jehovas helligdom at læse følgende linjer i den første paragraf: „Jehovas Organisation er paa ingen Maade demokratisk. Jehova er den Højeste, og hans Regering eller Organisation er strengt teokratisk. Denne Slutning er uimodsigelig.“ I det næste nummer af The Watchtower, 15. juni 1938 (Vagttaarnet for 15. august 1938), bragtes anden del af „Organisation“, og heri blev der givet forslag til en resolution som Jehovas vidners menigheder skulle vedtage; resolutionen indledte: „Vi, Kredsen af Guds Folk udtaget for hans Navn, i ———— anerkender, at Guds Herredømme er et rent Teokrati, og at Kristus Jesus er i Templet og har fuldt Opsyn med og hele Ledelsen af Jehovas synlige Organisation saavel som den usynlige i sine Hænder.“ (Side 246 i den danske udgave) Dette indebar at alle tjenere med et embede i alle menighederne skulle udnævnes teokratisk, ovenfra.

9. (a) Hvilket spørgsmål blev Jehovas teokratisk organiserede folk stillet over for med den anden verdenskrigs udbrud i 1939, og hvorfor? (b) Hvornår og hvordan kom svaret, og med hvilken virkning?

9 Da den anden verdenskrig brød ud den 1. september 1939 uden at Folkeforbundet kunne gøre noget, var Jehovas folk organiseret teokratisk. Hvordan ville deres teokratiske holdning være til denne anden verdenskrig, der, ligesom den første, havde sit udspring i kristenheden? Der var ikke rum for at de kunne gå på kompromis sådan som de havde gjort under den første verdenskrig. Der var denne gang ikke tale om nogen usikkerhed eller ubeslutsomhed. Folkeforbundet havde fået dødsstødet, men Jehovas messianske rige i himmelen var stadig i live og udøvede herredømme. Da Jehovas vidner uden ophør havde forkyndt dette rige, kunne de ikke tage parti for nogen af de riger i denne uteokratiske verden der var med i den nye konflikt. Dette blev den stridende verden gjort behørigt opmærksom på af Jehovas salvede rest blot to måneder efter at Hitlers nazistiske hære var trængt ind i Polen og dermed havde sat den anden verdenskrig i gang. Hvordan? Med en hovedartikel om „Neutralitet“ i udgaven for 1. november 1939 af The Watchtower Announcing Jehovah’s Kingdom (Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas Rige, 1. januar 1940). Efter klart at have vist hvad teokratisk krigsførelse på det gamle Israels tid indebar, erklærede denne artikel: „’Kristenheden’ er ikke teokratisk.“ Vi stiller os neutrale til dens krige.

10. Hvad sagde Daniel 8:10-12 at ’det lille horn’ ville gøre, hvilket viser hvad den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt ville gøre?

10 Hvordan ville ’det lille horn’ der var vokset så umådeligt, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, nu reagere på et sådant teokratisk standpunkt taget af Jehovas salvede rest og dens loyale indviede medarbejdere? Det har profetien i Daniel 8:10-12 ufejlbarligt forudskildret med ordene: „Og det voksede helt op til Himmelens hær, styrtede nogle af hæren og af stjernerne til jorden og trampede på dem. Og det hovmodede sig mod hærens øverste; hans daglige offer blev ophævet [den stadige tjeneste blev taget bort fra ham, NW], og hans helligdoms sted [grundfæstede sted, NW] kastedes til jorden. Og på alteret for det daglige offer lagdes en misgerning [Og en hær blev lidt efter lidt overgivet, sammen med den stadige tjeneste, på grund af overtrædelse, NW]; sandheden kastedes til jorden, og hornet havde lykke med, hvad det gjorde.“

„Hans helligdoms sted kastedes til jorden“

11, 12. (a) Hvad betød en sådan handlemåde fra ’det lille horns’ side? (b) Hvilken kort forklaring giver engelen Gabriel til dette?

11 Det er let at se at den handling der beskrives på denne måde er et overgreb på det domæne eller de interesser der med rette tilhører den højeste Gud, den der har skabt „Himmelens hær“ og „stjernerne“, og indbefatter endog en afbrydelse af de ofre der regelmæssigt bragtes til ham som ’en stadig tjeneste’ i forbindelse med tilbedelsen af ham. Engelen Gabriels korte kommentar hertil hjælper os til at forstå profetien nøjagtigt, for den lyder:

12 „[En konge med et bistert udseende skal] faktisk ødelægge mægtige, også det folk der udgøres af de hellige. Og i overensstemmelse med sin indsigt vil han også afgjort forårsage at svig vil lykkes i hans hånd. Og i sit hjerte vil han blive overlegen, og under sorgløshed vil han ødelægge mange. Og mod fyrsternes Fyrste vil han rejse sig, men han skal knækkes uden hånd.“ — Dan. 8:24, 25, NW.

13. Hvordan handlede den syvende verdensmagt mod Jehova under den anden verdenskrig så at den endog kastede „Himmelens hær“, ja, „stjerner“, til jorden?

13 I løbet af den anden verdenskrig bragte bibelhistoriens syvende verdensmagt undergang over mange, ja selv mægtige. Den viste ingen respekt for sandt teokrati. I Det britiske Statssamfund og i Amerika satte den sin militære undtagelsestilstand og sin totale mobilisering med henblik på at vinde krigen og opnå verdensherredømmet, over Guds messianske rige. Derved hovmodede den sig helt op imod fyrsternes Fyrste, Jehova, den suveræne „Fyrste“ over hele universet. Hans „Himmelens hær“, det vil sige Jehovas salvede rest der tjente som underpræster i hans åndelige ’helligdom’, blev kastet til jorden af den anglo-amerikanske verdensmagt idet denne lod hånt om at de var ambassadører for Guds messianske rige. Selv de der var som „stjerner“ i Jehovas vidners menigheder blev agtet ringe, blev ikke anerkendt som åndelige lysbærere for deres menigheder, som åndelige „tilsynsmænd“ der havde ret til at være fritaget for militærtjeneste, men blev regnet blot som jordiske lægmænd uden teokratisk udnævnelse. (Åb 1:20; 2:1) På grund af krigspropaganda og høj krigsfeber og utilregnelig nationalisme blev „det folk der udgøres af de hellige“ forfulgt med grusomhed.

14. Hvordan blev „hans helligdoms grundfæstede sted“ kastet til jorden?

14 Da disse repræsenterede „[Jehovas] helligdoms grundfæstede sted“, blev dette sted kastet til jorden da de blev kastet til jorden. Dette berørte deres åndelige ofre til Jehova Gud.

15. Hvordan blev „det daglige offer“ eller „den stadige tjeneste“ taget væk af den syvende verdensmagt?

15 Vi husker at der i Jehovas tempelhelligdom i det gamle Israel blev ydet ’en stadig tjeneste’ i den indre forgård idet et lam blev ofret til Gud hver aften og morgen. (2 Mos. 29:38-42) På samme måde bragte den åndelige rest der tilbad ved Jehovas ’helligdom’ ofre af åndelig art til ham aften og morgen, hver dag, stadig. Fremtrædende blandt disse stadige „ofre“ var frugten af deres læber når de offentligt forkyndte Jehovas navn og hans messianske rige, hans teokratiske regering. Denne åndelige „stadige tjeneste“ blev taget bort af den syvende verdensmagt ved hjælp af krigsforholdsregler og restriktioner og endog ved at den nedlagde forbud mod Jehovas vidner selv eller deres forkyndelse fra hus til hus. De blev drevet under jorden. Mænd og kvinder blev sat i fængsel fordi de holdt fast ved kristen neutralitet.

16. Hvordan slog den syvende verdensmagt hårdt til i hele Det britiske Statssamfund for at hindre frembærelsen af „det daglige offer“?

16 Det der skete i de år viser tydeligt i hvor høj grad ’kongen med det bistre udseende’ vrededes. Han slog hårdt ned på Jehovas vidner i hele verden i den anden verdenskrigs mørke dage, og det især i lande tilknyttet Det britiske Statssamfund. Den 4. juli 1940 forbød dominionen Canada, medlem af statssamfundet, Jehovas vidners arbejde. Samme år forbød New Zealand den offentlige forkyndelse af Jehovas navn. Cirka samtidig blev arbejdet i Guldkysten (Ghana) forbudt. Fra da af blev der virkelig lagt hindringer i vejen for „den stadige tjeneste“, læbernes frugt. Arbejdet blev forbudt i Australien og på Fijiøerne i januar 1941. I Sydafrika tog myndighederne forholdsregler mod arbejdet i 1941. Forbud udstedtes i næsten alle de britiske besiddelser i Afrika, også i Nigeria den 17. juni 1941. De britiske besiddelser i Asien tog lignende skridt. Arbejdet blev forbudt i Burma, Ceylon og Indien i 1941. I 1942 kom spørgsmålet om neutralitet i forgrunden i Storbritannien. Da almindelig værnepligt blev indført nægtede unge kristne Jehovas vidner at deltage i krig. De engelske domstole domfældte 1593 mænd og kvinder og sendte de fleste af dem i fængsel. Heraf kom 334 kvinder til at afsone fængselsstraffe. Dette havde til følge at mange aktive forkyndere blev taget væk fra tjenesten med at frembære lovprisningsofre til Gud offentligt.

17. Hvordan havde de nazistisk-fascistisk-katolske kræfter søgt at kaste „hans helligdoms grundfæstede sted“ til jorden?

17 Blot få år før var den nazistisk-fascistisk-katolske krigsmaskine rullet frem i hele Europa. Jehovas vidner ramtes af lovmæssige restriktioner og fængslinger, og det ene afdelingskontor efter det andet tilhørende Watch Tower Bible and Tract Society blev lukket. Et vældigt pres blev øvet for at kaste, „hans helligdoms grundfæstede sted“ til jorden.b

18. Hvilke trængsler ramte Jehovas vidner i De forenede Stater fra 1940 til 1943?

18 I De forenede Stater blev Jehova vidners arbejde ganske vist ikke officiel forbudt, men der blev gjort mange forsøg på at bringe dem til tavshed. Mange steder i de dengang 48 stater blev de overfaldet af pøbelen. Den 3. juni 1940 afsagde De forenede Staters højesteret med otte stemmer mod én en kendelse der skulle få hadet og voldshandlingerne til at blusse endnu mere op; flaghilsenceremonien blev gjort tvungen for landets borgere. Ethvert skolebarn der nægtede at udføre handlingen kunne bortvises fra skolen. Derefter blev Jehovas vidner udsat for en ganske hæmningsløs forfølgelse. Den 16. juni 1940 udtalte rigsadvokaten i en landsdækkende radiotale: „Jehovas vidner er gentagne gange blevet overfaldet og slået ned. De havde ikke begået nogen forbrydelse, men pøbelen anså det for bevist at de havde, og lynchede dem. Justitsministeren har beordret iværksat en øjeblikkelig undersøgelse af disse voldshandlinger.“ Først efter den 14. juni 1943, da De forenede Staters højesteret omstødte sin egen kendelse i flaghilsenspørgsmålet, begyndte den hårde forfølgelse at aftage i U.S.A.c

19. Hvordan var det tydeligt at frembærelsen af „det daglige offer“ var hæmmet, at dømme efter antallet af Selskabets afdelingskontorer og tilvæksten af forkyndere af Riget?

19 Det er også meget interessant at lægge mærke til at Watch Tower Bible and Tract Society i 1938, året før den anden verdenskrigs udbrud, havde 39 afdelingskontorer over hele jorden med det formål at føre tilsyn med Jehovas vidners arbejde. I 1942 var der omkring 106.000 vidner for Jehova som forkyndte Rigets gode nyhed i hele verden, men antallet af afdelingskontorer var faldet til 25. På det tidspunkt foregik arbejdet under stort pres og var forbudt de fleste steder på jorden. I de næste tre år af den voldsomste krig i historien blev forfølgelsen af Jehovas vidner yderligere intensiveret. På grund af forbud mod arbejdet blev flere afdelingskontorer lukket, indtil der i 1943 kun var 21 afdelingskontorer i funktion i hele verden. Jehovas vidner holdt urokkeligt fast ved deres gudgivne hverv at forkynde den gode nyhed, men fra 1942, da de havde 106.000 forkyndere, erfarede de frem til afslutningen af 1944 kun en forøgelse på omkring 4000. Frembærelsen af „det daglige offer“ eller ydelsen af „den stadige tjeneste“ var i sandhed hæmmet.

„Hvor længe“?

20. Da „hæren“ af dem der tilbeder Jehova og „den stadige tjeneste“ blev overgivet på grund af overtrædelse, hvad var da „overtrædelsen som forårsager ødelæggelse“ som den syvende verdensmagt begik?

20 Daniel 8:12 (NW) sagde at på denne måde ville den åndelige „hær“ af tilbedere ved Jehovas helligdom, sammen med „den stadige tjeneste“, blive overgivet „på grund af overtrædelse“. Uanset hvilket mål af „overtrædelse“ Jehovas vidner kan have gjort sig skyldige i over for ham, var det umiskendeligt at det symbolske „lille horn“, den syvende verdensmagt, havde gjort sig skyldigt i „overtrædelse“. Øjensynlig hentydes der til dette i det spørgsmål Daniel hørte en engel stille: „Hvor længe gælder synet angående den stadige tjeneste og overtrædelsen som forårsager ødelæggelse, at både det hellige sted og hæren gøres til noget der nedtrædes?“ (Dan. 8:13, NW) Ved at forårsage at „den stadige tjeneste“ bliver taget bort og ved at nedtræde Jehovas teokratiske „hellige sted“ sådan som dette repræsenteres af hans salvede rest af underpræster, begik den syvende verdensmagt så afgjort ’en overtrædelse som forårsager ødelæggelse’. Den ødelagde de jordiske interesser som tilhører Jehovas teokrati og tilbedelsen i hans tempel. Den forbrød sig formasteligt på noget der var helligt for Jehova Gud.

21. Hvad andet som den syvende verdensmagt gjorde sig skyldig i har udtrykket „overtrædelsen som forårsager ødelæggelse“ forbindelse med?

21 Desuden ser det ud til at udtrykket „overtrædelsen som forårsager ødelæggelse“ har forbindelse med noget andet den syvende verdensmagt gjorde sig skyldig i. Hvad var det? Opstillingen af noget som en erstatning for det fjernede „daglige offer“, nemlig „ødelæggelsens vederstyggelighed“ eller „afskyeligheden der forårsager ødelæggelse“. (Matt. 24:15; Dan. 11:31; se New World Translation.) Som tidligere nævnt blev „ødelæggelsens vederstyggelighed“ i 1921 offentligt afsløret som værende den internationale organisation for verdensfred, hvilket fra 1919 til 1939 vil sige Folkeforbundet. Dette blev opstillet til international tilbedelse, som „et billede“ af det politiske „dyr“, i opposition til frembærelsen af „det daglige offer“ ved Jehovas ’helligdom’. — Åb. 13:1-15.

22. Hvornår og hvorfor forsvandt den dyriske ottende verdensmagt ned i „afgrunden“?

22 Som forudsagt i Åbenbaringen 17:7, 8 forsvandt denne dyriske ottende verdensmagt ned i „afgrundens“ dødlignende uvirksomhed ved den anden verdenskrigs udbrud. Folkeforbundets vigtigste støtte og forkæmper, Det britiske Imperium, var ude af stand til at holde det i live, stillet over for den militære aggression fra nazismen og fascismen der støttedes af Katolsk Aktion.

23. Hvad skete der i januar 1942, efter at Amerika var blevet tvunget med i den anden verdenskrig, som viste at den internationale tilbedelses afgudsbillede ikke var ladt ude af betragtning?

23 De der hovmodede sig mod fyrsternes Fyrste, Jehova, den store Teokrat, lod imidlertid ikke „billedet“ til international afgudsdyrkelse ude af betragtning. Søndag den 7. december 1941 blev det amerikanske medlem af den syvende verdensmagt tvunget ind i den anden verdenskrig på samme side som det britiske medlem af denne anglo-amerikanske verdensmagt. Læg derefter mærke til hvad der skete med hensyn til disse tilbedere af en menneskeskabt organisation for verdensfred og sikkerhed. Nazismens, fascismens og den orientalske imperialismes såkaldte „aksemagter“ gik stadig aggressivt fremad, da en vigtig begivenhed fandt sted fredag den 2. januar 1942. Hvad var det? Ifølge en kronologisk liste over årets begivenheder i 1942 hedder det i The Americana Annual: „Alle seksogtyve nationer i krig med aksemagterne lover hinanden ikke at indgå en separat våbenhvile eller fredsslutning og at sætte alle deres militære eller økonomiske ressourcer ind imod fjenden, i en ’Erklæring af Forenede Nationer’, underskrevet i Washington.“ — Americana Annual for 1943, side 737.d

24. Hvad så det ud til at den dyriske ottende verdensmagt havde planer om at gøre, og hvordan gjorde Jehova sit folk vågent for dette den 20. september 1942?

24 Det lod til at den dyriske ottende verdensmagt rørte på sig dernede i „afgrunden“ og planlagde at komme op til international tilbedelse. Jehova Gud gjorde ved sin hellige ånd og gennem sit profetiske ord sit folk vågent for denne kendsgerning. Søndag den 20. september 1942, på den sidste dag af „Den nye verdens teokratiske stævne“ i Cleveland, Ohio, U.S.A., holdt præsidenten for Watch Tower Bible & Tract Society det offentlige foredrag „Freden — kan den vare ved?“ Denne tale, der ved hjælp af telefon og radio blev overført til enoghalvtreds byer i De forenede Stater og blev holdt ved samtidige stævner i Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika og Hawaii, henledte opmærksomheden på Åbenbaringen 17:7, 8 og erklærede at den anden verdenskrig ville slutte og at det skarlagenrøde dyr, den internationale organisation for verdensfred og sikkerhed, ville stige op af „afgrunden“ i den efterfølgende fredstid. Derefter ville denne „ødelæggelsens vederstyggelighed“ fungere indtil Jehova ødelagde den ved sin regerende konge Kristus. — Åb. 17:12-14.e

25. Hvilken verdensmagt bar skylden for denne ’overtrædelse’ og hvem betegnede dette et udfald imod?

25 Det er således ubestrideligt at det symbolske „lille horn“, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, gjorde sig skyldigt i „overtrædelse“ ved at arbejde på at genopstille afgudsbilledet af det politiske „dyr“ så det kunne blive tilbedt af alle folkeslag efter den anden verdenskrig. På denne måde brugte det indsigt og fik svig til at lykkes. Dette skete samtidig med at det hindrede „den stadige tjeneste“ og nedtrådte Jehovas „hellige sted“. Dette var virkelig „overtrædelse“. Det var intet mindre end et udfald mod fyrsternes Fyrste, Jehova, idet de der tilbad ved hans ’helligdom’ blev modstået, undertrykt og forfulgt. Den forudsagte ’konge med et bistert udseende’ overlistede alle dem der hengav sig til en falsk følelse af „tryghed“ eller „sorgløshed“ (NW), og han fortsatte med at ’kaste sandheden til jorden’, især sandheden med hensyn til Jehova Guds teokratiske regering ved Jesus Kristus. — Dan. 8:17, 25.

„To tusind tre hundrede aftener og morgener“

26. Hvilket spørgsmål blev stillet med hensyn til „den stadige tjeneste“ og „overtrædelsen“, og hvilket svar gav engelen?

26 Lad os nu genkalde os det spørgsmål Daniel hørte engelen stille: „Hvor længe gælder synet angående den stadige tjeneste og overtrædelsen som forårsager ødelæggelse, at både det hellige sted og hæren [af tempeltjenere] gøres til noget der nedtrædes?“ Svaret fra en engel lød: „Indtil to tusind tre hundrede aftener og morgener; og det hellige sted vil afgjort blive bragt til sin rette tilstand.“ — Dan. 8:13, 14, NW.

27. Fra hvornår skulle de 2300 aftener og morgener tidligst regnes, og hvorfor? Hvornår var det ifølge den jødiske månekalender?

27 Hvornår begyndte disse 2300 aftener og morgener? Når vi ved dette kan vi finde ud af hvornår de slutter og således hvornår Jehovas „hellige sted“ bringes „til sin rette tilstand“ eller kommer „til sin ret igen“.f Hvis Jehovas „hellige sted“ bringes til sin rette tilstand „igen“, så skal vi tælle dagene fra det tidspunkt da det tidligere var i den „rette tilstand“ set fra Jehovas synspunkt. Dette var tidligst den 1. juni 1938 da The Watchtower, det officielle tidsskrift for Jehovas salvede rest af underpræster ved hans helligdom, bragte første del af artiklen „Organisation“ for mere fuldstændigt at fremsætte de teokratiske krav for den. Når vi regner efter den jødiske månekalender som blev brugt da Daniel fik sit syn århundreder før indførelsen af den julianske og den gregorianske kalender, falder den 1. juni 1938 på den anden dag i månemåneden sivan, år 1938. Den 15. juni 1938, fjorten dage senere, da The Watchtower bragte anden del af artiklen „Organisation“, indeholdende en resolution, ville falde på den 16. sivan 1938. Spørgsmålet er derfor nu:

28, 29, (a) Hvornår sluttede de 2300 dage, regnet fra den afgørende periode? (b) Hvilke vigtige begivenheder fandt da sted med hensyn til den ottende verdensmagt?

28 Hvis vi altså regner fra den afgørende periode da teokratisk organisation blev mere fuldstændigt indført i Jehovas vidners menigheder, hvornår sluttede da de 2300 dage?

29 Husk at dette er en profetisk periode. Der er derfor tale om profetiske år på 360 dage. (Åb. 11:2, 3; 12:6, 14) De 2300 dage bliver således til seks måneår, fire månemåneder og tyve dage. Dette tidsrum regnet fra den 2. sivan (1. juni) 1938, bringer os frem til den 21. tisjri (8. oktober) 1944, eller, regnet fra den 16. sivan (15. juni) 1938, frem til 5. hesjvan (22. oktober) 1944.g Netop på den tid var verdensudviklingen hastigt på vej til at bringe den dyriske ottende verdensmagt op af afgrunden, sådan som det skete kort efter anden verdenskrig i form af De forenede Nationers organisation for verdensfred og sikkerhed. I en kronologisk oversigt over 1944 anfører The Americana Annual bemærkelsesværdige begivenheder ud for følgende datoer:

9. oktober — De forenede Stater, Storbritannien, Sovjetrusland og Kina offentliggør beslutning på Dumbarton Oaks-konferencen om at anbefale dannelsen af en international sikkerhedsorganisation som skal hedde „De forenede Nationer“ og som skal bemyndiges og udrustes til „at foretage sådanne aktioner med luft-, sø- og landstyrker som måtte være nødvendige for at opretholde eller genoprette international fred og sikkerhed“.

23. oktober — Fungerende statsminister Edward R. Stettinius, jun., bekendtgør en officiel amerikansk anerkendelse af den provisoriske franske regering og opløfter dermed Frankrig til en fremtrædende plads blandt De forenede Nationer og bereder vejen til hurtig genopbygning; regeringerne i Sovjetunionen, kongeriget Storbritannien og Nordirland, og Canada fremsætter lignende erklæringer. — The Americana Annual for 1945, side 730.

30. I hvilken retning udviklede begivenhederne sig på det teokratiske område på den tid, som for eksempel i Buffalo i august?

30 På det tidspunkt udviklede den anden verdenskrig sig så afgjort til de allieredes fordel, og de allieredes tropper var allerede trængt ind i Hitlers Tyskland. Men hvad skete der på det teokratiske område, blandt dem der tilbad Jehova i hans „helligdom“, i året 1944? Dér var begivenhederne på vej til en bemærkelsesværdig tingenes tilstand ved slutningen af de 2300 dage. Det var nu det tredivte år efter Guds messianske riges fødsel i himmelen ved udløbet af hedningetiderne i 1914. Den 9.-13. august afholdtes Forenede Forkynderes Teokratiske Stævne i Buffalo i staten New York og i seksten andre amerikanske byer som hørte foredragene fra Buffalo via telefonnettet. Den 12. august talte præsidenten for Watch Tower Society til stævnet om emnet „Dette Evangelium skal forkyndes“, og efter foredraget blev bogen „Riget er nær“ (384 sider) præsenteret for den synlige forsamling. To dage tidligere var en anden publikation blevet udgivet ved stævnet. Det var den amerikanske standardoversættelse af Bibelen, som bruger det guddommelige navn Jehova, og den var nu blevet trykt på Selskabets egne trykkemaskiner.

31, 32. (a) Hvilke begivenheder markerede de to første dage af det tredages stævne i Pittsburgh, Pennsylvanien, i 1944? (b) Hvorfor er den sidste dag ved stævnet, den 2. oktober, værd at hæfte sig ved i forbindelse med teokratisk organisation?

31 Fra den 30. september til den 2. oktober 1944 afholdtes et særligt tjeneste- og forretningsstævne i Pittsburgh, Pennsylvanien, U.S.A., hvor Watch Tower Bible & Tract Society har sit indregistrerede kontor. På den første dag talte Selskabets præsident til de 5000 forsamlede over emnet „Teokratisk Ordning i vore Dage“. Det offentlige foredrag næste dag hed „Een Verden, een Regering“. Selskabets årlige forretningsmøde blev udsat fra denne dag til den efterfølgende, mandag den 2. oktober. Dette møde som begyndte kl. 10 om formiddagen er værd at hæfte sig ved. Hvorfor?

32 Efter at Selskabets præsident, vicepræsident og kasserer samt øvrige bestyrelsesmedlemmer var valgt af de aktionærer der var repræsenteret, rettedes opmærksomheden mod seks ændringsforslag til Selskabets vedtægter. Selskabet var indregistreret i staten Pennsylvanien tres år tidligere, i 1884. Det drejede sig om ændringer til vedtægternes artikler 2, 3, 5, 7, 8 og 10. Den første ændring der blev vedtaget i form af en resolution betød en udvidelse af Selskabets formål så det på rette måde omfattede det store, verdensomspændende arbejde der lå forude. Denne ændring indførte også Guds navn Jehova i vedtægterne. Den tredje ændring fjernede den oprindelige vedtægt som gjorde medlemskab af Selskabet afhængigt af pengebidrag til Selskabet; fra nu af skulle medlemskabet begrænses til højst 500, og alle disse skulle vælges på grundlag af deres aktive tjeneste for Jehova. I The Watchtower for 1. november 1944 hed det herom: „Denne ændring vil bevirke at vedtægterne bringes så nær til en teokratisk ordning som landets lov tillader.“ (Se også Vagttaarnet, 15. oktober 1945, s. 171.) Alle seks ændringer vedtoges i form af resolutioner.

33. Hvornår blev disse ændringer en del af Selskabets vedtægter, og som hvis redskab har Selskabet tjent siden da?

33 For at disse ændringer kunne være lovlige var det nødvendigt at få dem godkendt ved delstaten Pennsylvaniens domstol. Året efter (1945) blev ændringerne lovligt registreret og indgik dermed i vedtægterne. Med disse ændrede vedtægter har Watch Tower Society siden tjent som et juridisk redskab for den salvede rest der tilbeder Jehova i hans ’helligdom’ eller „hellige sted“.

34. (a) Hvilke oplysninger blev derefter bragt i The Watchtower, og hvad kan man sige om tidspunktet? (b) Hvad blev der sagt her om „Præsident“ og „Det styrende Organ“?

34 På det rette tidspunkt, dog uden at den salvede rest var klar over den dybere betydning af dette, bragtes hovedartiklen „Organiseret for det afsluttende Arbejde“ i The Watchtower for 15. oktober 1944 (Vagttaarnet for 15. august 1945). Og straks i det næste blad kom hovedartiklen „Den teokratiske Organisation i Virksomhed“ (The Watchtower for 1. november 1944; Vagttaarnet for 1. september 1945). Denne artikel behandlede følgende underemner: „Præsident“, „Diakonos, Tjener“, „Kvalifikationer“, „Det styrende Organ“ og „Teokratisk Fremgangsmaade“. Udtrykket „Præsident“ hentydede ikke her til præsidenten for Watch Tower Society, men paragraf 12 sagde: „De Ældste i Menighederne, der ogsaa var aandelige Tilsynsmænd, præsiderede ved Disciplenes Møder. Enhver Ældste, der fungerede som Ordstyrer ved et Møde, var saaledes den præsiderende eller Præsident for den tilstedeværende Forsamling.“ Under underoverskriften „Det styrende Organ“ sagde paragraf 33 og 34: „I det første Aarhundrede var det især Apostlene sammen med Ældsteraadet, som de knyttede til sig i Jerusalem, der udgjorde det synlige styrende Organ i Jehovas teokratiske Organisation paa Jorden. . . . Dette styrende Organ bestod ikke af fuldkomne Mennesker.“

35. Hvad havde den følgende artikel, „Teokratisk Ordning i vore Dage“, at sige om „Det styrende organ“?

35 I artiklen „Teokratisk Ordning i vore Dage“, som fulgte umiddelbart efter ovennævnte artikel i The Watchtower for 1. november 1944 (bragt i Vagttaarnet for 15. oktober 1945), hed det i paragraf 3: „Det synlige Styre [styrende Organ] over den teokratiske Organisation indsættes og maa ene og alene indsættes af Jehova Gud, den øverste Hersker, og Kristus Jesus, der er Hovedet for hans Menighed. Dets Opgave er at udfærdige Anvisninger og udsende aandelig Føde til hele Guds Folk. Ved at hele den teokratiske Organisation og de, som er knyttet til den, samarbejder i Harmoni med dette Styre [styrende Organ], præges deres Virksomhed paa Jorden af Enhed og Endrægtighed.“

„Sandhed“

36. Som illustreret i oversigten på foregående side, hvad viser da hele denne kombination af betydningsfulde begivenheder på det afgørende tidspunkt?

36 Hvad viser da hele denne kombination af betydningsfulde begivenheder på det afgørende tidspunkt? Øjensynlig dette: at Jehovas ’helligdom’ eller „hellige sted“ blev „bragt til sin rette tilstand“ til tiden, ved afslutningen af de 2300 aftener og morgener, i det tidlige efterår (8.-22. oktober) af 1944. Det er som engelen sagde til Daniel: „Synet om aftenerne og morgenerne, hvorom der var tale, er sandhed.“ (Dan. 8:26) Det var blevet fremhævet at teokratiet universelt tilhører Jehova Gud. Fremfor alle andre steder bør Jehovas teokrati råde i hans ’helligdom’ eller på hans „hellige sted“. Dette har også været tilfældet, især siden efteråret 1944.

37. I hvilke henseender blev den salvede rest af åndelige underpræster ved Jehovas helligdom sat på prøve under den anden verdenskrig, men hvad lykkedes det dem at gøre?

37 Under den anden verdenskrig var „hans helligdoms grundfæstede sted“ repræsenteret ved resten af Jehovas „hellige“, kastet til jorden. Denne salvede rest af åndelige underpræster fik i sandhed deres teokratiske holdning og organisation sat på en hård prøve fra juni 1938 og i tiden derefter. I den udstrækning den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt og dens allierede havde held med at borttage „det daglige offer“, den offentlige tilbedelse af og tjeneste for Jehova, gjorde den det meget vanskeligt for de teokratiske „hellige“ at fortsætte med at adlyde Gud mere end mennesker. Til trods herfor lykkedes det dem at bevare teokratiet inden for hans helligdom.

38. (a) Blev resten af „de hellige“ bedraget af de politiske skridt som den syvende verdensmagt tog under den anden verdenskrig? (b) Hvordan viste de om det betød noget at der fulgte cirka ti måneders yderligere prøvelser under verdenskrigen efter oktober 1944?

38 „Overtrædelsen som forårsager ødelæggelse“, især de skridt den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt allerede under den anden verdenskrig tog for at bringe „ødelæggelsens vederstyggelighed“ frem fra „afgrunden“, kunne ikke bedrage resten af „de hellige“ og vendte dem ikke bort fra deres teokratiske tilbedelse af Jehova i hans helligdom. Ved slutningen af de 2300 dage med svær prøvelse viste de sig at stå stærkere for Jehovas teokratiske regering ved Kristus end nogen sinde før. Efter oktober 1944 gik der ganske rigtigt ti måneder før den anden verdenskrig og dens pres sluttede. Men da de 2300 dage nåede deres højdepunkt og afslutning havde den salvede rest, organiseret, taget standpunkt for Guds styre ved hans helligdom, og et sådant teokratisk styre har de uden at vakle holdt fast ved lige til i dag. Det viser historien!h

39. Var den salvede rest alene om at kæmpe for at bringe „det hellige sted“ til sin rette tilstand i løbet af de 2300 dage, og hvilket syn så apostelen Johannes i den forbindelse?

39 I de 2300 prøvelsens dage var den salvede rest af Jehovas vidner ikke alene om at kæmpe for at bringe Guds „hellige sted“ til sin rette tilstand under guddommelig ledelse. Ved Jehovas åndelige ’helligdom’ havde de loyale medarbejdere og støtter. Hvem var det? Apostelen Johannes fik på forhånd et syn af dem og beskriver det således: „Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’ . . . ’Det er dem, som kommer fra den store trængsel, og de har tvættet deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. Derfor står de nu foran Guds trone og tjener ham dag og nat i hans tempel.’“ (Åb. 7:9-15) Disse indviede og døbte disciple af Lammet Jesus Kristus er lige så teokratiske som den salvede rest af Jehovas „hellige“.

40. Hvad vil der ske med den syvende verdensmagt og dens venner og fjender ved slutningen af „endens bestemte tid“, og hvordan vil det se ud for Jehovas teokrati og for hans teokratiske organisation på jorden?

40 Ved afslutningen på denne „endens bestemte tid“, ja inden længe, vil den profetiske „konge som har et bistert udseende“, den syvende verdensmagt, blive ’knækket’ i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“, og sammen med ham alle hans politiske venner og fjender. Denne ødelæggelse vil ske „uden hånd“, idet ikke et eneste af Jehovas kristne vidner skal løfte en hånd for at udvirke dette. (Åb. 16:14, 16; Dan. 8:19) Men Jehovas teokrati, som de trofaste tilbedere ved hans ’helligdom’ har holdt standhaftigt fast ved, vil bestå, sejrende. Hans synlige teokratiske organisation på jorden vil fortsat råde og virke på hele jorden og vil til evig tid forene alle lydige mennesker i tilbedelsen af og tjenesten for den ene og eneste Teokrat, Jehova.

[Fodnoter]

a Se Vagttaarnet for 15. august 1926, under „Londonkonventet“.

b Se Jehovas vidner og Guds gerning, side 153.

c Se Jehovas vidner og Guds gerning, side 181, 182, 206-210.

d På side 701 i The Americana Annual for 1944 læser vi: „DE FORENEDE NATIONER, navnet på den internationale koalition der blev dannet i Washington, D.C., den 1. januar 1942 og som lovede at føre krigen til ende mod de aggressive aksemagter og efter at have sejret ved fronten at arbejde sammen på at etablere en varig fred, bygget på retfærdighed. Seksogtyve nationer satte ved deres repræsentanter deres underskrift på den fælles erklæring på datoen for dens første fremsættelse, og indtil 1. februar 1944 har otte andre underskrevet.“

e Se The Watchtower for 15. oktober 1942 under overskriften „Key Theoeratic Assembly at Cleveland“, side 317-320.

f Judah J. Slotki, mag. art., dr. phil., siger i sine noter til Soncino Press-udgaven af Daniels profeti, side 68, om „aftener og morgener“ i Daniel 8:14: „Hvis der menes en hel dag, drejer det sig om i alt 2300 dage omkring syv år, hvilket betinger at der regnes fra en vilkårlig periode før eller efter templets vanhelligelse.“

g De seks (6) år, fire (4) måneder og tyve (20) dage tælles således: Fra 2. sivan (1. juni) 1938 til 1. sivan (23. maj) 1944 går der seks år. Fire månemåneder (sivan, tammuz, ab, elul) regnet derfra fører frem til 1. tisjri (18. september) 1944. Tyve dage lagt til fører frem til 21. tisjri (8. oktober) 1944. Hvis vi regner hele perioden fra 15. juni 1938 må vi lægge fjorten (14) dage til, hvilket fører os frem til 5. hesjvan (22. oktober) 1944.

h Se artiklen „Nødvendigt at kende det vi tilbeder“, paragraf 17-27, i Vagttårnet for 15. februar 1971.

[Oversigt på side 69]

Begivenheder der markerer begyndelsen og afslutningen på de 2300 dage

Dato: 1. juni 1938

Teokratiske: „Organisation“, 1. del, bragt i „The Watchtower“

Dato: 15. juni 1938

Teokratiske: „Organisation“, 2. del, med resolutionen, bragt i „The Watchtower“

Dato: 2. oktober 1944

Teokratiske: Resolutioner om ændringer vedtaget ved det årlige forretningsmøde for Watch Tower Bible & Tract Society i Pittsburgh, Pennsylvanien, med henblik på at bringe vedtægterne mere i overensstemmelse med den forestående sidste del af arbejdet og med den teokratiske ordning

Dato: 8. oktober 1944

Teokratiske: De 2300 dage slutter, regnet fra 1. juni 1938

Dato: 9. oktober 1944

Verdslige: De forenede Stater, Storbritannien, Sovjetunionen og Kina bekendtgør beslutning som anbefaler dannelsen af „De forenede Nationer“

Dato: 15. oktober 1944

Teokratiske: „Organiseret for det afsluttende Arbejde“ bragt i „The Watchtower“

Dato: 22. oktober 1944

Teokratiske: De 2300 dage slutter, regnet fra 15. juni 1938

Dato: 23. oktober 1944

Verdslige: Det bekendtgøres at Amerika har anerkendt den provisoriske franske regering for at give Frankrig en fremtrædende plads blandt De forenede Nationer; Sovjetunionen, kongeriget Storbritannien og Nordirland, og Canada fremkommer med lignende erklæringer

Dato: 1. november 1944

Teokratiske: Artiklerne „Den teokratiske Organisation i Virksomhed“ og „Teokratisk Ordning i vore Dage“ bringes i „The Watchtower“

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del