Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g75 8/1 s. 20-21
  • Skal man fødes på ny?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Skal man fødes på ny?
  • Vågn op! – 1975
  • Lignende materiale
  • Født igen
    Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne
  • „I må fødes på ny“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1959
  • Hvad vil det sige at „fødes igen“?
    Vågn op! – 1976
  • Hvem bliver ’født igen’?
    Vågn op! – 1988
Se mere
Vågn op! – 1975
g75 8/1 s. 20-21

Hvad siger Bibelen?

Skal man fødes på ny?

EN AF Guds største gaver til os syndige mennesker er den at vi har mulighed for at komme til at stå i et venskabeligt forhold til ham gennem Jesus Kristus, med håb om at opnå evigt liv. — Joh. 3:16.

Hvad skal man gøre for at få den belønning? Mange hævder at alle som vil opnå evigt liv, må ’fødes på ny’. De citerer Jesu ord til Nikodemus: „Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født på ny. . . . ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd.“ — Joh. 3:3, 5.

De henviser også til Første Johannesbrev 5:1, som siger: „Enhver, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud,“ og heraf drager de den slutning at alle som virkelig tror på Jesus, må blive „genfødt“ eller „født på ny“ som børn af Gud.

Men er det den betydning der ligger i disse skriftsteder? Hvis man skal have et godt forhold til Gud og opnå evigt liv, må man da ’fødes på ny’? Lad os undersøge hvad Bibelen mener med dette udtryk.

I Første Petersbrev 1:3, 4 forklarer apostelen Peter hensigten med genfødselen på denne måde: „Lovet være Gud, . . . som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforkrænkelig og ubesmittelig og uvisnelig arv, gemt i Himlene til jer.“

De der af Gud kaldes til himmelen, vil blive udødelige, uforgængelige åndevæsener som får „del i guddommelig natur“. (1 Kor. 15:42-44, 53; 2 Pet. 1:4) Da ’kød og blod ikke kan arve Guds rige’, må disse mennesker gennemgå en forandring. (1 Kor. 15:50) For at få dette håb må de blive „født af vand“, døbes med den kristne vanddåb. De må også fødes eller avles af Guds hellige „ånd“ og således opnå udsigt til at få åndeligt liv i himlene. (Joh. 3:5) De der genfødes på denne måde bliver åndelige „børn“ af Gud. — Rom. 8:14, 15.

Hvorfor adopterer Gud mennesker til liv som åndeskabninger i himmelen? Åbenbaringen 20:6 siger: „De skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ Apostelen Paulus erklærede: „Holder vi ud, skal vi også være konger med ham.“ (2 Tim. 2:12) Guds hensigt med at kalde mennesker til himmelen er derfor at han vil danne en himmelsk regering under Kristus Jesus. — Åb. 5:9, 10.

Enhver regering består kun af en lille del af den samlede befolkning. Antyder Bibelen at kun et begrænset antal udgør Guds himmelske regering? Bemærk hvor mange der nævnes i Åbenbaringen 14:1: „Og jeg så, og se, Lammet stod på [det himmelske] Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde.“ Versene 3 og 4 omtaler ikke „de hundrede og fireogfyrre tusinde, som er løskøbt fra jorden“ som de eneste der frelses, men derimod er de blot „en førstegrøde for Gud og Lammet“. — Se Jakob 1:18.

Bibelen viser at der også vil være andre som opnår evigt liv. Jesus talte om at han har „andre får, som ikke hører til denne fold“. (Joh. 10:16) Åbenbaringen, kapitel 7, nævner foruden de 144.000 kristne, åndelige israelitter, „en stor skare, som ingen kunne tælle“ og som Lammet, Jesus Kristus, leder „til kilderne med livets vand“. (Versene 4, 9, 17; Gal. 6:16) I lignelsen om at nationerne skilles „ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene“ viste Jesus at der var forskel på hans „brødre“ og „fårene“, som ikke desto mindre ’arver Guds rige’ og opnår „evigt liv.“ — Matt. 25:32, 34, 40, 46; Rom. 8:29.

Skal disse „får“ fødes på ny? Husk at det vigtigste formål med en sådan genfødsel er at kalde mennesker til himmelen. Men skal alle der tror på Jesus Kristus, i himmelen? Det er meget interessant at Jesus opfordrede sine disciple til at bede om at Guds vilje måtte ske „på jorden, som den sker i Himmelen“. (Matt. 6:10) På samme måde beskriver Åbenbaringen 21:3, 4 den tid da „Guds bolig [er] hos menneskene . . . og Gud selv . . . skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“.

Da skabninger af kød og blod ikke kan komme i himmelen, er det kun muligt for menneskene at leve her på jorden. (1 Kor. 15:50) Altså er det her på jorden at „fårene“ i Jesu lignelse, heriblandt ’den store skare’, vil opnå evigt liv. De ’arver Riget’ ved at tage det område i besiddelse som er underlagt kongen, Kristus Jesus.a Da åndelig genfødsel kun er for dem som kommer i himmelen, bliver kristne som ikke tilhører den kategori, ikke født på ny.

Men det betyder ikke at de mennesker der har et jordisk håb, ikke har den hellige ånd. Trofaste tjenere for Gud i den førkristne tid havde Guds ånd, selv om de ikke var avlet som åndelige børn af Gud, med et himmelsk håb. (Dom. 6:34; 11:29; 14:6; 2 Sam. 23:2; 2 Tim. 3:16) Johannes Døber, for eksempel, var „fyldt af Helligånden“; alligevel kom han ikke himmelen, for Jesus sagde om ham: „Den mindste i Himmeriget er større end han.“ — Matt. 11:11.

Også i dag må alle som ønsker at behage Gud søge hans hellige ånds ledelse. De stræber efter at iføre sig „den nye personlighed“ ved at bære „Åndens frugt“, som indbefatter kærlighed, venlighed, mildhed og selvbeherskelse. (Ef. 4:24, New World Translation; Gal. 5:22) Men for at gøre det, behøver de ikke at blive „født på ny“.

Det er også interessant at de „får“ som skulle skilles fra „bukkene“, ikke skulle vise sig før „Menneskesønnen kommer i sin herlighed“, omkring Kristi usynlige „komme“ ved „afslutningen på tingenes ordning“. (Matt. 25:31-33; 24:3, NW) Og ’den store skare’ i Åbenbaringen 7:9-17 omtales som nogle der „kommer fra den store trængsel“ ved slutningen af den nuværende tingenes ordning. — Åb. 7:14; Matt. 24:21, 22.

Alt dette hjælper os til at forstå apostelen Johannes’ udtalelse om at „enhver“ som tror på Jesus, er født af Gud. (1 Joh. 5:1) Johannes skrev i det første århundrede til trosfæller som alle tilhørte den himmelske „førstegrøde“. Og en undersøgelse af grundteksten viser at Johannes ikke mente at alle mennesker ned gennem historien som ville tro på Jesus, ville blive født på ny og komme i himmelen. Han mente at ingen kunne fødes på ny uden at han troede på Jesus Kristus. Nogle på Johannes’ tid fornægtede Jesus; dem forbandt Johannes med „Antikristen“. — 1 Joh. 2:22, 23.

Skal man fødes på ny? Ikke hvis man hører til den del af menneskeheden som har håb om et jordisk liv under Guds himmelske riges ledelse. Ikke desto mindre må man studere Guds ord omhyggeligt, søge Guds hellige ånds ledelse og bære Guds ånds frugt. — Joh. 17:3.

[Fodnote]

a Thayers A Greek-English Lexicon nævner som en definition af det græske ord for rige (basilei’a): „Landområde underlagt en konges styre.“ (Side 97) Se Markus 6:23.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del