Spørgsmål fra læserne
● I Åbenbaringen 19:19-21 siges der at det symbolske vilddyr og den falske profet i Guds kommende krig vil blive kastet i ildsøen, hvorimod „de øvrige“ vil blive dræbt med et sværd. Hvem er „de øvrige“, og hvad vil der ske med dem?
Efter en beskrivelse af „Lammet“ og hans engle, som vil føre krig mod Guds fjender, siges der i Åbenbaringen 19:19-21: „Jeg så vilddyret og jordens konger og deres hære samlede for at føre krig mod ham som sad på hesten og mod hans hær. Og vilddyret blev grebet, og sammen med det den falske profet som for dets øjne havde gjort de tegn hvormed han vildledte dem der modtog vilddyrets mærke og dem som tilbeder dets billede. Mens de endnu var i live blev de begge kastet i ildsøen som brænder med svovl. Men de øvrige blev dræbt med det lange sværd der tilhørte ham som sad på hesten, det der udgik af hans mund. Og alle fuglene blev mættet af deres køddele.“
Når man blot læser denne passage flygtigt igennem, kan man godt få den opfattelse at vilddyret og den falske profet får én skæbne og „de øvrige“ en anden. Men både den umiddelbare sammenhæng og andre afsnit af Åbenbaringens bog viser at „de øvrige“ er de enkelte mennesker som er fjender af Gud og som tilintetgøres i Guds kommende krig.
Åbenbaringen 19:11-21, der i The New Bible Commentary betegnes som „Den messianske dom ved Harmagedon“, indledes med et syn af Lammet, Jesus Kristus, på en hvid hest. Med sine himmelske hære rider han ud for at udøse Guds vrede over nationerne. (V. 11-16) Som et forvarsel om nedhugningen kalder en engel ådselfuglene sammen for at de kan æde de dræbtes kød. — V. 17, 18.
Derefter kommer så ovennævnte passage, med beskrivelsen af selve krigshandlingen som Johannes så. Først skrides der ind mod det symbolske vilddyr (som vi forstår er et udtryk for Satans verdensomspændende politiske system) og den falske profet (som står for den syvende verdensmagt).a (Åb. 13:1, 2) Det fremgår af synet at både vilddyret og den falske profet vil være i fuld aktivitet og kæmpe mod Gud lige til deres undergang. Vil de senere dukke op på skuepladsen igen, ligesom det symbolske ’dyrets billede’ tidligere gjorde? (Åb. 17:8-11) Nej, det er der ingen fare for. De kastes begge i „ildsøen som brænder med svovl“. Det er også dér Satan vil blive tilintetgjort. „Ildsøen“ betegner evig udslettelse. — Åb. 19:19, 20; 20:10, 14; 21:8.
Derefter hedder det i Åbenbaringen 19:21 at „de øvrige blev dræbt“ med et langt sværd og at deres lig blev overladt til at blive ædt af fugle. Er „de øvrige“ nogle som ikke er med i krigen, nogle som hverken står på den ene side eller den anden side i kampen?
Åbenbaringsbogen svarer klart nej. Læg i vers 18 mærke til at engelen der indbyder fuglene til „Guds store aftensmåltid“, opregner hvilke personers kød der skulle ædes: konger, højere officerer, stærke mænd, krigere som var til hest, samt ’alle, frie såvel som trælle, små og store’. Og i vers 19 står der at kongerne og deres hære er sammen med vilddyret i krigen mod Lammet. „De øvrige“ er altså — ligesom vilddyret og den falske profet — modstandere af Jehovas søn. De støtter vilddyret og gør fælles sag med det, hvad enten deres betydning er stor eller lille.
I Åbenbaringen 14:9-11 omtales sådanne der støtter vilddyret, nogle som i tankerne billiger dets virke eller yder det en håndsrækning: „Hvis nogen tilbeder vilddyret og dets billede og modtager et mærke på sin pande eller på sin hånd, så skal han også drikke af Guds harmes vin som er skænket ufortyndet i hans vredes bæger, og han skal pines med ild og svovl for de hellige engles øjne og for Lammets øjne. Og deres pines røg stiger op i evighedernes evigheder, og de har ingen hvile dag og nat, de som tilbeder vilddyret og dets billede, og enhver som modtager dets navns mærke.“ — Åb. 14:9-11.
Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelse er nu med til at adskille dem der vælger at støtte Gud, fra dem der tilbeder vilddyret. Kun tiden vil vise hvad der endnu skal ske før enden, for at få mennesker til at tage et klart standpunkt på den ene eller den anden side. Under alle omstændigheder nævner Åbenbaringen, kapitel 19, i omtalen af dyrets og den falske profets kommende tilintetgørelse, specielt dem der har ’modtaget vilddyrets mærke’.
Hvad skal vi da sige til ordene i Åbenbaringen 19:20, 21 om at vilddyret og den falske profet kastes i ildsøen, hvorimod „de øvrige“ dræbes med sværdet og ædes af fuglene?
Læg mærke til at det der siges om „de øvrige“ (der villigt støtter vilddyret) betyder at de henrettes som et udtryk for ’Guds vredes harme’. (Åb. 19:15) Om dem der tilbeder vilddyret siger Åbenbaringen 13:8: „Ikke én af dem har fra verdens grundlæggelse sit navn skrevet i den livets skriftrulle som tilhører Lammet.“ Og i Åbenbaringen 14:11 siges der stort set det samme om dem der tilbeder vilddyret, som der i Åbenbaringen 20:10 siges om Satan, vilddyret og den falske profet, nemlig: „Deres pines røg stiger op i evighedernes evigheder,“ og: „De skal pines dag og nat i evighedernes evigheder.“ Det at „de øvrige“ henrettes med sværd, får lov at ligge ubegravede på jorden og bliver fortæret af fuglene, må altså betyde at de bliver fuldstændig forkastet af Gud. I stedet for at blive begravet, som om de fortjente en opstandelse, får de lov til at ligge frit fremme på jorden. De skal ædes af ådselfugle. Derfor benytter Åbenbaringen 19:21 ikke det billede at de brændes op. (Se også Ezekiel 39:17-19.) Herom siger The Tyndale New Testament Commentary: „Billedet af ødelæggelsen fuldstændiggøres med udtalelsen om at fuglene blev mættet af de faldnes kød, et almindeligt sindbillede på endelig katastrofe.“
Åbenbaringen 19:21 beskriver altså Guds dom over de enkelte mennesker som er vilddyrets tilhængere, og som vil blive tilintetgjort i den kommende ’krig på Guds, den Almægtiges, store dag’. — Åb. 16:14.
[Fodnote]