„Den kærlighed du havde først“

„Jeg [har] det imod dig at du har forladt den kærlighed du havde først. Du må derfor huske hvorfra du er faldet, og ændre sind.“ — Åbenbaringen 2:4, 5.

1, 2. (a) Hvilken vejledning gav Jesus menigheden i Efesus? (b) Hvad kan disse ord have forårsaget?

HAR du tjent Jehova trofast som et af hans vidner i mange år? Hvis du har, hvordan ville du så være til mode hvis en person du havde stor respekt for, sagde ovenstående ord til dig? Ville du tage det ilde op? Eller ville du tænke ved dig selv at han nok ved en fejltagelse havde henvendt sig til den forkerte?

² For næsten 1900 år siden blev disse ord henvendt til menigheden i Efesus i Lilleasien i et budskab fra ingen anden end den oprejste Jesus Kristus. Hans ord må være kommet som et chok for de kristne i Efesus. De havde holdt ud i Jesu navn og havde modstået de frafaldnes indflydelse i over 40 år. (Apostelgerninger 18:18, 19; Efeserne 1:1, 2) „Jeg kender dine gerninger,“ sagde Jesus, „og dit slid og din udholdenhed, og jeg ved at du ikke kan døje onde mennesker, og at du har prøvet dem som siger at de er apostle men ikke er det, og at du har fundet at de er løgnere.“ (Åbenbaringen 2:2) De var stadig „i sandheden“, som vi siger. Hvad var problemet da?

3. Hvad var problemet for de kristne i Efesus?

³ De havde mistet den kærlighed de engang havde. De tjente ikke længere med den samme inderlige kristne kærlighed til Jehova som i begyndelsen. Som følge deraf havde de sat tempoet ned. Jesus advarede dem derfor: „Du må . . . huske hvorfra du er faldet, og ændre sind og gøre de tidligere gerninger.“ — Åbenbaringen 2:5.

4. Hvad kan vi lære af det der skete med efeserne?

⁴ Heri ligger der en advarsel til Jehovas tjenere i dag. Det kan altså ske at selv de der i lang tid har været aktive kristne, sløjer af. Udadtil ser de måske stadig ud til at være stærke, men indadtil kan de have mistet den dybe kærlighed de engang havde til Jehova. I et brev til korinterne advarede Paulus: „Lad . . . den der mener at han står, se til at han ikke falder.“ (1 Korinter 10:12) Lad os som en hjælp i denne henseende se nøjere på hvordan efeserne fik kærlighed til sandheden og hvordan de blev hjulpet til at bevare den.

Kristendommen kommer til Efesus

5, 6. Hvornår og hvordan begyndte den gode nyhed at blive forkyndt i Efesus?

⁵ I det første århundrede efter vor tidsregning var byen Efesus en rig storby der summede af liv, og midtpunktet for den omsiggribende dyrkelse af den hedenske gudinde Artemis (eller Diana). Senest i år 52 e.v.t., da Paulus kom fra Korint sammen med ægteparret Akvila og Priskilla, hørte man her læren om Jesus som Jehovas Messias for første gang. Paulus kunne ikke selv blive i byen, men det gjorde Akvila og Priskilla. Da en dygtig taler ved navn Apollos begyndte at undervise dér „med nøjagtighed“ om Jesus, hjalp dette kristne par ham til at rette de ting han havde misforstået angående dåben. Apollos fortsatte med at gøre en ihærdig indsats i menigheden dengang i det første århundrede. — Apostelgerninger 18:24-28.

⁶ Nogle måneder senere vendte Paulus tilbage til Efesus og fandt en gruppe på omkring 12 disciple der var blevet døbt med Johannes’ dåb. De tog imod Paulus’ ord og blev gendøbt. I tre måneder forkyndte han dernæst i synagogen, men da de fleste af jøderne ikke ville høre, flyttede Paulus og de nye disciple til Tyrannus’ skolesal hvor han begyndte at undervise daglig. — Apostelgerninger 19:8-10.

7, 8. Hvilke bemærkelsesværdige begivenheder prægede den første periode med vækst i menigheden i Efesus?

⁷ Nu begyndte en opmuntrende tid i Efesus. Jehova udførte kraftige helbredelsesgerninger gennem Paulus. Folk der blot rørte ved hans tøj blev helbredt, og over hele egnen hørte man om hans forkyndelse. (Apostelgerninger 19:11-17) På den tid skrev Paulus i et brev til menigheden i Korint på den anden side af Det ægæiske Hav: „Jeg bliver i Efesus indtil pinsen; for en stor dør ind til virksomhed står åben for mig, og der er mange modstandere.“ — 1 Korinter 16:8, 9.

⁸ Paulus blev i Efesus i mere end to år. Mange hørte om den store kærlighed Jehova viste ved at sende sin enestefødte søn for at de som tror kunne få evigt liv. De tog imod sandheden og gav udtryk for stærk kærlighed til Jehova og hans søn. Nogle der før havde øvet magi „samlede deres bøger sammen og brændte dem for alles øjne. Og de regnede værdien af dem sammen og fandt at de var halvtreds tusind stykker sølv værd. Således gik Jehovas ord fortsat vældigt fremad og virkede med styrke.“ (Apostelgerninger 19:19, 20) Tænk hvilket enestående vidnesbyrd der blev aflagt på den måde!

9. Hvordan blev den nye kristne menigheds kærlighed prøvet?

⁹ Snart blev efesernes kærlighed sat på prøve. I Efesus var der mange sølvsmede der tjente gode penge på at fremstille artemistempler af sølv. En af dem, Demetrius, betragtede den nye kristne menighed som en trussel mod deres levebrød. Han talte derfor ophidsende til de andre sølvsmede og anstiftede optøjer. De kristnes liv var i fare indtil byskriveren fik pøbelen beroliget. (Apostelgerninger 19:23-41) Der kan have været lignende prøver der ikke er omtalt i Bibelen, eftersom Paulus hentydede til det at ’kæmpe med vilde dyr i Efesus’. (1 Korinter 15:32) Men efesernes inderlige kærlighed til Jehova hjalp dem til at holde ud.

10. Hvordan prøvede Paulus dernæst at opmuntre de ældste i Efesus?

¹⁰ Til sidst rejste Paulus fra Efesus. Men i år 56 e.v.t., da han var på vej til Jerusalem, befandt han sig i Milet, blot 48 kilometer fra Efesus. Han tilkaldte så de ældste fra menigheden i Efesus til et møde og tilskyndede dem til at følge hans eksempel og være hyrder for den Guds hjord der var i deres varetægt. Han advarede dem navnlig imod „undertrykkende ulve“ der ville fremstå iblandt dem og lede disciplene bort. Han fortalte dem også at de sandsynligvis ikke ville mødes ansigt til ansigt igen, og „der blev [derfor] en hel del gråd blandt dem alle, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham ømt“. — Apostelgerninger 20:17-38.

11. Hvad hørte Paulus om efeserne da han var i Rom?

¹¹ Da Paulus kom til Jerusalem blev han arresteret og efter nogen tid sendt til Rom som fange. Der tænkte han atter på sine brødre i Efesus, og han skrev det brev der står at læse i Bibelen under titlen „Til efeserne“. På dette tidspunkt må de kristne i Efesus stadig have haft en stærk kærlighed til Jehova og hans søn, eftersom Paulus skrev til dem: „Heller ikke jeg, efter at have hørt om den tro I har på Herren Jesus og over for alle de hellige, holder op med at takke for jer.“ — Efeserne 1:15-17.

12. Hvilken vejledning skrev Paulus fra Rom der kunne have hjulpet efeserne til at bevare ’den kærlighed de havde først’?

¹² I sit brev gav Paulus gode råd med henblik på at hjælpe dem til at holde deres kærlighed levende. Han mindede dem om at de levede i ’onde dage’ og derfor skulle ’købe den belejlige tid’ idet de ikke lod andre ting fortrænge det at gøre Guds vilje. (Efeserne 5:15-17) Paulus mindede også efeserne om at deres egentlige fjender ikke var de mennesker der prøvede at modstå dem. Han skrev: „For os er kampen nemlig . . . imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ Han tilskyndede dem derfor inderligt til at iføre sig den åndelige rustning og holde sig i nær kontakt med Gud gennem bøn. — Efeserne 6:11-18.

13. Hvordan kunne Timoteus hjælpe efeserne?

¹³ Paulus skrev sit brev til efeserne omkring år 60 eller 61 efter vor tidsregning. (Efeserne 1:1) Kort tid efter besøgte Timoteus Efesus, og mens han var dér i byen modtog han det brev fra Paulus som vi nu kalder Første Timoteusbrev. I brevet tilskyndede Paulus denne yngre mand til at blive i Efesus for at „befale visse folk ikke at føre en anden lære eller at agte på usande historier og slægtsregistre, der ikke fører til noget“. (1 Timoteus 1:3, 4) At Timoteus var i Efesus hjalp uden tvivl de fleste af de kristne i byen til at holde fast ved deres nidkære kærlighed til Jehova på trods af den dårlige indflydelse der omgav dem.

14. (a) Hvordan havde Jehova styrket efeserne? (b) Hvordan gik det dem, på trods af dette?

¹⁴ Omkring år 65 e.v.t. skrev Paulus sit andet brev til Timoteus, og i dét nævnte han at han havde sendt en anden udsending, Tykikus, til Efesus. (2 Timoteus 4:12) Det er det sidste vi læser om Efesus indtil det tidspunkt hvor Jesus sendte det budskab der er nedskrevet i Åbenbaringens bog. De kristne i Efesus var frugterne af apostelen Paulus’ forkyndelse. Senere havde de nydt gavn af at få besøg af fremtrædende kristne som for eksempel Timoteus; de havde modtaget vejledning gennem et brev der var inspireret af den hellige ånd, og udgjorde en del af det ’ene legeme’ som omtales i Efeserne 4:4. Men alligevel mistede de ’den kærlighed de havde først’.

Måtte vejledes med bestemthed

15, 16. (a) Hvorfor mener nogle måske at det var forståeligt om efeserne havde mistet noget af den begejstring og kærlighed de nærede i begyndelsen? (b) Delte Jesus denne opfattelse?

¹⁵ Nogle vil måske mene at det er forståeligt om efesernes kærlighed og begejstring var kølnet en smule. Da Jesus sendte sit budskab gennem Johannes, havde der trods alt været en menighed i Efesus i mere end 40 år. Der var uden tvivl mange der ikke havde nogen personlig erindring om det glimrende eksempel Akvila og Priskilla havde sat, eller om Apollos’ opsigtsvækkende forkyndelse. Apostelen Paulus havde været død i 30 år. Jerusalem var blevet ødelagt 25 år tidligere. Man kunne næsten forvente at de kristne i Efesus ville slå sig til ro og miste en del af deres nidkærhed og fornemmelse af at tiden var kort.

¹⁶ Jesus undskyldte imidlertid ikke denne tendens. Andre der havde været kristne lige så længe som efeserne, eller længere endnu, havde ikke mistet ’den kærlighed de havde først’. Apostelen Johannes, der nedskrev Jesu budskab til efeserne, havde allerede været en Jesu Kristi discipel i mere end 20 år da Paulus begyndte at forkynde den gode nyhed i Efesus. Der var desuden tydelige vidnesbyrd om at de der hørte til menigheden i Filadelfia ikke havde mistet ’den kærlighed de havde først’. — Åbenbaringen 3:7-11.

17. Hvordan lød Jesu råd til de kristne i Efesus?

¹⁷ Jesus var derfor ikke urimelig da han med fasthed sagde til efeserne at hvis de ikke angrede og på ny vakte deres kærlighed, ville de sandsynligvis ikke sejre. Han sagde: „Jeg vil flytte din lampestander fra dens plads, medmindre du ændrer sind.“ (Åbenbaringen 2:5) Dette var ikke så meget en trussel som det var en kærlig advarsel til disse kristne, en tilskyndelse til at handle klogt og ikke miste deres privilegier.

Hvorfor ’den første kærlighed’ mistes

18, 19. (a) Hvilken iver prægede israelitterne da de var blevet udfriet fra Ægypten? (b) Hvorfor mistede de denne begejstring?

¹⁸ Hvorfor er der nogle der mister den kærlighed til Jehova og den iver efter at gøre hans vilje der præger dem i begyndelsen? Bibelen fortæller os ikke hvad der skete i efesernes tilfælde. Men der berettes om andre eksempler i Bibelen hvor noget lignende er sket. Tænk på israelitterne der blev ført ud af Ægypten af Moses. Efter at have været vidner til Jehovas mægtige gerninger med udslettelsen af Farao og hans hær i Det røde Hav som et højdepunkt, var Guds udfriede folk ude af sig selv af henrykkelse. „Hvo er som du blandt guder, [Jehova]?“ sang de i en begejstringsrus. (2 Mosebog 15:11; Salme 136:1, 15) Senere, da Jehova sluttede en pagt med dem, erklærede de enstemmigt: „Vi vil gøre alt, hvad [Jehova] har talet, og lyde ham!“ — 2 Mosebog 24:7.

¹⁹ Men israelitternes sindsstemning ændrede sig hurtigt. Midlertidig vandmangel, ensformig kost, frygt for kana’anæerne og andre problemer fik dem til at glemme Jehovas vældige gerninger og den pagt han havde sluttet med dem. Ja, set på afstand virkede selv Ægypten, det land hvor de havde været slaver, tillokkende. De glemte ægypternes skånselsløse grusomhed, og tænkte kun på ’fiskene, agurkerne, vandmelonerne, porrerne, hvidløgene og skalotterne’ som de engang havde spist dér. — 4 Mosebog 11:5.

20, 21. (a) Hvilken spændende nyhed fik jøderne på Kyros’ tid at høre, og hvordan reagerede de? (b) Hvad fik deres begejstring til at kølnes?

²⁰ Husk også jøderne der vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon i 537 f.v.t. Forestil dig deres spænding da de hørte Kyros bekendtgøre: „[Jehova] . . . har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda. Hvem iblandt eder, der hører til hans folk, med ham være hans Gud, og han drage op til Jerusalem i Juda og bygge [Jehovas], Israels Guds, hus.“ (Ezra 1:2, 3) Titusinder reagerede på opfordringen, og der herskede stor glæde da grunden til det nye tempel endelig blev lagt. — Ezra 2:64; 3:10-13.

²¹ Denne entusiasme kølnedes imidlertid hurtigt. De omkringboende fjender var imod arbejdet og fremskaffede en officiel ordre om at bygningen af templet skulle standses. (Ezra, kapitel 4) Jøderne begyndte at bygge fine huse til sig selv. (Haggaj 1:4) De opfattede naturligvis stadig sig selv som udøvere af den jødiske religion. De havde ikke forladt deres tro. Men de havde mistet den inderlige kærlighed de tidligere havde næret til Jehova og til den sande tilbedelses interesser. De mente uden tvivl at de handlede både afbalanceret og rimeligt. Men det mente Jehova ikke. Han sendte profeterne Haggaj og Zakarias for at vække deres handlelyst og tilskynde dem til at fuldføre bygningen af Jehovas hus. — Ezra 5:1, 2.

22, 23. (a) Hvad kunne få kristne i vor tid til at miste den kærlighed de havde i begyndelsen? (b) Hvilke spørgsmål står endnu åbne?

²² Noget lignende kan ske for kristne i vor tid. De daglige problemer ved at leve i en ikke-kristen verden kan lægge en dæmper på deres glæde. Efterhånden virker sandheden måske ikke længere ny og spændende. Når tiden udvisker mindet om hvordan det var at være i verden, kunne det endda forekomme at en kristen begyndte at længes efter den såkaldte frihed, den ansvarsløshed, som verdslige mennesker har. (Efeserne 2:11, 12) Eller kristne kunne blive trætte på grund af den indstilling folk møder dem med. Den tanke kunne opstå i deres sind at det ville være fornuftigt at tage lidt lettere på tjenesten for Gud, at sætte tempoet en smule ned. — Jeremias 17:9.

²³ Det må være noget i den retning der skete med de kristne i Efesus, men Jesus mente tydeligvis at de kunne komme over det. Gennem apostelen Paulus havde de i virkeligheden allerede modtaget megen vejledning som, hvis de fulgte den, kunne hjælpe dem til at genopbygge ’den kærlighed de havde først’. Hvad gik denne vejledning ud på? Kan den hjælpe os til at bevare vor ’første kærlighed’ i dag? Det vil vi se nærmere på i næste artikel.

Hvordan kan vi bevare ’den første kærlighed’?

1. Har Guds folk som et hele mistet ’den kærlighed de havde først’, i disse sidste dage?

„DIT folk møder villigt frem på din vældes dag.“ (Salme 110:3) Som denne profeti forudsagde har Guds tjenere i dag energisk udført hans vilje, idet de har holdt fast ved deres første kærlighed til Jehova. Som et organiseret folk betragtet har Jehovas Vidner bevaret deres nidkærhed og begejstring for tjenesten for Jehova i denne vanskelige ’afslutning på tingenes ordning’. — Mattæus 24:3, 14.

2, 3. (a) Hvordan kan man som enkeltpersoner miste sin ’første kærlighed’? (b) Hvad bør vi gøre hvis det går op for os at vi er ved at udvikle en sådan indstilling?

² Det kan ikke desto mindre ske for kristne som enkeltpersoner at de mister den kærlighed de havde i begyndelsen. Dagliglivets problemer kan få dem til at glemme hvilke storslåede ting Jehova har gjort for dem. De bliver måske trætte af at vente på at Jehovas hensigt sker fyldest, og begynder at føle sig tiltrukket af de materielle fordele denne verden kan tilbyde, eller føler måske større trang til afslappelse og adspredelse end de gjorde førhen. Den kristnes pligter, som for eksempel at overvære møder eller stævner, at forberede foredrag og elevopgaver og tage del i tjenesten på arbejdsmarken, kan begynde at føles som byrder.

³ Hvis det går op for os at vi er ved at udvikle en sådan indstilling, bør vi følge Jesu vejledning til menigheden i Efesus, og altså på ny opdyrke ’den kærlighed vi havde først’ idet vi stræber efter at „gøre de tidligere gerninger“. (Åbenbaringen 2:4, 5) Vi bør erkende at vi må genvinde den inderlige kærlighed vi før havde til Jehova, og vor nidkærhed og begejstring for at tjene ham. Hvordan kan vi gøre det?

Opdyrk kærlighed til Jehova

4. Hvordan kan vi efterligne den gode indstilling salmisten havde? (Salme 119:97)

⁴ Den inspirerede salmist sagde: „Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den.“ (Salme 119:97) Hvilken glimrende indstilling at have til Guds lov! Det er langt mere tilfredsstillende hvis man tjener Jehova med en holdning som denne, end det er hvis man hele tiden må tvinge sig selv til at gøre det man ved er rigtigt. Vi må opdyrke et ønske om at gøre det der er ret, et ønske om at gøre det fordi vi har lyst til det. — Salme 25:4, 5.

5. (a) Hvad anbefalede Paulus som en beskyttelse for vor åndelige sundhed? (b) Hvordan kan vi sikre os at denne beskyttelse hele tiden er effektiv?

⁵ Satan vil gerne øve pres på os så vi mister vor ’første kærlighed’, for han er vor åndelige sundheds største fjende. Apostelen Paulus tilskyndede efeserne til at iføre sig „den fulde rustning fra Gud“ for at kunne modstå ham. (Efeserne 6:13) Denne rustning omfatter fire begreber der har stor betydning for kristne: sandhed, retfærdighed, tro og frelseshåbet. (Efeserne 6:14-17; 1 Thessaloniker 5:8) Dette lærer vi naturligvis om allerede når vi begynder at komme i menigheden. Men en rustning af metal kan tæres hvis den ikke vedligeholdes, og på samme måde er det med vor åndelige rustning; holder vi ikke disse grundlæggende ting ved lige, vil rustningen nedbrydes og kan måske til sidst ikke yde os tilstrækkelig beskyttelse. Det må vi for enhver pris forhindre.

Studium og meditation

6. Hvordan løste en fængslet missionær problemet med at holde sig åndeligt stærk?

⁶ I 1958 begyndte missionæren Stanley Jones at afsone en straf på syv års fængsel i enecelle i Kina. Hvordan bevarede han en stærk kærlighed til Jehova mens han var isoleret fra sine kristne brødre og ikke engang havde en bibel? Han fortæller at han skrev alle de skriftsteder ned han kunne komme i tanker om, og til disse føjede han alle de bibelcitater han kunne finde i spalterne om „religion“ i de aviser han nu og da fik tilsendt. På denne måde opbyggede han et helt „lager“ af bibelske skriftsteder der dannede grundlag for personligt studium og meditation. Han var omgivet af mennesker der var imod hans tro, og han vidste at hvis han ikke sørgede for at hans hjerte og sind hele tiden var fyldt med Guds tanker, ville hans tro hurtigt blive svag.

7. Hvilket pres udsættes vi for, og hvordan kan vi beskytte os mod det?

⁷ Det er ganske vist de færreste af os der sidder i fængsel, men vi er ikke desto mindre udsat for verdens tænkemåde en stor del af tiden. Den underholdning verden kan tilbyde er måske ikke altid direkte imod kristne principper, men den fremmer sandelig ikke sådanne ting som sandhed, retfærdighed, tro og frelseshåbet. Hvis vi ikke bruger tid på at styrke vort hjerte og sind vil vi derfor sandsynligvis blive åndeligt svage, og vor kærlighed vil kølnes.

8. Hvilken velsignelse får de der studerer Guds ord og mediterer over det?

⁸ Hvis vi bruger tid på at styrke os selv ved hjælp af personligt studium og meditation, vil vi komme til at ligne den mand som „har lyst til [Jehovas] lov“ og som dag og nat har denne lov i tanke. Salmisten siger om denne mand: „Han er som et træ, der, plantet ved bække, bærer sin frugt til rette tid, og bladene visner ikke: alt, hvad han gør, får han lykke til.“ — Salme 1:2, 3.

9. Hvordan kan vi opdyrke lyst til at studere Bibelen og meditere over den? (Salme 77:12, 13)

⁹ Hvis vi skal være realistiske, må vi indrømme at vi ikke alle helt automatisk får lyst til at læse og studere. Men hvis vi vil, kan vi optræne os selv til at nyde det. Tænk for eksempel på en der begynder at løbe for motionens og adspredelsens skyld. I begyndelsen vil han sikkert få ømme muskler, men efterhånden vil hans legeme vænne sig til det, og hvis han holder ud vil han hurtigt begynde at nyde at løbe. Paulus skrev til Timoteus: „Opøv . . . dig selv med gudhengivenhed som mål.“ (1 Timoteus 4:7) Til gudhengivenhed hører studium af Bibelen. (Ordsprogene 2:1-6) I begyndelsen kan det kræve selvdisciplin at komme i gang, men snart vil det vække vor interesse at lære nye punkter eller at få en dybere forståelse af noget vi vidste i forvejen. Vort studium vil så blive til sand glæde for os. — Salme 119:103, 104.

10. Hvorfor behandles et emne mere end én gang i bibelstudiehåndbøger og blade?

¹⁰ Nogle føler måske at da de kender Bibelens grundlæggende læresætninger behøver de ikke længere bruge tid på personligt studium. De beklager sig måske endda når noget bestemt stof gennemgås mere end én gang i bibelstudiehåndbøger eller blade. Men Bibelen taler om behovet for „formaninger“ og for at vi bliver mindet om Guds bud. (Salme 119:95, 99, NW; 2 Peter 3:1; Judas 5) Hvis vi ikke bliver ved med at minde os selv om sandheden, om Guds retfærdige normer, om vor tro og vort frelseshåb, vil vort hjerte blive påvirket af andre ting.

11. Hvilke emner kom Paulus ind på i sit brev til efeserne?

¹¹ Betragt Paulus’ brev til efeserne. Han mindede dem om hvordan deres situation havde været før de blev kristne, og han talte om den organisation de nu var blevet en del af. (Efeserne 2:12; 4:4-6, 17, 18) Han nævnte Jehovas vidunderlige hensigt med menneskeheden, og menneskets plads i forhold til denne hensigt. (Efeserne 1:8-12; 2:4-6) Han mindede dem også om kristne principper der kunne hjælpe dem til på en god måde at løse deres opgaver både i familien og i menigheden. — Efeserne 4:1, 2; 5:21 til 6:4.

12. Hvorfor skrev Paulus til efeserne om noget de vidste i forvejen?

¹² Muligvis var noget af det Paulus skrev, nyt for de kristne i Efesus, men en stor del af det må de have hørt før. Alligevel ønskede Paulus at minde dem om disse ting og måske kaste nyt lys over det. På den måde hjalp hen efeserne til at istandsætte deres åndelige rustning, og til, „sammen med alle de hellige, at fatte hvad bredden og længden og højden og dybden er“. — Efeserne 1:15-17; 3:14-19.

13, 14. (a) Hvordan kan studium og meditation hjælpe os? (b) Hvilke andre ting omfatter „den fulde rustning fra Gud“?

¹³ Vort personlige studium vil også forfriske os og give os større forståelse af mange grundlæggende punkter, samt hjælpe os til at fatte de dybere sandheder i Guds ord. (1 Korinter 2:10) På denne måde vil vor „rustning fra Gud“ beskytte os mod Satans forsøg på at få os til at miste vor inderlige kærlighed til Jehova og hans søn.

¹⁴ Apostelen Paulus nævnte blandt andet to andre dele af vor åndelige rustning som vi endnu ikke har været inde på. Han sagde at kristne skulle have ’fredens gode nyhed som sko på deres fødder’ og at de skulle tage imod „åndens sværd, det vil sige Guds ord“. (Efeserne 6:11-17) Hvordan kan disse dele af rustningen hjælpe os til at bevare ’den kærlighed vi havde først’?

Bliv ved med at være aktiv i forkyndelsen af Riget

15. På hvilken ualmindelig måde sørgede en fængslet missionær for at have „rigeligt at gøre i Herrens gerning“? (1 Korinter 15:58)

¹⁵ Da missionæren Harold King i 1958 begyndte at afsone en fængselsstraf på fire og et halvt år i Kina, stod han over for det samme problem som Stanley Jones: Hvordan skulle han bevare sin ’første kærlighed’, sin dybe hengivenhed for Jehova? Han fortæller: „For at bevare min værdsættelse af åndelige ting, tilrettelagde jeg et ’forkyndelsesprogram’.“ Han udarbejdede nogle bibelprædikener ud fra de skriftsteder han kunne huske og forkyndte for opdigtede personer. Med tiden oprettede han i fantasien et bibelstudium. Hvad var resultatet? Da han blev løsladt, var han rede til, ja, ivrig efter, at forkynde for rigtige mennesker igen.

16. Nævn en væsentlig grund til at vi bør have travlt i tjenesten for Jehova.

¹⁶ Han efterlevede en vigtig sandhed på en ny og usædvanlig måde: For at bevare vor åndelige sundhed må vi være travlt optaget i tjenesten for Gud. Apostelen Peter sagde: „Gør . . . jeres sind klar til at arbejde.“ (1 Peter 1:13) Og apostelen Paulus tilskyndede: „Vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1 Korinter 15:58.

17. Hvad er værd at lægge mærke til i forbindelse med de trofaste kristne i menigheden i Filadelfia?

¹⁷ Det er værd at lægge mærke til at mens de kristne i Efesus tillod at ’den kærlighed de havde først’ kølnedes, havde de der tilhørte en menighed i nærheden været travlt optaget, og deres kærlighed var stadig stærk. Jesus sagde til den trofaste menighed i Filadelfia: „Jeg kender dine gerninger — se! jeg har foran dig sat en åben dør som ingen kan lukke.“ — Åbenbaringen 3:8.

18. Hvilken gerning vil hjælpe os til at holde ’den første kærlighed’ i live?

¹⁸ Hvilke gerninger kan hjælpe Jehovas vidner i vor tid til at bevare ’den kærlighed de havde først’? Det kan, blandt andet, gerninger der harmonerer med Jesu bud: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne.“ (Mattæus 28:19) Harold King forstod hvor vigtigt dette er, og det gjorde apostelen Paulus også. Det var derfor Paulus rådede efeserne til at have ’fredens gode nyhed som sko på deres fødder’ og være udrustet med „åndens sværd, det vil sige Guds ord“.

19. Hvordan kan forkyndelsen, der er et bevis på vor nidkærhed, få vor nidkærhed til at vokse?

¹⁹ Der består et nært forhold mellem nidkærhed og arbejdet med at forkynde og gøre disciple. Ja, nidkærhed giver os lyst til at gøre dette arbejde. Men forkyndelsesarbejdet vil til gengæld få vor nidkærhed til at vokse. Efter at have forkyndt for en samaritansk kvinde sagde Jesus til sine disciple: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig.“ (Johannes 4:34) At undervise om sandheden havde givet ham næring, opbygget ham. På samme måde er det når vi fortæller andre om Guds rige; vigtige oplysninger indprentes i vort sind og hjerte, og vi bliver dygtigere til at forsvare sandheden. (1 Peter 3:15) Da Guds ånd hjælper os i dette arbejde bliver vi desuden „brændende i ånden“ og ser den virke på andre. — Romerne 12:11.

20. Hvordan kan forkyndelse og personligt studium virke sammen om at bevare os stærke?

²⁰ Kan det at forkynde for andre erstatte et personligt studium? Nej. Der må være en sund balance mellem disse to ting. Hvis vi spiser rigelig bogstavelig mad men ikke får nogen motion, vil vort legeme til sidst lide under det. Hvis vi på den anden side får masser af motion men ikke spiser tilstrækkeligt, vil vi til sidst blive „udbrændte“ i fysisk henseende. På samme måde vil vi sandsynligvis blive uligevægtige hvis vi har et omfattende personligt studium, men ikke forkynder for andre. Apostelen Peter forbandt „arbejde“ med ’ædruelighed’, det vil sige en fornuftig og afbalanceret indstilling. (1 Peter 1:13) Hvis vi forkynder for andre uden at have et personligt studium — og navnlig hvis de mennesker vi forkynder for ikke er særlig lydhøre — kan det føre til at vi bliver „udbrændte“. Men hvis vi studerer og dernæst går ud og fortæller andre hvad vi har lært, vil vi bevare vor åndelige sundhed.

Køb tid

21, 22. (a) Hvilken stor hindring for at vi kan bevare ’den første kærlighed’ har Satan rejst? (b) Hvad rådede Paulus efeserne til at gøre for at overvinde denne hindring, og hvorfor bør vi følge hans råd?

²¹ Stanley Jones beskriver et af sine største problemer i fængselet med disse ord: „Jeg havde så megen tid til rådighed.“ Hans problem var præcis det modsatte af hvad mange af Jehovas vidner erfarer. De fleste af os lider af konstant mangel på tid. Hvordan kan det være? Apostelen Johannes skrev: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Satans verden sørger for at folk altid har så travlt at de næsten ikke får tid til at tænke, og da slet ikke til at studere. Vi er ikke en del af verden, men vi kan tydeligt mærke virkningerne af verdens livsform. Ved hjælp af verdens påvirkning vil ’den onde’ gerne sikre sig at vi har så travlt at vor tjeneste for Gud skubbes til side.

²² Paulus anerkendte dette problem og gav derfor efeserne denne værdifulde vejledning: „Se . . . nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde. Ophør derfor med at være ufornuftige, men bliv ved med at forstå hvad Jehovas vilje er.“ (Efeserne 5:15-17) Hvis vi ikke køber os tid til at gøre „Jehovas vilje“, vil vor kærlighed sandsynligvis kølnes på grund af presset ved at leve i disse ’onde dage’.

23. Hvilken form for personligt studium og forkyndelse vil hjælpe os til at holde vor ’første kærlighed’ i live?

²³ Nogle kristne har ganske vist store forpligtelser eller er syge, og det er derfor begrænset hvad de kan gøre i tjenesten for Gud. (Lukas 21:1-4) Men i overensstemmelse med Paulus’ vejledning til kristne trælle, bør vi gøre alt hvad vi kan „af en hel sjæl“. (Efeserne 6:5, 6) Vi vil aldrig finde glæde ved vort personlige studium hvis vi blot stjæler os et par minutter til det mellem fjernsynsprogrammerne. Og vor tjeneste på arbejdsmarken vil næppe kunne holde vor ’første kærlighed’ og nidkærhed i live hvis vor indsats er symbolsk og måske kun består af en time eller to hver måned mellem fritidsaktiviteterne. — Jævnfør Første Timoteusbrev 4:8.

Bed om hjælp

24. Hvilken anden vigtig hjælp for vor åndelige sundhed nævnte Paulus desuden i brevet til efeserne?

²⁴ Paulus afslutter sin behandling af „den fulde rustning fra Gud“ ved at tilskynde sine medtroende med disse ord: „Tag imod . . . åndens sværd, det vil sige Guds ord, mens I med enhver form for bøn og anråbelse fortsat beder i ånd ved enhver lejlighed.“ (Efeserne 6:17, 18) Hvis vi bevarer et nært forhold til Jehova gennem bøn, vil vi ikke miste vor ’første kærlighed’, selv hvis vi skal holde ud under store vanskeligheder, eller ligesom Johannes har tjent mange år i denne tingenes ordning. Paulus skrev i et andet brev: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:13.

25. Hvilke foranstaltninger har Jehova truffet for at hjælpe os til at undgå at miste ’den kærlighed vi havde først’?

²⁵ De fleste af os bliver trætte nu og da. Men Jesu budskab til menigheden i Efesus viser at vi kan og skal undgå at miste ’den kærlighed vi havde først’. Ligesom Jehova hjalp efeserne ved hjælp af Paulus, Timoteus og andre, hjælper han os i dag gennem sin organisation. Hvis vi til gengæld opøver os selv til at kunne lide at studere og meditere og ’gøre vort sind klar’ til arbejdet med at fortælle andre hvad vi lærer, mens vi beder Jehova om hjælp til at blive ved med at gøre hans vilje, gør vi et godt stykke arbejde. Lad os da, i overensstemmelse med det Paulus skrev til galaterne, „ikke give op med hensyn til at gøre hvad der er godt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt“. — Galaterne 6:9.

Hvordan vil du svare?

■ Hvis vi ikke sætter tid til side til at studere og meditere over Guds ord, hvad kan der da ske med vor kærlighed til Jehova

■ Hvorfor vil det gavne os ikke blot at studere nye sandheder, men også sandheder og principper som vi kender i forvejen?

■ Hvorfor har forkyndelsen for andre stor betydning for om vi bevarer vor ’første kærlighed’?

■ Hvordan kan studium og forkyndelse virke sammen om at bevare os åndeligt sunde?

■ Hvorfor bør vi aldrig forsømme at bede mens vi stræber efter at holde fast ved ’den kærlighed vi havde først’?

[Illustration på side 23]

Personligt studium kan være en glæde, og det virker fornyende på vor kærlighed til Gud

[Illustration på side 24]

At fortælle andre om sandheden styrker vor kærlighed til Jehova

Nyheder på nært hold

Er kernevåben anderledes?

Avisen The New York Times viede for nogle måneder siden en hel side til kommentarer fra videnskabsmænd, historikere og forskellige andre højtstående personer angående de erklæringer imod kernevåben der blev fremsat på den amerikanske nationalkonference for katolske biskopper i begyndelsen af 1983. Kernefysikeren Harold M. Agnew, forhenværende leder af det videnskabelige laboratorium i Los Alamos, skrev: „Jeg standsede op ved et citat fra biskoppernes møde, der var arrangeret af Det pavelige videnskabernes Akademi fra Vatikanet. Citatet lød: ’Kernevåben er i bund og grund anderledes end konventionelle våben.’“ Agnew satte sagen i perspektiv ved at fortsætte:

„Jeg havde håbet at kirkerne havde sagt: ’Al krig er fuldstændig meningsløs . . . Det burde ikke være nødvendigt for jer at gribe til magt for at bilægge stridigheder.’ Jeg synes at de er nogle hyklere når de tilsyneladende accepterer konventionel krig, men ikke kernevåbenkrig.“ Harold Agnew antyder et motiv til den aktuelle stemning imod kernevåben der hersker blandt katolske gejstlige: „Kirkernes og alle de andre beslutningstageres vinkældre, materielle rigdomme og andre besiddelser er ikke længere sikre hvis der udbryder en kernekrig.“ En anden forklaring kunne være at kernevåben truer alle religiøse ledere med de krigsrædsler der tidligere hvilede udelukkende på de unge værnepligtige mænds skuldre, og at gejstligheden derfor kun fordømmer kernevåben. — Se også Vågn op! for 22. oktober 1983, side 22, under „Moral eller frygt?“

Jesus Kristus afslørede et lignende hykleri blandt de religiøse ledere der dominerede på hans tid, idet han sagde: „De binder tunge byrder sammen og lægger dem på folks skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger.“ — Mattæus 23:4.

Den spanske syges varighed

Muligvis mærker vi stadig eftervirkningerne af den spanske syge, der dræbte mindst 20 millioner mennesker over hele jorden i årene efter den første verdenskrig. Ifølge epidemiologen dr. Reimert T. Ravenholt fra USAs center for Sygdomskontrol tyder verdensomfattende helbredsundersøgelser på at den spanske syge meget vel kan have været årsag til de store stigninger i „en lang række sygdomme“ der er forekommet efter krigen.

„Pandemien [den spanske syge] kan have bidraget til den voldsomme bølge af maniodepressive psykoser, skizofreni og dementia præcox (ungdomssløvsind) der fyldte sindssygehospitalerne til bristepunktet i 1920rne, 30rne og 40rne, og derefter aftog,“ siger rapporten om dr. Ravenholts opdagelser, der bringes i bladet Medical World News. Dr. Ravenholt siger også at mange hjertesygdomme blandt ældre i dag kan skyldes at den spanske syge har beskadiget nerver der styrer hjertefunktionen. Alzheimers sygdom, lunge- og mavekræft, såvel som mavesår og sår på tolvfingertarmen blev også nævnt.

Oplysninger som disse støtter Åbenbaringens profetiske vidnesbyrd om at Guds rige (med Jesus Kristus som en kronet rytter på en hvis hest) kom til magten i 1914, samtidig med at rytteren på „en ildrød hest“, der betegnede verdenskrig, begyndte at ride ud. En af de følgende heste var „bleggrøn“ og bar „Døden“, der blandt andet skulle blive årsag til „dødbringende plage“. I overensstemmelse hermed fejede den spanske syge hen over jorden i 1918, og viste sig at være en endnu mere dødbringende pest end først antaget. — Åbenbaringen 6:1-8; Lukas 21:7-11.