„Vær rig på rette gerninger“

„Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på [rette, NW] gerninger.“ — 1 Tim. 6:17, 18.

1. Hvilket råd giver Jesus med hensyn til skatte?

KRISTUS JESUS gav følgende råd: „Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler, men saml jer skatte i himmelen, hvor hverken møl eller rust fortærer, og hvor ingen tyve bryder ind og stjæler. Thi hvor din skat er, der vil også dit hjerte være.“ Hvordan kan skabninger på jorden samle sig skatte i himmelen? — Matt. 6:19-21.

2. Hvad er det, som har større værdi end ædle metaller og kostbare stene, hvordan kommer man i besiddelse af det, og hvilken betydning får det for ejermanden?

² Sølv og guld tåler ikke at sammenlignes med Jehovas sandhed: „Tag ved lære, tag ikke mod sølv, tag mod kundskab fremfor udsøgt guld; thi visdom er bedre end perler, ingen skatte opvejer den.“ For at vinde den må man råbe på den, granske efter og flittigt søge den: „Min søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine pålæg hos dig, idet du låner visdom øre og bøjer dit hjerte til indsigt, ja, kalder du på forstanden og løfter din røst efter indsigt, søger du den som sølv og leder den op som skatte, da nemmer du [Jehovas] frygt og vinder dig kundskab om Gud.“ At finde den og gøre brug af den er at opnå fred, lykke og evigt liv: „Lykkelig den, der har opnået visdom, den, der vinder sig indsigt; thi den er bedre at købe end sølv, bedre at vinde end guld, den er mere værd end perler, ingen klenodier opvejer den; en række af dage [et langt liv, RS] er i dens højre, i dens venstre rigdom og ære; dens veje er liflige veje, og alle dens stier er lykke [fred, RS]; den er et livets træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!“ — Ordsp. 8:10, 11; 2:1-5; 3:13-18.

3. Hvordan kan vi samle os skatte i himmelen? Kan døden røve dem fra os?

³ Der kræves mere af os end blot at høre Jehovas ord. Vi må blive „ordets gørere, ikke blot dets hørere“. „Den, som skuer ind i frihedens fuldkomne lov og bliver ved dermed [som bestandig holder fast ved den, NW], så han ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig [lykkelig, NW] i sin gerning.“ Og han vil blive rig, ikke på sølv og guld, der forgår, men på rette gerninger: „Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på [rette, NW] gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ Jehova er den, „der uden personsanseelse dømmer enhver efter hans gerning“, og dertil benytter han Kristus, som viser, at han er i besiddelse af de dertil nødvendige egenskaber, når han siger: „Jeg er den, som ransager nyrer og hjerter; og jeg vil give enhver af jer efter jeres gerninger.“ Hvis du gransker hans ords sandhed og deler den med andre, hvis du gør de rette gerninger, som hans ord befaler, og afskyr de onde gerninger, som det tager afstand fra, vil du samle dig skatte i himmelen til fremtiden og få en sikker udsigt til virkeligt liv i Jehovas nye verden. Kristi salvede efterfølgere, der dør nu og forvandles i et øjeblik, mister ikke deres gode gerningers skatte, „thi deres gerninger følger dem“. Derfor kan man ikke med rette sige om dem: „Du kan ikke tage det med dig.“ Ovennævnte princip tillader heller ikke døden at berøve de andre får deres himmelske skat: „Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn.“ — Jak. 1:22, 2; 1 Tim. 6:17-19; 1 Pet. 1:17; Åb. 2:23; 14:13; Hebr. 6:10.

4. Hvad betyder det, der står i 1 Korinter 3:12-15?

⁴ Men de ondes gerninger forgår sammen med dem: „Den stærke bliver til blår, hans værk til en gnist; begge brænder med hinanden, og ingen slukker.“ Undertiden kan selv de, der virker i Jehovas tjeneste, begå fejl og bygge med forkerte gerninger på grundvolden, Kristus Jesus: „Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er. Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få løn; hvis ens arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild.“ Guld, sølv, ædle stene kan tåle ild, men det kan træ, hø og strå ikke. De førstnævnte er et billede på de gerninger, der høster Jehovas anerkendelse, og som ikke bliver ødelagt af hans brændende domme, hvorimod de andre brændbare materialer er udtryk for falske læresætninger og gerninger, der ikke kan modstå de „ild“-prøver, som Jehova udsætter dem for. Hvis den, der har bygget med den sidste slags, vil bære tabet af dem, holde op med at gøre dem mere og i stedet vende sig til gode gerninger, vil han blive frelst. Såfremt Jehovas domme får ham til at ophøre med sin selvbedrageriske adfærd og begynde at gøre de gerninger, som Bibelen godkender, vil han blive frelst ud af denne rensende, lutrende ild, dommen har tændt i brand. Men hvis han klynger sig til de urette gerninger, vil han gå til grunde sammen med dem. — Es. 1:31; 1 Kor. 3:12-15.

5. Hvorfor skulle vi tilegne os større dygtighed i forkyndergerningen, og hvorledes kan vi gøre det?

⁵ Den gerning, de kristne først og fremmest må gøre, er at opfylde Jesu ord: „Og dette evangelium [denne gode nyhed, NW] om Riget skal prædikes over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene.“ Vor forkyndergerning må være af så høj kvalitet som overhovedet muligt, for at vi kan stedes for kongerne Jehova og Kristus: „Ser du en mand, som er snar [dygtig, RS] til sin gerning, da skal han stedes for konger.“ Den nødvendige vejledning og belæring er der sørget for i Bibelen, „så at Guds-mennesket kan blive fuldt beredt, vel skikket til al god gerning“. Når du derfor studerer for dig selv og sammen med andre i gruppen, regelmæssigt kommer til menighedens møder og er med i oplæringsprogrammet, stræber du „efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis“. Satan, den nuværende onde verdens gud, har vævet et gigantisk net af religiøse løgne og bredt det ud over folkeslagene som et slør, så de vantro er blevet blinde for det lys, der skinner fra den gode nyhed om Kristi rige. Men Jehovas ord er som et tveægget sværd, og kristne må være dygtige til at svinge det og sønderrive mørkets slør, for at lyset kan skinne ind til de mænd, kvinder og børn, der ligner fårene ved deres oprigtige og ærlige hjerte- og sindelag. Det, at Satan prøver at lægge hindringer i vejen for forkyndelsen, gør os blot så meget mere opsatte på at gennemføre den, naturligvis med Jehovas hjælp. — Matt. 24:14; Ordsp. 22:29; 2 Tim. 3:17; 2:15.

6. Hvilke skriftsteder slår til lyd for såvel mere som bedre arbejde?

⁶ Vi må ikke nøjes med at se på, hvor godt forkyndelsen bliver udført. Der må også ses på, hvor meget der bliver forkyndt. Det er kritiske tider, vi lever i, og der er ikke langt igen. Derfor lyder formaningen: „Prædik ordet, træd frem, hvad enten det er belejligt eller ubelejligt.“ „Vær faste, urokkelige, altid rige i Herrens gerning; I ved jo, at jeres møje er ikke forgæves i Herren.“ „[Bliv ved med at, NW] arbejde på jeres frelse med frygt og bæven.“ „Vær ikke lunkne i jeres iver; vær brændende i ånden.“ „Dovenskab bringer søvn, hvorfra der ikke er nogen opvågnen.“ „Forbandet være den, der er lad til at gøre [Jehovas] værk.“ Hvis vi udfører Jehovas arbejde kyndigt og dygtigt og udretter meget, vil glæden over endt værk blive større, og vi vil blive rigere på rette gerninger. — 2 Tim. 4:2; 1 Kor. 15:58; Fil. 2:12; Rom. 12:11; Ordsp. 19:15, Knox; Jer. 48:10.

7. Hvilken beskyldning falder tilbage på fjenden selv, hvornår vil forholdene blive rettet, og hvad er det, som viser, at tiden er inde til, at det skal ske?

⁷ De første kristne blev beskyldt for at sætte hele verden på den anden ende, fordi de gjorde disse rette, åndelige gerninger og bragte røre i de materialistiske religioner på den tid. Men i virkeligheden var det jo de falske religionsdyrkere, der forvrængede sagen, og længe før Kristus havde Jehovas profet til lignende hyklere stilet denne kraftige anklage: „I vender op og ned på tingene!“ (Es. 29:16, AS; Ap. G. 17:6) I Harmagedon vil Jehova vende sig imod dem og tilintetgøre dem. Gennem dette udtryk for hans retfærdige harme er det, at „jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op [åbenbares, NW]“, hvilket betyder, at alle de afskyelige gerninger, den nuværende onde jordiske ordning har præsteret, vil blive åbenbaret at være i samme forfatning som himlene, nemlig opbrændt, og det sammen med dem, der har øvet sådanne onde gerninger. Og skønt folk nu i forvejen får at vide, hvad Jehova vil gøre, nægter de at tro derpå, hvilket også var forudsagt. I betragtning af, at ærligheden er på retur, retskaffenheden smuldrer bort og moralen bryder sammen, er timen alligevel kommet til, at det må ske: „Det er tid for [Jehova] at gribe ind, de har krænket din lov.“ Som Jesus sagde til hyklerne på sin tid: „I [har] sat Guds lov ud af kraft for jeres overleverings skyld.“ — 2 Pet. 3:10; Sl. 119:126; Matt. 15:6; Hab. 1:5; Ap. G. 13:40, 41.

8. Hvordan må vi nu udnytte tiden med forstand?

⁸ Eftersom tiden er moden til, at Jehova skal påbegynde sit ødelæggelsesværk, er det bydende nødvendigt at være ivrigt optaget af at forkynde advarselen nu. Tiden må anvendes med forstand. Den må ikke sløses bort, for der er ikke ret meget af den tilbage. For at vi kan frelse både andre og os selv, gælder det om at blive rige hurtigt; nej, ikke på materielle midler, men på rette gerninger. Anvend tiden til arbejde. Når nogen ikke har noget at tage sig for, kan han sige: „Jeg skal blot have tiden slået ihjel.“ Han får gjort det af med tiden, men til sin tid vil den gøre det af med ham. Tiden lever videre; vi dør. Vi gør holdt; tiden løber videre. Tiden indhenter os hurtigt — bare halvfjerds eller firs år, måske lidt mere eller lidt mindre. Men de er jo en stakket stund i forhold til tidens evighed. Nu i disse sidste tider har vi imidlertid ikke engang en sådan stakket stund, for Harmagedon rykker nærmere med stormskridt. Såfremt vi skal følge med tiden, og den ikke skal løbe af med os, må vi slå følge med Bibelen og vandre med Gud. Vi må vise værdsættelse af åndelige værdier og samle os varige skatte, ikke være snæversynede materialister, der jager efter vind og ender med at gribe ud i luften uden at beholde noget, ikke engang åndedrættet. Du siger, at du ikke har tid til at studere Guds ord? Siger du, at du ikke har tid til at være med i hans arbejde? Det er ligesom at sige, at du ikke har tid til at trække vejret.

9. Hvilket formål tjener det, at vi lever nu, og hvilken virkning har det for vort vedkommende, om vi forkynder, og om vi ikke vil forkynde?

⁹ Det nuværende liv, som verden lever det, er ikke et virkeligt liv. Den, „som lever efter sine lyster, er levende død“. Det eneste, livet nu er godt for, er, at det kan gøre os rige på rette gerninger, vi kan bevare den rette grundvold for fremtiden, og vi kan få et fast greb om det virkelige liv i Jehovas nye verden. Vi kunne have alt, hvad denne verden kan give os, men hvis vi er fattige på rette gerninger, ville det alligevel være spildt og værdiløst. Livet omfatter ikke så forfærdelig mange dage, men så få de er, er de fulde af bekymring og smerte, sorg og lidelse, græmmelse og skuffelser, ondskab og død. Jo, dagene er få, men de giver os alligevel tilstrækkelig tid til at blive rige på rette gerninger, dersom vi ikke tøver. At udføre sådanne gerninger gør os glade og tilfredse, vi får fred og opnår tilfredshed, bliver åndeligt sunde og vinder evigt liv. Hvor mærkeligt det end kan forekomme, virker det dog udmattende ikke at udføre dem, men forfriskende at gøre dem. Da Jeremias besluttede, at han ikke længere ville prædike, endte det med, at han udbrød: „Jeg er udmattet af at fortie det — jeg kan ikke holde det ud.“ Dengang Elihu fandt det nødvendigt at holde en prædiken, erklærede han: „Jeg må tale, så jeg kan blive forfrisket.“ På samme måde som Jehova følte sig vederkvæget ved sit skabervirke, og som det at gøre Jehovas vilje på Jesus havde samme virkning som et forfriskende måltid mad, således er fuldførelsen af forkynderværket forfriskende på Jehovas vidner i nutiden. Endog mens vi arbejder, bliver vi altså vederkvæget, og skønt vi måtte stå over for forfølgelser, bliver vi ikke trætte af at gøre det gode, thi „ny kraft får de, der bier på [Jehova], de får nye svingfjer som ørnen; de løber uden at mattes, vandrer uden at trættes“. — 1 Tim. 5:6; Jer. 20:9, AT; Job 32:20, KJ; Es. 40:31.

Arbejde i den nye verden

10. Hvad vil forhindre, at livet i den nye verden bliver kedeligt?

¹⁰ Det at blive frelst og gå ind til det virkelige liv i den nye verden er ikke ensbetydende med at komme på et ferieophold, der aldrig slutter. For lange ferier bliver kedelige. At drive bliver ensformigt, og livet bliver uinteressant. Det virkelige liv i den nye verden vil aldrig blive kedeligt, ensformigt eller uinteressant, eftersom der vil blive ved at være en bunke arbejde at udføre. Ikke det samme tomme og nytteløse arbejde som i denne verden, der gør arbejdsugen til en trædemølle, og som får folk til at betragte den første dag i ugen som en trist dag. Nej, det bliver et interessant og fascinerende arbejde at forskønne jorden og herske kærligt over dyreverdenen, at få børn og opdrage dem og på den måde opfylde jorden med en retfærdig slægt. Sindet og legemet vil stedse have rette gerninger at beskæftige sig med, og i lighed med hvad der gælder for de salvede vidner og deres virksomhed nu, vil menneskene dér „længe nyde deres hænders værk“. Eller for at tage det mere bogstaveligt fra hebraisk: deres hænders værk vil de „bruge i fuldt mål“ eller „fortære“. Tyve vil ikke stjæle frugterne af deres møje, de skal ikke ligge ubenyttede hen, og arbejderen vil ikke efterlade sig dem, fordi døden indhentede ham. Der vil ikke være noget, der kan stille sig på tværs af Guds hensigt om, at arbejderen skal høste glæden og tilfredsheden af sit eget arbejde. — Es. 65:22, Ro; Yg.

11. Hvilke tilstande vil vi blive fri for i den nye verden, og hvilke vidunderlige arbejder stiller det os i udsigt?

¹¹ Under Kristi tusindårige regering vil der ikke forekomme tørke, og høsten vil ikke slå fejl. Orkaner, jordskælv, ulykker og byrdefuldt slid vil være ukendte fænomener. Der vil ikke leve bedrageriske forretningsmænd, fordærvede politikere eller hykleriske religionsdyrkere. Der vil råde fred for racekampe, nationale splittelser og for kolde og varme krige. Alle er befriet for smerte, sygdom, lidelser og død. Borte er den råddenskab, som menneskeheden er blevet behæftet med gennem de forløbne seks tusinde år, i hvilke onde mennesker, fornedrede dæmoner og en nedrig djævel har udfoldet deres tyranni. Men det vil ikke blive en tid, da man er fritaget for at gøre den rette slags gerninger. Der vil altid ligge nyt arbejde foran os, nye problemer at løse og nye hemmeligheder at udforske. De vil udfordre vort sind og legeme og føre os frem til endnu større fremskridt inden for arbejde, kundskab, visdom og indsigt. Og når livet ikke har nogen ende, kan alle få tid til at fuldføre det arbejde, de påbegynder. I vore dage ved mennesker enten så lidt om meget eller så meget om lidt. Deres studier breder sig over store områder og giver dem et rent overfladisk kendskab til tingene, eller de specialiserer sig på eet felt og udforsker det til bunds. Men i den nye verden, hvor tiden ikke udmåles til hver især i en begrænset levealder, der er lige så flygtig som skyggen, kan mennesker få tid til at fordybe sig i studier, så de ikke blot ved lidt om meget, men meget om alt. Og den dybe og rene tilfredshed ved at få del i stadig voksende kundskab vil aldrig høre op, for vi vil aldrig komme til at vide alt. Det gør kun Jehova, og vi vil aldrig på langt nær nå til bunds i hans ubegrænsede visdoms dybder. Hvilken strålende fremtid og hvilket tilfredsstillende arbejde den lydige menneskehed har liggende foran sig!

12. Hvilken formaning gives der til gavn for os?

¹² Det er værd at arbejde nu for at vinde dette virkelige liv. Jehova arbejder, Kristus arbejder, og mennesket burde arbejde. Vi vil blive lykkeligere, og vi vil leve længere, dersom vi arbejder. Vi vil blive tilfredse med vort arbejde nu, såfremt det tjener et nyttigt formål. Vi kan opnå det virkelige liv i den nye verden, ifald vore gerninger i denne tid er rette i Jehovas øjne. Saml jer skatte i himmelen. Jordiske rigdomme er kun af kort varighed. Arbejd for det, der er blivende: „Slid dig ikke op for at vinde rigdom, brug ej din forstand dertil [vær forstandig nok til at stå imod, RS]!“ „Og verden forgår og dens lyst; men den, der gør Guds vilje, bliver til evig tid.“ Jo mere man nærer en attrå, desto stærkere bliver den, og des mere kræver den, og det gælder, hvad enten den er rettet mod det åndelige eller det materielle. Der er ingen tid at spilde. Jo mere af den vi anvender til at behage kødet, des mindre tid får vi til det, der hører åndens verden til. — Ordsp. 23:4; 1 Joh. 2:17.

13. Hvad er materialismens snigende fare?

¹³ Det materielle vil fortrænge det åndelige, hvis vi tillader det, og det foregår undertiden så underfundigt, at det er sket, inden vi ved af det. Der findes en fabel om en araber og hans kamel. En nat, da det var koldt, sad araberen i sit lille telt. Pludselig stak kamelen hovedet ind og bad om at få lov til at holde hovedet indenfor, fordi det var så koldt. Ikke ret længe efter tiggede den om at måtte stikke halsen ind også. Snart efter gjaldt det benene, og til sidst bønfaldt den om at komme helt ind i teltet. Den fik lov, men nu blev der så lidt plads, at kamelen puffede til araberen og skubbede ham udenfor, idet den sagde, at der jo ikke kunne blive plads til dem begge to derinde. Sådan er det med materialismen. Hvis man giver den mindste smule efter, vil den sluge mere og mere af vor tid, og snart vil åndeligheden være trængt ud af vort liv. Hermed være ikke sagt, at vi skal gå til den anden yderlighed og blive asketer og iføre os et antræk af vor „selvgjorte gudsdyrkelse og „ydmyghed“ og skånselsløshed mod legemet“. Materielle goder er uundværlige og er beregnet til at nydes og kan også anvendes i tjenesten for Jehova. Er vi imidlertid ikke tilfredse med at få vort materielle behov dækket, men går videre, koster det for meget. Den gamle verden, der går sin opløsning i møde, har opdaget, at materialisme må betales med åndelighed, og giver man afkald på åndelighed, ender det med, at man må give afkald på livet: „Thi kødets attrå er død, men åndens attrå er liv og fred.“ Der er mange, som nu forherliger materialismens gud, men det er i virkeligheden til vanære for dem: „Bugen er deres gud, og de sætter en ære i deres skam, jordbundne som de er af sind.“ Gør Jehovas arbejde; lad ikke bugen blive jeres herre! — Kol. 2:23; Rom. 8:6; Fil. 3:19.

14. Hvad er fællesnævneren for lykke? Hvad må vi derfor gøre nu?