Kapitel 8

Til engelen i Efesus

1, 2. (a) Hvad var Efesus for en by og hvor lå den? (b) Hvilket budskab ledte den herliggjorte Jesus Kristus Johannes til at skrive til tilsynsmanden der?

EFESUS var hovedstaden i den gamle romerske provins Asien og lå omkring hundrede kilometer fra øen Patmos, hvor Johannes befandt sig. Meget passende ledte den herliggjorte Jesus Kristus apostelen Johannes til først at skrive til den mand der førte tilsyn med menigheden der. „Skriv til menighedens engel i Efesus: ’Dette siger han, som holder de syv stjerner i sin højre hånd, og som vandrer midt imellem de syv guldlysestager: Jeg kender dine gerninger og din møje og din udholdenhed, og jeg ved, at du ikke kan fordrage de onde; og du har prøvet dem, som kalder sig selv apostle, skønt de ikke er det, og du har fundet, at de er løgnere; og du har udholdenhed og har døjet ondt for mit navns skyld uden at blive træt. Men jeg har det imod dig, at du har svigtet din første kærlighed.

² Kom derfor i hu, hvorfra du er faldet, og omvend dig og gør de samme gerninger som i den første tid; ellers kommer jeg over dig og flytter din lysestage fra dens plads, hvis du ikke omvender dig. Dog, det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som også jeg hader. Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ [græsk, xylon], som er i Guds paradis.’“ — Åbenbaringen 2:1-7.

3. Hvad havde Paulus advaret tilsynsmændene i Efesus om, og hvad gjorde menigheden i Efesus da det Paulus havde advaret om virkelig skete?

³ Flere år før Åbenbaringen blev givet havde apostelen Paulus talt om at der var falske apostle i menigheden i Korint, i Grækenland. Senere advarede han tilsynsmændene fra Efesus om at falske apostle ville fremstå blandt de kristne i deres by, byen hvor det berømte tempel for Artemis (Diana), månegudinden, lå. (2 Korinter 11:12-15; Apostlenes Gerninger 20:17-31) Før apostelen Johannes døde var dette allerede sket. Men menigheden i Efesus havde loyalt over for Kristi sande apostle prøvet dem der falskeligt hævdede at være apostle, og de havde ud fra Skrifterne fundet at de var løgnere. Noget tilsvarende er sket i vor tid.

4. Fandtes der, da „Herrens dag“ oprandt i 1914, en lignende situation som den der rådede i Efesus, og hvad gjorde indviede bibelstudenter i den forbindelse?

⁴ Da det blev „Herrens dag“ for verden i 1914, var situationen den at mange af kristenhedens religiøse ledere hævdede at være Kristi apostle eller deres efterfølgere i en „apostolsk succession“. Den romersk-katolske kirkes overhoved i Vatikanet er blevet hyldet som „apostlenes arving; Peter i magt“, og som „apostolsk herre og fædrenes fader“. Men de helt indviede og døbte bibelstudenter, som holdt sig til „Lammets tolv apostle“ (Åbenbaringen 21:14), undersøgte Jehova Guds skrevne ord og fandt at disse nutidens selvbestaltede apostle var falske, og de ville intet have med dem at gøre. Dette var en af grundene til at de forlod kristenheden, der er en dominerende del af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 18:4; 17:1-5) De ville heller ikke tolerere at der fandtes sådanne religiøse løgnere i deres midte.

5. Hvad var den ene ting som Jesus Kristus havde imod menigheden i Efesus?

⁵ Den herliggjorte Jesus Kristus nævner én ting som han har imod menigheden i Efesus henimod slutningen af det første århundrede, og det er at den har svigtet sin første kærlighed: „Du har svigtet din første kærlighed.“ (Åbenbaringen 2:4) Den havde ikke den brændende kristne kærlighed til Jehova Gud som den havde haft i begyndelsen og som omtales af apostelen Paulus i brevet til efeserne og beskrives i Apostlenes Gerninger 19:1 til 20:1, 17-38.

6, 7. (a) Hvordan er Israels folk et eksempel på det der var sket med menigheden i Efesus? (b) Hvordan beskriver apostelen Johannes den kærlighed som Efesermenigheden ikke længere havde?

⁶ Dette minder os om Israels folk der i sin ungdom nærede en brændende kærlighed til Gud, en kærlighed som den en ung, nygift brud nærer til sin ægtemand: „Så siger [Jehova]: Jeg mindes din kærlighed som ung, din elskov som brud, at du fulgte mig i ørkenen, et land, hvor der ikke sås; Israel var helliget [Jehova], hans førstegrøde.“ (Jeremias 2:2, 3) På samme måde nærede menigheden i Efesus til at begynde med en brændende kærlighed til Jehova Gud til gengæld for den kærlighed han havde vist den. Apostelen Johannes beskriver selv denne kærlighed der udspringer af taknemmelighed over Jehovas kærlighed:

⁷ „Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder. Vi elsker, fordi han elskede os først.“ — 1 Johannes 4:10, 19.

8, 9. (a) På hvilken måde havde indviede bibelstudenter i 1914 svigtet den kærlighed som havde kendetegnet den kristne menighed i det første århundrede? (b) Hvad var en væsentlig årsag hertil? Giv eksempler. (c) Hvornår begyndte man at rette denne fejl?

⁸ Vi finder også en parallel hertil ved begyndelsen af „Herrens dag“ i 1914, idet indviede, døbte bibelstudenter som var kommet fra kristenheden, havde svigtet den kærlighed der kendetegnede den kristne menighed i det første århundrede. På hvilken måde? Jo, ved at der blev vist Guds søn mere opmærksomhed, større kærlighed, end Jehova Gud selv. Dette skyldtes for en del de bibeloversættelser de brugte ved deres bibelstudium; kristenhedens og jødedommens bibeloversættere havde sjældent eller slet ikke brugt Guds navn, Jehova.

⁹ For eksempel gengiver den engelske autoriserede oversættelse, King James-oversættelsen, kun Jehovas navn fire gange, og Isaac Leesers jødiske oversættelse af „Den hellige Skrifts fireogtyve Bøger“ bruger slet ikke Guds navn men skriver i stedet „HERREN“ og „Gud“.a Efter den første verdenskrig kom de indviede og døbte bibelstudenter til at forstå det urigtige heri, og for at rette dette bragte deres officielle blad The Watch Tower and Herald of Christ’s Presence i udgaven for 1. januar 1926 (Vagttaarnet, Forkynder af Kristi Nærværelse, for 1. februar 1926) hovedartiklen „Hvem vil ære Jehova?“

10. (a) Hvornår nåedes et højdepunkt i forbindelse med at de omvendte sig og igen fik denne kærlighed? (b) Hvad blev titlen på Jehovas vidners officielle blad ændret til, så den kom til at stemme med deres oprigtige omvendelse og tilbagevenden til denne første kærlighed? (c) Ignorerede de hermed Kristus? Forklar nærmere.

¹⁰ Som årene gik gjorde disse kristne bibelstudenter mere og mere ud af at vidne om Guds navn, og et højdepunkt nåedes søndag den 26. juli 1931 ved deres internationale stævne i Columbus, Ohio, U.S.A., hvor de vedtog en resolution om at antage navnet „Jehovas vidner“ som den betegnelse de ønskede at blive kendt under og som skulle adskille dem fra kristenheden. Derefter blev dette navn antaget af alle disse indviede kristnes menigheder overalt på jorden. Med udgaven af 1. marts 1939 blev navnet på deres officielle blad ændret og kom til at lyde The Watchtower Announcing Jehovah’s Kingdom (Vagttaarnet, Forkynder af Jehovas Rige, 15. juni 1939). De ønskede at være som Jesus Kristus, der af apostelen Johannes blev kaldt „det troværdige vidne“, den der vidner om Jehova Gud, Jesu himmelske Fader. (Åbenbaringen 1:5) Dette var i sandhed en ærlig bestræbelse for at vende tilbage til den første kærlighed, den kærlighed som den kristne menighed havde i det første århundrede. Det er denne kærlighed der driver dem i dag, og de har vist at de husker hvorfra de der blot hævder at være kristne er faldet. Deres anger og omvendelse efter at de således til en vis grad havde tilsidesat Jehova Gud, universets suveræn, var ægte og oprigtig.

11. (a) Hvori bestod „de samme gerninger“ som de måtte vende tilbage til at gøre når de omvendte sig? (b) Hvad kom de til at forstå var det vigtigste, og hvad gjorde de i den forbindelse?

¹¹ De omvendte sig og begyndte igen at gøre „de samme gerninger som i den første tid“, nemlig at vidne om den højeste Guds navn og messianske rige. (Esajas 43:10-12; Apostlenes Gerninger 1:8) De kom til at forstå at hævdelsen af Jehovas universelle suverænitet ved hjælp af hans messianske rige er Jehovas hovedhensigt og den vigtigste lære i Bibelen. Menneskenes frelse ved Jesu Kristi genløsningsoffer er blot af sekundær betydning, skønt det er en vigtig og uadskillelig del af Jehova Guds hensigt. Forståelsen af dette gjorde dem fast besluttede på at tjene, og de gik i gang med det verdensomspændende arbejde med at forkynde Jehovas messianske rige, hvorved hans navn og universelle suverænitet skal hævdes og ophøjes og hvorved tillige menneskeheden skal frelses. — Mattæus 24:14; Markus 13:10.

12. (a) Hvordan ved vi at Kristus over for Jehovas kristne vidner ikke har behøvet at gøre alvor af det han hade sagt om at flytte lysestagen? (b) Hvad viser kendsgerningerne i modsætning hertil vedrørende kristenheden og dens påstand om at være „verdens lys“?

¹² I Kristi vejledning til „menighedens engel i Efesus“ advares disse åndelige israelitter om at hvis de ikke på „Herrens dag“ gør „de samme gerninger som i den første tid“, så vil den „som vandrer midt imellem de syv guldlysestager“ flytte deres lysestage fra dens plads. I deres tilfælde har den himmelske ypperstepræst, som fører tilsyn med lysestagerne, ikke behøvet at gøre dette, for siden den første verdenskrig endte, har de bestræbt sig for at skinne som „verdens lys“. På nuværende tidspunkt er lyset fra denne symbolske lysestage nået ud til 200 lande og øområder. Kristenheden har hævdet at være „verdens lys“ idet den formelt har omvendt mere end 977.383.000 rundt om på jorden til dens form for kristendom. Men lægger disse millioner af medlemmer fra mange forskellige racer og folkeslag den „første kærlighed“ for dagen, sådan som de sande kristne i aposteltiden gjorde? (Åbenbaringen 2:4) Det er blandt dens millioner af medlemmer de to verdenskrige er blevet udkæmpet. Det er dem der har støttet de fascistiske, nazistiske og kommunistiske diktatorer, og de har taget del i politiske revolutioner og andre omvæltninger blandt jordens folk.

13. Hvad har kristenheden gjort i stedet for at opfylde Jesu profeti i Mattæus 24:14, og hvordan er dens tilstand derfor i dag?

¹³ Opfylder kristenheden Jesu profeti i Mattæus 24:14 nu på denne „Herrens dag“ ved at forkynde „dette evangelium om Riget“ over hele jorden til et vidnesbyrd for alle folkeslagene? Nej, kristenheden har i stedet valgt denne verdens riger og har oprettet Folkeforbundet og dets efterfølger, De forenede Nationer, og har derved overladt arbejdet med at forkynde over hele jorden til Jehovas kristne vidner. Selv hvis det var sådan at kristenheden, sådan som den hævder, havde eller var en symbolsk lysestage inden for Guds kristne ordning, så har den herliggjorte Jesus Kristus nu flyttet dens „lysestage“ fra dens plads. Historien siden 1914 viser tydeligt at kristenheden ikke er Guds menighed eller symbolske lysestage; den har ingen organisation der lyser. Dens lys er gået ud, og den er selv indhyllet i det mørke der skjuler jorden og den dunkelhed der dækker folkene. Den er kommet så langt ud at omvendelse ikke er mulig. Den kan ikke gøre sig rede og blive lys. — Esajas 60:1, 2.

HADER SEKTVÆSEN

14. (a) Hvorfor kan de rosende ord i Åbenbaringen 2:6 ikke anvendes om kristenheden? (b) Hvorfor er det ikke mærkeligt at der, da „Herrens dag“ begyndte, var en tendens til sektvæsen blandt sande bibelstudenter?

¹⁴ Kristenheden er splittet i et tusind eller flere religiøse sekter eller samfund, men den søger at reducere dette antal ved hjælp af kirkesammenslutninger eller økumenisk arbejde som det der blev proklameret af Det andet vatikanske Koncil i 1962-1965. Kristi rosende ord til menigheden i Efesus: „Dog, det fortrin har du, at du hader nikolaitternes gerninger, som også jeg hader“, kan ikke bringes til at gælde kristenheden. (Åbenbaringen 2:6) I det første århundrede måtte den sande kristne menighed, som apostelen Paulus klart viser det, kæmpe mod tendensen til at der dannedes flere religiøse sekter og samfund, som for eksempel nikolaitternes sekt. (1 Korinter 1:12-15; 3:1-5) Det var netop tilsynsmændene i menigheden i Efesus han advarede da han fortalte at der efter hans bortgang ville fremstå mænd blandt disciplene „som fører falsk tale for at drage disciplene efter sig“. (Apostlenes Gerninger 20:29, 30) Det er derfor heller ikke mærkeligt at der ved begyndelsen af denne „Herrens dag“ var en tendens til at danne en religiøs sekt blandt dem der i dag er kendt som Jehovas kristne vidner.

15. (a) Prøvede den første præsident for Watch Tower Bible & Tract Society at danne en religiøs sekt? (b) Hvilke forsøg blev der gjort på dette efter hans død i 1916, og hvilke skriftsteder blev med urette anvendt som støtte for denne bestræbelse?

¹⁵ Charles Taze Russell, der var præsident for Watch Tower Bible & Tract Society fra 1884 til 1916, prøvede ikke at danne en religiøs sekt blandt Selskabets medlemmer og medlemmerne af søsterselskabet, International Bible Students Association. Tværtimod forventede han at hele den sande kristne menighed ville blive herliggjort og taget til himmelen omkring tidspunktet for udløbet af „hedningernes tider“ i 1914. (Lukas 21:24) Men efter hans død den 31. oktober 1916, midt under den første verdenskrig, var der en tendens til at danne en religiøs sekt på grundlag af hans lære og menighedsorganisation, skønt dette aldrig havde været hans hensigt. I juli 1917 blev bogen „The Finished Mystery“, syvende bind af Studies in the Scriptures,b udgivet på engelsk, og på side 2 siges der om bogen at den er „samlet og udgivet efter hans [Russells] Død“. I denne bog omtales C. T. Russell som „den tro og forstandige Tjener“ der er forudsagt i Mattæus 24:45-47. (Oversættelsen af 1907) I bogens kommentar til Åbenbaringen fremstilles C. T. Russell som den syvende „engel“ eller det syvende „sendebud“, det vil sige „menighedens engel i Laodikea“, den syvende og sidste menighed der nævnes i rækken. (Åbenbaringen 3:14) I kommentaren til Ezekiels profeti fremstiller bogen C. T. Russell som „manden i det linnede klædebon og med skrivetøjet ved lænden“. (Ezekiel 9:4-11; 10:1-7) Naturligvis nærede de der accepterede disse fortolkninger en vis loyalitet over for denne tjener der på en så vidunderlig måde var blevet brugt af Jehova Gud. De følte at de havde pligt til at holde sig nær til ham som det jordiske redskab den højeste Gud havde brugt i det der blev kaldt „Laodikea-Perioden“.

16. Hvordan så Jesus Kristus på denne tendens, og hvilken adskillelse fandt under hans ledelse sted?

¹⁶ Men denne tendens til at danne en sekt blandt Kristi trofaste disciple mishagede den som „holder de syv stjerner i sin højre hånd“. Under hans ledelse blev denne tendens til at danne en religiøs sekt i lighed med sekterne i kristenheden hvorfra de var kommet, bekæmpet af dem der hader det ukristne sektvæsen. De der valgte at følge en død mand, forlod rækkerne. De der troede at Bibelens sandhedslys ikke ophørte med at skinne klarere da den første præsident for Watch Tower Bible & Tract Society døde, holdt sig nær til Guds synlige organisation og fortsatte med at granske Bibelen i det stadig voksende lys.

17. Hvilket argument blev fremholdt i Vagttaarnet for 15. marts 1927 som svækkede ethvert grundlag for at danne en sekt omkring Charles Taze Russell?

¹⁷ I 1927 bragte The Watch Tower for 15. februar (Vagttaarnet for 15. marts 1927) hovedartiklen „Den gode og den onde Tjener“, der som tema havde ordene i Mattæus 24:45, 46, oversættelsen af 1907. Trofast og modigt blev det forklaret at den „tro og forstandige Tjener“ som nævnes dér, ikke var noget enkelt menneske men en gruppe, en tjenerskare, hele menigheden af Kristi trofaste, åndelige disciple på ethvert tidspunkt. Det var ligesom med det gamle Israels folk, der blev kaldt Jehovas tjener. Til dette folk blev der sagt: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ (Esajas 43:10) Én „tjener“, men mange „vidner“. Det er på samme måde i Mattæus 24:45-47. Der er én „tjener“, og tjeneren udgøres af mange medlemmer; tilsammen danner de én tjener eller tjenerskare som har fået ansvaret for alt hvad Herren ejer. Dette svækkede ethvert grundlag for at danne en sekt omkring Russell.

18. Hvordan blev den urette opfattelse af Charles Taze Russell som „menighedens engel i Laodikea“ afvist?

¹⁸ I samme retning virkede bogen Lys, der udkom (på engelsk) i to bind i september 1930 og som indeholder en kommentar til hele Åbenbaringsbogen. Den fortolker „de syv stjerner“ og „de syv menigheders engle“ anderledes end Den fuldbyrdede Hemmelighed. Den udlægger ikke Charles T. Russell som det syvende „sendebud“ eller som „menighedens engel i Laodikea“. (Se Lys, bind 1, side 13; og siderne 43-51 under „Laodikea“.) Endvidere havde man flere år tidligere ladet bogen Den fuldbyrdede Hemmelighed udgå.

19. Hvornår og hvordan blev den rette fortolkning givet med hensyn til „manden i det linnede klædebon og med skrivetøjet ved lænden“?

¹⁹ Den 30. juli 1931 udkom på engelsk første bind af Vindication (Det store Opgør). Heri forklaredes at „manden i det linnede klædebon og med skrivetøjet ved lænden“ i Ezekiels profetis kapitel ni ikke i opfyldelsen var et enkelt menneske. På siderne 96 og 97 (i den danske udgave) under overskriften „Manden med Skrivetøjet“ siges der: „Det bliver saaledes let at se, at Manden med Skrivetøjet staar som et Billede paa Herrens salvede Tjenerskare paa jorden, dem, der hører med til Guds Organisation.“

20, 21. Hvordan har de kristne åndelige israelitter i øvrigt vist at de hader sektvæsen?

²⁰ På tre væsentlige punkter fjernedes således grundlaget for at danne en religiøs sekt omkring Charles T. Russell. De kristne åndelige israelitter var ringeagtende blevet kaldt „russellitter“ af kristenhedens spottende præster; men disse trofaste kristne hadede, ligesom menigheden i Efesus i det første århundrede, alt sektvæsen og ville ikke antage dette navn som man ringeagtende havde givet dem. Det var derfor de den 26. juli 1931, ved det samme internationale stævne i Columbus, Ohio, U.S.A., hvor første bind af Vindication (Det store Opgør) udkom, ved en resolution antog det bibelske navn „Jehovas vidner“.

²¹ Den herliggjorte Herre Jesus Kristus kunne rose disse kristne vidner for Jehova for denne antisekteriske handling, ligesom han roste menigheden i Efesus for det standpunkt den havde taget over for „nikolaitternes gerninger“.

LIVETS TRÆ I GUDS PARADIS

22. Med hvilke ord endte budskabet til menigheden i det gamle Efesus?

²² Den herliggjorte Jesus Kristus slutter sit budskab til menigheden i det gamle Efesus med ordene: „Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give at spise af livets træ [græsk, xylon], som er i Guds paradis.“ — Åbenbaringen 2:7.

23, 24. (a) Var disse sidste ord til menigheden i Efesus udelukkende til gavn for denne menighed? Forklar nærmere. (b) Når Kristus i alt syv gange siger ’hør hvad Ånden siger’, hvilken ånd mener han da?

²³ Disse ord appellerer til alle „syv menigheder i provinsen Asien“. Enhver åndelig israelit „som har øre“ opfordres til ikke at vende øret bort men i stedet at spidse ører og „høre, hvad Ånden siger“ til alle syv menigheder, for det ånden siger gælder dem alle. „Ånden“ — hvilken ånd? Vi husker at apostelen Johannes i sin hilsen til de syv menigheder udtrykker ønsket om at de må have nåde og fred „fra de syv ånder“ som er foran Jehova Guds trone. (Åbenbaringen 1:4) Senere i Johannes’ storslåede syn af Gud på den himmelske trone skildres „Guds syv ånder“ ved „syv fakler“ som „brænder foran tronen“. (Åbenbaringen 4:5) Det er interessant at der i hvert af budskaberne til de syv lilleasiatiske menigheder er en indbydelse til dem alle om at „høre, hvad Ånden siger til menighederne“, og det vil sige at det i alt siges syv gange. Det betyder ikke at „de syv ånder“ henvender sig til hver sin menighed, den ene efter den anden.

²⁴ Øjensynlig taler „Ånden“ gennem den herliggjorte Herre Jesus Kristus i alle syv tilfælde, og det er Guds ånd, Guds aktive kraft, der er med Herren Jesus Kristus. Det betydet at Jesus ikke taler af sig selv eller på eget initiativ. I alle syv tilfælde taler han til de lilleasiatiske menigheder med den bemyndigelse Gud har givet ham. Derfor kan enhver der har et hørende øre være sikker på at det Jesus her siger er godkendt og støttet af Gud og med sikkerhed vil blive opfyldt.

25. Hvem gælder hvert af de syv budskaber?

²⁵ Eftersom det ånden siger, siges „til menighederne“, gælder det den siger til menigheden i Efesus også alle de andre menigheder og ikke blot menigheden i Efesus. Og hvad den siger i budskaberne til hver af de andre lilleasiatiske menigheder, gælder ligeledes alle syv menigheder. De strålende løfter som Guds ånd ved Jesus fremsætter i alle syv budskaber, gælder derfor alle menighederne, og de kan alle tage dem til sig. — Åbenbaringen 2:7, 11, 17, 29; 3:6, 13, 22.

26. Hvem bliver opmuntret til at sejre, og hvad kan de se frem til? (b) Hvem er det største eksempel med hensyn til at sejre, og hvad er det hos de kristne der sætter dem i stand til at sejre?

²⁶ Alle menighedernes medlemmer opmuntres til at vinde sejr, og der loves dem en belønning som Jehova Gud vil give dem gennem sin søn Jesus Kristus. Jesus Kristus selv er et eksempel på en der har sejret. I den tale Jesus holdt for sine elleve trofaste apostle før han blev forrådt af Judas Iskariot sagde han: „I verden har I trængsel; men vær frimodige, jeg har overvundet verden.“ (Johannes 16:33) Ved sin tro på Jehova Gud og ved sin trofasthed over for ham sejrede Jesus Kristus over verden trods den trængsel han måtte udholde. Apostelen Johannes skrev flere år senere, ja efter at han havde fået Åbenbaringen: „Alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro.“ (1 Johannes 5:4) De omtalte løfter gælder åndsavlede kristne som på denne måde har sejret over verden.

27. (a) Er dét „Guds paradis“ som Jesus taler om i Åbenbaringen 2:7 det samme som Edens have? Forklar nærmere. (b) Er det det samme som det paradis der genoprettes på jorden under Kristi styre?

²⁷ Det første løfte nævner „Guds paradis“. (Åbenbaringen 2:7) Dette er naturligvis ikke „Edens have“ eller „glædens paradis“ (Dy) som Adam og Eva blev drevet ud af på grund af ulydighed mod Gud, deres Skaber. (1 Mosebog 2:8; 3:24) På Abrahams tid blev landet omkring Jordanfloden sammenlignet med det oprindelige jordiske paradis, idet der blev sagt at det var ligesom „Herrens paradis“. (1 Mosebog 13:10, Dy) Om kongen i det gamle Tyrus blev der på grund af stedets skønhed på profeten Ezekiels tid sagt at han var „i Eden, Guds have“. (Ezekiel 28:13) Dette oprindelige „glædens paradis“ forsvandt. Det er derfor ikke det Åbenbaringen 2:7 omtaler. Der er heller ikke tale om det paradis der skal genoprettes på jorden under Kristi tusindårige styre. Da Jesus Kristus hang på pælen på Golgata omtalte han dette jordiske paradis da han til den medfølende forbryder der hang på pælen ved siden af ham sagde: „Sandelig siger jeg dig i dag: Du skal være med mig i Paradis.“ — Lukas 23:39-43, NW.

28. (a) Hvorfor var det paradis som forbryderen fik løfte om, ikke det paradis der omtales i Åbenbaringen 2:7? (b) Hvad er forskellen mellem det paradis som forbryderen kommer i og det „Guds paradis“ der nævnes i Åbenbaringen 2:7?

²⁸ Denne forbryder havde ikke overvundet verden og kunne således ikke spise af livets træ i Guds paradis. Denne forbryder var ikke et døbt medlem af Guds kirke, Guds menighed, for den blev først grundlagt på pinsedagen i år 33, det vil sige enoghalvtreds dage efter at forbryderen var død sammen med Jesus. (Apostlenes Gerninger 2:1-42) Og da den hellige ånd først blev udgydt over Kristi disciple på Pinsedagen, var denne forbryder ikke avlet af Guds ånd, hvilket er en af betingelserne for at man kan se og få adgang til Guds himmelske rige. (Johannes 3:3, 5; 7:39) Det paradis som forbryderen vil få adgang til ved en opstandelse fra de døde, må være det kommende jordiske paradis under Guds rige. Det er et andet paradis end det der omtales i Åbenbaringen 2:7, som er et himmelsk, åndeligt paradis der er lovet den sejrende kirke eller menighed.

29. (a) Hvad er „livets træ, som er i Guds paradis“ et symbol på? (b) Hvad vil det sige fortsat at spise af „livets træ“? (c) Hvilken belønning fremholdes derfor for de åndelige israelitter der sejrer?

²⁹ Det „livets træ, som er i Guds paradis“, er ikke nødvendigvis et symbol på Jehova Gud som en livets og udødelighedens kilde. Det er snarere et symbol på Guds foranstaltning til vedvarende liv; og det at de sejrende kristne spiser af dette „livets træ“, betegner derfor at de nyder godt af den guddommelige foranstaltning til det liv der her er tænkt på. Det græske ord som Johannes her brugte var xylon, der egentlig betegner materialet „træ“, men også, som her, kan betyde „træer“ der vokser i en frugthave. Stadig at spise af dette „livets træ“ vil sige fortsat at leve dér hvor dette træ er, nemlig i „Guds paradis“. Hvor storslået at tænke på at løftet gælder liv under paradisiske forhold i selve Jehova Guds nærhed og i samfund med ham! De der får denne belønning må oprejses fra de døde som himmelske åndeskabninger. (1 Korinter 15:43-50) Hvilken storslået belønning for at sejre over verden! I dag lønner det sig i sandhed for en åndelig israelit der har øre for de åndelige ting, at lytte til dette løfte som Guds ånd i hans søn Jesus Kristus giver de åndsavledes menighed.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 111]

BETHEL, 122-124 COLUMBIA HEIGHTS, BROOKLYN, NEW YORK

C. T. RUSSELL