Kapitel 10
Til engelen i Pergamum
1. (a) Hvor lå Pergamum? (b) Hvad var byen kendt for?
OMKRING to hundrede og ti kilometer nordnordøst for øen Patmos og omkring firs kilometer nord for Smyrna lå Pergamum, en mysisk by nær den romerske provins Asiens nordlige grænse. Den havde et 300 meter højt akropolis og også en helligdom for Asklepios, lægeguden, samt en skole for læger. Pergament, som det de kristne apostle brugte, har fået navn efter Pergamum. (2 Timoteus 4:13) Pergamum sluttede sig til kejserkulten og havde et tempel for tilbedelsen af Cæsar Augustus, romerrigets første kejser. Den kristne menighed der blev oprettet i Pergamum var en af de syv menigheder som Åbenbaringsbogen var stilet til. Til denne menighed fik Johannes besked på at skrive følgende:
2, 3. Gengiv kort budskabet til menigheden i Pergamum.
2 „Og skriv til menighedens engel i Pergamum: ’Dette siger han, som har det tveæggede, skarpe sværd: Jeg ved, hvor du bor, dér, hvor Satans trone står; og du holder fast ved mit navn og fornægtede ikke troen på mig i de dage, da Antipas, mit trofaste vidne, blev dræbt hos jer, dér, hvor Satan bor.
3 Dog er der lidt, jeg har imod dig: du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han, der lærte Balak at lægge snarer for Israels børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive utugt. Således har også du nogle, der på lignende måde holder fast ved nikolaitternes lære. Omvend dig! Ellers kommer jeg snart over dig, og jeg vil kæmpe imod dem med min munds sværd.
4. Hvilket løfte til sejrvinderne slutter Kristus sit budskab til Pergamum med?
4 Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og på den sten er der skrevet et nyt navn, som ingen kender uden den, der får det.’“ — Åbenbaringen 2:12-17.
5. Hvad viser det skarpe, tveæggede sværd med hensyn til den der taler, og hvad bruger han dette sværd til?
5 Den der taler, minder om at der ud af hans mund udgår et skarpt, tveægget sværd, og det viser os at det er den herliggjorte Jesus Kristus der taler. (Åbenbaringen 1:16) Han truer med at kæmpe mod de skyldige og at bruge sværdet hvis de ikke fjernes fra Pergamummenigheden eller omvender sig. Med de domme der udgår af hans mund som et skarpt, tveægget sværd, kæmper han for at holde sine trofaste disciples menighed ren og fri for sekteriske splittelser.
6. (a) Hvordan viste Jesus med det han sagde om Pergamum at han forstod hvordan forholdene var der? (b) Hvad er „Satans trone“ et symbol på?
6 Den herliggjorte Jesus Kristus kendte den vanskelige situation som Pergamummenigheden befandt sig i dér i det første århundrede, på samme måde som han kender den prøvelsens tid som resten af hans salvede disciple har befundet sig i siden den første verdenskrig sluttede i 1918. Han betegnede Pergamum, hvor denne kristne menighed var, som stedet „hvor Satans trone står“, stedet „hvor Satan bor“. (Åbenbaringen 2:13) „Satans trone“ er dér hvor han sidder som politisk hersker og dommer. (Se Åbenbaringen 20:4 og Mattæus 19:28; Lukas 22:30.) Det han sidder på er et billede på det hans styre er baseret på, det han bruger som begrundelse og støtte for sit herredømme og sine domme. På hvilket grundlag har han da tiltaget sig magt?
7. På hvilket grundlag har Satan gjort sig selv til Guds modstander, og hvad har han hævdet om Jehova som hersker?
7 Grundlaget fremgår af hans navn, Satan, der betyder „modstander; fjende“. I Edens have, kort efter at Adam og Eva var blevet skabt, begyndte denne mægtige åndeskabning, Satan, at modstå Jehova Gud som den universelle suveræn, himmelens og jordens suveræne regent. Han antog det synspunkt at Jehova som Gud og regent ikke har vundet og ikke kan vinde sine skabningers kærlige og uselviske loyalitet som undersåtter og tilbedere, og at disse skabninger ikke er absolut afhængige af Jehova. På dette grundlag gjorde Satan sig selv til Guds modstander og rejste sin egen trone for at udøve herredømme over alle disse skabninger, der, som Satan hævdede, ikke af hjertet var virkelig loyale tilbedere af Jehova. Retten til at bevise at han kunne få disse skabninger over på sin side som sine undersåtter, var det grundlag Satan anbragte sin trone på som rival til Jehova Gud. Satan hævdede at Jehova ikke kunne bevare stillingen som en gud og hersker der krævede absolut hengivenhed og lydighed af sine skabninger.
8. Hvordan havde Satan især skabt vanskelige forhold for menigheden i Pergamum, og hvad var hans hensigt hermed?
8 I det gamle Pergamum hidførte Satan specielt tilstande som satte den kristne menighed på prøve. Han forårsagede at der her blev bygget et tempel for Zeus eller Jupiter, den øverste gud blandt alle de hedenske guder og gudinder. Og desuden lod han en trone eller et alter for Zeus eller Jupiter udhugge af klippen som udgjorde Pergamums akropolis. Skønt Zeus eller Jupiter blev æret på denne måde, krævede han ikke absolut hengivenhed, men tillod at man også tilbad andre guder og gudinder, som ganske vist var underordnet ham. Satan ønskede at tvinge Jehova Gud til at indtage en stilling som den Zeus eller Jupiter indtog, en stilling hvori Jehova Gud måtte opgive kravet om absolut hengivenhed og universel suverænitet.
9. (a) Hvad var det egentlige formål med at indføre tilbedelse af den romerske kejser? (b) Krævede den romerske kejser at blive tilbedt som den eneste gud? Forklar nærmere. (c) Hvordan kunne det med rette siges om Pergamum at det var stedet „hvor Satans trone står“?
9 Her i Pergamum fik Satan også rejst et tempel for tilbedelsen af den romerske kejser Augustus, der døde i år 14. Indførelsen af kejserdyrkelsen var i virkeligheden et politisk træk hvis formål var at forene alle de forskellige besejrede lande i romerriget om tilbedelsen af en gud der var fælles for dem alle, nemlig den romerske kejser. Den romerske kejser krævede ikke at hans undersåtter udelukkende dyrkede ham som gud; de kunne stadig tilbede deres lokale eller nationale guder og gudinder, men de måtte også tilbede ham, så de var med i den fælles kejserdyrkelse og således var forenet af fælles religiøse bånd. Tilbedelsen af den romerske kejser og tilbedelsen af Zeus eller Jupiter er egentlig en dyrkelse af den store modstander af Jehova Gud, og derfor kunne Pergamum kaldes stedet „hvor Satans trone står“ og „hvor Satan bor“.
10. (a) Beskriv hvordan en lignende prøve er påført resten af de salvede kristne. (b) Hvordan har de klaret denne prøve?
10 Det at den kristne menighed dengang, for nitten hundrede år siden, var i så nær berøring med Satans trone og nærværelse, var en svær prøve på dens absolutte hengivenhed for Jehova Gud. I dag er resten af de salvede kristne, som skal regere med Kristus i himmelen, sat på en lignende prøve. Hvorledes det? Jo, siden den første verdenskrig endte i 1918 er folkenes selvbestemmelsesret blevet fremhævet og nationalismen fejer hen over verden med det resultat at mange nye nationer bliver til. Alle disse politiske riger kræver at deres undersåtter viser nationen absolut hengivenhed, ja, at de endog er villige til at ofre deres liv for fædrelandet; således sættes den politiske stat højere end Gud. Men trods denne vanskelige prøve følger den salvede rest i dag det eksempel som de kristne i Pergamum satte, idet de „holder fast ved mit [Kristi] navn“. De bliver ved med åbent at bekende at „Jesus er Herre“. De nægter, selv under tvang, at sige: „Forbandet være Jesus!“ og: Den politiske stat („kejseren“) er Herre. — 1 Korinter 12:3.
„ANTIPAS, MIT TROFASTE VIDNE“
11. Hvem var Antipas, og på hvilken måde døde han for sin tro?
11 Til den salvede rest i dag kan den herliggjorte Jesus sige: „Du . . . fornægtede ikke troen på mig i de dage, da Antipas, mit trofaste vidne, blev dræbt hos jer, dér, hvor Satan bor.“ (Åbenbaringen 2:13) Antipas må være blevet dræbt på spørgsmålet om kejserdyrkelsen, idet han har nægtet at tilbede kejseren som gud, romerrigets guddommeliggjorte overhoved, og i stedet har valgt at fortsætte med at tilbede Jehova som det guddommelige overhoved for alt levende i universet og som den eneste levende og sande Gud. Han holdt fast ved Jesus Kristus som den Jehova Gud har udnævnt til at være Herre, Kýrios. I den sammenhæng kunne Herren Jesus Kristus derfor omtale Antipas som „mit trofaste vidne“. — Mattæus 23:9, 10; 1 Korinter 8:5, 6; Efeserne 4:5, 6; Apostlenes Gerninger 2:36.
12. (a) Hvordan har den salvede rest tjent på Guds side i det store stridsspørgsmål siden Jesus Kristus er blevet indsat på tronen som konge? (b) Ved hvilken lejlighed fik Guds folk en bedre forståelse af det store stridsspørgsmål?
12 I dag, nitten hundrede år senere, står striden i det væsentlige om det samme, især siden Jehova Gud indsatte sin søn Jesus Kristus på tronen som regerende konge i himlene i 1914. Den salvede rest har især siden 1920 i hele verden forkyndt at Guds messianske rige er blevet oprettet, som en opfyldelse af Jesu profeti i Mattæus 24:14. Den 6. august 1941, den første dag ved Jehovas vidners landsstævne i St. Louis, Missouri, U.S.A., gav J. F. Rutherford som præsident for Watch Tower Bible & Tract Society sine tilhørere et større indblik i stridsspørgsmålet. I hovedtalen over emnet „Integrity“ (Ustraffelighed) forkyndte han at det store stridsspørgsmål i himmelen og på jorden drejede sig om Guds „universelle suverænitet“. Han sagde:
13, 14. Hvordan beskrev præsidenten for Watch Tower Society på det tidspunkt Jehovas vidners stilling med hensyn til stridsspørgsmålet?
13 „Hvad Stridsspørgsmaalet, som Satan rejste ved sin trodsige Udfordring, først og fremmest gjaldt og stadig gælder er Herredømmet over Universet.“ — Par. 19.
14 I talens tredjesidste afsnit sagde han til sine 64.000 tilhørere:
„Vi maa og vil være helt og holdent, betingelsesløst indviet til Kristi Jesu teokratiske Herredømme. Vi kan ikke have nogen Del i Satans Organisation eller noget til fælles med den. Vi staar fast for Teokratiet, og i denne Stilling vil vi ved Guds Naade forblive. Vi ved, at dette Herredømme skal hævde og herliggøre Jehovas Navn og skænke alle dem Befrielse, som elsker Retfærd og tjener Jehova under hans retfærdige Herredømme.“
15. Hvordan blev Jehovas vidners standpunkt gjort offentligt kendt, og hvad har det ført til at de har taget dette standpunkt?
15 Næste dag, den 7. august 1941, udkom The Watchtower for 15. august 1941 med hovedtalen „Integrity“, og de 70.000 der nu overværede stævnet i St. Louis kunne hver få et eksemplar.a Flere medlemmer af den salvede rest er blevet slået ihjel af de politiske, militære og religiøse myndigheder i Satans verden siden 1919, fordi de ville bevare deres integritet mod Jehova Gud i det brændende stridsspørgsmål om DEN UNIVERSELLE SUVERÆNITET, ligesom den kristne martyr Antipas i det første århundrede.
DEN KØNSLIGE UMORALITETS FRISTELSE
16. Hvad gjorde Bileam mod fortidens Israel som forbillede på Satans forsøg på at bryde Pergamummenighedens integritet?
16 Satan prøvede imidlertid at underminere Pergamummenighedens integritet på en anden, meget underfundig måde. Den herliggjorte Jesus Kristus henledte opmærksomheden på dette da han sagde: „Dog er der lidt, jeg har imod dig: du har hos dig nogle, som holder fast ved Bileams lære, han, der lærte Balak at lægge snarer for Israels børn, for at de skulle spise afgudsofferkød og bedrive utugt.“ (Åbenbaringen 2:14) Ved hjælp af kønslig umoralitet skulle de lokkes til at deltage i afgudsdyrkelse! I året 1473 f.v.t. lod den mesopotamiske profet Bileam sig købe af kong Balak af Moab til at udtale forbandelser over Israels børn der lå lejret på Moabs sletter, rede til at gå over Jordanfloden og tage det forjættede land i besiddelse. Men Israels Gud, Jehova, gjorde denne sammensværgelse til intet idet han vendte Bileams forbandelser til velsignelser for Israels børn. (4 Mosebog 22:1 til 24:25) Derfor foreslog Bileam nu kong Balak at benytte et andet middel mod Israel. Han foreslog sex sammen med afgudsdyrkelse.
17. Hvordan kan vi ved at studere forbilledet se at de der er i den kristne menighed og som „holder fast ved Bileams lære“ ikke kan tolereres i menigheden?
17 Kvinder der var knyttet til afgudsdyrkelse blev brugt som lokkemiddel for at drage mandlige israelitter bort fra tilbedelsen af Jehova Gud og over til den umoralske dyrkelse af hedenske guder og til at bringe sådanne guder ofre. Med dette middel lykkedes det at forføre 24.000 israelitter. (4 Mosebog 25:1-18; 1 Korinter 10:8) De israelitter der faldt som ofre for dette komplot, denne blanding af kønslig umoralitet og afgudsdyrkelse, og som ikke bevarede deres integritet mod Jehova Gud, kom aldrig ind i det forjættede land, der lå lige på den anden side af Jordanfloden. På samme måde i den kristne menighed i Pergamum. De der „holder fast ved Bileams lære“ kan ikke forblive i menigheden.
18. Hvilket tilforladeligt argument har de der holdt fast ved Bileams lære sandsynligvis brugt som en undskyldning for deres adfærd, men hvad er det i virkeligheden de gør?
18 Uden tvivl har disse sagt at Gud er barmhjertig og at Kristi blod har så stor magt at kristne nu og da eller jævnligt kan give efter for det faldne kød og begå utugt, og endda deltage i hedensk afgudsdyrkelse, og alligevel få tilgivelse og få deres overlagte synder vasket af og således fortsætte som medlemmer af menigheden i Pergamum. Sådanne Bileam-lignende mænd med denne lære var „ugudelige, folk, som misbruger vor Guds nåde til løsagtighed og fornægter vor eneste hersker og Herre, Jesus Kristus“. — Judas 4, 11; 2 Peter 2:14, 15.
19. Hvad må menigheden gøre med mennesker der på denne måde fordærver menigheden?
19 Mennesker der på denne måde fordærvede den kristne moral og tro, kunne ikke få lov til at forblive i Pergamummenigheden. De kan heller ikke få lov til nu frit at færdes i den salvede rests kristne menighed. Især ikke efter at Jehova Gud, ledsaget af sin pagtsengel, Jesus Kristus, i foråret 1918 kom til det åndelige tempel for at inspicere og rense det. — Malakias 3:1-5.
20. Hvilken anden fare truede Pergamummenigheden foruden den at moralen i menigheden blev ødelagt?
20 Ikke blot må den kristne menigheds moral bevares ren, men organisationens enhed må også beskyttes. Religiøst sektvæsen kan ikke tillades da det vil splitte den salvede rest af Kristi åndelige legeme. Kristus, som repræsenteres af sin salvede menighed, er ikke delt; menigheden kan ikke bestå som et splittet hus. (1 Korinter 1:10-13) Menigheden i det gamle Pergamum blev ikke rost på samme måde som den herliggjorte Jesus Kristus roste menigheden i Efesus med ordene: „Du hader nikolaitternes gerninger, som også jeg hader.“ (Åbenbaringen 2:6) Nej, noget af det som han havde imod Pergamummenigheden var at den tillod sektvæsen; som han sagde: „Således har også du nogle, der på lignende måde holder fast ved nikolaitternes lære.“
21, 22. Hvad bør man gøre hvis der viser sig sektvæsen i menigheden?
21 Religiøst sektvæsen var farligt og forkasteligt dengang, og det er det også i dag. Hvor som helst det findes i de salvede kristnes menighed er det noget man skal omvende sig fra og flittigt bestræbe sig for at udrydde, for Jehovas udnævnte tilsynsførende, Jesus Kristus, siger advarende:
22 „Omvend dig! Ellers kommer jeg snart over dig, og jeg vil kæmpe imod dem med min munds sværd.“ — Åbenbaringen 2:16, 12; 1:16.
23. Hvad har Jesus Kristus gjort med hensyn til sektvæsen siden han kom til templet i 1918?
23 Jesus Kristus har siden han i 1918 kom til det åndelige tempel for at inspicere det sammen med den øverste dommer, Jehova Gud, kæmpet med det symbolske sværd der udgår af hans mund. Han kæmper imod dem der har sekteriske tilbøjeligheder i den salvede rests menighed. Gennem bøger og blade der er udgivet af Watch Tower Bible & Tract Society har han med rene ord givet udtryk for sit mishag mod enhver form for religiøst sektvæsen såvel som med alle kristenhedens fælleskirkelige bevægelser. Alt sådant er fjernet fra den salvede rests rækker, fra Jehovas vidner.
24. Hvilken dom fældes over dem der fremmer sektvæsen i Guds menighed?
24 Som et skarpt, tveægget sværd der udgår af Herren Jesu mund, er dommene blevet udtalt mod enhver der fremmer sektvæsen, hvad enten det drejer sig om „nikolaitternes“ Nikolaus eller en hvilken som helst anden mand eller anden religiøs bevægelse. Som Jesus sagde i sin profeti om at der ville være en „dårlig“ eller „ond“ (NW) tjenerskare ved hans genkomst: Han [tjenerens herre] skal „sønderhugge ham og give ham plads blandt hyklerne; dér skal der være gråd og tænderskæren“. (Mattæus 24:48-51) Ingen sekt dannet af den onde tjenerskare siden 1918 er blevet anerkendt som bibelsk.
25. Hvordan virkeliggør Jesus Kristus nu noget han bad om da han var menneske på jorden?
25 Således virkeliggør den herliggjorte Jesus Kristus det han bad Gud om den sidste nat han var sammen med sine apostle her på jorden: „Ikke alene for disse beder jeg, men for dem, som ved deres ord kommer til tro på mig, at de alle må være ét, ligesom du, Fader! i mig, og jeg i dig, at også de må være ét i os, så verden må tro, at du har sendt mig. Og den herlighed, du har givet mig, den har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig og har elsket dem, ligesom du har elsket mig.“ (Johannes 17:20-23) Med sit „sværd“ kæmper Jesus nu for denne enhed.
„DEN SKJULTE MANNA“ OG „EN HVID STEN“ MED ET NAVN
26. Hvordan opmuntrer den herliggjorte Herre Jesus de trofaste i menigheden i Pergamum?
26 Der er trofaste og lydige kristne som sejrer over disse urette tilstande i menigheden og sejrer over denne onde verden. Til opmuntring for dem siger den herliggjorte Herre Jesus til sidst til menigheden i Pergamum: „Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne! Den, der sejrer, ham vil jeg give af den skjulte manna, og jeg vil give ham en hvid sten, og på den sten er der skrevet et nyt navn, som ingen kender uden den, der får det.“ — Åbenbaringen 2:17.
27. (a) Hvad var mannaen i ørkenen, og hvordan fik israelitterne den? (b) Hvordan blev en prøve af mannaen opbevaret?
27 „Manna“? spørger man måske. „Hvad er det?“ Det var netop det israelitterne sagde da de første gang så det i Sinaj ørken dér tilbage i 1513 f.v.t. Det var et næringsmiddel som Jehova Gud mirakuløst gav israelitterne, der var på vandring, ledet af profeten Moses. Når duggen faldt om aftenen, dannedes denne manna, og næste morgen kunne israelitterne samle nok til alle den dag. Den sjette dag gav Gud dem en dobbelt portion, for der ville ikke falde noget eller dannes noget på sabbaten. Kun den portion der blev samlet til sabbaten ville ikke være fordærvet næste morgen. I overensstemmelse med Guds vilje sagde profeten Moses til sin broder Aron, der senere blev Israels ypperstepræst: „Tag en krukke, kom en omer manna deri og stil den foran [Jehovas] åsyn for at gemmes til eders efterkommere!“ Ikke længe efter, da pagtens gyldne ark var lavet til Jehovas tabernakel, blev en guldkrukke med denne manna anbragt i den hellige ark sammen med stentavlerne med de ti bud. — 2 Mosebog 16:13-33; Hebræerne 9:4.
28. (a) Hvor længe var denne omer manna ’skjult manna’ i Israels historie? (b) Hvad bruger Jesus Kristus den skjulte manna som symbol på?
28 Men da pagtens gyldne ark blev flyttet fra tabernaklet til det prægtige tempel som kong Salomon havde bygget i Jerusalem, manglede guldkrukken med mannaen af en eller anden grund. (1 Kongebog 8:9) Fra den dag Moses anbragte mannaen i pagtens ark (1512 f.v.t.) og til kong Salomon indviede det færdige tempel (1027 f.v.t.) gik der 485 år. I det meste af denne tid havde denne omer manna, som almindeligvis fordærvedes i løbet af en nat, holdt sig. Rent bogstaveligt var dette ’skjult manna’, og i sit budskab til menigheden i Pergamum brugte den herliggjorte Jesus Kristus dette som et symbol på en uforgængelig føde, eller det som en sådan føde er ensbetydende med, nemlig evigt liv. For den trofaste menighed af sande kristne vil det sige udødelighed på det åndelige plan, skjult for menneskers bogstavelige øjne. (1 Korinter 15:50-54) Håbet om at få en sådan belønning er nok til at anspore en salvet kristen til at efterligne Jesus Kristus og blive en sejrvinder.
29. Hvordan hjælper brugen af det græske ord der i Åbenbaringen 2:17 er oversat „sten“ os til at forstå hvad den betegner?
29 Foruden „den skjulte manna“ gives der løfte om en hvid sten med et nyt navn på. Denne lovede ’hvide sten’ symboliserer mange ting. Det græske ord der er brugt her og som er oversat med „sten“ er pséfos. Det er det ord apostelen Paulus brugte da han som kristen forsvarede sig over for kong Agrippa i Kæsarea og beskrev hvordan han havde forfulgt kristne før han selv blev omvendt. Han sagde: „Jeg lod mange af de hellige indespærre i fængsler, da jeg havde fået fuldmagt dertil af ypperstepræsterne, og når man ville henrette dem, stemte jeg for det [kastede jeg min pséfos, den sten som bruges når man stemmer].“ (Apostlenes Gerninger 26:10) Her får vi at vide at man dengang brugte sten i retten når man afsagde domme eller gav udtryk for om man mente én var skyldig eller uskyldig. Hvide sten kendte én uskyldig, fri; sorte sten kendte én skyldig, dømt. Den hvide sten som den himmelske Jesus giver til de salvede sejrvindere betyder at han har kendt dem uskyldige, rene. De er godkendte som hans disciple.
30. Hvad betegnes der ved at den hvide sten bærer „et nyt navn, som ingen kender uden den, der får det“?
30 Læg imidlertid mærke til at denne ’hvide sten’ bærer et navn, „et nyt navn, som ingen kender uden den, der får det“. En sådan sten med navn på blev i gammel tid brugt på samme måde som en adgangsbillet i nutiden; man måtte vise den frem eller aflevere den for at få adgang til et skuespil eller en eller anden form for underholdning. Den symbolske ’hvide sten’ er derfor et billede på at ejeren har adgang til et særligt, personligt og nært samfund med Jesus Kristus.
31. Hvor mange ’hvide sten’ er der, og hvem er det der får adgang til et nært samfund med Jesus Kristus?
31 Er det ikke kun 144.000 sejrende disciple der får adgang til det himmelske kongedømme og præsteskab sammen med ham, for at regere med ham i tusind år til hele menneskehedens velsignelse? (Åbenbaringen 20:4-6; 2 Timoteus 2:11, 12) Er det ikke kun 144.000 sejrende disciple som i åndelig forstand udgør „en ren jomfru“, „bruden“, „Lammets hustru“? Hørte apostelen Johannes ikke senere en stemme fra himmelen sige: „Lad os glæde og fryde os og give ham æren; thi Lammets bryllupsdag er kommet, og hans brud har gjort sig rede“? Jo; og Johannes skriver derpå: „Og han siger til mig: ’Skriv: Salige er de, som er indbudt til Lammets bryllupsmåltid.’“ (2 Korinter 11:2; Johannes 3:29; Åbenbaringen 21:9-15; 19:7-9) For at få adgang til alle disse enestående forrettigheder kan det være at den symbolske ’hvide sten’ må vises til Jehova Gud. Der er kun 144.000 sådanne ’hvide sten’, og de der får dem er i sandhed højt begunstiget.
32. Er ’det nye navn’ et personnavn som ingen andre af de 144.000 kender? Forklar nærmere.
32 Er det ’nye navn’ der er skrevet på hver sten, et nyt personnavn som alle de andre af de 144.000 aldrig vil få kendskab til? Vil det give den enkelte der har stenen ret til et særligt, personligt forhold til Herren Jesus Kristus som ingen af de andre blandt de 144.000 vil have? Det er ikke sandsynligt! Det ’nye navn’ står snarere for et nyt navn der vil være fælles for dem alle, men ukendt for andre skabninger i himmelen og på jorden. Det ’nye navn’ på den ’hvide sten’ kan betegne at de er fælles med Herren Jesus Kristus om det nye himmelske navn han har fået.
33. Hvilke andre udtalelser i Åbenbaringens bog stemmer med det Kristus siger om det ’nye navn’ i Åbenbaringen 2:17?
33 Dette harmonerer med det budskab han gav den trofaste menighed i Filadelfia og hvori han siger: „Den, der sejrer, . . . jeg vil skrive på ham . . . mit eget nye navn.“ (Åbenbaringen 3:12) Og efter at den syvende engel har blæst i sin basun og visse tableauer har vist sig, siger apostelen Johannes: „Og jeg så, og se, Lammet stod på Zions bjerg og sammen med det hundrede og fireogfyrretyve tusinde, som havde dets navn og dets Faders navn skrevet på deres pander.“ (Åbenbaringen 11:15; 14:1) Og endelig siger Johannes, efter at den syvende engel har udgydt sin skål med Guds vrede og visse andre tableauer er fulgt efter, at han så den himmelske Herre Jesus Kristus ride ud til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon, og han lægger mærke til dette ved hans udseende: „På sit hoved havde han mange kroner og et navn skrevet, som ingen kender, uden han selv.“ — Åbenbaringen 16:17; 19:11, 12.
34. Hvad kan det ’nye navn’ betyde, og hvad kan vi være sikre på med hensyn til det?
34 Da nu de 144.000 som modtager den ’hvide sten’ med det ’nye navn’ skrevet derpå, er medarvinger sammen med Kristus og også er hans „hustru“, så kan det ’nye navn’ på den symbolske ’hvide sten’ betyde at de i fællesskab har visse privilegier af fortrolig art sammen med deres himmelske brudgom i forbindelse med hans eget navn. Men hvad det nu end er, vil det med sikkerhed blive et „godt navn“, et navn som er bedre end „megen rigdom“ og „ypperlig salve“. (Ordsprogene 22:1; Prædikeren 7:1) Det er en værdig pris til alle de 144.000 salvede sejrvindere.
[Fodnote]
a Artiklen „Ustraffelighed“ i Vagttaarnet for 1. februar 1942.
[Illustration på side 132]
J. F. RUTHERFORD