Hvor stærk er din kærlighed til sandheden?

SKUEPLADSEN er en slagterforretning. En dame har lige bedt slagteren om at hakke et stykke kød for hende. Men før han når at få begyndt har forretningsbestyreren erstattet kødet med et stykke af ringere kvalitet og insisterer på at slagteren skal give kunden dette. Da kunden får overrakt pakken med det hakkede kød spørger hun: „Er det nu det kød jeg bad Dem om at hakke?“

Hvad ville du have svaret? Ville du have sagt sandheden?

Kunden havde ret til at vide besked, men under de forhåndenværende omstændigheder var det ikke let for slagteren at sige sandheden og således afsløre forretningsbestyrerens uærlighed. Ikke desto mindre gjorde han det, og resultatet var at han blev fyret.

Ville du have gjort det samme?

Alle ønsker at høre sandheden

Det er almindeligt at folk lyver når det tilsyneladende tjener deres egne interesser. Men bryder de sig om at folk lyver over for dem?

Vi kan alle lide at høre sandheden. Forældre kan lide at høre deres børn sige sandheden. Børn kan lide at deres forældre fortæller sandheden. Myndighederne ønsker at borgerne siger sandheden, og borgerne ønsker at myndighederne fortæller dem sandheden. Men vigtigst af alt er at den almægtige Gud ønsker at høre sandheden af vores mund. Hans ord siger: „Tal sandhed, hver med sin næste.“ — Ef. 4:25.

Kristendommen omtales i Bibelen som „sandhedens vej“, og apostelen Johannes betegnede nogle af sine trosfæller som sine „medarbejdere for sandheden“. (2 Pet. 2:2; 3 Joh. 8) Det er derfor indlysende at de som er „i sandheden“ ikke kan sige noget som er usandt.

Blandt de første kristne er ægteparret Ananias og Safira et eksempel på at Gud afskyr løgn. De havde solgt et stykke jord og foregav at de skænkede hele det indkomne beløb til den kristne menighed, men i virkeligheden havde de holdt nogle af pengene tilbage til sig selv. De ville således over for menigheden give det udseende af at de var mere gavmilde end de egentlig var. På grund af dette bedrageri — en forud aftalt plan om at lyve — blev de ramt af Guds straf. — Ap. G. 5:1-11.

Det er således klart at Gud betragter det som en alvorlig overtrædelse at lyve. „Alle løgnerne,“ siger Bibelen, „deres plads er i søen, som brænder med ild og svovl; det er den anden død.“ (Åb. 21:8) Vi bør altså passe på ikke at tillægge os den dårlige vane ikke at holde os til sandheden.

Undgå tilbøjeligheden til at lyve

Dog er det ikke altid let at sige sandheden. Til tider kan man føle en stærk trang til at lyve, især når man har gjort noget man gerne vil skjule.

For eksempel skete det for nogen tid siden at nogle kristne ældste ville besøge en broder i menigheden for at tale med ham om hvad de anså for visse uregelmæssigheder i hans opførsel. Broderen ville ikke tale med dem, så han sendte et andet medlem af familien ud til døren med den besked at han ikke var hjemme. Da det senere kom frem at dette ikke var sandt, undskyldte han sig med at det kun var en ’lille’ usandhed. Ikke desto mindre var det usandt, og han gjorde et andet medlem af familien til sin medskyldige.

Vi kommer alle sammen til, på et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde, at fejle i det vi siger. „Hvis en ikke fejler med sine ord,“ sagde disciplen Jakob, „så er han en fuldkommen mand.“ (Jak. 3:2) Vi har måske overdrevet noget vi har fortalt, eller på anden måde ikke holdt os til sandheden. Vi har måske udtrykt vores anerkendelse, ja måske endog begejstring, for et projekt i den hensigt at behage en eller anden, uden egentlig at mene det.

Hvordan føler du dig til mode når du siger noget som du ved ikke er sandt? Styrker eller svækker det din selvrespekt? Er det ved at blive en dårlig vane hos dig ikke at sige sandheden? Selv om det måske kun drejer sig om mindre ting, kan det få uventede konsekvenser.

For eksempel: En dame fortæller sin nabo — i overværelse at sit barn — at hun ’synes vældig godt om hendes nye gardiner’. Senere nævner hun over for sin mand derhjemme at naboen har fået nye gardiner og at hun ’ikke bryder sig om dem’. Vil barnet, som hører dette, nu ikke tro at det er tilladt at fordreje sine udtalelser? Selv om der absolut intet forkert er i at være taktfuld, må man dog samtidig tage i betragtning om ens ord vil føre til manglende respekt for sandheden.

Det er klogt at værne om sin sandfærdighed og ikke ignorere samvittighedens stemme. En sekretær for en revisionschef i et stormagasin i Chicago udviste en sådan påpasselighed. Hendes chef sagde til hende: „Hvis nogen ringer, så sig at jeg ikke er til stede.“ Nogles samvittighed ville nok tillade dem at sige dette, men sekretærens samvittighed gjorde det ikke, og den begyndte at nage hende. Hun forklarede sin chef at hun som kristen ikke kunne sige til nogen at han ikke var til stede når han faktisk var på sit kontor. Han respekterede hende for hendes respekt for sandheden.

Det er sandt at mange udtalelser kan betragtes som mindre usandheder, „små“ eller „hvide“ løgne. Men hvis vi ikke passer på, er der en fare for at de kan føre til alvorligere overtrædelser.

Naturligvis er der nogle der ikke respekterer eller ikke synes om at man som kristen vil holde sig til sandheden. Et Jehovas vidne der arbejdede for et havearkitektfirma blev ringet op af den lokale bank. Den skulle have nogle tal bekræftet på et løsørepantebrev. Imidlertid viste det sig at tallene på firmaets kopi af pantebrevet ikke svarede til dem på bankens eksemplar.

Da firmaets indehaver kom tilbage, forhørte den ansatte på kontoret, som altså var et Jehovas vidne, sig nærmere om sagen, og indehaveren blev vred. Der var blevet udstedt et pantebrev til banken lydende på et større beløb. Indehaveren forklarede at det var at skattemæssige hensyn og for at låne flere penge af banken. Indehaveren ville nu have at vidnet skulle ringe op og undskylde sin „fejltagelse“ over for banken og bekræfte det forfalskede tal. Det nægtede han og forklarede også hvorfor, og da det blev tydeligt at hans arbejdsgiver ikke havde nogen respekt for sandheden, bød hans samvittighed ham at forlade firmaet.

Det kræver ofte karakterstyrke at skulle sige sandheden. Hvor stærk er din kærlighed til sandheden? Siger du kun sandheden når det er bekvemt og ikke bringer dig i vanskeligheder? Hvis det er tilfældet, hvori adskiller du dig da fra dem der kun er ærlige „når det betaler sig“, men griber til usandheder når der er en tilsyneladende fordel ved det?

Vort motiv til at sige sandheden skulle være at gøre det fordi det er rigtigt at gøre det; fordi det har Guds velbehag. Hvis man virkelig elsker Jehova Gud og fremfor alt ønsker at gøre det der behager ham, så vil man ikke med overlæg sige nogen usandhed, nogen løgn, uanset hvor stærke personlige interesser der spiller ind. Man vil, både i ord og gerning, vise at man tjener „Jehova, sandhedens Gud“. — Sl. 31:5, NW.