af hedenskab, verdslighed, ondskab, hykleri, menneskers traditioner og dæmoners lærdomme. Kristenheden har gjort sig selv til en del af Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og den er den dominerende del af dette religiøse imperium. — Åb. 17:3-6; Gal. 5:9

Et klart standpunkt kræves af dem der søger tilflugt

1. Hvilke to symbolske kvinder omtales i Bibelens sidste bog, og hvordan beskrives de?

I BIBELENS sidste bog omtales to symbolske kvinder som stilles i skarp kontrast til hinanden. Den ene er „Babylon den Store“; den anden er Guds lams „hustru“. Den første betegnes som en „skøge“; den anden kaldes „bruden, Lammets hustru,“ og er jomfru. (Åb. 17:3-6, 15; 21:9) De udgør begge en religiøs organisation; den ene er uren, den anden ren. „Bruden, Lammets hustru,“ er menigheden af Lammet Jesu Kristi 144.000 trofaste disciple, der er som jomfruer og som alle er åndelige israelitter. Babylon den Store er verdensimperiet af falsk religion som har sit udspring i fortidens Babylon. Følgelig er det sammensat af alle som udøver en religion der står i modsætning til, ja modstår sand kristendom. Det er grunden til at apostelen Johannes så at „kvinden var beruset af de helliges blod og af Jesu vidners blod“. (Åb. 17:6) Babylon den Stores medlemmers religion er derfor ikke kristen, men babylonisk, falsk.

2. Hvilket forhold består mellem kristenheden og Babylon den Store, og hvordan kommer dette tydeligt til udtryk?

² Ved at blive den dominerende religiøse organisation i den romerske verdensmagt blev kristenheden i realiteten en datter af det store Babylon, om hvem der siges: „På hendes pande var der skrevet et navn, en hemmelighed: ’Babylon den Store, moderen til jordens skøger og afskyeligheder.’“ (Åb. 17:5) Det er derfor intet under at kristenheden efterligner sin moder, om hvem der siges: „Med hende har jordens konger begået utugt, mens de der bor på jorden blev berusede af hendes utugts vin.“ (Åb. 17:1, 2) Kristenheden plejer et nært venskab med verden. Det minder os om ordene i Jakob 4:4: „Ægteskabsbrydersker, ved I ikke at venskabet med verden er fjendskab med Gud? Enhver der ønsker at være ven med verden, stiller sig derfor som fjende af Gud.“ De mange foreninger mellem kirke og statsmagt man finder i kristenhedens lande, taler ikke til gunst for den. De stempler den som en åndelig ægteskabsbryderske, en der blander sig i verdens politik. Den står fordømt som en falsk og uren tilflugt for menneskeheden.

3. Hvordan skildres Babylon den Stores, og dermed kristenhedens, endeligt?

³ Som det går Babylon den Store, går det også kristenheden. Det er både sikkert og vist. Selv om Åbenbaringen er holdt i symbolske vendinger, gør det syttende kapitel det dog umiskendeligt klart hvad der skal ske. Som højdepunkt på det drama der skildres i dette kapitel, siges der: „Og de ti horn som du så, og vilddyret [som Babylon den Store har redet på som herskerinde], disse vil hade skøgen og gøre hende øde og nøgen, og de vil æde hendes køddele og opbrænde hende med ild.“ Hvilket afskrækkende billede! — Åb. 17:16.