Bevar sindet fornyet

1. Hvorfor er det ikke let at holde sindet fornyet og leve i overensstemmelse med det nye sind?

VI KAN tilegne os ny kundskab og nye tanker, men det er ikke så let at bevare sindet i denne nye tilstand og at leve vort liv i overensstemmelse med dette nye. Ikke i denne verden, hvor „dette tingenes systems gud“ og alle hans dæmoner har frit spil. Og ikke mens vi er ufuldkomne i kødet med dets tilbøjelighed til synd, selviskhed, glemsomhed og ligegyldighed over for Gud. Skønt apostelen Paulus blev begunstiget med opløftende syner og åbenbaringer, fandt han det ikke let at fortsætte den nye livsførelse, der var i overensstemmelse med den kundskab, han havde fået om Guds ord. Han kæmpede en bestandig kamp, og det var ikke udelukkende i sindet, så at vi kunne sige: „Sindet er slagmarken.“ Han havde legemlige skavanker og sit køds lidenskaber og lave tilbøjeligheder at kæmpe med, ligesom vi har det i dag. Hans skildring af den kamp, han havde med sig selv, for slet ikke at tale om kampen med Djævelens organisation udadtil, minder os levende om vor egen kamp med disse døende legemer, vi har, døende som følge af nedarvet synd.

2. Hvorledes skildrede Paulus den kamp, vi har at udkæmpe i vore legemer?

² „Thi det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke; men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg. Dersom jeg da gør det, som jeg ikke vil, så er det ikke mere mig, der udfører det, men synden, som bor i mig. Jeg finder derfor denne lov i mit tilfælde: Når jeg ønsker at gøre det rette, er det onde nærværende hos mig. Jeg glæder mig virkelig over Guds lov ifølge det menneske, jeg er i mit indre, men jeg finder i mine lemmer en anden lov, som ligger i strid med loven i mit sind og tager mig til fange under syndens lov, som er i mine lemmer. Jeg elendige menneske! Hvem skal redde mig fra dette døende legeme? Gud ske tak ved Jesus Kristus, vor Herre! Altså er jeg selv med sindet en træl under Guds lov, men med mit kød under syndens lov.“ — Rom. 7:19-25, NW.

3. Hvorfra kommer denne „syndens lov, som er i mine lemmer“, og hvorledes kan „loven i mit sind“ bekæmpe den?

³ Læg mærke til apostelens udtryk „loven i mit sind“ og „syndens lov, som er i mine lemmer“. En lov er en handleregel, hvorefter en person eller en ting handler eller opfører sig. Skaberen, Jehova Gud, nedlagde ikke syndens lov i mennesket. Det var vor stamfader Adam, der under Djævelens indflydelse nedlagde den i kødet og ved arv videregav den til os. Dersom du ikke holder den nede og står den imod, så vil syndens lov herske over dig og lede dig. Men hvordan kan man holde den nede eller modstå den? Ved sindets lov. Ikke det gamle sinds, for det er syndigt ligesom verden, men det nye sinds, der går i retning af at omdanne dig efter Guds billede, han der skaber din nye personlighed. Dette nye sind dikterer en ny handleregel for din livsførelse. Men da du har dette nye sind i et gammelt legeme med en gammel hjerne, opstår der strid. På grund af din nye tænkemåde er evnen til at ønske noget bedre nærværende hos dig, men evnen til at gøre det, du vil, til fuldkommenhed, er ikke i dig. Det er, fordi du er ufuldkommen, og syndens lov vil have sin vilje i og gennem dit legeme og sind. Derfor finder du, at du ofte tjener syndens lov med dit kød. Men det er dig en trøst, at du ikke har behag i at synde på denne måde, men at dit sind klynger sig til Guds lov, anser den for rigtig og ønsker at følge den.

4. Hvad mere kræves der end kundskab, og hvorfor?

⁴ Ifølge den medfødte lov i vort sind ønsker sindet synd og selviskhed og finder hos sig en tendens til at give efter for disse ting. Skal vi kunne ombytte denne tendens med en bedre lov, må vi lade vort sind forvandle ved hjælp af den nye kundskab og det, denne kundskab nu dikterer og tilråder. Det er ikke tilstrækkeligt at have kundskaben i vor forstand. Mange præster i kristenheden, og mange af deres religiøse hjordes medlemmer har kundskab om Bibelen, men de handler ikke i overensstemmelse med denne kundskab. Den er ikke en rettesnor for dem i deres livsførelse. Efter at vi har tilegnet os kundskab fra Guds ord, må vi arbejde med vort sind, der er fyldt med denne guddommelige kundskab. Som en modvægt mod de syndige tilbøjeligheder, vi er behæftet med, mod tendensen til åndelig dovenskab og glemsomhed, må vi tillægge os gode sindsvaner. På denne måde fremelsker vi en „sindets lov“, en bestemt sindsbeskaffenhed, en mental handleregel, der bliver en regulerende kraft i vort liv.

5. Hvad må vi have vort sind fæstet på? Hvad kan der ske, dersom vi ikke gør det?

⁵ Med den velsignede kundskab fra Guds ord må vi oplære vort sind til en ret tankegang og rette bestræbelser. Ellers kan vi blive som de mennesker, der igen har vendt sig til det onde, „mennesker, der er fuldstændig fordærvede i sind, misbilligede, hvad tro angår,“ som Paulus siger om dem. (1 Tim. 6:5; 2 Tim. 3:8, NW) Vor evige tilværelse afhænger af, at vi opelsker en retfærdig „sindets lov“ i os. Vor evige skæbne afhænger af det, hvorom vi samler vor opmærksomhed. „Thi,“ som vi læser i Romerne 8:5-7 (NW), „de, som lever efter kødet, hæfter deres sind ved det kødelige, men de, som lever efter ånden, ved det åndelige. Thi pleje af kødet betyder død, men pleje af ånden betyder liv og fred; for pleje af kødet betyder fjendskab mod Gud, thi det er ikke underkastet Guds lov og kan heller ikke være det.“ Dersom vi vender vort sind bort fra sandheden og igen lader os fordærve af det, som hører Djævelens synlige organisation til, betyder det vor undergang. „De ender i undergang, og bugen er deres gud, og deres ære er deres skam, jordbundne som de er af sind.“ — Fil. 3:18, 19, NW.

6. Hvilket advarende eksempel bør gøre os angst for at fordærve vort sind?

⁶ Det er rigtigt at frygte for, at vort sind skulle blive fordærvet, mens vi befinder os i denne verden, hvor den store Slange listigt bugter sig blandt jordens folk for at vildlede dem. Apostelen gav udtryk for denne frygt, da han sagde: „Jeg er bange for, at som slangen bedrog Eva ved sin træskhed, skal også jeres sind fordærves og drages bort fra den oprigtighed og renhed, som tilkommer Kristus.“ (2 Kor. 11:3, NW) Vi bør huske, at Eva oprindelig havde et sundt sinds tankegang, der var i overensstemmelse med Guds åbenbarelser i Edens have. Men Djævelen, det vil sige Slangen, kom til hende for at indgive usunde tanker i hendes sind. I stedet for at vise dem fra sig, husede hun dem hos sig, og dette brud på hendes sinds retfærdige lov førte til, at hun lod sig friste til synd. Hun tænkte mere på det ønskværdige i at spise af den forbudne frugt end på Guds ords sandhed og hans advarsel om ikke at spise den. Havde hun fulgt sin tankegangs retfærdige lov og fæstet sine tanker ved Guds ord, som det der var sandt, selv om Slangen derved kom til at stå som en løgner, ville det have skånet hende for at blive fristet og ført ind i fristelse og synd.

7. Hvor begynder fjendskabet mod Gud?

⁷ Dersom vi nu, da den samme frister stadig er virksom, opelsker en retfærdig sindets lov i os og med beslutsomhed holder os til vort nye sinds tankegang, så vil det afholde os fra at komme i fristelse og at synde. Fjendskab mod Gud begynder i sindet. Apostelen formaner os, som er blevet forligte med Gud: „I . . . var fremmede og fjender, fordi jeres sind var vendt til gerninger, der var onde.“ Han siger, at inden vi overgav os selv i lydighed imod Gud, fulgte vi alle „vort køds lyster og gjorde, hvad kødet og tankerne ville, og af natur var vi vredens børn ligesom de andre“. — Kol. 1:21; Ef. 2:2, 3, NW.

8. Hvilke tanker må vi nære for at adlyde det største bud?

⁸ Da vi befandt os i denne uvidende sindstilstand, elskede vi ikke Gud med vort sind. Det største af budene, der nogen sinde blev givet mennesker, kræver af os, at vi skal elske Gud af hele vort sinds styrke eller alle vore åndsevner. Jesus fremhævede, hvad det største bud er, da han citerede det fra Guds lov og sagde: „Du skal elske Jehova din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind.“ (Matt. 22:37, NW; 5 Mos. 6:5; Luk. 10:27) Hvad vi har for vane at tænke på, har stor indflydelse på os og driver os til en bestemt handlemåde. At tænke eet og gøre noget andet er hykleri. Vi må nære kærlige tanker over for Jehova Gud. Det betyder, at vi tænker på at behage ham ved at være lydige imod ham og trofast tage vare på alt, der er til ære for hans hellige navn og til fremme for hans riges storslåede interesser.

9. Hvilken dom rammer de tvesindede?

⁹ Vi kan ikke tjene Gud af hele vort hjerte, hvis vi er tvesindede. Salmisten siger med rette: „Jeg hader tvesindet mand, men jeg elsker din lov.“ (Sl. 119:113) „Jeg hader mennesker, som kun gør tingene halvt, jeg elsker din lov.“ (Mo) Jesus hader dem også og siger til de mange laodikæere i vor tid: „Derfor, fordi du er lunken og hverken varm eller kold, vil jeg udspy dig af min mund.“ (Åb. 3:16, NW) Hvis du er tvesindet og deler din opmærksomhed mellem verden og Gud og ikke helt omformer dit sind efter det billede, Gud kan godkende, vil det uvægerligt komme for dagens lys. Det vil betyde, at du bliver forkastet. Dit sind vil blive fordærvet ved besmittelse fra denne verden, og du vil blive ført ind i fristelse. Det er netop det, der er sket med kristenheden. Du skylder Gud at elske ham i al din tankegang. Han befaler det, og det vil være dig et værn.

Fremadskridende tænkning

10, 11. Hvilken tankegang og indstilling volder mange i sandheden vanskeligheder?

¹⁰ Hele verden er syg på sindet, og offentlige og velgørende institutioner, der tager sig af sindssyge, er overfyldte. Det er, fordi disse ikke har Guds ords sunde og helsebringende lære, og præsteskabet er usle læger og psykologer og elendige trøstere. (Job 13:4; 16:2) Det er vanskeligt at bevare et sundt sind i en verden, der som verden i dag oplever sammenbrud på sammenbrud. Mange, som har taget imod sandheden fra Guds ord, er også i vanskeligheder, fordi det er svært for dem at bryde med deres tidligere sindsvaner. De er bestandig optaget af sig selv, indadvendte personer, som man siger. De lider af et mindreværdskompleks og er fuldstændig klar over deres fejltagelser. De er sig deres misgreb pinligt bevidst i andres nærværelse, deres fejl i tale og konversation, deres generthed og deres hjælpeløshed under andres kritik, andres irettesættelser og andres fornærmelser. De ligger disse ting frem for Gud i bøn, men føler ingen åndelig lindring. Hvorfor? Fordi de ikke kaster deres byrder over på Jehova Gud og ikke lader dem blive der, nej, de tager dem på sig selv igen og lader dem til stadighed tynge sig.

¹¹ De holder deres sind vendt indad imod deres eget ufuldkomne jeg, og atter og atter kredser de i tankerne om de ting, der har såret dem. De grubler frem og tilbage over disse ting i deres sind. Jo mere de gør det, jo dybere ætser disse ting sig ind i sindet. De stønner ved sig selv og udstår de samme lidelser igen og igen.

12. Hvad kræver sand anger og tilgivelse?

¹² Det er ikke nogen sund sindstilstand og fremmer ikke ens mentale helbred. Sand anger ind for Gud kræver ikke som efterve et så frygtelig uroligt sind. Ligesom sand tilgivelse af andres fejl imod os ikke efterlader sådanne spor. Dersom vi angrer og beder Gud om tilgivelse, så lad os stole på, at han har tilgivet os gennem Kristus. Hav fred med dig selv og bær dig fra nu af anderledes ad. Har vi tilgivet vore skyldnere, bør vi ikke bære nag til stadighed. Kærlighed bærer ikke nag, siger 1 Korinter 13:5. Når vi mindes vore tidligere synder, tåbeligheder og fejltagelser, så bør det ikke være for at pine og plage os selv, men som en advarsel om ikke at begå de samme ting en gang til. — Es. 46:8.

13, 14. Hvorledes blev den urette tendens til at sørge og se sig tilbage rettet på Zakarias’ tid? og på Nehemias’ tid?

¹³ Nu er det ikke tid til at kaste blikket tilbage eller sørge og være så optaget af vort eget svage jeg, at vi taber Jehovas teokratiske organisation og hans undere af syne. På profeten Zakarias’ tid, efter at den jødiske rest var vendt tilbage fra Babylon for at genopbygge templet i Jerusalem, kom nogle mænd for at græde, stønne, sukke og jamre i templet over Jerusalems tidligere synder og alle de forfærdelige ulykker, der havde ramt det i den eller den måned i året 607 f. Kr. De ville, at der skulle fastes, og de spredte mismod og dysterhed til alle sider. Så sagde Jehova gennem Zakarias, at det ikke mere var på sin plads, for nu var tiden inde til at glæde sig over Jehovas indsættelse af hans indviede rest i sin gunst og genindførelsen af hans tilbedelse der, hvor han havde stedfæstet sit navn. Han sagde også, at fra nu af skulle de tidligere faster i de forskellige måneder „blive Judas hus til fryd og glæde og gode højtidsdage. Elsk sandhed og fred!“ Derpå rettede han deres tanker fremad og fortalte dem, at ti mænd af alle nationer og tungemål skulle gribe fat i en jødes kappeflig og drage med op til Jehovas tempel for at tilbede. — Zak. 7:1 til 8:23.

¹⁴ Senere hen igen, på Nehemias’ tid, da den genindsatte rest var tilbøjelig til at være sortseere og jamre over deres tidligere genstridighed, sagde statholderen Nehemias til forsamlingen: „Sørg ikke og græd ikke! . . . thi denne dag er helliget vor Herre; vær ikke nedslåede, thi Jehovas glæde er jeres styrke!“ — Neh. 8:9, 10.

15. Hvilket middel imod denne indadvendte og sygelige tilstand anviser Bibelen?

¹⁵ Lægemidlet for denne indadvendte og sygelige sindstilstand er at se fremefter og ikke tilbage. Tænk fremadskridende tanker. Hold sindet beskæftiget med fremtidsplaner. Tænk på de opgaver, der ligger foran dig, og hvorledes du kan gribe dem an. Husk de bibelstudier, som du må forberede dig til, de foredrag, du skal holde, de demonstrationer, som du skal tilrettelægge til det ugentlige tjenestemøde, og alle de andre ting, som Gud har i behold til dig. Slå ikke dit eget mod ned, svæk ikke dig selv og forsink ikke dine egne fremskridt ved at ruge over dine synder eller kaste lange blikke tilbage til tidligere tider. Gør som apostelen: „Brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg allerede har grebet det, men der er een ting ved det: idet jeg glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der er foran, jager jeg ned mod målet efter sejrsprisen, kaldet oventil, som Gud skænker gennem Kristus Jesus. Lad da så mange af os, som er modne, have dette sindelag; og hvis I er anderledes sindet i nogen henseende, da vil Gud åbenbare det førnævnte sindelag for jer. Lad os, i så vid udstrækning som vi nu har gjort fremskridt, vandre sømmeligt i denne gænge. Bliv i endrægtighed mine efterfølgere.“ — Fil. 3:13-17, NW.

Stof til eftertanke

16. Hvorfor og hvorledes må vi nu bevare vort sinds fornyelse og kaste blikket fremad?

¹⁶ Den herlige nye verden ligger foran os, og vi nærmer os dens porte. Bibelen ser frem til den, og den retter vort sind frem imod den. Nu er tiden ikke inde til et åndeligt tilbagefald til fordærv for vort sind. Der er al grund og enhver spore til at holde vort sind fornyet. Vor tankegang bør ledes i den rigtige retning til opnåelse af de gunstigste resultater, mens vi hverken bøjer af til højre eller venstre. Vort sinds lov bør styrkes i overensstemmelse med Guds ord og være den regel, hvorfra vi ikke viger, trods kødets svagheder. Dette kræver anspændelse af sindet og agtpågivenhed over for vore tanker foruden vor tilstedeværelse der, hvor vi kan få vort sind fornyet med sandheden, Guds fremadskridende ord. Det vil sige, at vi må beregne tid til personligt studium af Guds ord. Det betyder, at vi må komme til Guds folks møder og sammen med hans vidner overveje og drøfte dette ord. Det betyder, at vi må komme sammen med dem for kærligt og trofast at opbygge hinanden i vor allerhelligste tro. Forsøm aldrig at forsamles med Guds folk.

17. Hvorledes bliver Guds ord nyt for os? Hvordan kan vi tænke Guds tanker?

¹⁷ Guds ord er stadig nyt for os, ikke blot som følge af nyere og bedre oversættelser af det til vort eget sprog, men især som følge af dets profetiers opfyldelser og klargørelsen af dets lærdomme ved Guds ånds oplysende kraft og ved hans brug af sin teokratiske organisation. Lad os tænke Guds tanker. Husk, hvorledes Peter begik den fejl at søge at fraråde Jesus at følge offervejen, og at Jesus sagde til Peter: „Du tænker ikke Guds tanker, men menneskers.“ (Matt. 16:23, NW) Vi kan ikke fatte alle Guds tanker. Vi kan ikke vejlede eller oplære Guds sind. Hans tankegang er så langt mere ophøjet end vor. Men vi kan modtage oplysning, hemmeligheder og åbenbaringer fra hans sind. De af hans tanker, som han ved sin ånd og gennem sit ord meddeler sit folk, kan vi tænke, og gør vi det, vil vi blive bevaret mod at begå samme fejl som Peter. Som en kærlig Fader siger Gud til os, der befinder os midt iblandt denne utugtige slægt: „Giv mig dit hjerte, min søn, og lad dine øjne synes om [give agt på] mine veje.“ (Ordsp. 23:26) Det vil sige, at vi med hele vort hjerte fæster vor opmærksomhed på ham, efterhånden som han åbenbarer sig selv, og at vi bemærker os hans veje. Dette kan vi kun gøre ved at studere og ved at holde os nær til hans ord og ved at lægge mærke til, hvorledes han handler med sit organiserede folk. Det vil hjælpe os til at forvandle vort sind.

18. Hvorledes kan vi have Kristi sindelag?

¹⁸ På samme måde må vi iagttage Guds søn, Jesus Kristus, „vor tros anfører og fuldender“. (Hebr. 12:2, NW) Vi kan måske ikke kende Jehovas sind til bunds, fordi det er uransageligt for os, men, siger apostelen, „vi har Kristi sindelag“. Ja, vi ved, hvad han tænker; vi kan dele hans tanker, for han kom ned på jorden og åbenbarede dem for os. I samme forhold som vi er nidkære og modne kristne, er hans tanker vore tanker. Derfor kan vi forstå, hvorfor han talte og handlede, som han gjorde, og hvorfor han ydmygede sig under sin himmelske Faders hånd, selv indtil en vanærende død på marterpælen. Hvis vi er hans trofaste efterfølgere, må vi følge apostelens råd: „Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.“ Dette kan vi gøre ved at have Kristi sind, Kristi tankegang, og med dette for øje må vi studere Guds ord, der beretter om, hvad Jesus sagde, hvordan han levede, og hvilke profetier han opfyldte dengang, og hvilke profetier han opfylder eller endnu vil opfylde.

Livsførelse i harmoni med det fornyede sind

19. Hvad må vi gøre med vort sind, trods modstand?

¹⁹ Vort skrøbelige og faldne kød og denne verdens onde dæmoner og mennesker vil lægge os hindringer i vejen for at give udtryk for vort sind gennem en livsførelse, der harmonerer med vort nye sindelag. Men Guds lov giver os ikke alene retten til tænkefrihed, men også retten til frit at udtrykke os. Enhver, der er en sand kristen, må omforme sit sind i overensstemmelse med Guds vilje. „Hvis nogen derfor er i forening med Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til.“ Således læser vi i 2 Korinter 5:17, NW. På samme måde forholder det sig med ethvert retsindigt menneske, der har udsigt til evigt liv på en paradisisk jord efter Harmagedonslaget. Disse retsindige må have sindet fornyet fra dets tidligere tilstand og forvandlet fra enhver lighed med denne fordærvede verden.

20. Hvad er hensigten med fornyelsen af vort sind, og hvorledes opfyldes denne hensigt?

²⁰ Vi bør huske, hvorfor denne fornyelse af vort sind finder sted. Læg igen mærke til den nøjagtige ordlyd i apostelens udtalelse: „Forvandl jer gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Rom. 12:2, NW) I kristenheden hersker der stor forvirring med hensyn til, hvad der er Guds vilje, og derfor vedbliver kristenheden med at lade sig forme efter denne verden. Men vi må forvisse os om, hvad der er hans vilje, ved at tilegne os et nyt sind, og det betyder, at vi må fylde vort sind med nye oplysninger, med ny kundskab. Hvis det er for at vise os Guds vilje, så må denne oplysning og kundskab komme fra ham, og den kan vi kun få gennem hans ord ved hjælp af hans ånd og organisation. Når vi således forvisser os selv om, hvad der er hans vilje, vil vi komme til at påskønne, at det er en godheds vilje. Ingen kunne have noget bedre for os. Det er det eneste, der er velbehageligt for ham. Vi kan derfor ikke ændre hans vilje, men må bøje os under den og søge at gøre den i enhver henseende. Efterhånden som vi får større underretning og mere kundskab gennem fortsat studium, vil vi erkende, at det er en fuldkommen vilje. Den dækker alt, hvad vi har brug for, så vi kan yde vor indsats i Guds livgivende anordning og være med til at hævde og ophøje hans navn og overhøjhed for hele universet. Når vi er forvissede om, hvad der er Guds vilje, så må vi gøre hans gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.

21. Hvordan og hvorfor må vi anspænde vort sind til aktivitet?

²¹ Dette kræver, at vi gør vore sind faste. „Anspænd derfor,“ siger apostelen Peter til os, „jeres sind til aktivitet, bevar til stadighed den fulde ligevægt og sæt jeres håb til den ufortjente godhed, som skal blive jer til del ved Jesu Kristi åbenbarelse. Hold som lydige børn op med at leve efter de lyster, som I før, i jeres uvidenhed, levede efter, men i overensstemmelse med den hellige, som kaldte jer, bør også I være hellige i al jeres færd, thi der er skrevet: I skal være hellige, thi jeg er hellig.“ (1 Pet. 1:13-16, NW) Det er med sandhedens bælte, at vi må binde op om vort sind til det krævende arbejde, der ligger foran os. Som en beskyttelse for vort hoved kan vi iføre os „frelseshåbet som hjelm; thi Gud bestemte os ikke til vrede, men til at opnå frelse gennem vor Herre Jesus Kristus“. For at kunne stå klædt med dette sandhedens bælte og denne håbets hjelm må vi stadig tage til os af Guds ords føde under hans ånds vejledning og ved hjælp af hans organisation. — 1 Tess. 5:8, 9, NW.

22. Hvilket nyt syn giver vort fornyede sind os på vore lidelser under udførelsen af Guds vilje?

²² Vort nye sind giver os et helt nyt syn på den virksomhed, det er nødvendigt at udfolde, så vi kan gøre Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje! Det kaster et herlighedens skær over denne tjeneste! Vi er blevet forud advaret om, at vi vil komme til at lide under udførelsen af vort trofaste arbejde. Men her vil atter vort sind, som er blevet fornyet gennem Guds ord og ved hans ånd, hjælpe os til at betragte vore lidelser i et andet lys. Vi betragter dem som en stor forret, fordi vi med vor forstands øjne kan se, at de er ment som en prøve på vor retskaffenhed over for Gud som loyale forfægtere af hans overhøjhed og trofaste trælle for hans rige ved Kristus. For at kunne se sådanne lidelser i møde og udholde dem kan vi væbne os med det samme sindelag, som Jesus Kristus havde, og således bevare vor retskaffenhed i lighed med ham. Vi må lide, fordi vi ikke kan gøre fælles sag med denne verden og dens fremgangsmåder. Vort nye sind vil ikke tillade os at følge disse verdslige fremgangsmåder, og derfor foretrækker vi at lide. Men for på denne måde at bevise vor retskaffenhed venter der os en ubeskrivelig belønning i Guds nye verden med dens nye himle og nye jord. — 1 Pet. 4:1, 2, NW; 2 Pet. 3:13.

23. Hvilken beslutning træffer vi nu, og hvad ser vi frem til?