Spørgsmål fra læserne
● Hvem var Sjealtiels fader? Den bibelske beretning siger i Mattæus 1:12 at hans fader hed Jekonja, mens Lukas 3:27 siger Neri. Hvordan kan disse to stamtavler stemme overens? — H. H., De forenede Stater.
I bogen „Your Will Be Done on Earth“ på side 130 siges der ganske korrekt: „Før Josefs og Marias slægtslinjer forenedes i kong David, mødtes de imidlertid i Zerubbabel og dennes fader Sjealtiel.“ Som Mattæus siger, var Sjealtiel direkte søn af kong Jekonja eller Jojakin. Men hvordan kunne han så være Neris søn? Han var også Neris søn, for han giftede sig med Neris datter; han var i virkeligheden Neris svigersøn. Imidlertid omtalte hebræerne en svigersøn som søn, ligesom vi ser Josef, der var direkte søn af Jakob, blive omtalt som søn af Eli i Lukas-evangeliet, fordi Josef var gift med Elis datter Maria. — Luk. 3:23.
Det er i denne forbindelse interessant at lægge mærke til at der i Lukas 3:27, ifølge Bezae Cantabrigiensis manuskriptet, der betegnes ved det internationale symbol „D“, står: „Jekonjas søn“, og ikke Neris.
● Hvorfor taler Åbenbaringen 4:5 (NW) om at „der er syv ildlamper som brænder foran tronen“ når der var ti i Salomons tempel, som vist i 1 Kongebog 7:49? — S. V., De forenede Stater.
Forskellen må ligge i at der i templet var ti lampestager hver med syv lamper. I 1 Kongebog 7:49 omtales ikke alene lampestagerne, men også lamperne. Man kan danne sig et klart billede hvis man læser de forskrifter der blev givet angående lamperne og stagerne i 2 Mosebog 28:31-39 (NW), hvor der i uddrag står: „Og du skal lave en lampestage af purt guld . . .. Og seks arme udgår fra dens sider, tre af lampestagens arme fra den ene side og tre af lampestagens arme fra den anden side . . .. Og du skal lave syv lamper til den.“ Selve lampestagen havde altså syv lamper.