Spørgsmål fra læserne

● Er gengivelsen af Johannes 1:1 i Ny Verden-oversættelsen en krænkelse af græske grammatiske regler og i modstrid med tilbedelsen af én sand Gud?

Ny Verden-oversættelsen gengiver Johannes 1:1 således: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud.“ Nogle har rejst indvendinger imod oversættelsen „en gud“ i slutningen af verset. De hævder at det er forkert at indskyde et „en“ foran „gud“. Er denne oversættelse virkelig forkert?

Det græske sprog har ingen ubestemt artikel svarende til det danske „en“, men det har en bestemt artikel ho (hankøn, nominativ), der er foranstillet. For eksempel: ho Khristos’, „den Salvede“, det vil sige Messias, Kristus; ho Ky’rios, „Herren“; ho Theos’, „Guden“, blot gengivet „Gud“.

Hyppigt står navneordene på græsk dog uden artikel, og interessant nok står i slutningen af Johannes 1:1 det græske ord for „gud“, theos’, uden artiklen ho. Hvordan gengiver forskellige engelske bibeloversættelser sådanne græske navneord uden artikel?

De tilføjer ofte den ubestemte artikel på engelsk for at få den rette mening frem. For eksempel står der i slutningen af Johannes 9:17 ordret i den græske tekst, ifølge teologen Alfred Marshalls interlineare ordrette oversættelse: „Og han sagde[:] — En profet han er.“ Det græske ord for „profet“ står her uden artikel. Oversætteren har derfor gengivet det med „en profet“, hvilket mange andre engelske oversættelser gør, for eksempel den autoriserede engelske oversættelse (King James) og The New English Bible. Det gengives også sådan i den danske autoriserede oversættelse af 1948.

Det vil dog ikke sige at man hver gang navneordet står uden artikel på græsk, sætter den ubestemte artikel på engelsk (eller dansk) foran. Oversættelserne varierer; undertiden sættes endog på engelsk den bestemte artikel foran, selv om den bestemte artikel mangler på græsk, idet oversætterne opfatter ordet som værende bestemt. For eksempel har flere engelske bibeloversættelser i Mattæus 27:40 „the Son of God“, selv om det græske ord for søn står uden artikel.

Hvordan har man så gengivet Johannes 1:1? Marshalls interlineare oversættelse lyder: „I begyndelse[n] var Ordet, og Ordet var hos — Gud, og Gud var Ordet.“ Marshalls oversættelse sætter ikke den bestemte artikel foran „Gud“ nogen af stederne, men som allerede nævnt udelades den bestemte artikel på græsk kun foran det sidste theos’. Den komité der står bag den engelske Ny Verden-oversættelse har her valgt at bruge den ubestemte artikel „a“, svarende til „en“ på dansk. Dette hjælper til at adskille „Ordet“, Jesus Kristus, i hans egenskab af gud eller en guddommelig person med en vældig magt, fra den Gud som han var „hos“, Jehova, den Almægtige. Nogle græskkyndige hævder imidlertid at oversætterne herved krænker en vigtig græsk grammatisk regel. Hvordan?

Det er ordstillingen det kommer an på, siger de. I 1933 offentliggjorde den græskkyndige E. C. Colwell en artikel der hed: „En fast regel for brugen af artiklen i det græske Ny Testamente“. Heri skrev han: „Et prædikatsord i nominativ der sigter til noget bestemt, har artikel når det følger efter verbet; det har ikke artikel når det står foran verbet. . . . Et prædikatsord i nominativ der står foran verbet kan ikke oversættes ubestemt eller som et ’kvalitativt’ navneord blot fordi artiklen mangler; hvis det af sammenhængen fremgår at prædikatsordet sigter til noget bestemt, bør det oversættes bestemt, selv om artiklen mangler.“

I Johannes 1:1 står prædikatsordet theos’ foran verbet og har ikke artikel, idet ordstillingen på græsk er som følger: „Gud [prædikatsord] var [verbum] Ordet [subjekt].“ Om dette vers fremsætter Colwell følgende slutning: „Det første vers i Johannes-evangeliet er et af de mange steder hvor prædikatsordet ifølge denne regel bør gengives bestemt.“ Slutningen af verset bør derfor ifølge nogle lærdes mening oversættes: „Og Ordet var Gud.“

Vil det sige at oversættelsen „en gud“ i Johannes 1:1 er forkert? Måske læseren har bemærket at Colwell siger at et prædikatsord uden artikel som står foran verbet, skal opfattes som sigtende til noget bestemt ’hvis det fremgår af sammenhængen’. Længere fremme i sin argumentation understreger Colwell at „kun når sammenhængen kræver det“ er prædikatsordet ubestemt når det står på denne plads. Han siger ikke at alle prædikatsord uden artikel skal oversættes bestemt når de står foran verbet. Altså ikke en ukrænkelig grammatisk regel, men sammenhængen, vil være vejledende for oversætteren i disse tilfælde.

Der findes mange eksempler i den græske tekst til De kristne Skrifter (Det nye Testamente) på at et prædikatsord af denne slags er blevet oversat ubestemt. Læg mærke til følgende steder i Marshalls interlineare oversættelse: „Siger til ham kvinden: Herre, jeg forstår at en profet [prædikatsord] er [verbum] du [subjekt].“ (Joh. 4:19) „Sagde derfor til ham — Pilatus: Ikke virkelig en konge [prædikatsord] er [verbum] du [subjekt]? Svarede — Jesus: Du siger at en konge [prædikatsord] jeg er [verbum + subjekt].“ — Joh. 18:37.

Lagde vi mærke til udtrykkene „en profet“ og „en konge“ (to gange)? Dette var prædikatsord uden artikel der stod foran verbet, men oversætteren havde gengivet dem med den ubestemte artikel foran. Der findes mange eksempler på dette i engelske oversættelser af Bibelen. For eksempel kan følgende steder fra Johannes-evangeliet i The New English Bible nævnes: „En djævel“ (6:70); „en træl“ (8:34); „en morder . . . en løgner“ (8:44); „en tyv“ (10:1); „en lejesvend“ (10:13); „en slægtning“ (18:26). — Se også den danske autoriserede oversættelse af 1948.

Alfred Marshall forklarer hvorfor han i sin interlineare oversættelse har brugt den ubestemte artikel i de førnævnte tilfælde samt mange andre. Han siger: „Brugen af den [ubestemte artikel] i en oversættelse beror på et personligt skøn. . . . Vi har indføjet ’en’ eller ’et’ som en naturlig ting hvor det syntes påkrævet.“ Naturligvis har hverken Colwell (som anført ovenfor) eller Marshall ment at „en“ var påkrævet foran „gud“ i Johannes 1:1. Men dette skyldes ikke en ufravigelig grammatisk regel. Gengivelsen beror på et „personligt skøn“, hvilket sprogkyndige og oversættere har lov til at benytte sig af og give udtryk for. Komiteen bag Ny Verden-oversættelsen har altså skønnet anderledes i dette tilfælde med oversættelsen „en gud“.a

Nogle græskkyndige har påpeget at et prædikatsord uden artikel som står foran verbet, på græsk kan have en kvalitativ betydning, det vil sige at det beskriver subjektets beskaffenhed eller viser til hvilken art eller klasse det hører. Nogle oversættere gengiver derfor Johannes 1:1 således: „Logos var guddommelig“ (Moffatt); „Ordet var guddommeligt“ (Goodspeed); „Ordets natur var den samme som Guds natur“ (Barclay); „Ordet var hos Gud og var af samme natur som han“ (The Translator’s New Testament).

Vil dét at Jesus Kristus er „guddommelig“ sige at han selv er almægtig og lige så evig som Gud, Faderen?

Det er sandt at tilhængere af treenighedsdogmet lægger en særlig betydning i Jesu guddommelighed. De anvender endog et særligt græsk udtryk herfor, homousios („af samme væsen“), der dog ikke findes i Bibelen. Værket New Catholic Encyclopedia forklarer under artiklen „Consubstantiality“ (Væsensenhed) hvad der forstås ved homousios: „Den væsensenhed som blev fastslået på det første kirkemøde i Nikæa [325 e.v.t.] . . . siger altså stort set at Sønnen er ligestillet med Faderen, lige så guddommelig som Faderen, idet han er af hans væsen og af samme væsen som han; en nødvendig følge heraf er at Sønnen ikke kan tilhøre det skabte . . . På grund af Guds absolutte enhed og usammensatte natur betyder væsensenheden ikke blot at de hører til samme art [sådan som for menneskenes vedkommende, der har den menneskelige natur fælles], men den er absolut, fuldstændig.“

Hvor finder man imidlertid i Bibelen denne tanke udtrykt? Svaret er ganske enkelt: Intetsteds. Guds skrevne ord indeholder hverken ordet homousios eller den tanke treenighedstilhængerne forbinder med det. Det er ren og skær filosofi.

Er den tanke at Jesus Kristus er „en gud“ i modstrid med den bibelske lære om at der kun er én Gud? (1 Kor. 8:5, 6) Nej. Undertiden bruger De hebraiske Skrifter ordet for Gud, ’elohim’, om mægtige skabninger. I Salme 8:6 siges der for eksempel: „Du gjorde ham [mennesket] lidet ringere end Gud.“ (Hebraisk: ’elohim’; „de guddommelige“, NW; „en gud“, New English Bible, Jerusalem Bible) Den græske Septuaginta gengiver her ’elohim’ med „englene“. De jøder som udarbejdede denne oversættelse fandt det ikke i modstrid med den monoteistiske tanke at anvende det hebraiske ord for Gud om åndeskabninger. (Jævnfør Hebræerbrevet 2:7, 9.) Jøder i det første århundrede fandt det heller ikke i modstrid med deres tro på én Gud at Salme 82, versene 1 og 6, bruger ordet ’elohim’ (theoi, flertal af theos’, Septuaginta) om jordiske, menneskelige dommere. — Jævnfør Johannes 10:34-36.

Jesus Kristus er ifølge Skriftens ord „den usynlige Guds billede“. (Kol. 1:15) Dog forventer kristne som har et himmelsk kald at komme til at bære Kristi billede i al sin fylde, idet de bliver delagtige i „guddommelig natur“ når de kommer i himmelen. (2 Pet. 1:4; 1 Kor. 15:49; Fil. 3:21) De er allerede på vej til dette, idet de har fået „en ny fødsel“, en åndelig fødsel, her på jorden. (1 Pet. 1:3, 4) Dette vil dog ikke sige at de bliver ligestillede med Gud. At Jesus har del i „guddommelig natur“ sammen med dem, betyder derfor heller ikke at han er ligestillet med Gud.

Oversættelsen „en gud“ i Johannes 1:1 er ikke en krænkelse af den græske grammatik. Den er heller ikke i modstrid med tilbedelsen af den ene som den opstandne Jesus kaldte „min Gud“ og som han selv er underlagt. Joh. 20:17; Åb. 3:2, 12; 1 Kor. 11:3; 15:28.

● Ved Jesus Kristus hvornår ’den store trængsel’ vil begynde?

Måske, men vi kan ikke sige det med sikkerhed.

Jesus forudsagde en ’stor trængsel’ som vil udslette alt det onde vi ser omkring os. Angående tidspunktet for denne ødelæggelse sagde han: „Om den dag og time ved ingen, hverken himlenes engle eller Sønnen, kun Faderen alene.“ — Matt. 24:3, 21, 36-42.

Mens Jesus Kristus tjente på jorden som den fremtidige konge i Guds rige, kendte han altså ikke det tidspunkt der var fastsat for ’den store trængsels’ begyndelse. Efter sin død blev han oprejst til liv i himmelen og satte sig ved Guds højre hånd, hvor han måtte vente på at få overdraget den fulde myndighed til at herske og til at „sønderslå“ nationerne. (Sl. 110:1; 2:6-9) Bibelprofetiernes opfyldelse viser at han modtog denne myndighed i 1914; da begyndte hans „nærværelse“. Det må derfor være den nuværende generation der vil opleve ’den store trængsel’. (Matt. 24:34; Åb. 11:15-18) Det ved Jesus også, ligesom han ved hvor lang tid der er gået siden Adams og Evas skabelse.

Hvad er Jesus i færd med nu? Af Åbenbaringen 6:1-8 fremgår det at han i 1914 „red ud sejrende og for at fuldende sin sejr“. Krige, pest og fødevaremangel bekræfter at han for øjeblikket er på vej til at fuldende sin sejr.

I kampen i ’den store trængsel’ vil Jesus anføre de himmelske hærstyrker. Vi er nu langt inde i den periode der kaldes „endens tid“, så det er muligt at Gud allerede har gjort ham bekendt med hele krigsstrategien og det forløb kampen vil få. Men hvis han endnu ikke har fået at vide hvilken „dag og time“ han skal „fuldende sin sejr“, vil han snart få det at vide.

[Fodnote]