På grund af hungersnød flyttede en mand fra Juda til Moab sammen med sin kone, No’omi. Manden døde, og hans to sønner giftede sig senere med de moabitiske piger, Rut og Orpa. Så døde også sønnerne, og de tre kvinder stod alene tilbage. No’omi, den ældste af dem, besluttede at vende tilbage til Juda, og hendes to svigerdøtre tog af sted sammen med hende. På vejen tilskyndede No’omi de to unge kvinder til at vende tilbage til deres eget folk og gifte sig dér. Det gjorde Orpa, men Rut insisterede på at tage med No’omi. Hvorfor? Fordi hun var langt mere end en svigerdatter; hun var også en sand ven. Hun havde medfølelse med No’omi, og hun kunne ikke drømme om at lade denne ældre kvinde, der havde mistet både sin mand og sine sønner, rejse alene. — Rut 1:1-17.

Rut viste ægte empati, venlighed, loyalitet og kærlighed. Disse egenskaber er grundbestanddelene i et sandt venskab. Men der var noget i Ruts venskab med No’omi der gjorde det til noget særligt.

Venskab på et højere plan

Da No’omi tilskyndede Rut til at tage tilbage til sit eget folk, svarede hun: „Du må ikke bede mig om at forlade dig, . . . for dér hvor du går hen, vil jeg gå hen . . . Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ (Rut 1:16) No’omi havde hjulpet Rut, der tidligere havde været hedning, til at lære den sande Gud, Jehova, at kende og til at få kærlighed til ham. De to kvinders fælles tro blev som et stærkt, åndeligt bånd der knyttede dem sammen som sande venner. Og Jehova velsignede dem med en ny familie. Rut giftede sig med Boaz, en velstående landmand i Juda, og fik en søn ved navn Obed, som blev bedstefader til kong David. — Rut 4:13-22; Mattæus 1:5, 6.

Denne åndelige faktor vil hæve et venskab op på et højere plan. Hvordan det? I tilfældet med Rut og No’omi tilbad de begge Jehova, „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. (2 Mosebog 34:6)

[Illustration på side 7]

Rut ville ikke forlade No’omi, for deres venskab havde en solid åndelig grundvold. Har du sådanne sande venner?