Jehovas profet begav sig nu af sted ad samme vej som den Akab havde taget. Han havde en lang, mørk og våd rejse foran sig. Men så skete der noget usædvanligt.

„Jehovas hånd var over Elias, så han bandt op om sine hofter og løb foran Akab hele vejen til Jizre’el.“ (Vers 46) „Jehovas hånd“ hvilede over Elias og handlede tydeligvis med ham på en overmenneskelig måde. Der var omkring 30 kilometer til Jizre’el, og Elias var ikke ung længere.e Forestil dig profeten binde sine lange klæder op omkring hofterne så han kunne bevæge benene uhindret og derefter løbe så hurtigt på den våde vej at han indhentede, passerede og lagde afstand til kongens stridsvogn.

Det må have været en stor velsignelse for Elias. At føle en sådan styrke, livskraft og udholdenhed — måske mere end han havde haft i sin ungdom — må have været en fantastisk oplevelse. Vi genkalder os måske profetier med løfter om at trofaste i det kommende paradis vil have et fuldkomment helbred og deres kræfters fulde brug. (Esajas 35:6; Lukas 23:43) Mens Elias løb hen ad den våde vej, vidste han at han havde sin Faders, den eneste sande Guds, godkendelse.