GUDDOM, GUDDOMMELIGHED, GUDDOMMELIGT VÆSEN

Nogle steder i De Hebraiske Skrifter forekommer ordene ’El (ental af ordet „Gud“) og ’Ælohīmʹ (majestætsflertal af ’Ælōʹah, et andet ord for „Gud“) lige efter hinanden. I Josua 22:22 og Salme 50:1 står der således i den hebraiske tekst ’El ’Ælohīmʹ Jehwahʹ. Nogle oversættelser (Ro; Sl 49:1, BC [spansk]) nøjes med at translitterere de to første ord, men andre gengiver dem med „gudernes Gud“ (AT, JB, Ka, La, DA92) eller, lidt mere præcist, „den Vældige, Gud“ (AS, Mo, RS) og „Guddommen, Gud“. (NV). — Se GUD.

I De Kristne Græske Skrifter forekommer visse ord som er afledt af theosʹ (gud), og som sigter enten til Gud eller til noget som er guddommeligt. Det drejer sig om de beslægtede ord theiʹos, theioʹtēs, og theoʹtēs, der forekommer i Apostelgerninger 17:29, Romerne 1:20, Kolossenserne 2:9 og 2 Peter 1:3, 4.

I Apostelgerninger 17:29 gav Paulus under opholdet i Athen udtryk for at det er ulogisk at menneskene forestiller sig at „Det Guddommelige Væsen [to theiʹon, en bøjningsform af theiʹos] er som guld eller sølv eller sten“. Mange oversættere gengiver dette med „Guddommen“ (KJ, AS, Dy, ED, JB, RS, DA48, DA92), mens E. J. Goodspeeds oversættelse siger „den guddommelige natur“. Ifølge The International Standard Bible Encyclopedia er udtrykket to theiʹon „dannet af adjektivet theíos, der betyder ’vedrørende Gud’, ’guddommelig’“. (Redigeret af G. Bromiley, 1979, bd. 1, s. 913) Liddell og Scotts Greek-English Lexicon siger at ordet betyder „Guddommen“. (Revideret af H. Jones, Oxford 1968, s. 787, 788) Udtrykket to theiʹon kan således referere enten til en person eller til en egenskab. Oversætteren må derfor tage sammenhængen i betragtning når han gengiver det. Her i Apostelgerninger 17:29 fremgår det tydeligt af sammenhængen at der er tale om Gud selv, og udtrykket gengives derfor passende med „Det Guddommelige Væsen“ i Ny Verden-Oversættelsen. — Jf. NIV.

I Romerne 1:20 henviser apostelen til de uafviselige synlige vidnesbyrd om Guds „usynlige egenskaber“, især „hans evige kraft og hans guddommelighed [theioʹtēs]“. Andre oversættelser (KJ, NE, RS, JB) gengiver dette græske ord som om det betegner selve personen Gud. Ifølge Liddell og Scotts Greek-English Lexicon betyder det græske ord theioʹtēs imidlertid „guddommelig natur, guddommelighed“. (S. 788) Der er således grundlag for at gengive theioʹtēs sådan at det ikke betegner Guds person, men den egenskab at være guddommelig, at være en gud, og denne gengivelse støttes af sammenhængen. Apostelen taler om det der kan ses i det fysiske skaberværk. Mens skaberværket for eksempel ikke åbenbarer Guds navn, vidner det klart om hans „evige kraft“ — der var nødvendig for at skabe og opretholde universet. Det fysiske skaberværk vidner også om hans „guddommelighed“, det at Skaberen virkelig er Gud og vor tilbedelse værdig.

I Kolossenserne 2:9 siger Paulus at „Guds væsens [form af theoʹtēs] hele fylde bor legemligt“ i Kristus. Også her siger nogle oversættelser „Guddom“, hvilket treenighedslærens tilhængere udlægger sådan at Gud personligt bor i Kristus. (KJ, NE, RS, NAB) Liddell og Scotts Greek-English Lexicon definerer imidlertid theoʹtēs på stort set samme måde som theioʹtēs og siger at det betyder „guddommelighed, guddommelig natur“. (S. 792) Den syriske Pesjitta og den latinske Vulgata gengiver ordet med „guddommelighed“. Også her er det således velbegrundet at gengive det græske ord sådan at det ikke betegner en person, men en egenskab.

Sammenhængen i brevet viser tydeligt at Kristus ikke bliver Gud den Almægtige, selv om han er i besiddelse af „guddommelighed“ eller er af samme „væsen“ som Gud. I det foregående kapitel siger Paulus: „Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham.“ (Kol 1:19) Hele fylden bor altså i Kristus fordi det „behagede Faderen“ (KJ, Dy), ja fordi det var „efter Guds eget valg“. (NE) Den guddomsfylde der bor i Kristus, bor der fordi Faderen har besluttet det. At Kristus ikke bliver den almægtige Gud selv ved at eje denne „fylde“, fremgår også af Paulus’ senere udtalelse om at Messias „har sæde ved Guds højre hånd“. — Kol 3:1.

Betragter man den umiddelbare sammenhæng som Kolossenserne 2:9 står i, vil man i vers 8 se at de kristne advares mod at lade sig vildlede af dem der går ind for menneskers filosofi og overlevering. De får også at vide at „alle visdommens og kundskabens værdier“ er „omhyggeligt skjult“ i Kristus, og de formanes til at „fortsætte med at vandre i samhørighed med ham, idet [de] er rodfæstede i ham og opbygges i ham og befæstes i troen“. (Kol 2:3, 6, 7) Desuden forklares det i vers 13 til 15 at de er gjort levende ved troen og således løst fra Lovpagten. Paulus’ argument er derfor at de kristne ikke behøver Moseloven (der blev fjernet ved Kristus) og heller ikke menneskers filosofi og overleveringer. De har alt hvad de behøver, en dyrebar „fylde“, i kraft af Kristus. — Kol 2:10-12.

I 2 Peter 1:3, 4 forklarer apostelen at de trofaste salvede kristne som følge af „de dyrebare og største løfter“ kan „blive delagtige i guddommelig natur efter at være undsluppet det fordærv der er i verden som følge af begær“. Andre steder i Bibelen forklares det at de kristne har fællesskab med Kristus i hans lidelser, at de får del i en død som hans og en opstandelse som hans til udødeligt liv som åndeskabninger, hvorved de bliver medarvinger med ham i det himmelske rige. (1Kor 15:50-54; Flp 3:10, 11; 1Pe 5:1; 2Pe 1:2-4; Åb 20:6) At de kristne er delagtige i „guddommelig natur“, vil derfor sige at de får del i Kristi herlighed.