STEFANUS

(Steʹfanus) [af et rodord der betyder „krone; krans“].

Den første kristne martyr. Skønt navnet er græsk, var Stefanus jøde. Han hørte til den rest af trofaste jøder der tog imod Messias og fulgte ham. — Apg 7:2.

Udnævnes til en særlig tjeneste. Stefanus nævnes første gang i Bibelen i forbindelse med at der blev udnævnt nogle mænd til en særlig tjeneste i den kristne menighed i Jerusalem. Beretningen lyder: „Men i disse dage, da disciplene blev flere og flere, opstod der en knurren blandt de græsktalende jøder imod de hebraisktalende, fordi deres enker blev overset ved den daglige uddeling.“ Apostlene forstod at det var nødvendigt at tage sig af denne sag, og gav derfor menigheden følgende anvisning: „Udse derfor, brødre, syv mænd blandt jer som har godt vidnesbyrd og er fulde af ånd og visdom, så vi kan sætte dem over dette nødvendige arbejde.“ De mænd der var kvalificerede til det, blev derpå udvalgt, og de blev udnævnt af apostlene. — Apg 6:1-6.

Stefanus modtog således en udnævnelse til en særlig tjeneste. Han og de seks andre der blev sat til at tage vare på „dette nødvendige arbejde“, uddelingen af mad, var måske allerede ældste, eller tilsynsmænd. De var „fulde af ånd og visdom“, hvilket var påkrævet i denne særlige situation, for der var ikke blot tale om en mekanisk uddeling af fødevarer (muligvis korn og andre hovednæringsmidler), men det drejede sig også om administration. Disse mænds pligter har måske indbefattet indkøb, regnskab og meget andet. Selv om dette arbejde, hvis der havde været tale om andre omstændigheder og det havde været knap så omfattende, kunne have været klaret af en diaʹkonos, en „menighedstjener“, og ikke nødvendigvis havde krævet en tilsynsmand, eller ældste, var situationen her ømtålelig, idet der allerede var vanskeligheder og uoverensstemmelser i menigheden. Der krævedes derfor mænd med dømmekraft, taktfølelse, forståelse og erfaring. Stefanus’ forsvarstale over for Sanhedrinet viser at han besad disse egenskaber.

Samtidig med at Stefanus tog sig af denne særlige tjeneste, fortsatte han med at forkynde med kraft. Lukas skriver at „Stefanus, meget vindende og fuld af kraft, gjorde store undere og tegn blandt folket“, men at nogle jøder fra De Frigivnes Synagoge og andre fra Asien og Afrika tog heftigt til genmæle imod ham. Stefanus talte imidlertid med en sådan visdom og ånd at de ikke kunne stå sig imod ham. Som det var sket i Jesu tilfælde, fik disse fjender derfor hemmeligt fat i falske vidner der over for Sanhedrinet anklagede Stefanus for gudsbespottelse. — Se FRI, FRIGIVEN.

Hans forsvarstale over for Sanhedrinet. Modigt stod Stefanus frem og berettede i sin tale om hvordan Gud havde taget sig af hebræerne fra deres forfader Abrahams tid, og han sluttede med stærke anklager mod sine tilhørere, de religiøse ledere. Da de følte sig ramt i hjertet af anklagerne, som de erkendte var sande, og begyndte at skære tænder ad ham, viste Gud at han var med Stefanus ved i et syn at lade ham se Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd. Da Stefanus beskrev dette syn, råbte forsamlingen højt og stormede alle som én ind på ham og drev ham uden for byen. Efter at have lagt deres klæder ved fødderne af Saulus stenede de Stefanus til døde. Lige før Stefanus ’sov ind i døden’, bad han: „Jehova, tilregn dem ikke denne synd.“ Nogle gudfrygtige mænd kom og begravede ham og holdt klage over ham. Derefter udbrød der en voldsom forfølgelse mod de kristne, hvorved de blev spredt (undtagen apostlene, som forblev i Jerusalem), men derved spredtes også den gode nyhed. — Apg 6:8–8:2; 11:19; 22:20.

Stefanus’ tale til Sanhedrinet indeholder flere ting fra jødernes historie som ikke findes omtalt i De Hebraiske Skrifter: at Moses fik en ægyptisk opdragelse og uddannelse, at han var 40 år da han flygtede fra Ægypten, at han opholdt sig i Midjan i 40 år før han vendte tilbage til Ægypten, og at Moseloven blev givet ved engle. — Apg 7:22, 23, 30, 32, 38.

Stefanus var den første der aflagde vidnesbyrd om at han i et særligt syn havde set Jesus ved Guds højre hånd efter at Jesus var vendt tilbage til himmelen, som forudsagt i Salme 110:1. — Apg 7:55, 56.