ARKELAUS

(Arkelaʹus) [folkets hersker].

Søn af Herodes den Store og dennes fjerde hustru, Maltake. Arkelaus blev konge i Judæa efter at Josef og Maria var taget til Ægypten med barnet Jesus. For at undgå hans tyranniske styre da de vendte tilbage, bosatte Josef sig ikke i Judæa med sin familie, men slog sig ned i Nazaret i Galilæa. — Mt 2:22, 23.

Herodes den Store testamenterede sin søn Arkelaus herredømmet over Judæa, Samaria og Idumæa, dobbelt så stor en del af riget som han gav hver af sine to andre sønner. I dette område lå de vigtige byer Jerusalem, Samaria, Joppe og Cæsarea. Efter Herodes’ død søgte Arkelaus at befæste sit herredømme ved at få foretræde for Augustus i Rom. Skønt nogle modsatte sig hans krav, deriblandt en af hans brødre og en delegation af jøder, fik han lov at beholde sin magt, dog ikke med titel af konge, men som etnark, en skatskyldig fyrste af højere rang end en tetrark. Mattæus har dog ret når han siger at Arkelaus „herskede som konge“, for den lokale hær havde tidligere udråbt ham til konge. — Jewish Antiquities af Flavius Josefus, XVII, 194, 195 (viii, 2).

Arkelaus var en grusom hersker og meget upopulær blandt jøderne. Da han engang kvalte et oprør, lod han skånselsløst 3000 jøder hugge ned på tempelområdet; to gange afsatte han ypperstepræsten; og i strid med jødisk lov lod han sig skille og giftede sig igen. Da jøderne og samaritanerne klagede over ham til Augustus, endte det med at der blev indledt en undersøgelse, og han blev landsforvist i sit styres niende eller tiende år. Derefter kom Judæa under romerske statholdere. — Se HERODES, 1, 2.