Jehova — kilden til sand ret og retfærdighed
„Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette. En trofast Gud, hos hvem der ikke er uret.“ — 5 Mosebog 32:4.
1. Hvorfor har vi alle et naturligt behov for retfærdighed?
LIGESOM vi alle har et medfødt behov for kærlighed, sådan ønsker vi alle at blive behandlet retfærdigt. Som den amerikanske statsmand Thomas Jefferson skrev: „[Retfærdighed] er noget instinktivt og iboende, . . . og er i lige så høj grad en del af vor natur som følesansen, synet og hørelsen.“ Dette er ikke overraskende eftersom Jehova har skabt os i sit billede. (1 Mosebog 1:26) Han har givet os nogle egenskaber som genspejler hans egen personlighed, og en af dem er retfærdighed. Det er derfor vi har et naturligt behov for retfærdighed, og derfor vi længes efter at leve i en verden med sand ret og retfærdighed.
2. Hvor vigtigt er det for Jehova at øve ret, og hvorfor er det nødvendigt at vi forstår betydningen af Guds retfærdighed?
2 Bibelen forsikrer os om at „alle [Jehovas] veje er rette“. (5 Mosebog 32:4) Men i en verden der er fyldt med uretfærdighed, kan det være svært at forstå hvad det vil sige at Gud er retfærdig. Gennem Guds ord kan vi imidlertid se hvordan Gud øver ret, og vi kan få større forståelse af Guds veje. (Romerne 11:33) Vores opfattelse af retfærdighed kan let blive præget af menneskers begreber. Det er derfor vigtigt at forstå hvad retfærdighed er i bibelsk forstand. Mange opfatter måske blot retfærdighed som en upartisk anvendelse af loven, eller, som filosoffen Francis Bacon skrev: „Retfærdighed vil sige at man giver hvert menneske hvad det fortjener.“ Jehovas retfærdighed indebærer imidlertid langt mere.
Jehovas retfærdighed virker tilskyndende
3. Hvad kan vi lære ved at kende betydningen af ordene for ret og retfærdighed på Bibelens grundsprog?
3 Det er lettere at forstå hvad Guds retfærdighed omfatter hvis man ser på hvordan ordene for „ret“ og „retfærdighed“ bruges på Bibelens grundsprog.a Interessant nok er der ingen særlig forskel mellem ordene „ret“ og „retfærdighed“ i Bibelen. De hebraiske ord bruges undertiden parallelt, som for eksempel i Amos 5:24, hvor Jehova formaner sit folk: „Lad ret rulle frem som vandene, og retfærdighed som en stedserindende strøm.“ Desuden bruges ordene „ret“ og „retfærdighed“ ofte sammen for at give eftertryk. — Salme 33:5; Esajas 33:5; Jeremias 33:15; Ezekiel 18:21; 45:9.
4. Hvad vil det sige at øve ret, og hvad er den ypperste norm for retfærdighed?
4 Hvilken betydning ligger der i disse hebraiske og græske ord? At øve ret i bibelsk forstand vil sige at gøre det der er rigtigt. Eftersom det er Jehova der fastlægger moralske love og principper, eller bestemmer hvad der er rigtigt, er Jehovas handlemåde den ypperste norm for retfærdighed. Opslagsværket Theological Wordbook of the Old Testament forklarer at det hebraiske ord der gengives med retfærdighed (tsæʹdhæq), „sigter til en norm for etik og moral, og i Det Gamle Testamente er denne norm naturligvis Guds personlighed og vilje“. Den måde hvorpå Gud anvender sine principper, og navnlig den måde hvorpå han beskæftiger sig med menneskene, giver os derfor et billede af hvad sand ret og retfærdighed vil sige.
5. Hvilke egenskaber er forbundet med Guds retfærdighed?
5 Det fremgår tydeligt af Bibelen at Guds retfærdighed er tilskyndende, snarere end streng og ubøjelig. David sang: „Jehova elsker ret, og han forlader ikke sine loyale.“ (Salme 37:28) Guds retfærdighed får ham til at være trofast og barmhjertig over for sine tjenere. Han er opmærksom på vore behov og tager hensyn til at vi er ufuldkomne. (Salme 103:14) Det betyder dog ikke at han ser gennem fingre med ondskab, for gjorde han det, ville det være årsag til uretfærdighed. (1 Samuel 3:12, 13; Prædikeren 8:11) Jehova forklarede Moses at han er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. Gud er villig til at tilgive misgerning og overtrædelse, men han vil ikke lade dem der fortjener at blive straffet, gå fri. — 2 Mosebog 34:6, 7.
6. Hvordan tager Jehova sig af sine jordiske børn?
6 Når vi grunder over hvordan Jehova øver ret, skal vi ikke tænke på ham som en streng dommer der kun ønsker at dømme overtrædere. Vi skal tværtimod opfatte ham som en kærlig, men bestemt far der altid behandler sine børn bedst muligt. „Jehova, du er vor Fader,“ sagde profeten Esajas. (Esajas 64:8) Som en retfærdig og rimelig Fader afvejer Jehova sin fastholden ved det der er ret, med dyb medfølelse for sine jordiske børn der har brug for hjælp eller tilgivelse som følge af vanskelige omstændigheder eller kødelige svagheder. — Salme 103:6, 10, 13.
Det bliver gjort klart hvad der er ret
7. (a) Hvad lærer Esajas’ profeti os om Guds retfærdighed? (b) Hvordan lærte Jesus nationerne retfærdighed?
7 Med Messias’ komme blev det klart at Jehova Guds retfærdighed er forbundet med medfølelse. Jesus lærte andre hvad Guds retfærdighed indebærer, og levede selv i overensstemmelse med den, som forudsagt af profeten Esajas. Det er tydeligt at Guds retfærdighed indbefatter at der vises de undertrykte omsorg, så de ikke bliver fuldstændig knust. Jesus, Jehovas „tjener“, kom til jorden for at „gøre klart for nationerne“ hvad denne side af Guds retfærdighed indebærer. (Mattæus 12:18) Det gjorde han først og fremmest ved gennem sit eget eksempel at vise os hvad Guds retfærdighed vil sige. Som „retfærdighedens spire“, der nedstammede fra kong David, var Jesus ivrig efter at ’søge ret og hurtig til at handle i retfærdighed’. — Esajas 16:5; 42:1-4; Mattæus 12:18-21; Jeremias 33:14, 15.
8. Hvorfor var det i det første århundrede blevet uklart hvad sand ret og retfærdighed er?
8 I det første århundrede var der et særligt behov for at det blev gjort klart hvad Jehovas retfærdighed indebar. Jødernes ældste og de religiøse ledere — de skriftlærde, farisæerne og andre — havde et fordrejet syn på ret og retfærdighed, hvilket kom til udtryk i deres forkyndelse og ved det eksempel de satte. Det medførte at almindelige mennesker, som slet ikke kunne opfylde de krav de skriftlærde og farisæerne stillede, fik det indtryk at det var umuligt at leve op til Guds retfærdighed. (Mattæus 23:4; Lukas 11:46) Men Jesus viste at det ikke var tilfældet. Han udvalgte sine disciple blandt disse almindelige mennesker, og han lærte dem Guds retfærdige normer. — Mattæus 9:36; 11:28-30.
9, 10. (a) Hvordan forsøgte de skriftlærde og farisæerne at stille deres retfærdighed til skue? (b) Hvordan og hvorfor afslørede Jesus at de skriftlærdes og farisæernes regler var nytteløse?
9 Farisæerne, derimod, søgte efter lejligheder til at vise hvor „retfærdige“ de var, ved at bede eller give bidrag i andres påsyn. (Mattæus 6:1-6) De søgte også at stille deres retfærdighed til skue ved at følge utallige love og forskrifter — hvoraf mange var nogle de selv havde fundet på. Det resulterede i at de lod hånt om „ret og kærlighed til Gud“. (Lukas 11:42) Udvendig så de måske nok retfærdige ud, men indvendig var de ’fulde af lovløshed’ eller uretfærdighed. (Mattæus 23:28) De vidste i virkeligheden ikke ret meget om Guds retfærdighed.
10 Derfor sagde Jesus advarende til sine disciple: „Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftlærdes og farisæernes, vil I slet ikke komme ind i himlenes rige.“ (Mattæus 5:20) Den store kontrast mellem Guds retfærdighed, som Jesus afspejlede ved sit eksempel, og de skriftlærdes og farisæernes snæversynede selvretfærdighed førte ofte til strid imellem dem.
Guds retfærdighed kontra menneskers fordrejede form for retfærdighed
11. (a) Hvorfor spurgte farisæerne Jesus om det var tilladt at kurere på sabbatten? (b) Hvad viste Jesu svar?
11 Under sin tjeneste i Galilæa i foråret 31 fik Jesus i en synagoge øje på en mand med en vissen hånd. Eftersom det var sabbat, spurgte farisæerne Jesus: „Er det tilladt at kurere på sabbatten?“ Deres spørgsmål afslørede at de ikke nærede sand omsorg for den syge mand, men bare prøvede at finde et påskud til at anklage Jesus. Ikke så mærkeligt at Jesus blev bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed! Han svarede dem ved at stille et lignende spørgsmål: „Er det tilladt at gøre en god gerning på sabbatten?“ Eftersom de tav, besvarede Jesus sit spørgsmål ved at spørge dem om de ikke ville redde et får der var faldet i et hul på sabbatten.b „Hvor meget mere er et menneske da ikke værd end et får!“ lød Jesu uigendrivelige ræsonnement. „Det er altså tilladt at gøre godt på sabbatten,“ konkluderede han. Guds retfærdighed måtte aldrig undertrykkes af menneskers overlevering. Da Jesus havde gjort dette klart, kurerede han mandens hånd. — Mattæus 12:9-13; Markus 3:1-5.
12, 13. (a) Hvordan viste Jesus at han, i modsætning til de skriftlærde og farisæerne, ønskede at hjælpe syndere? (b) Hvilken forskel er der mellem Guds retfærdighed og selvretfærdighed?
12 Farisæerne havde kun lidt tilovers for de fysisk handicappede, og om muligt endnu mindre for de åndeligt forarmede. Deres fordrejede syn på retfærdighed fik dem til at ignorere og foragte skatteopkrævere og syndere. (Johannes 7:49) Men mange af disse lyttede til Jesu undervisning og kunne uden tvivl mærke at han ønskede at hjælpe snarere end at dømme. (Mattæus 21:31; Lukas 15:1) Farisæerne havde imidlertid kun foragt tilovers for det Jesus gjorde for at hjælpe de åndeligt syge. „Denne mand tager venligt imod syndere og spiser sammen med dem,“ sagde de bebrejdende. (Lukas 15:2) Som svar på deres anklage fremholdt Jesus igen en billedtale om får og hyrder. Ligesom en hyrde glæder sig når han finder et bortkommet får, glæder himmelens engle sig når en synder ændrer sind. (Lukas 15:3-7) Jesus selv glædede sig da han kunne hjælpe Zakæus til at vende om fra sin tidligere syndige levevis. „Menneskesønnen er . . . kommet for at opsøge og frelse det bortkomne,“ sagde han. — Lukas 19:8-10.
13 Disse sammenstød afslører tydeligt forskellen mellem Guds retfærdighed, der søger at helbrede og frelse, og selvretfærdighed, der søger at ophøje de få og fordømme de mange. Tomme ritualer og menneskers overlevering havde gjort de skriftlærde og farisæerne hovmodige, betydningsfulde i egne øjne, men Jesus pegede på at de havde „undladt det der er vigtigere i loven, nemlig ret og barmhjertighed og trofasthed“. (Mattæus 23:23) Lad os efterligne Jesus og øve sand retfærdighed i alt hvad vi gør, og desuden være på vagt over for selvretfærdighedens snare.
14. Hvordan viser et af Jesu mirakler at Guds retfærdighed tager hensyn til et menneskes omstændigheder?
14 Jesus ignorerede farisæernes selvbestaltede regler, men han overholdt Moseloven. (Mattæus 5:17, 18) Han lod dog ikke denne retfærdige lovs bogstav overskygge dens principper. Da en kvinde der i 12 år havde lidt af stadige blødninger, rørte ved Jesu klædning og blev helbredt, sagde han til hende: „Datter, din tro har gjort dig rask; gå blot med fred.“ (Lukas 8:43-48) Jesu medfølende ord viste at Guds retfærdighed havde taget hendes omstændigheder i betragtning. Skønt hun var ceremonielt uren og egentlig havde overtrådt Moseloven ved at opholde sig i en folkemængde, fortjente hendes tro at blive belønnet. — 3 Mosebog 15:25-27; jævnfør Romerbrevet 9:30-33.
Retfærdighed for alle
15, 16. (a) Hvad lærer Jesu billedtale om den barmhjertige samaritaner os om retfærdighed? (b) Hvorfor bør vi undgå at være ’overmåde retfærdige’?
15 Foruden at understrege at Guds retfærdighed er forbundet med medfølelse, lærte Jesus også sine disciple at den bør omfatte alle. Det var Jehovas vilje at Jesus skulle ’bringe ret ud til nationerne’. (Esajas 42:1) Det var netop kernen i en af Jesu mest kendte billedtaler, lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Jesus fremholdt denne billedtale som svar på et spørgsmål der blev stillet af en lovkyndig mand som gerne ville „retfærdiggøre sig“. „Hvem er egentlig min næste?“ spurgte han, uden tvivl fordi han helst ville nøjes med at vise næstekærlighed over for jøderne. Samaritaneren i Jesu billedtale handlede i overensstemmelse med Guds retfærdighed, for han var villig til at bruge tid og penge på at hjælpe en fremmed fra et andet folk. Jesus sluttede billedtalen med dette råd til den lovkyndige mand: „Gå du hen og gør det samme selv.“ (Lukas 10:25-37) Hvis vi også gør godt mod alle, uanset deres racemæssige eller etniske baggrund, efterligner vi Guds retfærdighed. — Apostelgerninger 10:34, 35.
16 De skriftlærdes og farisæernes eksempel minder os derimod om at vi ikke må være ’overmåde retfærdige’ når vi søger at efterligne Guds retfærdighed. (Prædikeren 7:16) Gud har ikke behag i at vi lægger overdreven vægt på menneskeskabte regler eller prøver at imponere andre ved at vise hvor retfærdige vi er. — Mattæus 6:1.
17. Hvorfor er det så vigtigt at vi efterligner Guds retfærdighed?
17 En af grundene til at Jesus gjorde det klart for nationerne hvad Guds retfærdighed indebærer, var at alle hans disciple skulle lære at vise denne egenskab. Hvorfor er det så vigtigt? Bibelen tilskynder os til at ’blive Guds efterlignere’, og alle Guds veje er rette. (Efeserne 5:1) Mika 6:8 forklarer desuden at et af Jehovas krav til os er at vi skal ’øve ret’ når vi vandrer med vor Gud. (Mika 6:8) Og Zefanias 2:2, 3 minder os om at hvis vi ønsker at blive skjult på Jehovas vredes dag, må vi ’søge retfærdighed’ før denne dag kommer.
18. Hvilke spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel?
18 Disse kritiske sidste dage er derfor „en særlig velkommen tid“ til at øve ret. (2 Korinther 6:2) Vi kan være sikre på at hvis vi ligesom Job ’ifører os retfærdighed som vor klædning’ og ’vor retfærdige dom som en overklædning’, vil Jehova velsigne os. (Job 29:14) Hvordan kan troen på Jehovas retfærdighed hjælpe os til at se fremtiden i møde med tillid? Og hvordan kan Guds retfærdighed beskytte os åndeligt mens vi venter på den retfærdige ’nye jord’? (2 Peter 3:13) Disse spørgsmål vil blive besvaret i den næste artikel.
[Fodnoter]
a I De Hebraiske Skrifter bruges der fortrinsvis tre ord som betegner ret og retfærdighed. Det ene af dem (misjpatʹ) oversættes ofte med „ret“. De to andre (tsæʹdhæq og det beslægtede tsedhaqahʹ) gengives i de fleste tilfælde med „retfærdighed“. Det græske ord der oversættes med „retfærdighed“ (dikaiosyʹnē), defineres som „den egenskab at være redelig eller retskaffen“.
b Jesu eksempel var velvalgt eftersom jødernes mundtlige lov udtrykkeligt tillod dem at yde hjælp til et nødstedt dyr på sabbatten. Der opstod flere gange lignende diskussioner om hvorvidt det var tilladt at kurere på sabbatten. — Lukas 13:10-17; 14:1-6; Johannes 9:13-16.
Kan du forklare dette?
◻ Hvad indebærer Guds retfærdighed?
◻ Hvordan lærte Jesus nationerne retfærdighed?
◻ Hvorfor havde farisæerne en fordrejet opfattelse af retfærdighed?
◻ Hvorfor skal vi øve ret?
[Illustration på side 8]
Jesus viste hvor omfattende Guds retfærdighed er