-
SkilsmisseIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
-
-
Hvad er den eneste bibelske skilsmissegrund blandt kristne?
Jesus Kristus udtalte i sin bjergprædiken: „Der er også blevet sagt: ’Enhver der skiller sig fra sin hustru skal give hende en skilsmisseattest.’ Men jeg siger jer at enhver der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, udsætter hende for at begå ægteskabsbrud, og enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde begår ægteskabsbrud.“ (Mt 5:31, 32) Og efter at have forklaret farisæerne at Moselovens indrømmelse af muligheden for skilsmisse ikke var den ordning der havde været „fra begyndelsen“, erklærede han: „Jeg siger jer at enhver som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud.“ (Mt 19:8, 9) I dag skelnes der almindeligvis mellem utugt og ægteskabsbrud. Utugt er frivillig kønslig forbindelse mellem parter som ikke er gift, mens ægteskabsbrud sigter til dét at en gift person har kønslig omgang med en af det modsatte køn som han eller hun ikke er gift med. Som det fremgår af artiklen UTUGT, er betegnelsen „utugt“ i De Kristne Græske Skrifter imidlertid oversat fra det græske ord porneiʹa, som omfatter alle former for ulovlige kønslige forhold uden for et bibelsk gyldigt ægteskab. Jesu ord i Mattæus 5:32 og 19:9 betyder således at den eneste skilsmissegrund der virkelig ophæver det ægteskabelige bånd, er porneiʹa begået af ægtefællen. En Kristi discipel kan benytte sig af denne mulighed for skilsmisse hvis han eller hun ønsker det, og en sådan skilsmisse vil give vedkommende frihed til at gifte sig igen med en kristen som er fri til det. — 1Kor 7:39.
Umoralske kønslige handlinger begået af en gift person med en af samme køn er noget smudsigt og afskyvækkende. De der handler således og ikke angrer det, vil ikke arve Guds rige. Sodomi (omgang med dyr) fordømmes naturligvis også i Bibelen. (3Mo 18:22, 23; Ro 1:24-27; 1Kor 6:9, 10) Alle disse groft urene handlinger kommer ind under den brede bibelske betegnelse porneiʹa. Det er også værd at bemærke at homoseksuelle handlinger og sodomi under Moseloven blev straffet med døden, hvilket ville gøre den uskyldige ægtefælle fri til at kunne gifte sig igen. — 3Mo 20:13, 15, 16.
Jesus Kristus påpegede at „enhver der bliver ved med at se på en kvinde for at begære hende, [allerede har] begået ægteskabsbrud med hende i sit hjerte“. (Mt 5:28) Men han sagde ikke at det der var i hjertet, men som ikke blev omsat i handling, var grundlag for skilsmisse. Hans ord viser blot at man bør holde sit hjerte rent og ikke lege med urette tanker og ønsker. — Flp 4:8; Jak 1:14, 15.
Jødernes rabbinske lov lagde vægt på den giftes pligt til at fuldbyrde det intime samliv og tillod en mand at lade sig skille hvis hustruen var ufrugtbar. Bibelen giver imidlertid ikke de kristne ret til skilsmisse af en sådan grund. Mange års ufrugtbarhed fik ikke Abraham til at skille sig fra Sara, Isak fra Rebekka, Jakob fra Rakel eller præsten Zakarias fra Elisabet. — 1Mo 11:30; 17:17; 25:19-26; 29:31; 30:1, 2, 22-25; Lu 1:5-7, 18, 24, 57.
Der siges intet i Bibelen som kunne give en kristen ret til at lade sig skille fra sin ægtefælle fordi denne var fysisk ude af stand til at fuldbyrde samlivet, var blevet sindssyg eller havde pådraget sig en frastødende eller uhelbredelig fysisk sygdom. I stedet for at søge skilsmisse i et sådant tilfælde ville kærligheden diktere den kristne at vise ægtefællen barmhjertighed. (Ef 5:28-31) Bibelen indrømmer heller ikke den kristne ret til skilsmisse hvis ægtefællen har en anden tro; den viser tværtimod at den kristne, ved at blive hos en ikketroende ægtefælle, måske kan vinde vedkommende for den sande tro. — 1Kor 7:12-16; 1Pe 3:1-7.
Jesus sagde i sin bjergprædiken: „Enhver der skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, udsætter hende for at begå ægteskabsbrud, og enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde begår ægteskabsbrud.“ (Mt 5:32) Med disse ord viste han at hvis en mand lader sig skille af anden grund end sin hustrus „utugt“ (porneiʹa), udsætter han hende for den fare at begå ægteskabsbrud, for hun er ikke blevet skilt på et bibelsk grundlag og er derfor ikke fri til at gifte sig og have kønslig omgang med en anden mand. Da Kristus sagde at „enhver der gifter sig med en fraskilt kvinde begår ægteskabsbrud“, sigtede han til en kvinde der var blevet skilt af anden grund end utugt (porneiʹa). Skønt hun måske var skilt i juridisk forstand, ville hun ikke være det i bibelsk forstand.
-
-
SkilsmisseIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
-
-
Jesu ord ifølge Markus og Lukas skal imidlertid forstås i lyset af den mere udførlige udtalelse Mattæus nedskrev. Han medtager ordene „af anden grund end utugt“ (Mt 19:9; se også Mt 5:32) og viser dermed at det Markus og Lukas citerede Jesus for at sige angående skilsmisse, gælder hvis skilsmissen er opnået på et andet grundlag end „utugt“ (porneiʹa) begået af ægtefællen.
-